Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/10394@2011-08-31/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - medhold

J.nr. 2500294-10 En 65-årig kvinde blev opsagt fra sit job som børnesagkyndig i en statsforvaltning. Indklagede havde begrundet opsigelsen i manglende bevillinger. Det var de to ældste, i den børnesagkyndige gruppe, som blev opsagt. Ligebehandlingsnævnet fandt, at indklagede ikke havde godtgjort, at klagers alder ikke havde været en medvirkende årsag til opsigelsen. Klager blev tilkendt en godtgørelse på 175.000 kr. svarende til ca. fire måneders løn

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med at en 65-årig kvinde blev opsagt fra sit job som børnesagkyndig rådgiver på grund af manglende bevillinger. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev opsagt i forbindelse med manglende bevilling. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 175.000 kr. med procesrenter fra den 9. december 2010, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager blev ansat i en statsforvaltning den 1. januar 2007, som psykolog/børnesagkyndig rådgiver med arbejdssted i X by. Den 30. juli 2009 blev hun afskediget med fratrædelse den 31. december 2009. Begrundelsen for afskedigelsen var manglende bevillinger for 2010. Det fremgik af den skriftlige opsigelse, at udvælgelsen, af hvilke medarbejdere der skulle afskediges, skete på baggrund af kriterierne - Produktivitet og faglig dygtighed - Fleksibilitet - Samarbejdsevner - Projektansvar - Innovation Det fremgik også, at man ved udvælgelsen af klager havde taget udgangspunkt i lønsumsbelastningen i den børnesagkyndige gruppe samt hensynet til gruppens fremtidige struktur. Der blev lagt særlig vægt på produktiviteten, idet statsforvaltningen af hensyn til dens samledes produktivitet var nødt til at reducere antallet af tværfaglige møder med henblik på at reducere tidsforbruget på samværssager og dermed øge produktiviteten sammenlignet med andre statsforvaltninger. Hun er nu genansat i statsforvaltningen, men i en anden by. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at opsigelsen af hende er udtryk for forskelsbehandling på grund af alder. Hun ønsker en godtgørelse på grund af dette. Klager henviser til, at hun var den børnesagkyndige i gruppen på 8, som havde den højeste løn. Dette havde hun i kraft af sin alder på 65 år. Hun havde en overenskomstmæssig ret til at oppebære en aldersbonus på 3 procent af sin grundløn, samt en månedlig betalt fridag på baggrund af Statsforvaltningens seniorpolitik. Gruppen bestod af 6 socialrådgivere og 2 psykologer. Hun var den ældste psykolog og fik i kraft af de seniorpolitiske ydelser også en højere løn end sin 11 år yngre psykologkollega. Hun mener, at hun derfor var den, der udgjorde den største lønsumsbelastning. Hun forstår ikke, at indklagede hævder, at hun var den næstlavest lønnede psykolog ud af de i alt 5 psykologer, der var ansat i hele Statsforvaltningen. Klager anfører, at opsigelsen ikke skyldtes, at hun var uegnet til at udføre sit arbejde. Ud over klager, der var den ældste i gruppen, blev den næstældste på 61 år også opsagt. Klager har fremlagt en sandsynlighedsberegning fra en professor i økonomi, hvoraf det fremgår, at sandsynligheden for at det er de to ældste, der bliver afskediget, hvis alder ingen betydning er tillagt, er 1/28, mens sandsynligheden for et andet afskedigelsesmønster er 27 gange højere, nemlig 27/28. Klager har i sit svar på den varslede fyring anført, at hun af en kontorchef fik oplyst, at det ikke var på grund af hendes alder, man påtænkte at afskedige hende, men på grund af lønnen. Lønnen var netop høj på grund af de seniorpolitiske tiltag. De to job, hun har haft efter opsigelsen, er forskellige fra det job, hun blev opsagt fra, idet der i 2010 var tale om en etårig aftale, og idet hendes aktuelle job medfører, at hun skal pendle 129 kilometer hver vej mellem bopæl og Y by. Indklagede gør gældende, at der ikke var tale om forskelsbehandling i forbindelse med opsigelsen. Indklagede henviser til, at statsforvaltningen ikke i sine beregninger af medarbejdernes lønsumsbelastning medtog lønsumseffekten af diverse seniorordninger. Indklagede fandt ud fra en samlet vurdering i forhold til de opstillede kriterier og hensyn, at klager var en af de medarbejdere, der bedst kunne undværes for at opnå de nødvendige besparelser. På afskedigelsestidspunktet var klager en ud af en gruppe på 5 psykologer ansat i statsforvaltningen, og hendes løn var den næstlaveste i denne gruppe. Indklagede har ved denne sammenligning ikke medregnet udgifter til seniorpolitiske ordninger, idet de heller ikke har set på, om andre medarbejdere måtte have haft ret til at gøre brug af familiepolitiske ordninger, som eksempelvis barnets første og anden sygedag, omsorgsdage o.lign. Indklagede henviser også til, at der i forbindelse med bevillingsudmeldingen i slutningen af 2009 viste sig mulighed for at genansætte nogle af de afskedigede medarbejdere. Dette betød blandt andet, at klager blev genansat som børnesagkyndig rådgiver i en midlertidig ansættelse fra 1. januar 2010 til 31. december 2010. Med udgangen af 2010 blev en stilling som børnesagkyndig rådgiver ledig på Statsforvaltningens afdelingskontor i Y by. Klager blev tilbudt denne ansættelse, hvilket hun tog imod. Hun er derfor igen fastansat på fuld tid med virkning fra 1. januar 2011. Hendes løn og arbejdsforhold, bortset fra arbejdsstedet, er uændrede i forhold til det, hun blev opsagt fra. Indklagede finder, at det forhold, at klager blev genansat i en fast stilling, er udtryk for, at der hverken ved ansættelse eller afskedigelse tages andet end saglige hensyn. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis på grund af alder vil stille personer ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Ligebehandlingsnævnet har lagt til grund, at indklagede havde behov for en reduktion i antallet af medarbejdere, idet finanslovsbevillingen for 2010 ikke var tilstrækkelig til at dække de forventede udgifter til løn og drift. Nævnet har lagt vægt på, at det var de to ældste i den børnesagkyndige gruppe på otte medarbejdere, der blev opsagt. Nævnet finder derfor, at der efter en samlet vurdering er anledning til at formode, at klager har været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af sin alder. Indklagede har i opsigelsen og i sagsforløbet henvist til de kriterier, der er lagt til grund for udvælgelsen af medarbejdere til opsigelse. Indklagede har imidlertid ikke konkret forholdt sig til, hvordan klager i forhold til de andre ansatte blev vurderet ud fra de enkelte kriterier. Indklagede har alene henvist til, at det ud fra en samlet vurdering i forhold til disse kriterier, var klager, der bedst kunne undværes for at opnå de nødvendige besparelser. Ligebehandlingsnævnet finder på den baggrund ikke, at indklagede har godtgjort, at klagers alder ikke har været medvirkende årsag til, at hun blev opsagt. Klager får derfor medhold i klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 175.000 kr., svarende til cirka fire måneders løn. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde, lønnens størrelse og det i øvrigt oplyste i sagen, herunder at klager er blevet genansat med samme løn- og ansættelsesforhold dog i en by væsentlig længere væk fra hendes bopæl. Indklagede skal herefter betale 175.000 kr. til klager med procesrenter fra den 9. december 2010, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.

Versioner

1. 2011-08-31