Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-1068

GældendeVersion 2010-10-16
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2010/9567@2010-10-16/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-1068

Resumé Klager – medlemsbladet Fugle og Natur – anmodede for anden gang om genoptagelse af sag nr. 2010-6-1005: [Oprindelig klager, person D] mod Fugle og Natur. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmålet om eventuel genoptagelse af sagen. Pressenævnet vil kunne genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Nævnet kan tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl. Nævnet indhenter som udgangspunkt alene udtalelse hos sagens parter, det vil sige i sagen, [Oprindelig klager, person D] og Fugle og Natur, jf. forretningsordenens § 8. Under henvisning afgørelse af 29. september 2010 af Fugle og Naturs anmodning om genoptagelse af sag nr. 2010-6-1005 finder nævnet, at der ikke er grundlag for at fastslå, at der foreligger væsentlig sagsbehandlingsfejl som følge af, at nævnet ikke har indhentet en udtalelse fra [Person A]. Til støtte for Fugle og Naturs første anmodning om genoptagelse var fremført de samme synspunkter, som i øvrigt nu er gjort gældende. Da en part ikke har krav på at få taget stilling til de samme forhold flere gange, afvises anmodningen om genoptagelse som åbenbar grundløs i medfør af medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 1.

[Person A] har i henhold til fuldmagt fra Fugle og Natur anmodet om genoptagelse af afgørelse af 30. august 2010 i Pressenævnets sag nr. 2010-6-1005. Afgørelsen vedrørte en klage fra [Oprindelig klager, person D] over en artikel i Dansk Ornitologisk Forenings medlemsblad Fugle og Natur. I kendelsen hed det: ”Formalia Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, som der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. Klagen angår navnlig spørgsmålet, hvorvidt Fugle og Natur har krediteret den rigtige person for at have ”kreeret” Sneum Digesø. Efter klagers oplysninger havde han i 1992-93 ansvaret for retableringen af fuglesøen. Han er derved indirekte nævnt i sammenhængen og har derfor retlig interesse i, at klagen realitetsbehandles. Det følger af medieansvarslovens § 34, stk. 2, at klager over overtrædelse af god presseskik kan rettes til det pågældende massemedie selv eller direkte til Pressenævnet. I begge tilfælde er klagefristen fire uger efter offentliggørelse. Massemediets afgørelse kan senest fire uger efter, at den er kommet frem til klageren, indbringes for Pressenævnet. Da klagen vedrører en artikel bragt 7. august 2009, og forholdet vedrørende god presseskik først fremføres ved klagen af 20. maj 2010 til Pressenævnet, er 4-ugers klagefristen overskredet. Denne del af klagen afvises derfor som for sent fremkommet, jf. medieansvarslovens § 43, stk. 3. Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 3, at anmodning om genmæle skal fremsendes skriftligt til redaktøren senest fire uger efter offentliggørelsen af de faktiske oplysninger, der ønskes imødegået. Afslag på genmæle kan indbringes for Pressenævnet senest fire uger efter, at afslaget er kommet frem. Nævnets adresse skal samtidig oplyses, jf. medieansvars­lo­vens § 40, stk. 1. Ved e-mail af 14. oktober 2009 klagede [Oprindelig klager, person D] til Fugle og Natur over artiklen. Denne klage blev således indgivet efter 4-ugers klagefristens udløb. Da bladet realitetsbehandlede klagen uden at tage forbehold for fristoverskridelsen, anser nævnet denne fremgangsmåde som indeholdende et afkald på klagefristen. Henset til, at Fugle og Natur ikke har givet klager den i loven foreskrevne klagevejledning og korrespondancen mellem Fugle og Natur og klager i øvrigt, finder nævnet ikke grundlag for at anse klagen over mediets afslag på genmæle som for sent fremkommet. Denne del af klagen realitetsbehandles. Realitetsbehandlingen Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Pressenævnet finder, at Fugle og Natur ikke har dokumenteret, at oplysningen om, at [Person A] i 1995 ”kreerede” Sneum Digesø, er utvivlsom rigtig. Derimod fremgår det af sagen, at klager under sin ansættelse hos Ribe Amt i 1992-93 arbejdede med retableringen af Sneum Digesø, ligesom [Oprindelig klager, person D] har fremlagt et sødesign af 14. januar 1992 i sit navn. Efter det oplyste anvender klager retableringsplanen som reference, hvorfor oplysningen kan være egnet til at påføre klager skade af betydning. [Oprindelig klager, person D] er herefter berettiget til at få bragt et genmæle. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Fugle og Natur efter retningslinjerne i lovens § 39 at offentliggøre følgende: ” Genmæle vedrørende Sneum Digesø Fugle og Natur nr. 3-2009 bragte en artikel om nye fuglesøer i Danmark, hvoraf det fremgik at Sneum Digesø er landets bedste nye fuglesø, målt på antallet af registrerede arter i DOFbasen. Af en billedtekst til artiklen fremgik udsagnet: ”Biolog [Person A] er manden bag alle tiders fuglesø i marsken syd for Esbjerg. Som ansat i Ribe Amt kreerede han Sneum digesø tilbage i 1995…” Dette udsagn er ikke dokumenteret. Ifølge [Oprindelig klager, person D] var det ham, der designede landskabs- og retableringsplanen for Sneum Engsø i 1992, hvor han var ansat hos Ribe Amt. Til at underbygge dette, har [Oprindelig klager, person D] fremlagt et sødesign af 14. december 1992 i sit navn. