Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - stillingsopslag - ansættelse - medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/10397@2011-10-14/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - stillingsopslag - ansættelse - medhold
J.nr. 2500059-11 Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at en 39-årig mand søgte et job i en virksomhed, der i stillingsannoncen søgte medarbejdere under 20 år. Klager fik herefter afslag på sin ansøgning. Ligebehandlingsnævnet fandt, at indklagede havde udsat klager for forskelsbehandling. Klager blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr. Nævnet afsagde dissens for så vidt angik godtgørelsens størrelse.
Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at en 39-årig mand søgte et job med pakning og kvalitetssikring i en designvirksomhed. Det fremgik af stillingsoplaget, at virksomheden søgte medarbejdere under 20 år. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede i en stillingsannonce søgte medarbejdere under 20 år. Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager fik afslag på sin ansøgning under henvisning til, at indklagede søgte en studerende under 20 år. Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 25.000 kr. med procesrente fra den 14. marts 2011, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling En designvirksomhed søgte under overskriften "sabbatårs job" en fuldtidsmedarbejder til pakning og kvalitetssikring af virksomhedens produkter. Der blev søgt en pålidelig og stabil yngre medarbejder, og den øvre aldersgrænse var 20 år. Ansøgningsfristen var den 14. januar 2011. Klager, en mand på 39 år, søgte den 11. januar 2011 jobbet som pakkerimedarbejder. Han oplyste i ansøgningen, at han var uddannet cand.mag. i historie, og at han blandt andet havde arbejdet for et flyttefirma og forskellige budfirmaer. Klager modtog den 14. januar 2011 en e-mail fra virksomheden, hvoraf fremgik: "Som der stod i opslaget søger vi en studerende under 20 år." Parternes bemærkninger Klager påstår, at annonceringen og afslaget på stillingen er i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager ønsker at få tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr. Klager henviser til, at han fik afslag på ansøgningen med henvisning til, at indklagede, som der stod i stillingsopslaget, søgte en studerende under 20 år. Klager havde begrundet sin ansøgning med, at han på grund af ledighed søgte bredt, og at han tidligere havde haft lignende ikke-akademisk arbejde. Klager henviser i den forbindelse til, at dagpengereglerne er blevet strammet, så alle ledige uanset uddannelse skal søge meget bredt, også ufaglærte jobs, for ikke at miste dagpengeretten. Klager har tidligere arbejdet med pakkearbejde. Klager betragter det efterfølgende tilbud om samtale som irrelevant nu, hvor stillingen er besat til anden side. Klager afviste at komme til samtale, fordi han antog, at der var tale om en ren proforma-samtale. Indklagede afviser, at det har været hensigten at aldersdiskriminere, og beklager, at der i jobopslaget blev henvist til alder. Indklagede henviser til, at der er tale om en relativt ny virksomhed, som ikke har haft ordentlige procedurer for annoncering efter nye medarbejdere. Jobbet som pakkemedhjælper er begrænset til en periode på 6-12 måneder. De ansatte er typisk unge, som har afsluttet en ungdomsuddannelse øg ønsker et sabbatår. Fejlen forklares i øvrigt med, at lederen af pakke-teamet, som stod for jobopslaget og svarede på ansøgningerne, selv kun er 19 år. Indklagede mener, at virksomheden har en fuldt ud legitim interesse i at sikre det bedst mulige arbejdsmiljø i pakkegruppen. Da gennemsnitsalderen i gruppen er omkring 18 år, og lederen er 19 år, er indklagede generelt nervøs for, hvordan arbejdsmiljøet vil blive påvirket, hvis der ansættes en medarbejder, der er væsentlig ældre. Indklagede vil dog ikke udelukke, at der kan findes ældre personer, som vil kunne passe ind i et så ungt team af medarbejdere, men at det vil stille store krav til den ældre medarbejder, der skal kunne acceptere at have en 19-årig som chef. Indklagede henviser videre til, at der er tale om to sager, hvor klagerne tilsyneladende har et nært fællesskab, da de synes at have samme adresse. Indklagede har tilbudt, at klagerne, der følte sig aldersdiskrimineret, kunne komme ind til samtale, men det ønskede de ikke. Efterfølgende har indklagede i april 2011 ansat med medarbejder på 34 år og i maj en medarbejder på 60 år i pakkeriet. Det er på baggrund af klagernes faktiske forhold og erfaringer, herunder deres CV, sammenholdt med det forhold, at klagerne kender hinanden godt, indklagedes opfattelse, at ingen af klagerne havde en reel interesse i jobbet, men snarere søgte en ekstra indtægt ved at klage. Indklagede henviser i den forbindelse til, at ingen af klagerne tog imod invitationen til at komme til samtale. Hvis Ligebehandlingsnævnet vil pålægge indklagede en kompensation, vil det være byrdefuldt og ude af proportioner med forseelsen, hvis indklagede skal betale kompensation til begge klagere. