Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - uddannelse - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/10387@2011-05-18/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - uddannelse - ej medhold
J.nr. 2500258-10 En 36 årig kvinde, der blev ikke udvalgt til at deltage i den 2. optagelsesprøve på scenografuddannelsen, følte sig forskelsbehandlet på grund af sin alder. Ligebehandlingsnævnet fandt, at der ikke var sket overtrædelse af forskelsbehandlingsloven hverken i forbindelse med 1. eller 2. optagelsesprøve, da der var ikke skabt en formodning for, at klageren var blevet forskelsbehandlet pga. alder.
Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at en ansøger ikke gik videre efter den 1. optagelsesprøve til uddannelsen som scenograf på en teaterskole. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Indklagede har ikke udsat klager for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med indkaldelsen til og afholdelsen af den 1. optagelsesprøve til uddannelsen som scenograf. Sagsfremstilling Klager, der er født i 1975, søgte i 2010 om at blive optaget som scenografstuderende hos indklagede, en teaterskole. Det fremgår af vejledningen til optagelsesprøven 2010, at skolen hvert år optager to scenografstuderende. For at blive optaget på scenografuddannelsen skal der gennemføres tre prøver: - Den 1. prøve, hvor alle ansøgere skal præsentere det materiale, som de har indsendt på forhånd - Den 2. prøve, hvor 8-12 ansøgere skal gennemføre nogle praktiske opgaver og have en kort samtale med juryen - Den 3. prøve, hvor 4-8 ansøgere skal løse en større opgave og have et interview med juryen. Klager deltog i den 1. optagelsesprøve i marts 2010. Ved brev af 29. marts 2010 meddelte skolen klager, at juryen havde vurderet ansøgningerne og det indsendte materiale, og at klager ikke var blandt de 10 ansøgere, som juryen havde udvalgt til at deltage i den 2. optagelsesprøve. Juryen havde ved udvælgelsen og vurderingen af ansøgningerne lagt vægt på forståelse, form- og farvesikkerhed, originalitet og funktionalitet i det indsendte materiale. Juryen havde udvalgt de ansøgere, som efter juryens vurdering bedst levede op til kravene. Parternes bemærkninger Klager mener, at hun blev afvist ved optagelsen til scenografuddannelsen, fordi hun var for gammel. Det er klagers opfattelse, at hun var blevet kasseret på forhånd, idet hun ikke blev indkaldt til den 1. optagelsesprøve, som alle har ret til. Først dagen før optagelsesprøven fik klageren en standardmail fra skolen med mødetidspunktet. Klager oplyser, at hun blev kaldt "et gammelt røvhul med meget stort talent". Klager mener, at to medlemmer af juryen begge var af den opfattelse, at klager var "et gammelt røvhul hvilket de begge nikker samtykkende hen imod mig under min første optagelsesprøve". Klager ønsker 160.000 kr. til en tilsvarende uddannelse samt en undskyldning og moralsk oprejsning. Indklagede afviser, at klager blev udsat for diskrimination i forbindelse med den 1. optagelsesprøve. Indklagede henviser til, at der var sket en fejl ved indtastningen af klagers adresse, og at klager derfor ikke havde modtaget invitationen til den 1. prøve i sin e-mail postkasse. Indklagede henviser videre til en udtalelse fra juryens formand, der har oplyst, at det er vigtigt for juryen, at 1. prøven foregår i en god og positiv stemning for at give aspiranten ro til at udfolde sine tanker. Formanden byder derfor velkommen til hver af aspiranterne til den 1. prøve ved at sige, at vedkommende bare skal slappe af og give sig god tid til at samle sine tanker, og at juryen kun er interesseret i at hjælpe vedkommende gennem prøven for at få det bedste indtryk af aspirantens tanker og ideer. Klager blev også budt velkommen på denne måde, da hun mødte til den 1. prøve, hvorefter hun svarede, at hun var nervøs for, at juryen ville være nogle "gamle røvhuller". Hertil svarede formanden, at juryen på ingen måde havde glæde af - eller intentioner om - at være "nogle røvhuller", da juryens eneste ønske var at lære klagers tanker og ideer at kende. Det er formandens opfattelse, at prøven herefter forløb fint, og at juryen sørgede for at bevare den gode stemning til trods for, at klager var ret nervøs. Formanden kan ikke genkende klagers gengivelse af den hårde tone under den 1. optagelsesprøve. Det eneste moment som efter formandens opfattelse kan have stødt klageren var, at formanden bad klager om at holde sit fokus på det indsendte materiale frem for at begynde at fortælle juryen om en bog, som hun var ved at skrive. Dette skyldtes, at der kun er kort tid ved den 1. prøve, og at det er vigtigt både for juryens bedømmelse og aspirantens chancer for at gå videre, at aspiranten holder sig til de indsendte opgaver. Formanden oplyser, at hun opfordrede klager til at holde fokus på en meget venlig og rolig måde, og at der heller ikke her var tale om en hård tone. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse (forskelsbehandlingsloven). Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Ligebehandlingsnævnet finder ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at indklagede i forbindelse med indkaldelsen til og afholdelsen af den 1. optagelsesprøve udsatte klager for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder. Nævnet finder heller ikke, at der er påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at det var på grund af klagerens alder, at hun ikke blev udtaget til at deltage i den 2. optagelsesprøve. Indklagede har derfor ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.