Ophævelse af påbud om forsvarlige adgangsveje og ophævelse af rådgiverpåbud
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2010/9769@2011-02-01/da
Indhold
Ophævelse af påbud om forsvarlige adgangsveje og ophævelse af rådgiverpåbud
Resumé Der var ikke tilstrækkelig overensstemmelse mellem Arbejdstilsynets beskrivelse af de faktiske forhold på tilsynstidspunktet, og det der fremgik af Arbejdstilsynets foto og den udtalelse, som Arbejdstilsynet havde sendt til nævnet, samtidig med at Arbejdstilsynet i udtalelsen ændrede på afgørelsens lovgrundlag. Arbejdsmiljøklagenævnet hjemviste derfor spørgsmålet, om virksomheden skulle have et påbud om at sikre, at ansatte færdedes og arbejdede på forsvarlige adgangsveje. Påbuddet om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver blev ophævet, fordi der dermed ikke var konstateret en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen.
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 26. oktober 2010 behandlet klagen over Arbejdstilsynets afgørelse af 27. oktober 2009. [Virksomhedens navn udeladt] klager over, at virksomheden på byggepladsen [adresse udeladt], fik påbud om 1) straks at sikre, at ansatte færdes og arbejder på forsvarlige adgangsveje 2) skal bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at efterkomme påbuddet. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Sagen er ikke tilstrækkeligt oplyst til, at der kunne træffes afgørelse om, at [virksomhedens navn udeladt] straks skulle sikre forsvarlige adgangsveje til ansatte, der færdedes og arbejdede på byggepladsen [adresse udeladt]. Det betyder, at Arbejdsmiljøklagenævnet hjemviser den del af Arbejdstilsynets afgørelse af 27. oktober 2009. I kraft af hjemvisningen er der ikke grundlag for påbuddet om, at virksomheden skal bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Det betyder, at Arbejdsmiljøklagenævnet ophæver den del af Arbejdstilsynets afgørelse af 27. oktober 2009. B E G R U N D E L S E Forsvarlige adgangsveje Der er ikke tilstrækkelig overensstemmelse mellem – Arbejdstilsynets beskrivelse af de faktiske forhold på tilsynstidspunktet – det, der fremgår af Arbejdstilsynets foto – Arbejdstilsynets efterfølgende udtalelse om de faktiske forhold sammenholdt med et ændret retsgrundlag. Der kan derfor ikke træffes en afgørelse på det foreliggende grundlag. Arbejdstilsynet oplyser, at der ved tilsynet den 20. oktober 2009 blev udført arbejde i porten, hvor skråstiver på søjler, skulle afmonteres og fjernes. Dette blev gjort ved, at en medarbejder fra en lift løsnede skråstiverne i toppen af søjlen. To mand på jorden tog imod og bar væk. De ansatte benyttede de fælles adgangsveje til at køre liften frem og tilbage. De to, der tog i mod og bar væk, skulle lægge skråstiverne til opmagasinering uden for porten. Arbejdstilsynet konstaterede omkring adgangsvejene: 1. Rod og uorden af brugte materialer. 2. Opmagasinering af byggematerialer blokerede flere steder adgangsvejen. 3. Kørende og gående trafik i samme område. 4. Løstliggende ledninger i området. Arbejdstilsynet tog billeder af arbejdet i porten, hvor kørende og gående trafik mødes. Arbejdstilsynet oplyser i udtalelsen af 4. marts 2010, at virksomheden ikke har fået påbuddet på grund af kørsel med liften samtidig med, at de ansatte skulle flytte skråstiverne, men fordi virksomhedens ansatte benyttede de to passager, som fælles adgangsvej, under porten på begge sider af liften. Oplysningen om, at det var virksomhedens ansatte, der benyttede passagerne forbi liften, fremgår ikke af Arbejdstilsynets beskrivelse i afgørelsen af 27. oktober 2009. Samtidig har Arbejdstilsynet i udtalelsen af 4. marts 2010 henvist til § 6 i bekendtgørelsen om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder. Bestemmelsen er ikke nævnt i Arbejdstilsynets afgørelse af 27. oktober 2009. Det er nævnt i Arbejdstilsynets afgørelse af 27. oktober 2009, at der er optaget foto af arbejdet i porten, hvor kørende og gående trafik mødes. De billeder, der er flettet ind i Arbejdstilsynets afgørelse, viser liften