Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0887
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2009/9786@2009-10-10/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0887
Resumé Klager – et selskab – klagede bl.a. over overskriften ”FLYV [K] HVIS DU TØR” i Ekstra Bladet. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Europa-parlamentet og Rådet vedtog ved forordning nr. 1899/2006 flyve- og tjenestetidsbegrænsninger samt hvilebestemmelser. Af forordningen fremgår bl.a., at et besætningsmedlem ikke må have tjenesteperioder, der overstiger 60 timer på en uge. På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at piloter hos [K] ifølge interne regler alene må arbejde 47,5 timer på syv dage, og at piloter højst kan have to 14 timers vagter om måneden. I de 14 timer indgår hviletid. Der foreligger ikke oplysninger, som giver Pressenævnet grundlag for at antage, at disse retningslinjer ikke efterleves af [K]. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggende for den de krænkende oplysninger vedrører, jf. punkt A.1 og A.3. Pressenævnet finder, at ikke blot overskriften ”SPARE-VANVID: Vil du flyve med en pilot, der har været på vagt i 14 timer i træk og op til 60 timer om ugen?”, men også de uddybende udsagn i artiklen den 13. august 2009, i strid med de faktiske forhold fremstiller praksis hos [K] således, at [K]-piloter af [K] presses til at arbejde 60 timer om ugen og 14 timer i træk uden hviletid. Nævnet finder endvidere, at Ekstra Bladet inden offentliggørelsen af artiklen burde have kontrolleret de meget alvorlige og skadelige beskyldninger om arbejdsuger på op til 60 timer og arbejdsdage på op til 14 timer uden hviletid, herunder ved forelæggelse for [K], således at [K]s kommentarer kunne være bragt allerede den 13. august 2009, og således at [K]s oplysninger om de faktiske forhold kunne have været foreholdt de personer, der er citeret for udtalelser i artiklen med henblik på kommentering. Ved at undlade dette har Ekstra Bladet tilsidesat god presseskik, og nævnet udtaler sin alvorlige kritik af Ekstra Bladet . I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Ekstra Bladet at offentliggøre et kendelsesresume, idet det bemærkes, at gengivelsen af udtalelserne fra [K]s flyvechef [B] den 14. august 2009 efter en samlet vurdering af det indtryk, artiklerne i Ekstra Bladet har efterladt læserne med, ikke kan føre til at fritage Ekstra Bladet for offentliggørelse.
[K] har ved senior vice president [A] klaget til Pressenævnet over en artikel i Ekstra Bladet den 13. august 2009, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 sagsfremstilling Ekstra Bladet bragte den 13. august 2009 forsideoverskrifterne ” FLYV [K] HVIS DU TØR ” og ” SPARE-VANVID: Vil du flyve med en pilot, der har været på vagt 14 timer i træk og op til 60 timer om ugen? ” Ekstra Bladet bragte samme dag følgende lederartikel under overskriften ” LIVSFARLIG LUFTFART ”: ”DEN GAMLE sandhed er, at de skandinaviske lande skulle have solgt [K] for mange år siden. Dengang der var gode penge i luftfart. Den nye sandhed er, at [K] på mange måder minder om en flyvende ligkiste. … Hvis ikke det personale, der bliver tilbage, vil acceptere sparekrav og lønnedgang, så er [K] færdigt som flyveselskab. Trumfede direktøren. MÅSKE ER det også den bedste udvej. Ikke mindst ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt. Globalt er luftfarten i krise. Der er benhård konkurrence oppe over skyerne, og det øger presset på piloter og andet personel. Piloterne selv taler om livsfarlige flyvninger med arbejdsdage på 13 timer eller mere og med arbejdsuger på 60 timer. DANMARK og de øvrige skandinaviske lande – der i fællesskab ejer [K] – vedtog sidste sommer et EU-direktiv, der betød, at piloterne nu kunne flyve 15 timer mere og hvile 10 timer mindre på en uge. Så nu oplever piloterne, at deres kolleger falder i søvn over styrepinden. [K]s luftkaptajner er presset til det yderste. OG AT trætte piloter koster liv, viser tal fra de amerikanske luftfartsmyndigheder. Træthed