Erstatning for mistet lønindtægt, tilbagebetaling af dagpenge, vejledning
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2008/9817@2008-11-21/da
Indhold
Erstatning for mistet lønindtægt, tilbagebetaling af dagpenge, vejledning
Resumé Medlemmet var i perioden 1. juli 2000 til den 24. januar 2002 ansat som direktør i selskabet YY I/S, som han var medejer af. De øvrige interessenter opsagde pr. 24. januar 2002 interessentkontrakten, hvor medlemmet samtidig blev afskediget som direktør. Medlemmet meldte sig herefter ledig og fik udbetalt dagpenge i perioden fra den 25. januar 2002 til og med den 31. december 2003. Medlemmet fik efter et forlig i februar 2003 en erstatning svarende til 1 års mistet lønindtægt. Arbejdsdirektoratet fandt, at medlemmets erstatning for mistet lønindtægt i stillingen som direktør i selskabet YY dækkede perioden fra den 24. januar 2002 til og med den 23. januar 2003. Medlemmet skulle derfor betale de dagpenge, som han havde fået udbetalt i perioden fra den 24. januar 2002 til og med den 23. januar 2003, tilbage til a-kassen. Medlemmet klagede over direktoratets afgørelse. Medlemmet anførte, at erstatningen for den mistede lønindtægt som direktør i selskabet YY I/S skulle henføres til 2003, hvor han ikke fik udbetalt ydelser fra a-kassen. Medlemmet anførte videre, at han ikke blev vejledt om at en eventuel udbetaling af erstatning ville kunne medføre et krav om tilbagebetaling af dagpenge. Ankenævnet ændrede delvist direktoratets afgørelse. Ankenævnet var enig med direktoratet i, at erstatningen for mistet lønindtægt i stillingen som direktør i selskabet YY I/S dækkede perioden fra den 25. januar 2002 til og med den 24. januar 2003 og at medlemmet derfor skulle tilbagebetale de dagpenge, som han havde fået udbetalt i perioden fra den 25. januar 2002 til og med den 31. december 2002 tilbage til a-kassen. Ankenævnet fandt endvidere, at a-kassen burde havde vejledt medlemmet. Ankenævnet fandt dog ikke at den manglende vejledning kunne føre til et andet resultat. Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den tilkendte erstatning havde direkte tilknytning til medlemmets arbejde som direktør i selskabet YY I/S, og at erstatningen derfor skulle placeres i umiddelbar forlængelse af medlemmets ophør i virksomheden. Da erstatningen dækkede 1 års løn regnet fra den 25. januar 2002, havde medlemmet således ikke opfyldt betingelserne for at få udbetalt dagpenge i perioden fra den 25. januar 2002 til og med den 31. december 2002. Ankenævnet fandt, at a-kassen burde have vejledt medlemmet, da a-kassen var bekendt med at medlemmet havde anlagt sag om erstatning for tab af løn. A-kassen burde således have adviseret om at udbetaling af dagpenge kunne medføre, at medlemmet skulle tilbagebetale dagpengene, hvis han senere modtog en erstatning for løntab, der dækkede samme tidsrum som ydelserne fra kassen. Ankenævnet fandt dog ikke, at a-kassens manglende vejledning kunne føre til et andet resultat. Ankenævnet lagde herved vægt på, at et medlem, som havde modtaget dagpenge eller andre ydelser fra kassen, og som senere modtog løn, pension eller andre indtægter, der dækkede samme tidsrum som ydelserne fra kassen efter reglerne skulle betale ydelsesbeløbet tilbage. Det var efter reglerne ikke en betingelse, at udbetalingen skulle kunne bebrejdes medlemmet.
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 19. juni 2008. Nævnet traf denne A F G Ø R E L S E Deres erstatning for mistet lønindtægt i stillingen som direktør i selskabet YY I/S dækker perioden fra den 25. januar 2002 til og med den 24. januar 2003. De skal derfor betale de dagpenge, som De har fået udbetalt i perioden fra den 25. januar 2002 til og med den 31. december 2002 tilbage til a-kassen. Ankenævnet finder, at a-kassen burde have vejledt Dem. Ankenævnet finder dog ikke, at det kan føre til et andet resultat. Ankenævnet ændrer således delvis Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 28. februar 2007. B E G R U N D E L S E Ankenævnet har lagt til grund, at - Deres kontrakt som direktør i selskabet YY I/S blev ophævet pr. 24. januar 2002, - De herefter meldte Dem ledig og fik udbetalt dagpenge fra a-kassen i perioden fra den 25. januar 2002 til og med den 31. december 2002, - De den 1. januar 2003 startede ny selvstændig virksomhed, som De drev frem og til med den 7. september 2003, og - De i februar 2003 ved forlig ved domstolene modtog en erstatning svarende til 1 års mistet lønindtægt som direktør ved selskabet YY I/S. Ankenævnet har endvidere lagt til grund, at - Ankenævnet på møde den 14. september 2006 har fundet, at Deres erstatning for mistet lønindtægt efter den 24. januar 2002 kunne medregnes i beskæftigelseskravet, - der var tale om en erstatning for mistet lønindtægt i 1 år i henhold til Deres direktørkontrakt, og - lønindtægten dækkede en periode efter at De var ophørt med den selvstændige erhvervsvirksomhed den 24. januar 2002. Et medlem, som har modtaget dagpenge eller andre ydelser fra kassen, og som senere modtager løn, pension eller andre indtægter, der dækker samme tidsrum som ydelserne fra kassen, skal betale ydelsesbeløbet tilbage, i det omfang tidligere modtagelse af de pågældende indtægter ville have medført, at ydelserne fra kassen ikke kunne udbetales med rette til medlemmet. Det fremgår af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 2. Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at den tilkendte erstatning har direkte tilknytning til Deres arbejde som direktør i selskabet YY I/S, og at erstatningen derfor skal placeres i umiddelbar forlængelse af Deres ophør i virksomheden. Da erstatningen dækker 1 års løn regnet fra den 25. januar 2002, har De således ikke opfyldt betingelserne for at få udbetalt dagpenge i perioden fra den 25. januar 2002 til og med den 31. december 2002. De har i Deres klage anført, at den udbetalte erstatning først blev beskattet i 2003, hvorfor erstatningen skal henføres til 2003. Ankenævnet skal hertil bemærke, at den udbetalte erstatning er løn for tabt arbejdsfortjeneste i perioden 25. januar 2002 til og med den 24. januar 2003. Det forhold, at erstatningen først blev beskattet i 2003 kan derfor ikke føre til et andet resultat. Vejledning Ankenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at a-kassen efter det oplyste ikke vejledte Dem om at en eventuel udbetaling af erstatning ville kunne medføre et krav om tilbagebetaling af dagpenge. En a-kasse altid skal give det enkelte medlem individuel og personlig vejledning, hvis medlemmet har særligt behov herfor. Det fremgår af § 5, stk. 1 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse om en a-kasses pligt til at vejlede. Ankenævnet finder, at a-kassen burde have vejledt Dem, da a-kassen var bekendt med at De havde anlagt sag om erstatning for tab af løn. A-kassen burde således have adviseret om at udbetaling af dagpenge kunne medføre, at De skulle tilbagebetale dagpengene tilbage, hvis De senere modtog en erstatning for løntab, der dækkede samme tidsrum som ydelserne fra kassen. Ankenævnet finder dog ikke, at a-kassens manglende vejledning kan føre til et andet resultat. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at et medlem, som har modtaget dagpenge eller andre ydelser fra kassen, og som senere modtager løn, pension eller andre indtægter, der dækker samme tidsrum som ydelserne fra kassen efter reglerne skal betale ydelsesbeløbet tilbage. Det er efter reglerne ikke en betingelse, at udbetalingen skal kunne bebrejdes medlemmet. R E G L E R Ankenævnet henviser til: - § 65, stk. 1 og stk. 5 samt § 86, stk. 2 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001, - § 65, stk. og stk. 5 samt § 86, stk. 2 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002, - § 1, stk. 2 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 310 af 19. maj 1999 om en a-kasses pligt til at vejlede mv., og - § 5, stk. 1 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 1206 af 18. december 2002 om en a-kasses pligt til at vejlede mv.. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet. På ankenævnets vegne …………………. De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider. Kopi til: …………………… Regler Lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001: § 65. Arbejdsløshedskassen skal vejlede medlemmet om de rettigheder og pligter, der følger af lovens kapitel 7-16, samt om medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen. ….. Stk. 5. Nærmere regler om anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-4 fastsættes af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Landsarbejdsrådet. Stk. 6 ….. § 86 ………… Stk. 2. Et medlem, som har modtaget dagpenge eller andre ydelser fra kassen, og som senere modtager løn, pension eller andre indtægter, der dækker samme tidsrum som ydelserne fra kassen, skal betale ydelsesbeløbet tilbage, i det omfang tidligere modtagelse af de pågældende indtægter ville have medført, at ydelserne fra kassen ikke kunne udbetales med rette til medlemmet. Forudbetalte feriedagpenge skal tilbagebetales, hvis betingelserne for retten til feriedagpengene efterfølgende ikke opfyldes. Stk. 3 ……… Lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002: § 65. Arbejdsløshedskassen skal vejlede medlemmet om de rettigheder og pligter, der følger af lovens kapitel 7-16, samt om medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen. …… Stk. 5. Nærmere regler om anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-4 fastsættes af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Landsarbejdsrådet. Stk. 6 …… § 86 . …………… Stk. 2 . Et medlem, som har modtaget dagpenge eller andre ydelser fra kassen, og som senere modtager løn, pension eller andre indtægter, der dækker samme tidsrum som ydelserne fra kassen, skal betale ydelsesbeløbet tilbage, i det omfang tidligere modtagelse af de pågældende indtægter ville have medført, at ydelserne fra kassen ikke kunne udbetales med rette til medlemmet. Forudbetalte feriedagpenge skal tilbagebetales, hvis betingelserne for retten til feriedagpengene efterfølgende ikke opfyldes. Stk. 3 ……….. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 310 af 19. maj 1999 om en a-kasses pligt til at vejlede mv. § 1. En a-kasse har pligt til at vejlede sine medlemmer om de rettigheder og pligter, der følger af kapitel 7-16 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., samt om medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen. Stk. 2. En a-kasse har altid pligt til at give det enkelte medlem individuel og personlig vejledning, når medlemmet har særligt behov herfor. Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 1206 af 18. december 2002 om en a-kasses pligt til at vejlede mv. § 1. En a-kasse skal vejlede egne medlemmer om de rettigheder og pligter, medlemmet har efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og om rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen. § 5. En a-kasse skal altid give det enkelte medlem individuel og personlig vejledning, hvis medlemmet har særligt behov herfor. Stk. 2 ……...