Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-0769
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2009/9014@2009-01-23/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-0769
Resumé Klagerne – to personer – klagede over en artikel i B.T. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Det er Pressenævnets opfattelse, at offentlige personer i forhold til andre må tåle en mere nærgående og kritisk omtale. Nævnet finder, at der er en sådan offentlig interesse i navnlig politikeres økonomiske anliggender, at der var belæg for at inddrage parrets privatøkonomi i omtalen vedrørende økonomien i [K2]s anpartsselskab. Pressenævnet finder, at spisesedlen og overskrifterne kan give indtryk af, at klagernes privatøkonomi kan blive påvirket af de økonomiske forhold i det omtalte projekt. Det fremgår imidlertid af navnlig artiklen ”[K2]: Jeg hæfter ikke personligt”, at der er tale om et selskab med begrænset personlig hæftelse, hvorved klagernes privatøkonomi ikke direkte påvirkes af de økonomiske forhold i selskabet. På denne baggrund udtaler nævnet ikke sin kritik af overskrifternes formulering. Det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives er korrekte, jf. vejledende regler for god presseskik, punkt A.1. Efter det oplyste lægger Pressenævnet til grund, at den tinglyste gældsforpligtigelse på ca. 13 mio. kr. var nedbragt med ca. 2 mio. kr. på tidspunktet for artiklens offentliggørelse. Pressenævnet finder, at oplysningen om, at ejendommen er belånt for 13,365 mio. kr. kan give indtryk af, at gældens størrelse er identisk med den aktuelle gældsforpligtigelse. Dette er ikke korrekt, og den misvisende oplysning om gældens størrelse er en gentagelse af en tidligere påtalt fejl. På denne baggrund udtaler nævnet sin kritik af B.T. for ikke at kontrollere oplysningen. Da B.T. og bt.dk den 14. januar 2009 bragte et genmæle vedrørende de påklagede oplysninger, finder nævnet ikke grundlag for at pålægge avisen at offentliggøre nævnets kendelse i medfør af medieansvarsloven § 49.
Advokat Henrik Karl Nielsen har på vegne af [K1] og [K2] klaget til Pressenævnet over en artikel i B.T. den 23. oktober 2008, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat. Sagen er behandlet sammen med sag 2008-6-0782; [K1] og [K2] mod B.T. og bt.dk, der vedrører lignende oplysninger. 1 Sagsfremstilling B.T. bragte den 23. oktober 2008 forside overskrifterne ” [K1]s mand i desperat kamp: Skal skaffe 90 mio. kr. på 14 dage” og med mindre typer ”I krise igen”. Inde i avisen bragte B.T. under overskriften ” Med ryggen mod muren ” og underoverskriften ” Politikeren [K1]s mand, [K2], skal skaffe 90. mio. kr. på 14 dage ” en artikel omhandlende [K2]s selskab, der skulle betale for købet af et nedlagt rådhus. Der var planer om at omdanne rådhuset til seniorboliger. Til artiklen var under overskriften ” [K2]: Jeg hæfter ikke personligt” indsat følgende: ”[K2] forsikrer, at hans byggeprojekter ikke influerer på hans og [K1]s privatøkonomi. Jeg hæfter ikke personligt for det her. Jeg har ikke selv skudt penge i projektet,” siger [K2] til B.T. Hvor meget er dit firma Byg Pro værd? »Det kan man ikke sige.« Det eneste firma med navnet Byg Pro, der er registreret hos det Centrale Virksomhedsregister er Byg Pro 1 ApS. Det firma, der har [K2] som ejer, har en registreret selskabskapital på 125.000 kr. Det var rod i [K2] og [K1]s privatøkonomi, der for tre et halvt år siden kostede [K1] posten som minister. »Det her har intet med min privatøkonomi at gøre,« siger [K2]. Og der er da heller ikke meget, der tyder på, at der er luft i [K2] og [K1]s privatøkonomi til, at han kan hente støtte til byggeprojektet her. Rente på otte pct. Parret [K2] og [K1] bor sammen i en villa på Hyrdevej i Hellerup. B.T. har indhentet tingbogsoplysninger på villaen, og de viser, at den er belånt for i alt 13,365 mio. kr. Det seneste lån, et lån på 2,5 mio. kr. med en rente på otte pct., er optaget 21. februar 2007. B.T. forsøgte i aftes at få [K1]s kommentar til [K2]s kamp for at få finansieret sit byggeprojekt. Har hun betænkeligheder i forhold til parrets privatøkonomi? Men gennem [K2] lod hun vide, at hun »ingen kommentarer« havde.” Klagernes advokat anmodede ved brev af 14. november 2008 avisen om et genmæle. B.T. bragte den 14. januar 2009 under overskriften ”Genmæle” følgende: ”B.T. skrev den 23. oktober og 19. november 2008, at [K1]s og [K2]s ejendom ifølge tingbogsoplysningerne var belånt for over 13 mio. kr. Det er ikke korrekt. Gælden er nedbragt med mere end 2 mio. kr. i forhold til det tinglyste beløb. Den 19. november 2008 skrev B.T. endvidere, at [K2] tidligere har været erklæret konkurs. Det er ikke rigtigt. [K2] har ikke været erklæret personligt konkurs.” Pressenævnet fandt ved kendelse af 14. februar 2007 i sagerne 2007-6-0432 og 0438 [K1] og [K2] berettiget til at få bragt et genmæle i B.T., jf. medieansvarsloven § 36, idet avisen fejlagtigt gav indtryk af, at parrets gæld udgjorde 13 mio. kr. på tidspunktet for artiklens offentliggørelse. 