har de seneste 16 år været medvirkende årsag i 250 større og mindre ulykker. Det er ikke bare [K]s liv som virksomhed, der står på spil i de opslidende sparekampagner. Det er i høj grad også en farlig færd for personale og passagerer.” Samme dag bragte avisen tillige en artikel under overskriften ”PILOTER GÅR OMKULD I LUFTEN” og underoverskriften ” Presser piloter til livsfarlige flyvninger: Piloter er så trætte, at de falder i søvn i cockpittet ”. Af artiklen fremgik bl.a. følgende: ”[K] presser piloterne så hårdt, så det bogstaveligt talt er til fare for flysikkerheden. Med arbejdsdage på 13 timer eller mere er piloterne dødtrætte og nedslidte. Sidst på arbejdsdagen slingrer piloterne rundt med en træthed, der svarer til en alkoholpromille på 0,5 eller mere. Problemet med de lange flyvetider skyldes et EU-direktiv og rammer derfor langtfra kun piloterne fra [K]. Men på grund af spareplanen lægger det skandinaviske fællesejede flyselskab fornyet pres på piloterne. Kravet fra [K] er, at piloterne skal yde, det maksimale i forhold til hviletidsreglerne - om samtidig gå ned i løn. - Piloter arbejder op til 13 timer i træk uden hvile. Laboratorietests viser, at folk laver fejl, som havde de drukket alkohol, siger [C], der er formand for foreningen Danske Erhvervspiloter. Uforsvarlige krav - Reglerne tillader, at de går op til 14 timer eller længere uden hvile. Det er uforsvarligt. - Det tempo og pres betyder, at flere og flere folk bliver nedslidte. Du hører flere og flere historier, hvor folk fortæller, at de har oplevet kammerater falde i søvn, og det sker oftere og oftere, at piloter må sige fra, fordi de er for trætte. - Vi har forsøgt at råbe op om det her, men jeg frygter desværre, at der skal lig på bordet, før der sker noget, siger [C].” På samme side bragte avisen en artikel under overskrifterne ”PILOT I [K] DYBT BEKYMRET” og ” Det går galt det her ” . Af artiklen fremgik bl.a. følgende: ” Tolv timers arbejde - Jeg [pilot i K] havde fire flyvninger. Først til Skandinavien, derefter til Sydeuropa. Jeg var færdig her til aften efter lidt over tolv timers arbejde. Jeg har ikke haft ophold undervejs og spiste ombord i flyet. - Det er meget almindeligt efterhånden, at arbejdsdagen ligger på mellem 10 og 12 timer. For kort tid siden havde jeg 44 timer på fire dage. … - Det er vigtigt, at få med at piloterne er forpligtede til at sige fra, hvis de føler sig så trætte, at det er uforsvarligt at flyve. Det er VIGTIGT at forstå, at det ikke er et [K]-problem. Det er et problem for Folketinget, og det er et problem for luftfartsdirektoratet.” I forlængelse af artiklen var indsat en tekstboks under overskriften ” EU-regler ”, hvoraf følgende bl.a. fremgik. ” EU vedtog sidste år regler for piloters arbejdstid. Direktivet angav minimumsstandarder for arbejdstidsreglerne, og derfor var det op til de enkelte medlemslande at angive eller fastholde strammere regler. Danmark valgte sidste sommer at vedtage direktivet som nyt regelsæt og skrotte de nationale regler, der hidtil har været i kraft. Det betød, at piloterne i danske flyselskaber med et slag skulle flyve femten timer mere og hvile ti timer mindre på en arbejdsuge.” Avisen bragte den 14. august 2009 en artikel under overskriften ” Ligeglad med sikkerheden” og underoverskriften ” Minister i flyverskjul: Lars Barfoed stadig tavs om piloters arbejdstider ”. Artiklen kritiserede, at man fra politisk side ikke havde indført strammere regler end minimumsstandarden, der fremgik af EU-direktivet. Et folketingsmedlem fra Enhedslisten og Socialdemokratiet udtaler, at arbejdstiden er for lang. Af artiklen fremgik bl.a. følgende: ” Vi er ligeglade Men han [Jens Christian Lund (S)] har gang på gang løbet panden mod en mur, når han har været i samråd med diverse transportministre. - Det er, som om vi er fuldstændig ligeglade med sikkerhed i luften, og det er da tragisk. Jeg har haft transportministeren i samråd flere gange, både nuværende og tidligere, og det er tydeligt, at det irriterer dem, fortæller Jens Christian