Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-0977
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2010/9159@2010-04-14/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-0977
Resumé Klager – en person – anmodede for anden gang om genoptagelse af sag nr. 2009-6-0928. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmålet om eventuel genoptagelse af sagen. Pressenævnet vil kunne genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Nævnet kan tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl. Da [K] hverken er fremkommet med nye faktiske oplysninger, som har betydning for sagens afgørelse, eller påvist væsentlige sagsbehandlingsfejl afslås anmodningen om genoptagelse.
[K] har anmodet om genoptagelse af Pressenævnets sag nr. 2009-6-0928, som nævnet traf afgørelse i den 20. januar 2010. Afgørelsen vedrørte en klage fra [K], der klagede over en boganmeldelse i Information og på Information.dk. Pressenævnet afviste ved kendelse af 1. marts 2010 i sag nr. 2010-6-0956 at genoptage behandlingen af sag nr. 2009-6-0928. I kendelsen af 20. januar 2010 hed det: ”Det er Pressenævnets opfattelse, at anmeldelser er et udtryk for anmeldelsernes subjektive oplevelse og vurdering af det anmeldte. En anmeldelse er i sin form kommenterende og indeholder naturligt bemærkninger af mere personlig karakter end nyhedsreportager. Nævnet udtaler ikke kritik af avisen for at have offentliggjort anmeldelsen eller for ikke at have forelagt [K] vurderingerne i anmeldelsen forud for offentliggørelsen. Pressenævnet finder, at der ikke i det foreliggende tilfælde er grundlag for at kritisere, at Information ikke gjorde opmærksom på, at [B] selv var omtalt i bogen ”Stuerent?”. Nævnet bemærker i øvrigt i den forbindelse, at [A] i det læserbrev, som Information bragte den 25. november 2009, har omtalt og kommenteret, at [B] selv er kritiseret i den anmeldte bog.” [K] har til støtte for anmodningen om genoptagelse bl.a. gentaget sit synspunkt om, at Pressenævnet ikke forholder sig til hans ene klagepunkt, nemlig at anmelder [B] er inhabil til at anmelde en bog, hvor han selv bliver omtalt, både negativt og positivt. [K] har videre anført, at Pressenævnet har begået sagsbehandlingsfejl ved at afsige kendelse vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt klager skulle have forelagt vurderingerne. Dette punkt var ikke påklaget. Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Thomas Rørdam, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmålet om eventuel genoptagelse af sagen. Pressenævnet vil kunne genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Nævnet kan tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl. Da [K] hverken er fremkommet med nye faktiske oplysninger, som har betydning for sagens afgørelse, eller påvist væsentlige sagsbehandlingsfejl afslås anmodningen om genoptagelse. Afgjort den 9. april 2010