Gelex

Sikkerhedsarbejdet hos kommune med MED-aftale

GældendeVersion 2010-02-26
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2009/10149@2010-02-26/da

Indhold
  1. Indledning

Sikkerhedsarbejdet hos kommune med MED-aftale

Resumé Sikkerhedsarbejde i en kommune med en MED-aftale. Arbejdstilsynet havde givet påbud om, at der skulle vælges en sikkerhedsrepræsentant for de ansatte i en kommunal børnehave. Arbejdsmiljøklagenævnet var ikke enig med Arbejdstilsynet heri, idet kommunen havde indgået en MED-aftale, som indeholdt regler for sikkerhedsarbejdet i kommunen. Nævnet lagde vægt på, at der ved indgåelse af en MED-aftale med hjemmel i § 38, stk. 1, i bekendtgørelse om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde var sket en fravigelse af reglerne i § 7 i samme bekendtgørelse.

[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 15. december 2009 behandlet [navn udeladt]s klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 18. marts 2009. Arbejdstilsynet gav påbud om at vælge en sikkerhedsrepræsentant for de ansatte. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdstilsynets afgørelse af 18. marts 2009 annulleres. B E G R U N D E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet finder ikke, at Arbejdstilsynet med hjemmel i § 6, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø og § 2, i bekendtgørelse om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde kan træffe afgørelse om valg af sikkerhedsrepræsentant i børnehaven [navn udeladt], da børnehaven er en afdeling indenfor den juridiske enhed, [navn udeladt]. Nævnet finder, at § 6, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø og § 2, i bekendtgørelse om virksomheders sikkerheds- og sundhedsarbejde efter sin formulering retter sig mod selve virksomheden (her kommunen), og ikke mod de enkelte afdelinger i virksomheden. Disse er omfattet af reglerne om organiseringsmåden i lovens § 6, stk. 2 og stk. 3, og bekendtgørelsens § 7. [Navn udeladt] har oplyst, at der i kommunen er indgået en MED-aftale, som giver retningslinier for organiseringen af arbejdet for sikkerhed og sundhed på området. Klagenævnet skal hertil bemærke, at reglen i bekendtgørelsens § 7 fraviges, hvis der er indgået en aftale herom. Det følger af § 38, stk. 1, i bekendtgørelsen. Nævnet finder, at der i denne sag, hvor [navn udeladt] har indgået en MED-aftale, er sket en fravigelse af reglen i § 7 i bekendtgørelsen. R E G L E R Ved afgørelsen har Arbejdsmiljøklagenævnet anvendt disse regler: Om sikkerhedsarbejde – § 6, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer, der følger af lov nr. 1395 af 27. december 2008. – § 2, stk. 1, § 7, og § 38, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 575 af 21. juni 2001 om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde Om Arbejdstilsynets hjemmel til at træffe afgørelse – § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer, der følger af lov nr. 1395 af 27. december 2008. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet, brev fra kommunen af den 27. juli 2009, mail fra kommunen af 20. november 2009, samt MED-aftale med tillæg for [navn udeladt]. På klagenævnets vegne [navn udeladt] fuldmægtig Kopi til: [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Arbejdstilsynet, Afgørelsens retlige grundlag kan læses på de følgende sider. Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer, der følger af lov nr. 1395 af 27. december 2008 ..... Kapitel 2 Virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde ..... Sikkerhedsorganisation § 6. I virksomheder med 10 ansatte eller derover skal virksomhedens arbejde for sikkerhed og sundhed organiseres. Stk. 2. Arbejdslederen for en afdeling eller et arbejdsområde skal sammen med sikkerhedsrepræsentanten danne en sikkerhedsgruppe for den pågældende afdeling eller det pågældende arbejdsområde. Stk. 3. De ansatte skal vælge en sikkerhedsrepræsentant for hver afdeling eller hvert arbejdslederområde til at indtræde i sikkerhedsgruppen og repræsentere sig i spørgsmål om de ansattes sikkerhed og sundhed. ..... Kapitel 13 Arbejdstilsynet ..... § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2. ….. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 575 af 21. juni 2001 om virksomhedernes sikkerheds – og sundhedsarbejde ..... Kapitel 2 Organisering af sikkerheds- og sundhedsarbejdet § 2. I virksomheder med 10 ansatte og derover skal sikkerheds- og sundhedsarbejdet organiseres gennem en sikkerhedsorganisation. Stk. 2. ….. Sikkerhedsgrupper § 7. Arbejdslederen for en afdeling eller et arbejdsområde skal sammen med en sikkerhedsrepræsentant, der er valgt af alle ansatte i afdelingen eller arbejdsområdet, danne en sikkerhedsgruppe for den pågældende afdeling eller det pågældende arbejdsområde. Stk. 2. Afdelinger eller arbejdsområder med 1-9 ansatte kan organiseres i en fælles sikkerhedsgruppe eller en i øvrigt eksisterende gruppe. Stk. 3. Afdelinger eller arbejdsområder, hvor de ansatte udelukkende eller hovedsagelig er beskæftiget med kontorarbejde eller andet administrativt arbejde, kan uanset antallet af ansatte organiseres i en fælles sikkerhedsgruppe eller tilsluttes en i øvrigt eksisterende gruppe. Hvor det samlede antal ansatte er 50 eller derover, skal der normalt oprettes flere sikkerhedsgrupper. Stk. 4. Hvor de i stk. 1, 2 og 3 nævnte afdelingers art eller arbejdsområders størrelse eller beliggenhed gør det hensigtsmæssigt, skal der dog oprettes flere sikkerhedsgrupper. Stk. 5. Hvor arbejdet mere regelmæssigt foregår i holddrift, skal der normalt oprettes en sikkerhedsgruppe for hvert skiftehold. Flere afdelinger eller arbejdsområder kan organiseres i en fælles gruppe, jf. stk. 2 og 3 og § 19. ..... Kapitel 6 Aftaler § 38. Med henblik på at styrke og effektivisere virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde kan reglerne om organiseringsmåden i §§ 7-17 fraviges, hvis der 1) dels er indgået en aftale mellem en eller flere lønmodtagerorganisationer og den eller de modstående arbejdsgiverorganisationer eller arbejdsgivere, eller dem, de bemyndiger hertil, og 2) dels på virksomheder, der er omfattet af en aftale indgået efter nr. 1, er indgået en aftale mellem arbejdsgiveren og de ansatte, herunder eventuelle ledere, i virksomheden eller på en del af virksomheden. Stk. 2. …..

Versioner

  1. 2010-02-26