Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-775
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2009/9007@2009-01-21/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-775
Resumé Klager – en person – klagede over en artikel i Århus Stiftstidende og på stiften.dk. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.2. Sådan som sagen foreligger oplyst, finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik af Århus Stiftstidende og stiften.dk som følge af, at avisen ikke har udvist den fornødne kildekritik ved indsamlingen af oplysninger til artiklerne. Efter det oplyste lægger Pressenævnet til grund, at køresagkyndig [K] ikke selv har været i kontakt med [B] i relation til køreprøven, ligesom han over for retten forklarede, at han ikke var bekendt med køreskoleelevens forbindelse til [B] forud for køreprøven. Pressenævnet finder, at navnlig udsagnet ”men allerede inden ankesagen kommer for, har erhvervsmandens rolle som forbindelsesled mellem den prøvesagkyndige og den københavnske HA-rocker” kan give indtryk af, at [K] via [A] har været i kontakt med HA-medlemmet, [B]. Dette er ikke er dokumenteret. Nævnet finder udsagnet misvisende, men da det af artiklen ”Dømt motorsagkyndig: En kæmpebommert” fremgår, at klager var uvidende om, at køreskoleelevens forbindelse til HA-medlemmet, udtaler nævnet ikke sin kritik af Århus Stiftstidende og stiften.dk. Nævnet finder heller ikke grundlag for at udtale kritik af avisens brug af ordet ”vennetjeneste”, idet det fremgår, at begrebet er anvendt som en betegnelse for [K]s adfærd i relation til [A], og nævnet udtaler ikke sin kritik heraf. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at en retsreportage bør være objektiv. På ethvert stadium af sagernes forberedelse og ved behandlingen i retten bør journalisten tilstræbe en kvalitativ ligelig gengivelse parternes synspunkter, jf. punkt C.3. Pressenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at reportagen ikke har været objektiv. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af artiklen ”Lokal rigmand hjalp drabsdømt rocker” fremgår, at sagen er under anke, ligesom klagers forklaring er refereret under ”Dømt motorsagkyndig: En kæmpebommert”.
Advokat Michael Juul Eriksen har på vegne af [K] klaget til Pressenævnet over en artikel i Århus Stiftstidende og på stiften.dk den 12. november 2008, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Århus Stiftstidende og stiften.dk bragte den 12. november 2008 fire artikler omhandlende de implicerede i en sag ved Retten i Århus. Under overskriften ”Lokal rigmand hjalp drabsdømt rocker” og underoverskriften ”Århusiansk ejendomsmatador var bindeled, da en HA-rockers kæreste bestod køreprøve hos politimand uden at køre en meter. Politimanden er allerede dømt for embedsmisbrug og dokumentfalsk” bragte avisen bl.a. følgende artikel: ”Den århusianske ejendomsinvestor [A] har spillet en central rolle i en sag, hvor en motorsagkyndig [klager] ved Østjyllands Politi er dømt skyldig i embedsmisbrug og dokumentfalsk.[A] skabte kontakt mellem den motorsagkyndige og et fremtrædende medlem af Hells Angels i København, hvis kæreste fik kørekortet, som omtalt i avisen 21. oktober. Både rockeren og den prøvesagkyndige er gode bekendte af rigmanden. Den penible vennetjeneste bliver inden længe trevlet op. Statsadvokaturen har nemlig anket dommen fra retten i Århus på 10 dagbøder til skærpelse. Ved en kommende ankesag ved Vestre Landsret vil anklageren lægge op til en straf på mindst to måneders fængsel til den politiansatte sagkyndige. Skidt forbindelse Men allerede inden ankesagen kommer for, har erhvervsmandens rolle som forbindelsesled mellem den prøvesagkyndige og den københavnske HA-rocker med tilnavnet »[B Svin]« vakt opsigt hos politiet. Ingen ønsker at sige noget til citat, men flere kilder undrer sig over for Århus Stiftstidende. Forbindelsen er meget lidt flatterende for både bygmesteren og politiet, mener kilderne.Hverken [A] eller den københavnske rocker er nogen hr. hvem som helst. Hells Angels rockeren [B], der for mange år siden fik tilnavnet »[B Svin]«, blev dømt skyldig i medvirken til drab på et Bandidos medlem ved Københavns Lufthavn i begyndelsen af rockerkrigen i 90’erne. Rejseholdet ind i sagen … Han [A] har kendt den prøvesagkyndige hos politiet i mange år. I sin fritid har han blandt andet arrangeret skiture for Hougaards forretningsforbindelser. Hougaard kender også »[B Svin]« ganske udmærket. Da rockerens veninde skulle op til en korrigerende køreprøve i november sidste år, bad Hougaard sin århusianske bekendt hos politiet om at »tage prøven«. Østjyllands Politi fik et praj om, at »noget« måske var i gære. Medarbejdere fra rejseholdet lå på lur, da prøven skulle finde sted. Her blev det klart, at det midlertidige kørekort til rockerens nære kvindelige bekendtskab blev udstedt, selv om hun ikke havde kørt en eneste meter.