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk.” I henhold til fuldmagt fra Fugle og Natur anmodede [Person B] om genoptagelse af sagen ved e-mail af 23. september 2010 til Pressenævnet. Pressenævnet afviste denne anmodning ved kendelse af 29. september 2010, sag nr. 2010-6-1064: ”Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmålet om eventuel genoptagelse af sagen. Pressenævnet vil kunne genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Nævnet kan tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl. Uanset Fugle og Natur er fremkommet med nye faktiske oplysninger, herunder i form af breve af 30. januar og 9. marts 1992, finder nævnet ikke grundlag for at genoptage behandlingen. Oplysningernes efterfølgende fremkomst kan ikke anses for et undskyldeligt forhold. Disse breve var således allerede tilgængelige, men blev ikke fremlagt under Pressenævnets behandling af sag nr. 2010-6-1005. Tilsvarende gælder de oplysninger, som den daværende chef for Fredningskontoret ved Ribe Amt har meddelt [Person B]. Da der ikke er påvist væsentlige sagsbehandlingsfejl, afslås anmodningen om genoptagelse herefter. Pressenævnet bemærker i øvrigt, at spørgsmålet om eksistensen af ophavsretlige rettigheder til Sneum Digesø henhører under domstolene og falder uden for Pressenævnets kompetence, herunder hvorvidt enkeltpersoner eller andre har rettigheder beskyttet af ophavsretsloven. I overensstemmelse hermed er der ikke taget stilling til disse forhold i nævnets kendelse af 30. august 2010.” [Person A] har til støtte for anmodningen om genoptagelse bl.a. anført, at Pressenævnet traf afgørelse i sag nr. 2010-6-1005 uden, at han var blevet hørt undervejs i sagsbehandlingen, selvom det var hans navn, der kom i klemme i sagen. Han har henvist til, at projektet var Ribe Amts projekt, og hverken han eller nogen anden havde patent på det. Projektet blev til som led i en sagsbehandling ved Ribe Amts Naturkontor, da man skulle forstærke Darum-Tjæreborgdiget i årene 1992-1995. Som en væsentlig forudsætning for amtets behandling af sagen, blev der som optakt til det omfattende digerenoveringsprojekt bl.a. indgået aftaler til sikring af, at der i forbindelse med en dispensation til at inddrage beskyttende strand­engsarealer foran diget blev etableret et kompenserende naturområde i forbindelse med inddrivningen af klæg til forstærkningen af diget. Disse aftaler var således baggrunden for, at Naturkontoret (hvor han var ansat fra 1991) gik i gang med at finde løsninger, som kunne tilfredsstille de behov, der var for at kompensere de tab af naturtyper og levesteder, som ville blive resultatet af digeforstærkningen. Arbejdet hermed var ikke en solo-opgave. Der var tale om et samarbejde, som i høj grad også involverede en intern afdeling som amtets Vejafdeling og eksterne partnere som Kystdirektoratet og Landindspektørgården i Bramming, der udfærdigede planerne. Han finder det besynderligt, at tegningen af 14. januar 1992 skulle bevise, at det var [Oprindelig klager, person D], som har begået hele plangrundlaget. Så vidt han erindrer, var tegningerne til Sneum Digesø noget, der blev lavet af landinspektøren efter samråd med Ribe Amts Naturkontor. Tegningerne blev flere gange efter [Oprindelig klager, person D]s fratrædelse ændret som et resultat af, at projektet til dets færdiggørelse i 1995 blev udvidet og ændret i takt med nye og ændrede behov for råstoffer til kystsikring på egnen. Både før 1993 og i de efterfølgende 13 år var han, [Person A], beskæftiget med tilblivelsen og den efterfølgende forvaltning af hele Digesø-området. Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmålet om eventuel genoptagelse af sagen. Pressenævnet vil kunne genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Nævnet kan tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl. Nævnet indhenter som udgangspunkt alene udtalelse hos sagens parter, det vil sige i sagen, [Oprindelig klager, person D] og Fugle og Natur, jf. forretningsordenens § 8. Under henvisning afgørelse af 29. september 2010 af Fugle og Naturs anmodning om genoptagelse af sag nr. 2010-6-1005 finder nævnet, at der ikke er grundlag for at fastslå, at der foreligger væsentlig sagsbehandlingsfejl som følge af, at nævnet ikke har indhentet en udtalelse fra [Person A]. Til støtte for Fugle og Naturs første anmodning om genoptagelse var fremført de samme synspunkter, som i øvrigt nu er gjort gældende. Da en part ikke har krav på at få taget stilling til de samme forhold flere gange, afvises anmodningen om genoptagelse som åbenbar grundløs i medfør af medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 1. Afgjort den 15. oktober 2010

Versioner

  1. 2010-10-16