Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - kompetence - pligtig afgangsalder - afskedigelse - ej medhold

GældendeVersion 2010-12-01
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2010/10478@2010-12-01/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - kompetence - pligtig afgangsalder - afskedigelse - ej medhold

J.nr. 2500178-09 Det var ikke strid med forskelsbehandlingsloven, at en tjenestemand fik afslag på at få forlænget sin ansættelse i to år efter han fyldte 63 år. Klager var ansat som værkmester i et statsfængsel, hvor den pligtmæssige afgangsalder ifølge overenskomsten er 63 år. Ligebehandlingsnævnet fandt, at aldersgrænsen på 63 år måtte anses for at være objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål, idet baggrunden for dette alderskrav blandet andet er begrundet i de sikkerhedsmæssige opgaver, som disse lønmodtagere udfører. Nævnet fandt, at denne aldersgrænse er et hensigtsmæssigt og legitimt middel til at opfylde dette formål.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at en tjenestemand, der var ansat i et statsfængsel, fik afslag på at få forlænget sin ansættelse med to år, efter at han fyldte 63 år. Den pligtige afgangsalder for uniformerede tjenestemænd i fængsler er 63 år. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke strid med forskelsbehandlingsloven, at klageren fik afslag på at få forlænget sin ansættelse i to år efter sit fyldte 63. år. Sagsfremstilling Klager har været tjenestemandsansat værkmester og leder af smedjen ved et statsfængsel. Klager fyldte 63 år i november 2009, hvilket betød, at han skulle fratræde sin stilling og gå på pension. Klageren søgte den 31. juli 2009 om at få udsat sin fratræden med to år til november 2011. Statsfængslet gav den 19. august 2009 afslag på ansøgningen om udsættelse af den pligtige afgangsalder. Begrundelsen for afslaget var ændringer i beskæftigelsesområdet, der blandt andet havde medført sammenlægning af smedjen og bygningsvæsenet, hvilket bevirkede, at der ikke var grundlag for at indgå aftale med klageren om yderligere ansættelse i stillingen som værkmester i smedjen. Det fremgår af tjenestemandsloven, at løn- og ansættelsesvilkår for tjenestemænd aftales mellem finansministeren og de pågældende centralorganisationer. I 1985 indgik Finansministeriet og Tjenestemændenes Centralorganisation 1 aftale om, at den pligtige afgangsalder for Kriminalforsorgens uniformerede tjenestemænd er 63 år. Dette omfatter blandt andet værkmestre. Den 2. november 2007 blev der mellem Finansministeriet og Dansk Fængselsforbund indgået en aftale om mulighed for højere pligtig afgangsalder end 63 år for Kriminalforsorgens uniformerede tjenestemænd. Det fremgår af aftalen, at ansættelsesmyndigheden og tjenestemanden kan aftale en højere pligtig afgangsalder for den pågældende tjenestemand end den afgangsalder, der følger af aftalens almindelige regler. Tjenestemanden afskediges dog senest med udgangen af den måned, hvori den pågældende fylder 70 år eller opnår den alder, der efter den øvrige lovgivning er foreskrevet som aldersgrænse for vedkommende stilling. Der er klaget over forskelsbehandling på grund af alder som følge af afslaget på udsættelse af den pligtige afgangsalder. Udtalelser fra overenskomstparterne Ligebehandlingsnævnet har til brug for behandlingen af klagen indhentet udtalelser fra Fængselsforbundet og Personalestyrelsen/Finansministeriet. Det fremgår af udtalelse af 4. november 2010 fra Fængselsforbundet blandt andet, at baggrunden for, at det uniformerede fængselspersonale, herunder værkmestre, i Kriminalforsorgen har en pligtig afgangsalder på 63 år, er, at arbejdsforholdene for denne faggruppe er særegne i forhold til alle andre faggrupper på det danske arbejdsmarked. Personalet er konstant i alarmberedskab og klar til at reagere hurtigt, hvis der skulle ske noget uforudset i fængslet. Personalet ved ikke, hvornår de kritiske situationer opstår. Hvert år bliver 30-50 af de uniformerede medarbejdere pensioneret på grund af svagelighed, hvilket svarer til over en procent af det uniformerede personale. I mange af tilfældene er sygdommen en følge af arbejdsskade. Det er forbundets opfattelse, at der ikke er tvivl om, at en fængselsbetjent vil være ude af stand til at varetage sit job, når han fylder 63 år. Dette gælder såvel fysisk som psykisk for den enkelte ansatte, der skal være i stand til at tage vare på sig selv og sin egen sikkerhed, men også er ansvarlig for sine