…Den århusianske ejendomsinvestor [A] har spillet en central rolle i en sag, hvor en motorsagkyndig ved Østjyllands Politi er dømt skyldig i embedsmisbrug og dokumentfalsk.Avisen bragte samme dag en artikel under overskriften ”Dømt motorsagkyndig: En kæmpebommert” , hvoraf følgende bl.a. fremgik: ”Her [under afhøringen i retten] oplyste han [klager], at han via sin hustrus brødre kender erhvervsmanden [A], og de omgås privat. De har kendt hinanden siden 1986. De har altid skændtes om bygmesterens forbindelse til rocker-miljøet, sagde den tiltalte. Han vidste ikke, at den kvinde, som han underskrev et midlertidigt kørekort for i Århus i november sidste år - uden at kvinden havde sat sig bag rattet - »tidligere har været kæreste med et Hells Angels medlem«. Han havde fået af vide at kvinden var datter af en af [A]s forretningsforbindelser.” Af dombogen fra Retten i Århus af 20. oktober 2008 i sagen Anklagemyndigheden mod [K] fremgik det, at klager for retten havde forklaret, at han havde henvist en af [A]s forretningsforbindelsers datter til den pågældende kørelærer, da hun var ordblind. Klager var ikke før politiafhøringen bekendt med, at eleven tidligere havde været kæreste med et HA-medlem. Da eleven sad i bilen forud for køreprøvens gennemførelse, lod klager som køresagkyndig eleven bestå uden at have gennemført køreprøven. Det var ikke planlagt. Klager ifaldt bødestraf for som køresagkyndig at lade eleven bestå den praktiske køreprøve og udstedelse af et midlertidigt kørekort til hende, selv om køreprøven ikke var gennemført, ligesom klager ifaldt straf for urigtigt at erklære, at den praktiske køreprøve var bestået, til brug for kommunens udstedelse af kørekortet. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte klagers forklaring. 2 Parternes synspunkter 2.1 [K]s synspunkter Advokat Michael Juul Eriksen har anført, at Århus Stiftstidende har fremført belastende oplysninger i en verserende straffesag. Sagen er således under anke ved landsretten. Artiklen er ensidig og i anklagemyndighedens favør, ligesom avisen har ikke forholdt sig kritisk over for unavngivne politikilder. Advokaten har videre anført, at artiklen indeholder forkerte oplysninger. Det omtales som et faktum, at der skulle være kontakt mellem klager (den motorsagkyndige) og et fremtrædende medlem af Hells Angels. Avisen har skrevet, at der er etableret kontakt til et HA-medlem, udelukkende baseret på, at [K] har fået kontakt til medlemmets kæreste. En sådan forbindelse var ikke fremme i retten. Avisen har givet udtryk for, at [K] lod personen bestå køreprøven (uden at hun havde været ude at køre), og at dette skulle udgøre vennetjenesten. Klageren forklarede i retten, at han etablerede kontakten til en kørelærer, der kunne hjælpe den pågældende, hvilket var en tjeneste i forhold til [A]. Men det har aldrig været aftalt, at han skulle lade den pågældende bestå, uden at hun havde været ude at køre. Advokaten har herudover anført, at klager ikke har fået forelagt oplysningerne i artiklen. 2.2 Århus Stiftstidende og stiften.dk’s synspunkter Århus Stiftstidende har anført, at hovedkilden til oplysningerne i artiklen er domsudskriften. Derudover er der indhentet oplysninger fra andre kilder, der fortæller om forretningsmandens [A]s forbindelse til HA-rockeren og klager. At der er tale om en kontakt til [B] fremgår af, at køreskoleeleven har været kæreste med [B], som har relationer til [A]. Dermed skabes kontakten til HA-rockeren. Avisen har afvist, at oplysningerne er baseret på unavngivne kilder i politiet. Avisen har anført, at klagers forklaring for retten vedrørende det manglende kendskab til elevens tidligere kæreste er gengivet eksakt i en sådan grad, at avisen ikke fandt det betimeligt at kontakte ham inden offentliggørelse. I det hele taget er klager refereret loyalt. Udsagnet ”vennetjeneste” henviser til klagers forklaring om at hjælpe [A] med at finde en kørelærer til en forretningsforbindelses datter. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Finn Rowold, Lars Lindskov og John Meinert Jacobsen. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.2. Sådan som sagen foreligger oplyst, finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik af Århus Stiftstidende og stiften.dk som følge af, at avisen ikke har udvist den fornødne kildekritik ved indsamlingen af oplysninger til artiklerne. Efter det oplyste lægger Pressenævnet til grund, at køresagkyndig [K] ikke selv har været i kontakt med [B] i relation til køreprøven, ligesom han over for retten forklarede, at han ikke var bekendt med køreskoleelevens forbindelse til [B] forud for køreprøven. Pressenævnet finder, at navnlig udsagnet ”men allerede inden ankesagen kommer for, har erhvervsmandens rolle som forbindelsesled mellem den prøvesagkyndige og den københavnske HA-rocker” kan give indtryk af, at [K] via [A] har været i kontakt med HA-medlemmet, [B]. Dette er ikke er dokumenteret. Nævnet finder udsagnet misvisende, men da det af artiklen ”Dømt motorsagkyndig: En kæmpebommert” fremgår, at klager var uvidende om, at køreskoleelevens forbindelse til HA-medlemmet, udtaler nævnet ikke sin kritik af Århus Stiftstidende og stiften.dk. Nævnet finder heller ikke grundlag for at udtale kritik af avisens brug af ordet ”vennetjeneste”, idet det fremgår, at begrebet er anvendt som en betegnelse for [K]s adfærd i relation til [A], og nævnet udtaler ikke sin kritik heraf. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at en retsreportage bør være objektiv. På ethvert stadium af sagernes forberedelse og ved behandlingen i retten bør journalisten tilstræbe en kvalitativ ligelig gengivelse parternes synspunkter, jf. punkt C.3. Pressenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at reportagen ikke har været objektiv. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af artiklen ”Lokal rigmand hjalp drabsdømt rocker” fremgår, at sagen er under anke, ligesom klagers forklaring er refereret under ”Dømt motorsagkyndig: En kæmpebommert”. Afgjort den 20. januar 2009