Lund.” Til artiklen var indsat et billede af fly med [K]-logo på flyhalerne og følgende billedtekst: ”Hårdt presset. [K] har hævet piloters arbejdstid betragteligt, så passagernes sikkerhed er i fare.” Nederst på samme side (side 14) bragte avisen under overskriften ”[K]s FLYVECHEF : Vi overholder alle regler” følgende artikel: ”- Jeg kan garantere for, at flysikkerheden er helt i top hos [K]. Det er mit job at sørge for det, og jeg føler mig helt tryg ved vores regler. [K]s flyvechef, [B], har ansvaret for sikkerheden på [K]s fly. Et job der blandt andet består af at holde løbende kontrol med, at alle sikkerhedsregler bliver overholdt. Og selv om piloter ifølge EU’s direktiv – som nu er dansk lov – har lov til at arbejde 60 timer om ugen, holder [K] sig foreløbig til en maks.-grænse på 47 timer ugentlig. På trods af at [K] har strammere arbejdstidsregler, end de egentlig har pligt til, er også deres piloter udsat for lange arbejdsdage og et hårdt pres. Det fortalte en af deres piloter i Ekstra Bladet i går. Om det siger [B]: - Piloter kan selvfølgelig blive udsat for belastninger, hvor de arbejder mange timer på en dag, men vores interne regel i firmaet siger, at de ikke må flyve mere end de 47 timer om ugen. Både regler om hvile og arbejdstid bliver overholdt. Også de danskejede Cimber Sterling har valgt at lade piloterne flyve færre timer ugentlig end det, loven åbner mulighed for.” 2 Parternes synspunkter 2.1 [K]s synspunkter [K] har anført, at flyvesikkerheden har højeste prioritet i [K], og at det er skadeligt og krænkende for [K]s omdømme, når der bliver sat spørgsmålstegn ved selskabets sikkerhed på et fejlagtigt grundlag. Forsideoverskriften ”Vil du flyve med en pilot, der har været på vagt 14 timer i træk og op til 60 timer om ugen”, og udsagnene ”Den nye sandhed er, at [K] på mange måder minder om en flyvende ligkiste” samt ”Den bedste udvej måske er, at [K] går konkurs - ikke mindst ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt” indeholder udokumenterede udsagn, som i øvrigt er uden dækning i artiklerne. Piloter i [K] kan maksimalt have to 14 timers arbejdsdage om måneden. Disse timer inkluderer hviletid. [K]s interne regler medfører videre, at piloter maksimalt må arbejde 47,5 timer på syv dage. Piloternes arbejdstid ligger således væsentligt under de grænser, som myndighederne har accepteret. Formanden for Dansk Pilotforening, [C], har over for ledelsen i [K] afvist, at han har udtalt sig som citeret. Klager har anført, at billedet af flyhalerne med [K]-logoet indsat til artiklen ”Ligeglad med sikkerheden” klart udtrykker over for læserne, at [K] er ligeglad med sikkerheden. De skadelige og krænkende oplysninger i artiklen af 13. august 2009 er bragt, uden at Ekstra Bladet forinden havde indhentet [K]s kommentarer. Dette er ikke afhjulpet med artiklen den 14. august 2009, når henses til den markante og sensationsprægede måde, artiklen af 13. august 2009 blev opsat på. 2.2 Ekstra Bladets synspunkter Ekstra Bladet har anført, at artiklerne omtaler et arbejdstidsproblem, som skyldes et EU-direktiv, og som i Danmark i særdeleshed rammer [K]-piloter. Som det fremgår af artiklerne har træthed været årsag til 250 flyveulykker på 16 år. Avisen har afvist, at den har bragt forkerte oplysninger, idet artiklerne vedrører det eksisterende regelsæt for arbejdstid samt piloters praktiske erfaringer med arbejdstiden. Det er [K]s egne piloter, der over for avisen har oplyst, at de arbejder ”op til 14 timer eller længere uden hvile” og, at en arbejdsuge kan være på op til 60 timer. Avisen har herudover anført, at lederartiklen er avisens redaktionelle vurdering af flysikkerheden hos [K] baseret på oplysningerne i artiklerne, navnlig artiklen ”Det går galt det her”, hvor en pilot fortæller om en stigende tilbøjelighed til, at hans kolleger begår fejl pga. træthed. Avisen har beklaget, at oplysningerne den 13. august 2009 ikke blev forelagt klager. En sådan forelæggelse ville imidlertid ikke have ændret indholdet af artiklerne, idet de består af en omtale