kollegers sikkerhed. Forbundet oplyser i den forbindelse, at der ofte kun er to ansatte på vagt i for eksempel et arresthus. Dette er ikke uproblematisk, hvis den ene er en ældre ansat uden mange kræfter til at håndtere en magtanvendelsessituation. At skulle gå på vagt med en 65-årig vil således skabe meget stor utryghed blandt de ansatte, og dette vil efter forbundets opfattelse være uforsvarligt. Forbundet oplyser i øvrigt, at der kun er ganske få administrative stillinger, der vil kunne varetages af det uniformerede personale. Det fremgår videre af udtalelsen fra Fængselsforbundet, at baggrunden for aftalen af 2. november 2007 om mulighed for forlængelse af den pligtige afgangsalder var en betragtning om, at der i Kriminalforsorgen kun er ganske få funktioner uden kontakt til indsatte, som vil kunne varetages af det uniformerede personale. Der havde på daværende tidspunkt ikke været konkrete ønsker om forlængelse af ansættelse, men forbundet ville ikke stå i vejen for eventuelle ønsker om forlænget ansættelse. Det er forbundets opfattelse, at aftalen på ingen måde er tænkt anvendt til de uniformerede medarbejdere, der har kontakt med indsatte og som vil være en del af sikkerhedsberedskabet. Forbundet oplyser også, at kompetencen til at træffe afgørelse om forlængelse/afslag på forlængelse af ansættelsestiden ligger hos arbejdsgiveren. Det er dog forbundets forventning, at arbejdsgiveren blandt andet vil lægge vægt på, at den stilling, som ansøgeren skal beklæde, er uden kontakt til indsatte, ligesom forbundet har en forventning om at arbejdsgiveren vil drage omsorg for, at ansøgeren efter sin helbredstilstand er i stand til at bestride stillingen, således at nedslidte medarbejderes helbredstilstand ikke forværres yderligere. Det er forbundets opfattelse, at muligheden for at forlænge den pligtige afgangsalder kun er tænkt anvendt i ganske få tilfælde og udelukkende til rent administrative funktioner uden kontakt til indsatte. Det fremgår i øvrigt af forbundets udtalelse, at den gennemsnitlige pensionsalder for de uniformerede ansatte er 59,6 år for ansatte født efter 1930. I 2008 var der 73 uniformerede ansatte på 60 år eller mere i Kriminalforsorgen. Der var 29 ansatte, der ophørte på grund af alder, da de fyldte 63 år. I 2009 var der 87 ansatte på 60 år eller derover. Det er forbundets opfattelse, at langt de fleste medlemmer ikke har kræfter til at forblive i tjenesten til det 63. år, men at nogle vælger at blive af økonomiske årsager. Forbundet ved ikke, hvor mange medlemmer, der har søgt og fået forlænget ansættelsen ud over det 63. år, men forbundet mener, at der er tale om ganske få sager. Forbundet henviser i den forbindelse til, at der hvert år er flere fængselsbetjente, der stopper arbejdet som følge af nedslidning, end betjente der går på pension som 63-årige. Hvis alle fængselsbetjente skal kunne forblive i tjenesten ud over det fyldte 63. år, vil det efter forbundets opfattelse have nogle sikkerhedsmæssige konsekvenser, som forbundet ikke ønsker at udsætte sine medlemmer for. Det fremgår af udtalelse af 15. november 2010 fra Personalestyrelsen/Finans-ministeriet, at baggrunden for den pligtige afgangsalder på 63 år for Kriminalforsorgens uniformerede tjenestemænd er de fysiske krav, der stilles til udøvelsen af denne tjeneste. På baggrund af rapport af juni 2003 fra et regeringsudvalg om "Længere tid på arbejdsmarkedet" stillede Finansministeriet ved overenskomstforhandlingerne i 2005 krav om ændring af den lavere pligtige afgangsalder for tjenestemænd. Dette resulterede blandt andet i, at der den 2. november 2007 blev indgået en aftale mellem Finansministeriet og Fængselsforbundet om kriterier for indgåelse af aftaler om individuel højere pligtig afgangsalder end 63 år for Kriminalforsorgens uniformerede tjenestemænd. Blandt andet som følge af Velfærdsaftalen af juni 2006 fremsatte Finansministeriet ved overenskomstforhandlingerne i 2008 krav om løft af den pligtige afgangsalder for tjenestemænd i politiet, forsvaret og Kriminalforsorgen. På grund af modstand fra modpartens side blev kravet ikke gennemført. Personalestyrelsen oplyser, at kravet vil blive fremsat på ny ved overenskomstforhandlingerne i 2011. Det fremgår i øvrigt af udtalelsen fra Personalestyrelsen, at baggrunden for aftalen om en pligtig afgangsalder på 63 år for uniformerede tjenestemænd i Kriminalforsorgen er de særlige fysiske krav, der stilles til udøvelsen af tjenesten. Personalestyrelsen oplyser i øvrigt, at