og en medarbejder, men ifølge Arbejdstilsynets udtalelse er det ikke det forhold, der har givet anledning til påbuddet. Autoriseret arbejdsmiljørådgiver Der er ikke grundlag for et påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, fordi der ikke er konstateret en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen. I den forbindelse henvises til afgørelsen ovenfor, hvor Arbejdsmiljøklagenævnet hjemviser den afgørelse, der var grundlaget for påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen benyttet følgende regler: Om adgangsveje på en byggeplads: – § 38, stk. 1, og § 39, stk. 1, nr. 2, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer, der følger af lov nr. 175 af 27. februar 2007 og lov nr. 1395 af 27. december 2008 – § 35, stk. 1, og stk. 3, og § 37, stk. 2, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 589 af 22. juni 2001 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1423 af 27. december 2008. Om planlægning og samarbejde: – § 20 a, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer, der følger af lov nr. 175 af 27. februar 2007 og lov nr. 1395 af 27. december 2008 – § 6, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 589 af 22. juni 2001 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1423 af 27. december 2008. Om Arbejdstilsynets ret til at give påbud: – § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer, der følger af lov nr. 175 af 27. februar 2007 og lov nr. 1395 af 27. december 2008. Om autoriseret arbejdsmiljørådgiver: – § 77 a, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer, der følger af lov nr. 175 af 27. februar 2007 og lov nr. 1395 af 27. december 2008 – § 6, og § 21, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere. Reglerne kan læses på de følgende sider. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de dokumenter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [navn udeladt] Kopi til – Arbejdstilsynet, – [Adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer, der følger af lov nr. 175 af 27. februar 2007 og lov nr. 1395 af 27. december 2008 … Kapitel 4 Almindelige pligter Arbejdsgiveren … § 20 a. Arbejdsgivere, der lader arbejde udføre på byggepladser, skal medvirke til at sikre, at bygherrens planlægning, afgrænsning og koordinering til fremme af de beskæftigedes sikkerhed og sundhed virker efter hensigten. Arbejdsgiverne skal tage hensyn til anvisninger fra bygherrens koordinatorer herom. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om arbejdsgivernes pligter efter stk. 1. … Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. § 39. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke krav der skal være opfyldt, for at arbejdet kan anses for fuldt forsvarligt planlagt, tilrettelagt og udført, herunder om 1) sikkerheds- og sundhedsmæssige foranstaltninger vedrørende arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, f.eks. for at undgå sammenstyrtning, nedstyrtning, sammenskridning, rystelser, stråling, støj eller eksplosions-, brand- eller sundhedsfare ved luftarter, dampe, støv og røg, hede, kulde eller lugt, sygdomssmitte eller forkerte arbejdsstillinger, bevægelser eller belastninger, 2) forbud mod særligt farlige arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, 3) opslag eller egnet markering. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte regler om særligt arbejdstøj og personlige værnemidler, herunder om hvem der skal afholde udgifterne hertil. … Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2. … § 77 a. Arbejdstilsynet kan påbyde, at modtageren af påbud eller andre afgørelser om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen skal indhente bistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, bl.a. med henblik på, at det forebyggende arbejdsmiljøarbejde i virksomheden styrkes. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om rådgivningspåbuddets indhold, omfang og varighed og de nærmere vilkår herfor. … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 589 af 22. juni 2001 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1423 af 27. december 2008 Kapitel 1 Område … § 4. Forpligtelserne ifølge bekendtgørelsen påhviler arbejdsgivere, virksomhedsledere, arbejdsledere og øvrige ansatte efter arbejdsmiljølovgivningens almindelige regler, jf. lovens kapitel 4. … Kapitel 2 Planlægning og samarbejde … § 6. Den enkelte arbejdsgiver på byggepladsen skal sørge for, at de foranstaltninger for fællesområderne, som er aftalt med bygherren eller de andre arbejdsgivere, jf. bekendtgørelse om bygherrens pligter efter lov om arbejdsmiljø, iværksættes og vedligeholdes, samt føre et effektivt tilsyn hermed. Stk. 2. Den enkelte arbejdsgiver på byggepladsen skal medvirke til at sikre, at bygherrens planlægning, afgrænsning og koordinering til fremme af de beskæftigedes sikkerhed og sundhed på byggepladsen virker efter hensigten. Stk. 3. Den enkelte arbejdsgiver på byggepladsen skal tage hensyn til de anvisninger vedrørende planlægningen og koordineringen af sikkerheden og sundheden på byggepladsen, der kommer fra bygherrens koordinatorer, jf. bekendtgørelse om bygherrens pligter. … Kapitel 6 Adgangs- og transportveje § 35. Byggepladsen skal være indrettet med et tilstrækkeligt antal adgangsveje og transportveje af en sådan størrelse og beskaffenhed, at færdslen kan foregå uden fare for sikkerhed eller sundhed. Adgangs-, transport- og færdselsarealer skal i fornødent omfang være indrettede, så egnede tekniske hjælpemidler kan anvendes. Stk. 2. Placeringen, antallet og dimensionerne af døre, porte, lemme, m.v. skal være forsvarlige under hensyn til arbejdets art og forholdene i øvrigt. Døre m.v. skal bestå af egnede materialer og være udformet og indrettet således, at de let kan åbnes, lukkes og passeres uden risiko. Stk. 3. Det skal så vidt muligt tilstræbes, at adgangs- og transportvejene for kørende og gående trafik holdes adskilt, og at køreveje er ensrettede. Hvor dette ikke er muligt, skal der etableres en passende sikkerhedsafstand mellem den kørende og gående trafik. Stk. 4. Det skal sikres, 1) at veje er bæredygtige, når de benyttes, uanset vejrliget, 2) at adgangsveje fra offentlig vej og parkeringsplads til omklædningsrum og veje mellem skure kan befærdes i normalt fodtøj, og 3) at adgangsveje fra omklædningsrum til arbejdspladser kan befærdes i arbejdsfodtøj. … § 37. Veje og færdselsarealer for kørende materiel skal forsynes med passende værn, hvis de er hævet over tilstødende arealer med mere end 3 meter høje skråninger eller mere end 1 meter høje lodrette spring. Det samme gælder ved mindre højde, hvis nedstyrtning på underliggende arealer er forbundet med særlig fare. Stk. 2. Færdselsveje og -arealer skal holdes jævne og fri for materialer eller genstande, der kan være til fare for færdslen. Skakter, huller og lign. skal overdækkes eller afspærres. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere … Kapitel 2 Påbud om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere … § 6. Arbejdsgiveren skal efterkomme påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, når Arbejdstilsynet afgiver en eller flere afgørelser om overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen om et eller flere komplekse og alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed og som angivet i kapitel 3, når overtrædelserne er 1) konstateret ved et enkeltstående tilsyn eller ved et tilsynsforløb bestående af screening og et deraf efterfølgende tilsyn, og 2) konstateret ved tilsyn med arbejde tilknyttet én produktionsenhed. Stk. 2. Der afgives ikke påbud efter stk. 1, hvis arbejdsgiveren inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted, og løsningen umiddelbart kan overføres. … Kapitel 3 Komplekse og alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen … Det fysiske område … § 21. Adgangs- og transportveje for gående og kørende på en byggeplads, hvor der ikke er truffet foranstaltninger til sikring af, at de er bæredygtige uanset vejrlig og færdsel, eller hvor de ikke er holdt jævne og fri for materialer eller genstande, der kan være til fare for færdslen.