Årsagssammenhæng og påregnelighed, j.nr. 11-520-18924
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/10296@2011-11-25/da
Indhold
Årsagssammenhæng og påregnelighed, j.nr. 11-520-18924
Ansøgers ægtefælle døde af en hjerneblødning efter at være blevet skubbet omkuld 2 gange og slået én gang i hovedet. Ansøger nedlagde i retten og senere overfor nævnet påstand om forsørgertabserstatning, overgangsbeløb og transportudgifter i forbindelse med mandens indlæggelse. Der blev overfor skadevolderen rejst tiltale efter straffelovens § 245, jf. § 246, for at have forvoldt ansøgers ægtefælles død. Der skete imidlertid kun domfældelse for overtrædelse af straffelovens § 244, da retten ikke fandt, at ”den til domfældelse i en straffesag fuldt ud tilstrækkelige sikkerhed for årsagssammenhæng mellem hjerneblødningen og den vold, som skadevolderen havde udøvet” var bevist. Retten undlod med henvisning til retsplejelovens § 992 at tage stilling til erstatningskravet. Overfor nævnet gjorde ansøgers advokat gældende, at henvisning til retsplejelovens § 992 indebar, at retten ville have anset skadevolderen erstatningsansvarlig i en sag herom på trods af, at det tilstrækkelige bevis for årsagsforbindelse til domfældelse i en straffesag ikke var bevist. Nævnet afslog ansøgningen med henvisning til offererstatningslovens § 6 a på grund af manglende årsagssammenhæng. Nævnet lagde vægt på, at skadevolder ved dommen blev frikendt for at have forvoldt ansøgerens ægtefælles død og i stedet blev dømt for vold efter straffelovens § 244. Nævnet bemærkede desuden, at det efter offererstatningslovens § 1 er en betingelse for at være berettiget til erstatning, at der er sket en overtrædelse af straffeloven. Nævnet kunne derfor ikke tilkende erstatning i en sag, hvor den strafferetlige vurdering af årsagsforbindelsen førte til, at skadevolderen blev frifundet for at have forvoldt skaden.