Gelex

Afgørelse af klage - Autorisation efter fødevareloven til at producere animalske biprodukter var ugyldig

OphævetVersion 2010-04-13fra 2010-04-13 til 2021-03-24
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2010/9154@2010-04-13/da

Indhold
  1. Indledning

Afgørelse af klage – Autorisation efter fødevareloven til at producere animalske biprodukter var ugyldig

Resumé Fødevareregionen Øst havde tilbagekaldt de dele af en fødevarevirksomheds autorisation, der tillod virksomheden at producere animalske biprodukter. Fødevareregionen begrundede afgørelsen med, at autorisationen var givet efter fødevareloven. Tilladelsen til at producere animalske biprodukter kan kun gives efter biproduktforordningen. Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager var enig i fødevareregionens begrundelse og stadfæstede afgørelsen. Autorisationen havde en væsentlig retlig mangel og var derfor delvist ugyldig. Sekretariatet annullerede de dele af autorisationen, der gav lov til at producere animalske biprodukter (tilbagekaldelse bruges kun ved gyldige afgørelser).

NN Den 15. januar 2010 Sagsnr.: 957/17342/600 Ref.: SFV /KFAL Tlf.: 33951411 SENDT ANBEFALET Delvis tilbagekaldelse af autorisation fastholdes I har i brev af 26. august 2009 klaget over afgørelse af 15. juli 2009 fra Fødevareregion Øst om tilbagekaldelse af dele af autorisation. Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager har behandlet klagen og fastholder afgørelsen. I skal derfor følge fødevareregionens afgørelse. Sammendrag Fødevareregionens autorisation er ugyldig på grund af en væsentlig hjemmelsmangel. Sekretariatet annullerer derfor delvist autorisationen. De dele af autorisationen, der autoriserer jeres virksomhed til at producere animalske biprodukter, jf. punkt 7 under aktiviteter nævnt i autorisationen, annulleres. Det betyder, at I ikke længere har autorisation til at producere animalske biprodukter. Annullationen har derfor virkning for jer fra modtagelsen af dette brev. I skal således ikke afvente, at fødevareregionen udsteder en ny autorisation, hvor muligheden for at producere animalske biprodukter er fjernet. Fødevarestyrelsen er ikke bemyndiget til at forlænge klagefristen, men det kan i den konkrete sag ikke føre til, at vi afviser jeres klage. I kan læse mere om afgørelsen nedenfor. Oplysninger i sagen Jeres autorisation Følgende fremgår bl.a. af jeres autorisation af 27. september 2006: – I er autoriseret i henhold til § 28 i fødevareloven og § 7 i autorisationsbekendtgørelsen . – Virksomheden består af forskellige lagre og forarbejdningsområder samt et hakkerum til dyrefoder. – Ud over en række fødevareaktiviteter er nævnt: »Produktion af biprodukter til forarbejdning på godkendt dyrefoderfabrik i DK, EU og visse 3. lande«. – Der er bl.a. følgende driftvilkår: »Virksomheden skal holde produktionerne af uemballeret, fersk kød og indfrysning af andre uemballerede produkter fuldstændigt adskilt fra produktion af biprodukter kategori 3, jf. hygiejneforordningen, nr. 852/2004, af 29. april 2004, Bilag 2, Kapitel 6, stk. 4.« »Virksomheden skal kunne dokumentere at udstyr anvendt til pladeindfrysning af animalske biprodukter kategori 3, skal være dokumenteret rengjort og desinficeret, inden det benyttes til pladeindfrysning af animalske produkter bestemt til konsum.« Fødevareregionen tilbagekalder autorisation til at producere biprodukter Fødevareregionen ændrede i brev af 15. juli 2009 jeres autorisation således, at de tilbagekaldte den del af autorisationen, der giver tilladelse til at producere biprodukter. Tilbagekaldelsen havde virkning fra 1. januar 2010. Følgende fremgår af afgørelsen: – Fødevareregionen gennemgik jeres autorisation efter, at I havde søgt om en ændring af den i brev af 8. februar 2008. – Fødevareregionen sendte den 14. april 2008 et brev til jer, hvor de oplyste, at jeres produktion af kategori 3-materiale ikke er foreneligt med produktion af fødevarer. – Fødevareregionen bad om oplysninger om produktionen, som I sendte den 21. april 2008 og den 17. februar 2009. – Fødevareregionen partshørte jer i brev af 15. maj 2009 om den påtænkte ændring af autorisationen. I forlængelse heraf holdt I møde med regionen den 29. juni 2009. Fødevareregionen redegjorde på mødet for, at - produktion af henholdsvis animalske biprodukter og fødevarer ikke må ske i samme lokaler og på samme produktionsudstyr, - affaldshåndteringen overstiger den mængde, der er normal for en opskæringsvirksomhed af tilsvarende størrelse, - affaldshåndteringen har karakter af en produktion af animalske biprodukter, og - fødevareregionen derfor ville ændre jeres autorisation til, at virksomheden udelukkende autoriseres som fødevarevirksomhed. Fødevareregionen begrundede afgørelsen med, at produktion af animalske biprodukter kun kan foretages efter reglerne i biproduktforordningen . Det fremgår endelig af afgørelsen, at I mener, at produktionen af animalske biprodukter sker i overensstemmelse med autorisationen. Partshøring Det fremgår af fødevareregionen partshøring af jer af 15. maj 2009, at sammenblanding af de to virksomhedstyper ikke må ske, hverken efter biproduktforordningen eller efter hygiejneforordningen for animalske fødevarer . Notat fra mødet den 29. juni 2009 Fødevareregionen udarbejdede