det er en alment gældende forudsætning for ansættelse i Kriminalforsorgen, at den pågældende efter sin helbredstilstand er i stand til at bestride tjenesten i den pågældende stilling. Dette gælder også ved ansættelse efter det 63. år. Det er Personalestyrelsens opfattelse, at den lavere pligtige afgangsalder for Kriminalforsorgens uniformerede tjenestemænd opfylder lovens krav om, at aldersgrænsen skal være objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål indenfor rammerne af den nationale ret, og midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige. Personalestyrelsen oplyser afslutningsvist, at det fremgår af oplysninger fra Kriminalforsorgen, at i november 2007- februar 2009 fratrådte 59 uniformerede medarbejdere på grund af den pligtige afgangsalder. I samme periode søgte syv medarbejdere om udsættelse af den pligtige afgangsalder. Heraf imødekom Kriminalforsorgen efter en nøje konkret vurdering af ansøgernes egnethed seks ansøgninger. I perioden marts-december 2009 fratrådte 22 medarbejdere, der havde nået den pligtige afgangsalder. I samme periode søgte fem medarbejdere om udsættelse af den pligtige afgangsalder. Efter en nøje konkret vurdering af ansøgernes egnethed imødekom Kriminalforsorgen fire ansøgninger. I perioden januar-juni 2010 fratrådte 10 uniformerede medarbejdere på grund af alder. I samme periode søgte én medarbejder om udsættelse af den pligtige afgangsalder, hvilket blev imødekommet. Parternes bemærkninger Klager påstår, at indklagedes afslag på ansøgningen kendes ulovlig, og at han tilkendes en godtgørelse på tre års løn. Klager gør gældende, at bestemmelsen om at han skulle fratræde og gå på pension, da han fyldte 63 år, er i strid med princippet om, at ingen kan afskediges på grund af alder. Klager mener derfor, at der er tale om en overtrædelse af forskelsbehandlingsloven. Klager har henvist til, at nye regler om pligtig afgangsalder og samfundets mange opfordringer til seniorer, herunder tilbud om seniorbonus, har medvirket til, at han har ønsket at få sin fratræden udsat. For så vidt angår det forhold, at der ved afslaget på ansøgningen om udsættelse af den pligtige afgangsalder blev henvist til sammenlægningen af smedjen og bygningsvæsenet for cirka fire år siden, så er det klagerens opfattelse, at hvis hans stilling var et problem i den forbindelse, så burde det være løst dengang i henhold til tjenestemandsloven. Klager har videre henvist til, at der altid har været normeret fire mand i smedjen, og at der ved klagers fratræden kun var to tilbage. Klageren har i den forbindelse fremsendt kopi af en meddelelse fra arbejdsgiveren, hvoraf fremgår, at fængslet ikke længere fik tre måneders praktikanter, da der skulle udarbejdes en ny grunduddannelse. Fængslet manglede som følge heraf personale og havde fået lov til at låne et antal medarbejdere andre steder fra. Det er klagers opfattelse, at den omstændighed, at fængslet henviser til sammenlægningen for fire år siden, er et skalkeskjul for, at den reelle årsag til, at fængslet ikke ønskede fortsat at beskæftige ham, var alder. Indklagede påstår, at der ikke er tale om forskelsbehandling på grund af alder eller andre forhold, der falder inden for Ligebehandlingsnævnets ressortområde, men at der alene er tale om, at fængslet har afslået klagerens ønske om fortsat beskæftigelse efter den pligtige afgangsalder. Indklagede har henvist til, at der for værkmestre og fængselsfunktionærer, der er tjenestemænd, er en pligtig afgangsalder på 63 år. Indklagede har videre henvist til, at den pligtige afgangsalder for værkmestre og tjenestemænd blev aftalt ved overenskomstforhandlingerne mellem Finansministeriet og Statstjenestemændenes Centralorganisation 1 i 1985 blandt andet af hensyn til de sikkerhedsmæssige opgaver, som denne kategori af tjenestemænd udfører. For at åbne mulighed for ansættelse efter det 63. år blev der i 2007 ved aftale mellem Finansministeriet og Dansk Fængselsforbund åbnet mulighed for at forlænge ansættelsesperioden efter de 63 år. Denne aftale indebærer, at de enkelte arbejdssteder kan indgå aftale med en ansat om forlængelse af arbejdsforholdet og dermed en højere pligtig afgangsalder, hvis dette stemmer overens med den ansatte og tjenestestedets interesser. Det er indklagedes opfattelse, at der er tale om en mulighed, som kan etableres, hvis både den ansatte og ansættelsesstedet finder det hensigtsmæssigt, men at den ansatte ikke har et retskrav på ansættelse ud over de 63 