Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/10348@2011-06-03/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold
Et diskotek havde et koncept med Ladies Night, hvor de tilbød deres kvindelige gæster at købe seks drinksbilletter for 100 kr. Det fremgik ikke af tilbuddet, at det også var gældende for mænd. Ligebehandlingsnævnet fandt, at indklagede havde handlet i strid med ligestillingsloven ved at ikke at udforme tilbuddet, så det var gældende for begge køn.
Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med at et diskotek tilbød deres kvindelige gæster at købe seks drinksbilletter for 100 kr. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med ligestillingsloven, at indklagede tilbød seks drinksbilletter for 100 kr. til kvindelige gæster, når det ikke fremgik, at tilbuddet også var gældende for mænd. Sagsfremstilling Der er klaget over, at et diskotek i forbindelse med et arrangement, de kalder Ladies Night, tilbød deres kvindelige gæster at købe seks drinksbilletter for 100 kr. uden at have samme tilbud til mænd. Diskoteket har efterfølgende ændret deres markedsføring, så deres tilbud ikke længere kun er gældende for kvinder. Parternes bemærkninger Klager påstår, at det var en overtrædelse af ligestillingsloven, at indklagede havde et tilbud til deres kvindelige gæster om at købe seks drinksbilletter for 100 kr. når de ikke havde samme tilbud til mænd. Der er ikke oplysninger om at, klager selv havde besøgt diskoteket. Indklagede påstår, at tilbuddet også var gældende for mænd. Indklagede henviser til, at det var forkert af dem at udforme tilbuddet, så det fremstod som "kun for piger", og at de fremover ikke vil gøre brug af formuleringen i deres markedsføring. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagede har overtrådt lov om ligestilling af mænd og kvinder, ved at tilbyde deres kvindelige gæster seks drinksbilletter for 100 kr. Nævnet har lagt vægt på at det ikke fremgik af tilbuddet, at det også var gældende for mænd. Indklagede har herefter ikke godtgjort, at forskelsbehandlingen ikke skyldtes køn, hvorfor det fremsatte tilbud er i strid med lov om ligestilling af mænd og kvinder. Godtgørelse I en situation som den foreliggende, hvor klager ikke har været mødt op hos indklagede, finder nævnet ikke, at klager har været udsat for en krænkelse, der berettiger ham til en godtgørelse.