Gelex

Udstødningsgasser fra trucks som er forsynet med tre-vejs katalysatorer – ikke oplyst hvilken effekt katalysatorerne har for arbejdsmiljøet – hjemvist til fornyet behandling og afgørelse

GældendeVersion 2009-09-30
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2009/9765@2009-09-30/da

Indhold
  1. Indledning

Udstødningsgasser fra trucks som er forsynet med tre-vejs katalysatorer – ikke oplyst hvilken effekt katalysatorerne har for arbejdsmiljøet – hjemvist til fornyet behandling og afgørelse

Resumé Arbejdstilsynet besøgte virksomheden XX den 13. marts 2008. Det blev under besøget oplyst, at der blev kørt med trucks i hallerne 5K, 5J og 5Y. Ved besøget blev der konstateret lugt af udstødningsgas fra de gastrucks, der var i drift i haller. Lugten fra udstødningen var især tydelig, når en truck passerede. Der blev ikke konstateret nogle dieseldrevne trucks i hallen ved besøget. Arbejdstilsynets traf afgørelse om at virksomheden XX skulle sikre at de ansatte ikke blev udsat for unødig påvirkning fra udstødningsgasser fra trucks i hallerne 5K, 5J og 5Y. Arbejdsmiljøklagenævnet fandt, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst til at kunne tage stilling til Arbejdstilsynets påbud. Arbejdsmiljøklagenævnet hjemviste derfor sagen til fornyet behandling og afgørelse. Arbejdsmiljøklagenævnet lagde vægt på, at det ikke var oplyst hvor meget katalysatorerne havde reduceret udledningen af sundhedsskadelige gasser og partikler.

Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 24. februar 2009 behandlet XX´s klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 6. maj 2008 om at XX skal sikre at de ansatte ikke udsættes for unødig påvirkning af udstødningsgasser fra trucks i hallerne 5K, 5J og 5Y. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst til at kunne tage stilling til Arbejdstilsynets påbud. Afgørelsen hjemvises derfor med henblik på at få sagen oplyst i tilstrækkeligt omfang, inden Arbejdstilsynet træffer en ny afgørelse. Arbejdsmiljøklagenævnet hjemviser således Arbejdstilsynets afgørelse af 6. maj 2008. B E G R U N D E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at Arbejdstilsynet den 13. marts 2008 besøgte XX og at Arbejdstilsynet konstaterede/fik oplyst følgende: – At hallerne 5K, 5J og 5Y fungerer som lagerhaller, hvor der opstilles og afhentes varer løbende, – at der ikke er etableret rumventilation i hallerne, – at personalet færdes i lagerhallerne både gående og ved kørsel i truck, – at der køres med truck regelmæssigt i lagerhallerne, således at der generelt altid er mindst én truck i drift i hallerne, og at der fortrinsvis køres med gastrucks, – at der så vidt muligt undgås at køre med dieseltrucks i hallerne 5K, 5J og 5Y, – at der således fortrinsvis køres med gastrucks i ovennævnte haller, – at Arbejdstilsynet ved besøget konstaterede lugt fra udstødningsgas fra gastrucks, der var i drift i hallerne, og at der ikke blev konstateret dieseldrevne trucks i hallerne, – at hal 5Y er ca. 65 meter lang, ca. 30 meter bred og der er omkring 5,5 meter til loftet. Hal 5Y har porte i begge ender. Normalt er der kun en port, der er åben under normal arbejdstid. Dimensionen af portene i hal 5Y er ca. 5 x 4 meter, – at hallerne 5K og 5J har ca. samme dimensioner, og er halvt så brede som hal 5Y (dvs. ca. 15 meter brede). Længden og højden af hallerne 5K og 5J er som for hal 5Y. Som for 5Y er der for hallerne, 5K og 5J en port i den ene ende, som står åben under normal arbejdstid. Dimensionerne af portene i hal 5K og 5J er som for hal 5Y, og – at hallerne 5K, 5J og 5Y ligger parallelt ved siden af hinanden, og er forbundne med hinanden i den modsatte ende af de åbne porte. Åbningen mellem hallerne er ca. 4 x 4 meter. Arbejdstilsynet har i begrundelsen for afgørelsen bl.a. anført at kørsel med forbrændingsmotorer indendørs – herunder dieseltrucks og gastrucks – kun må forekomme, hvis rummet er godt ventileret, så ansatte ikke udsættes for sundhedsskadelige påvirkninger fra udstødningsgasser. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Det fremgår af arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1. Af § 16 i bekendtgørelse om arbejdets udførelse fremgår, at unødig påvirkning fra stoffer og materialer skal undgås og at en sådan påvirkning derfor skal nedbringes så meget, som det er rimeligt under hensyntagen til den tekniske udvikling. XX har i klagen oplyst, at virksomheden har forsynet alle trucks med tre-vejs-katalysatorer, og at udledningen af kulilte, kulbrinte og kvælstof derfor er nedbragt til et minimum. Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret om der forekommer unødig påvirkning fra stoffer og materialer idet omfang der i de omhandlede haller udelukkende anvendes gastrucks forsynet med tre-vejs-katalysatorer. Arbejdsmiljøklagenævnet har lagt vægt på, at det ikke er oplyst hvor meget katalysatorerne har reduceret udledningen af sundhedsskadelige gasser og partikler. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til: – § 38, stk. 1 og § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005, og – § 16 i Arbejdstilsynets bekendtgørelse 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet og brev af 14. januar 2009 fra XX (vedlagt brev af 22. december 2008 fra ………..). På klagenævnets vegne Kopi til De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider. Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 …

§ 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. § 77. Arbejdstilsynet kan påbyde, at forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2 …………………. Arbejdstilsynets bekendtgørelse 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse …

…

… § 16. Unødig påvirkning fra stoffer og materialer skal undgås. Påvirkningen fra stoffer og materialer under arbejdet skal derfor nedbringes så meget, som det er rimeligt under hensyntagen til den tekniske udvikling, og fastsatte grænseværdier skal overholdes. …

Versioner

  1. 2009-09-30