Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - medhold

GældendeVersion 2011-10-28
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/10401@2011-10-28/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - medhold

J.nr. 2500193-11 Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager på 34 år fik afslag på en stilling som bestyrer af en butik. Indklagede havde oplyst klager om, at de gerne ville "have en yngre profil" til deres butik. Der var herved påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at indklagede havde udøvet forskelsbehandling på grund af klagers alder. Uanset at indklagede efter sagens indbringelse for Ligebehandlingsnævnet havde begrundet afslaget til klager med hans anciennitet og det forhold, at indklagede ikke kunne matche klagers forventede lønkrav, havde indklagede ikke løftet bevisbyrden for, at alder ikke havde haft indflydelse på afslaget til klager. Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afslag på stilling som bestyrer af butik. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at du fik afslag på ansøgning til stillingen som butiksbestyrer hos indklagede. Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til dig på 25.000 kr. med procesrente fra den 25. juli 2011, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager er 34 år. Han har 10 års erfaring som butikschef indenfor beklædning. Den 21. juni 2011 søgte klager via mail et job som butikschef i indklagedes butik i [by]. Klager og indklagede havde efterfølgende en dialog via mail, hvor indklagede blandt andet spurgte til klagers interesse for indklagede, hans erfaring og referencer fra tidligere arbejdsgivere. I mail af 23. juni 2011 skrev indklagede, at klager ville høre fra indklagede, når de skulle arrangere samtaler. Den 18. juli 2011 skrev klager til indklagede og forespurgte, om der forelå nyt i ansættelsesprocessen. Den 21. juli 2011 skrev indklagede i mail til klager blandt andet "Vi er kommet frem til at vi gerne vil have en yngre profil til butikken i [by] så det stemmer overens med konceptet. Tak for din interesse og held og lykke med jobsøgningen". Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling i forbindelse med ansøgning til stilling som butikschef. Afslaget til klager var alene begrundet i hans alder. Anciennitet og lønkrav blev ikke på noget tidspunkt nævnt i den dialog, klager havde med indklagede. Klager blev således ikke på noget tidspunkt spurgt om hans lønkrav til stillingen. Da der i høj grad var tale om "arbejdsgivers marked" i forhold til ansættelser, mener klager ikke, at indklagede nu kan konkludere, at klager var for dyr. Dette forhold gør sig især gældende i detailbranchen, hvor der er meget store udsving i lønningerne. Et afslag der ordret lyder "Vi ønsker en yngre profil" uden at nævne andre forhold, kan kun tolkes som en vægtning af kriteriet alder. Det undrer derfor klager, at indklagede nu henviser til uenighed om lønnen som årsag til afslag på stillingen til klager. Efter selv at have spurgt indklagede om alderen på deres målgruppe, fik klager svaret 25 - 35 år. Da han selv var 34 år, synes han bestemt ikke, at han faldt udenfor rollen som bestyrer i en butik med denne målgruppe. Klager havde denne dialog med Kundeservice og ikke med HR-afdelingen. Indklagede gør gældende, at der ikke er tale om forskelsbehandling på grund af alder. Afslaget på stillingen blev ikke givet på grund af alder. Hvis det var tilfældet, ville indklagede have sendt et afslag til klager tidligere i processen og ikke have indgået i en dialog med klager. Indklagede tog ved vurderingen højde for deres lave lønbudget og vurderede derfor, at en person med kortere anciennitet ville kræve mindre i løn. Indklagede har i sin medarbejdergruppe stor spredning på alder, hudfarve og etnisk oprindelse. Indklagede arbejder kun for mangfoldighed i virksomheden. Indklagede har en bred kundegruppe og vil gerne repræsentere flere aldersgrupper. Der er også bestyrere ansat, der er over 30 år. Bestyreren af butikken i [butik og by] er i dag 32 år, og bestyreren af butikken i [butik og by] er også fyldt 30 år. Med hensyn til klagers henvisning til alderen på deres målgruppe afviser indklagede at have haft denne dialog med klager. Indklagede har lagt vægt på at finde en profil, der kunne matche butikken i [by]. Da butikken ikke er særlig stor og ikke har en stor omsætning, har der været fokus på lønomkostningerne, og indklagede er gået på kompromis med kravet om bestyrererfaring. Da klager og indklagede havde en dialog på et meget tidligt stadie, var det ikke aktuelt at diskutere løn. Det er normalt en del af en personlig samtale. Lønnen for bestyrere med anciennitet og erfaring hos indklagede ligger over 28.000 kr. Den nye bestyrer i [by] får 24.000 kr. Indklagede valgte derfor en profil, der ikke ville kræve så meget i løn i kraft af mindre erfaring. Indklagede vurderede, at klager med 10 års bestyrererfaring ville være dyrere at ansætte. Indklagede beklager, at formuleringen i afslaget kan misforstås, da de ikke har nogen intentioner om at diskriminere. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af blandt andet en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Indklagede har i mail af 21. juli 2011 oplyst klager om, at de gerne ville "have en yngre profil" til deres butik. Der er herved påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede har udøvet forskelsbehandling på grund af klagers alder. Nævnet finder ikke, at indklagede har løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Uanset at indklagede efter sagens indbringelse for Ligebehandlingsnævnet har begrundet afslaget til klager med hans anciennitet og det forhold, at indklagede ikke kunne matche klagers forventede lønkrav, har indklagede ikke løftet bevisbyrden for, at alder ikke har haft indflydelse på afslaget til klager. Klager får derfor medhold i sin klage. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 25.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete krænkelse. Indklagede skal herefter betale 25.000 kr. til klager med procesrente fra den 25. juli 2011, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.

Versioner

  1. 2011-10-28