et notat fra mødet den 29. juni 2009. Det fremgik heraf, at I modtager fødvaregodkendte råvarer og, at 80-90 pct. heraf (oftest svinehoveder) knuses, indfryses i pladefryser, pakkes, oplagres og afsættes som kategori 3-produkt. Selve knusningen af svinehovederne sker i et separat lokale, mens den resterende del af håndteringen sker i samme rum og på samme produktionsapparater som fødevareproduktionen. I oplyste under mødet, at I modtager uforarbejdet kategori 3-materiale fra andre virksomheder til indfrysning og frostopbevaring. Fødevareregionen udsætter fristen for at klage I henvendte jer telefonisk den 21. juli 2009 og bad om at få fristen til at klage udsat. Fødevareregionen udsatte i brev af 21. juli 2009 fristen for at klage til den 31. august 2009. I klagede over tilbagekaldelsen I klagede i brev af 26. august 2009 over tilbagekaldelsen. I oplyste bl.a. følgende: – I modtager kun fødevarer og ingen biprodukter overhovedet. – I producerer ligesom alle andre fødevarevirksomheder biprodukter, der håndteres lovligt og korrekt. – De råvarer, I køber, er godkendt til fødevarer, men er handelsmæssigt i lav kurs. Det er derfor nødvendigt at sortere kraftigt i råvarerne. I producerer derfor en stor andel biprodukter. Opsættende virkning Fødevareregionen tillagde i brev af 31. august 2008 klagen opsættende virkning. Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklagers begrundelse for afgørelsen Vi behandler sagen, selvom fødevareregionen udsatte klagefristen Fødevarestyrelsen kan genoptage en sag efter, at der er indgivet klage (§ 21 i delegationsbekendtgørelsen for Fødevarestyrelsen), men ikke ændre længden af fristen for at klage. Dette fremgår modsætningsvist af § 21, stk. 5, hvorefter (kun) Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager kan se bort fra overskridelse af klagefristen inden for 6 måneder . Fødevarestyrelsen er derfor ikke bemyndiget til at forlænge klagefristen, som sket. Det er imidlertid muligt at klage mundtligt/telefonisk, ligesom begrundelse og lignende kan sendes senere end selve klagen. Det kan derfor i den konkrete sag ikke føre til, at vi afviser jeres klage. Vi betragter derfor jeres henvendelse den 21. juli 2009 som en klage og brevet af 26. august 2009 som en efterfølgende begrundelse eller udtalelse. Fødevareregionens autorisation er delvist ugyldig Der er efter fødevareloven kun hjemmel til at godkende eller autorisere virksomheder, der har fødevareaktiviteter. Autorisationsbekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i fødevareloven og gælder derfor også kun virksomheder, der har fødevareaktiviteter. Da autorisationen udelukkende er givet med henvisning til fødevareloven og autorisationsbekendtgørelsen, har de dele af autorisationen, der omhandler produktion af animalske biprodukter, der ikke skal anvendes som fødevarer, en retlig mangel. Hvis den retlige mangel er væsentlig, er autorisationen ugyldig. I dette tilfælde betyder manglen, at fødevareregionen ikke har vurderet, om jeres produktion overholder de særlige krav til produktion af animalske biprodukter, der fremgår af biproduktforordningen. Fødevareregionen har endvidere ikke forholdt sig til, om det er muligt efter det samlede regelsæt at producere både animalske biprodukter og fødevarer i samme virksomhed. Manglen er derfor væsentlig. Autorisationen er derfor delvist ugyldig . Konsekvensen af ugyldighed: Sekretariatet annullerer autorisationen delvist En ugyldig afgørelse kan ændres til ugunst for virksomheden . Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager annullerer derfor delvist autorisationen. De dele af autorisationen, der autoriserer jeres virksomhed til at producere animalske biprodukter, jf. punkt 7 under aktiviteter nævnt i autorisationen, annulleres. I kan sende ny ansøgning Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager er enig i, at I har fået autorisation til at producere animalske biprodukter. Ændring/annullation bør derfor gennemføres på en måde, så det processuelt er mindst bebyrdende for virksomheden. I dette tilfælde er der imidlertid ikke foretaget en vurdering af om jeres aktiviteter efter henholdsvis fødevarelov og biproduktforordning opfylder kravene i de to regelsæt. Det er derfor nødvendigt, at I sender en ny ansøgning, hvis I ønsker at genoptage aktiviteten med at producere animalske biprodukter. Fødevareregionen skal udstede en ny autorisation Fødevareregionen skal dog allerede nu udstede en ny autorisation, der kodificerer den gældende autorisation (dvs. hvor muligheden for at producere animalske biprodukter er fjernet). Konsekvens af annullationen Sædvanligvis anvendes begrebet tilbagekaldelse om gyldige afgørelser. Hvis en afgørelse, som her er ugyldig, bruges i stede begrebet annullation. Dette betyder dog i praksis det samme som en tilbagekaldelse nemlig, at I ikke længere har autorisation til at producere animalske biprodukter. Annullationen har derfor virkning for jer fra modtagelsen af dette brev. I skal således ikke afvente, at fødevareregionen udsteder en ny autorisation. *** I kan ikke klage over sekretariatets afgørelse til anden administrativ myndighed. Venlig hilsen Kirsten Falkum Fuldmægtig, cand.jur. Fødevareregion Øst modtager kopi af denne afgørelse.

Versioner

  1. 2010-04-13 · til 2021-03-24