af de lempede arbejdstidsregler samt en erfaren [K]-pilots beskrivelse af, hvordan han personligt har oplevet arbejdspresset. Flyvechefens udtalelse blev bragt nederst på siden den 14. august 2009, idet det blev prioriteret højere, at transportministeren siden februar har skyldt svar i Folketinget på spørgsmålet om piloternes arbejdstid. Overskrifterne den 14. august 2009 kan kun forstås som en kritik af ministeren. Det ledsagede billede legitimeres med billedteksten. Avisen har endelig fastholdt, at formanden for Dansk Pilotforening, [C], har udtalt sig i generelle vendinger om de nye EU reglers betydning for luftsikkerheden. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Thomas Rørdam, Palle Weis, Lene Sarup og Marianne Druedahl. Europa-parlamentet og Rådet vedtog ved forordning nr. 1899/2006 flyve- og tjenestetidsbegrænsninger samt hvilebestemmelser. Af forordningen fremgår bl.a., at et besætningsmedlem ikke må have tjenesteperioder, der overstiger 60 timer på en uge. På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at piloter hos [K] ifølge interne regler alene må arbejde 47,5 timer på syv dage, og at piloter højst kan have to 14 timers vagter om måneden. I de 14 timer indgår hviletid. Der foreligger ikke oplysninger, som giver Pressenævnet grundlag for at antage, at disse retningslinjer ikke efterleves af [K]. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggende for den de krænkende oplysninger vedrører, jf. punkt A.1 og A.3. Pressenævnet finder, at ikke blot overskriften ”SPARE-VANVID: Vil du flyve med en pilot, der har været på vagt i 14 timer i træk og op til 60 timer om ugen?”, men også de uddybende udsagn i artiklen den 13. august 2009, i strid med de faktiske forhold fremstiller praksis hos [K] således, at [K]-piloter af [K] presses til at arbejde 60 timer om ugen og 14 timer i træk uden hviletid. Nævnet finder endvidere, at Ekstra Bladet inden offentliggørelsen af artiklen burde have kontrolleret de meget alvorlige og skadelige beskyldninger om arbejdsuger på op til 60 timer og arbejdsdage på op til 14 timer uden hviletid, herunder ved forelæggelse for [K], således at [K]s kommentarer kunne være bragt allerede den 13. august 2009, og således at [K]s oplysninger om de faktiske forhold kunne have været foreholdt de personer, der er citeret for udtalelser i artiklen med henblik på kommentering. Ved at undlade dette har Ekstra Bladet tilsidesat god presseskik, og nævnet udtaler sin alvorlige kritik af Ekstra Bladet . I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Ekstra Bladet at offentliggøre følgende, idet det bemærkes, at gengivelsen af udtalelserne fra [K]s flyvechef [B] den 14. august 2009 efter en samlet vurdering af det indtryk, artiklerne i Ekstra Bladet har efterladt læserne med, ikke kan føre til at fritage Ekstra Bladet for offentliggørelse: ”Kritik fra Pressenævnet Ekstra Bladet bragte den 13. august en omtale af arbejdsforholdene i flyselskaber, herunder navnlig i [K]. Forsideoverskriften lød ”SPARE-VANVID: Tør du flyve med en pilot, der har været på vagt 14 timer i træk og op til 60 timer om ugen?” Et EU-direktiv har åbnet mulighed for, at piloter kan arbejde i op til 60 timer om ugen, men hos [K] havde man vedtaget, at piloter højst kunne arbejde 47,5 timer om ugen, og at piloter højst to dage om måneden kunne arbejde i 14 timer incl. hviletid. [K] har klaget til Pressenævnet. Pressenævnet finder, at Ekstra Bladet har tilsidesat god presseskik, idet forsideoverskriften og artiklen gav indtryk af, at [K]-piloter kunne arbejde op til 60 timer ugentligt og op til 14 timer i træk uden hviletid, hvilket ikke er korrekt. Nævnet finder videre, at Ekstra Bladet burde have kontrolleret beskyldningerne inden offentliggørelse, herunder ved at give [K] mulighed for at kommentere beskyldningerne. Ved at undlade det har avisen tilsidesat god presseskik, og nævnet udtaler sin alvorlige kritik. Pressenævnet har pålagt os at bringe denne meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk.” Afgjort den 7. oktober 2009