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet (forskelsbehandlingsloven), at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse. Hvis en ansøger til en ledig stilling bliver udsat for forskelsbehandling på grund af alder, kan Ligebehandlingsnævnet tilkende en godtgørelse. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Det fremgår også af loven, at en arbejdsgiver ikke ved annoncering må angive, at der søges eller foretrækkes en person af en bestemt race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse eller med en bestemt alder eller med handicap. Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagede har overtrådt annonceringsforbuddet, da det fremgik af jobopslaget, at den øvre aldersgrænse var 20 år. Ligebehandlingsnævnet finder også, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at indklagede udsatte klager for direkte forskelsbehandling, da han søgte job i pakkegruppen. Nævnet har herved lagt vægt på, at der i afslaget den 14. januar 2011 alene blev refereret til, at der stod i opslaget, at indklagede søgte en studerende under 20 år. Nævnet finder ikke, at indklagede har løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket i forbindelse med afslaget. Nævnet har herved lagt vægt på afslagets ordlyd sammenholdt med indklagedes oplysninger til nævnet om, at hensynet til arbejdsmiljøet i pakkegruppen tilsagde, at den person, der skulle ansættes, ikke måtte være ældre. Det kan således ikke medføre en ændret vurdering, at indklagede inviterede klager til en samtale, da virksomheden blev opmærksom på, at der kunne være tale om aldersdiskrimination. Det kan heller ikke medføre en ændret vurdering, at indklagede efterfølgende har ansat to ældre medarbejdere. Indklagede har derfor overtrådt forbuddet mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Godtgørelse Et af nævnets medlemmer finder, at klager ikke har ret til godtgørelse. Dette medlem henviser til, at sagen er indbragt for Ligebehandlingsnævnet af klagers fagforbund (M) den 14. marts 2011. Den 4. april 2011 modtog nævnet klageskift fra et andet forbund (J) vedrørende en 31-årig kvinde (L), som har bopæl i samme ejendom og på samme etage som klageren (Ligebehandlingsnævnets j. nr. 2500092-11). Klageren fremsendte sin ansøgning på stillingen med e-mail af 11. januar 2011 kl. 10.51, mens L havde sendt sin ansøgning med e-mail samme dag kl. 10.20. Hvor klageren i sin ansøgning anførte sin alder som 39 år, oplyste L i sin e-mail, at hun var 31 år. Klageren modtog afslag på sin ansøgning. Indklagede anførte i e-mail af 14. januar 2011 til klageren: "Som der stod i opslaget søger vi en studerende under 20 år". I e-mail af 14. januar 2011 videresendte klageren denne e-mail til sagsbehandleren i M med følgende bemærkning: "Her er afslaget og den uddybning jeg ønskede". L modtog afslag på sin ansøgning med e-mail af 14. januar 2011. I e-mail af 19. januar 2011 skrev L til indklagede: "Tak for besked. Kunne du mon uddybe afslaget så jeg måske kan lære af det? " Klageren præsenterer sig selv som journalist og foredragsholder, mens L er journalist. Klageren og L har begge ansøgt om stillingen som "fuldtidshjælp til pakning og kvalitetssikring af vores produkter" hos indklagede, selv om det må have stået dem klart, at de ikke opfyldte den annoncerede ulovlige aldersbetingelse for ansættelse på 20 år. Det er tydeligt, at klageren og L har koordineret deres henvendelser til indklagede med det formål at opnå afslag på deres ansøgninger. Ansøgningerne tjener alene som facadelegitimation for et postulat om en krænkelse, som ikke har fundet sted. Hverken klageren eller L er således berettiget til at få tilkendt godtgørelse. To medlemmer finder, at klager skal tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 25.000 kr. Disse medlemmer har herved lagt klagerens oplysninger til grund om, at han var uden arbejde inden for sit primære arbejdsområde, men havde de fornødne kvalifikationer til at bestride arbejdet og tidligere havde været beskæftiget med lignende arbejde. Disse medlemmer kan herefter ikke blot på grundlag af sammenfaldet tidsmæssigt og bopælsmæssigt udelukke, at ansøgningerne var alvorligt ment. Den omstændighed, at indklagede havde tilsidesat reglerne om ligebehandling allerede med annoncen, ændrer ikke herved. Ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse skal ikke blot henses til den krænkelse, klageren har lidt, men også til, at den skal have en præventiv effekt. Disse medlemmer har på den baggrund ikke fundet anledning til at fravige det almindelige udgangspunkt i praksis sammenholdt med et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder forløbets karakter og alvor. Efter flertallets bestemmelse tilkendes klager en godtgørelse på 25.000 kr. Indklagede skal herefter betale 25.000 kr. til klager med procesrente fra den 14. marts 2011, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.