år. Det er indklagedes opfattelse, ar der ikke ved afsked på tidspunktet for den pligtige afgangsalder skal foretages en vurdering svarende til den vurdering, der skal foretages ved afsked af andre grunde. Afskedigelse ved de 63 år er den altovervejende hovedregel, og fortsat ansættelse kræver omvendt særlig begrundelse/særligt behov og enighed mellem medarbejderen og arbejdspladsen. I den konkrete sag har indklagede ikke fundet behov for yderligere ansættelse af klageren, blandt andet fordi der for cirka fire år siden blev gennemført en sammenlægning af fængslets smedje og bygningsvæsen. Indklagede har derfor ikke behov for klagerens arbejdskraft, og det er ikke besluttet at opslå og besætte den værkmesterstilling, som klageren havde. Indklagede oplyser i øvrigt, at det personale, som fængslet skulle låne, var fængselsfunktionærer og ikke værkmestre. Indklagede har vurderet, at det ikke var hensigtsmæssigt at ansætte klageren i en fængselsfunktionærstilling, henset til de opgaver, der er forbundet hermed, og klagerens mulighed for at udfylde jobbet som fængselsfunktionær. Det var desuden kun midlertidigt i forbindelse med indførelse af en ny grunduddannelse for fængselsfunktionærer, at fængslet manglede praktikanter. Dette skyldtes, at det endnu ikke var besluttet, om fængslet skulle modtage funktionærer under oplæring. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse efter lov om forbud for forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven). Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. Det fremgår af loven, at bestemmelser i individuelle eller kollektive aftaler og overenskomster, der er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling, er ugyldige. Loven er dog ikke til hinder for opretholdelsen af aldersgrænser, der før lovens ikrafttræden den 28. december 2004 er fastsat i henhold til kollektive aftaler og overenskomster, forudsat at disse aldersgrænser er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af dansk ret, og midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige. Loven er heller ikke til hinder for bestemmelser i individuelle eller kollektive aftaler og overenskomster om ophør af ansættelsesforholdet, når lønmodtageren fylder 70 år. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at det siden 1985 har været gældende aftale mellem Finansministeriet og Tjenestemændenes Centralorganisation 1/Dansk Fængselsforbund, at den pligtige aftrædelsesalder var 63 år for fængselsfunktionærer og værkmestre, der som klageren var tjenestemænd. Nævnet finder, at aldersgrænsen på 63 år for tiden må anses for at være objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål, idet baggrunden for dette alderskrav blandet andet er begrundet i de sikkerhedsmæssige opgaver, som disse lønmodtagere udfører. Nævnet finder også, at denne aldersgrænse er et hensigtsmæssigt og legitimt middel til at opfylde dette formål. Nævnet finder derfor ikke, at det forhold, at klageren skulle forlade sin stilling som tjenestemandsansat værkmester, da han fyldte 63 år, er i strid med forskelsbehandlingsloven. Nævnet finder heller ikke, at der er påvist faktiske omstændigheder, der skaber formodning for, at ligebehandlingsprincippet blev krænket i forbindelse med, at klageren fik afslag på at få forlænget den pligtige aftrædelsesalder med to år. Nævnet har herved lagt vægt på, at udsættelse af den pligtige afgangsalder beror på en aftale mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren, og nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes oplysninger om, at grunden til, at man ikke ønskede at imødekomme klagerens ansøgning, skyldtes, at det var besluttet ikke at genbesætte klagerens stilling som værkmester. Nævnet finder ikke grundlag for at bestride indklagedes vurdering af, at det ikke var hensigtsmæssigt at ansætte klageren som fængselsfunktionær, set i lyset af de opgaver der var forbundet hermed og klagerens muligheder for at udfylde stillingen som fængselsfunktionær. Det kan ikke medføre en ændret vurdering, at den omorganisering, der førte til sammenlægningen af smedjen og bygningsvæsenet, fandt sted flere år før, klageren nåede den pligtige afgangsalder. Nævnet finder således, at indklagede ikke har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Nævnet har ikke kompetence til at tage stilling til, om indklagedes begrundelse for ikke at imødekomme klagers ansøgning i øvrigt hviler på et usagligt grundlag. <2500178-09>

Versioner

  1. 2010-12-01