2 Parternes synspunkter 2.1 [K1] og [K2]s synspunkter Advokat Henrik Karl Nielsen har anført, at læserne efterlades med det indtryk af, at [K2] skal skaffe et uoverskueligt millionbeløb, og at det vil påvirke klagernes privatøkonomi, selvom [K2]s selskab er en selvstændig juridisk enhed med begrænset hæftelse. Et billede af [K1] og sammenkædningen af klagernes ejendom med [K2]s forretning understøtter forholdet. Endvidere er overskriften ”[K2]: Jeg hæfter ikke personligt” negativt præget og virker som en ansvarsfraflygtigelse. Advokaten har videre anført, at det af oplysningerne i artiklen fremstår som om størrelsen af klagernes gæld på tidspunktet for artiklens offentliggørelse er 13,365 mio. kr. De tinglyste gældsposter på 13,365 mio. kr. er imidlertid ikke et udtryk for den aktuelle størrelse af parrets gæld, og gælden er således nedbragt med mere end 2 mio. kr. B.T. har tidligere i Pressenævnet fået en kendelse imod sig for at drage paralleller mellem de tinglyste beløb og den faktiske gæld, og avisen har været vidende om, at oplysningerne ikke var korrekte, jf. Pressenævnets kendelse af 14. februar 2007 i sagerne nr. 2007-0432 og 0438. Oplysningen samt overskrifterne ” [K1]s mand i desperat kamp : Skal skaffe 90 mio. på 14 dage ” og ” I krise igen ” er egnede til at skade klagernes anseelse, henholdsvis [K1]s kandidatur som politiker og [K2]s troværdighed som forretningsmand. Avisen har ikke kontrolleret eller efterprøvet oplysningerne. Advokaten har herudover henvist til Pressenævnets kendelse af 23. august 2005 i sag nr. 2005-6-0150 og kendelse af 28. november 2007 i sag nr. 2007-6-0564. 2.2 B.T.s synspunkter B.T. har anført, at det af artiklen fremgår, at det er tingbogsoplysningerne om, at ejendommen er belånt for 13,365 millioner kroner, artiklen gengiver. Oplysningen er korrekt, selvom den faktiske gæld er lavere end det tinglyste beløb. Det kan endvidere ikke anses i strid med god presseskik at offentliggøre tingbogsoplysninger, der er offentligt tilgængelige. Der er ikke krav om, at oplysninger af denne karakter efterprøves ved forelæggelse for dem, oplysningerne vedrører. Ordet ”belånt” kan – uanset tingbogshenvisningen – give indtryk af, at den faktiske gæld i klagernes ejendom svarer til det tinglyste beløb, og avisen er derfor indstillet på at bringe en rettelse. B.T. har videre anført, at overskriften ”Jeg hæfter ikke personligt” har dækning i [K2]s udtalelser i artiklen. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Finn Rowold, Lars Lindskov og John Meinert Jacobsen. Det er Pressenævnets opfattelse, at offentlige personer i forhold til andre må tåle en mere nærgående og kritisk omtale. Nævnet finder, at der er en sådan offentlig interesse i navnlig politikeres økonomiske anliggender, at der var belæg for at inddrage parrets privatøkonomi i omtalen vedrørende økonomien i [K2]s anpartsselskab. Pressenævnet finder, at spisesedlen og overskrifterne kan give indtryk af, at klagernes privatøkonomi kan blive påvirket af de økonomiske forhold i det omtalte projekt. Det fremgår imidlertid af navnlig artiklen ”[K2]: Jeg hæfter ikke personligt”, at der er tale om et selskab med begrænset personlig hæftelse, hvorved klagernes privatøkonomi ikke direkte påvirkes af de økonomiske forhold i selskabet. På denne baggrund udtaler nævnet ikke sin kritik af overskrifternes formulering. Det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives er korrekte, jf. vejledende regler for god presseskik, punkt A.1. Efter det oplyste lægger Pressenævnet til grund, at den tinglyste gældsforpligtigelse på ca. 13 mio. kr. var nedbragt med ca. 2 mio. kr. på tidspunktet for artiklens offentliggørelse. Pressenævnet finder, at oplysningen om, at ejendommen er belånt for 13,365 mio. kr. kan give indtryk af, at gældens størrelse er identisk med den aktuelle gældsforpligtigelse. Dette er ikke korrekt, og den misvisende oplysning om gældens størrelse er en gentagelse af en tidligere påtalt fejl. På denne baggrund udtaler nævnet sin kritik af B.T. for ikke at kontrollere oplysningen. Da B.T. og bt.dk den 14. januar 2009 bragte et genmæle vedrørende de påklagede oplysninger, finder nævnet ikke grundlag for at pålægge avisen at offentliggøre nævnets kendelse i medfør af medieansvarsloven § 49. Afgjort den 20. januar 2009