Gelex

Spørgsmål om hjemmel til at afgive påbud om brug af autoriseret rådgiver

OphævetVersion 2008-11-21fra 2008-11-21 til 2013-01-28
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/9813@2008-11-21/da

Indhold
  1. Indledning

Spørgsmål om hjemmel til at afgive påbud om brug af autoriseret rådgiver

Resumé Arbejdstilsynet afgav den 19. december 2007 påbud om at virksomheden skulle bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at nedsætte støjbelastningen i forbindelse med ringning og kimning. Den 17. januar 2008 skrev xxx i brev til Arbejdstilsynet, at man havde besluttet at etablere et fuldt automatisk ringeanlæg inden den 1. februar 2009 for så vidt angår 2 ud af de 3 klokker. Man betragtede Arbejdstilsynets påbud som opfyldt derved, da det fremgik af Arbejdstilsynets brev, at Arbejdstilsynets påbud kunne efterkommes ved, at der blev etableret fuldt automatisk ringeanlæg. Den 26. februar 2008 klager menighedsrådet over påbudet, hvilket som udgangspunkt ikke er rettidigt. Det gøres gældende, at man havde forstået Arbejdstilsynets påbud således, at såfremt menighedsrådet besluttede at etablere fuldt automatisk ringeanlæg, ville påbudet om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver bortfalde. Arbejdsmiljøklagenævnet traf afgørelse den 6. maj 2008. Nævnet fandt ikke, at der var hjemmel til at afgive påbud om at xxx skulle bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at Arbejdstilsynet med sin formulering i afgørelse af 19. december 2007 alene har afgivet påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Da Arbejdstilsynet ikke har truffet afgørelse om et eller flere komplekse og alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed og som angivet i kapitel 3 (§§ 8-36) i bekendtgørelsen om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere, er der ikke hjemmel til afgive påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver.

A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet finder ikke, at der er hjemmel til at afgive påbud om at xxx skal bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Arbejdsmiljøklagenævnet ophæver således Arbejdstilsynets afgørelse af 19. december 2007. B E G R U N D E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at Arbejdstilsynet i afgørelse af 19. december 2007 meddelte, at xxx skal bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at nedsætte støjbelastningen i forbindelse med ringning og kimning. Det fremgår af § 6, stk. 1 i bekendtgørelsen om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere, at arbejdsgiveren skal efterkomme påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, når Arbejdstilsynet afgiver en eller flere afgørelser om overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen om et eller flere komplekse og alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed og som angivet i kapitel 3 (§§ 8-36), når overtrædelserne er 1) konstateret ved et enkeltstående tilsyn eller ved et tilsynsforløb bestående af screening og et deraf efterfølgende tilsyn, og 2) konstateret ved tilsyn med arbejde tilknyttet én produktionsenhed. Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at Arbejdstilsynet med sin formulering i afgørelse af 19. december 2007 alene har afgivet påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Da Arbejdstilsynet ikke har truffet afgørelse om et eller flere komplekse og alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed og som angivet i kapitel 3 (§§ 8-36) i bekendtgørelsen om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere, er der ikke hjemmel til at afgive påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Arbejdsmiljøklagenævnet skal henvise til, at Arbejdstilsynet i sin vejledning om rådgivningspåbud (F.1.5 fra oktober 2007) har anført, at en virksomhed (p-enhed) får et rådgivningspåbud ved komplekse og alvorlige overtrædelser, når Arbejdstilsynet afgiver afgørelser om et eller flere bestemte arbejdsmiljøproblemer. Den tilsynsførende vurderer først, om et arbejdsmiljøproblem udløser en afgørelse. Hvis dette er tilfældet, vurderer den tilsynsførende herefter, om arbejdsmiljøproblemet også udløser et rådgivningspåbud. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til: § 77a i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelser nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer der følger af lov nr. 175 af 27. februar 2007, og § 6, stk. 1 i Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere (Rådgivningspåbud). På klagenævnets vegne Kopi til xxx xxx Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005, med de ændringer der følger af lov nr. 175 af 27. februar 2007 § 77 a. Arbejdstilsynet kan påbyde, at modtageren af påbud skal indhente bistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, bl.a. med henblik på, at det forebyggende arbejdsmiljøarbejde i virksomheden styrkes. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om rådgivningspåbuddets indhold, omfang og varighed og de nærmere vilkår herfor. Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere (Rådgivningspåbud) § 6. Arbejdsgiveren skal efterkomme påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, når Arbejdstilsynet afgiver en eller flere afgørelser om overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen om et eller flere komplekse og alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed og som angivet i kapitel 3, når overtrædelserne er 1) konstateret ved et enkeltstående tilsyn eller ved et tilsynsforløb bestående af screening og et deraf efterfølgende tilsyn, og 2) konstateret ved tilsyn med arbejde tilknyttet én produktionsenhed. Stk. 2. Der afgives ikke påbud efter stk. 1, hvis arbejdsgiveren inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted, og løsningen umiddelbart kan overføres.

Versioner

  1. 2008-11-21 · til 2013-01-28