Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/10410@2011-12-14/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold

J.nr. 2500058-11 Ved en afskedigelsesrunde i juni/juli 2010 opsagde en virksomhed i alt ni medarbejdere, mens to medarbejdere overgik til pension. Alderen for de afskedigede ni medarbejdere var henholdsvis 30 år, 31 år, 42 år, 47 år, 57 år, 60, 61 år samt to på 62 år, hvoraf klager var den ene. Ligebehandlingsnævnet lagde til grund, at antallet af ældre medarbejdere udgjorde en væsentlig andel af den samlede medarbejdergruppe hos indklagede. Andelen af ældre afskedigede var dog ikke uforholdsmæssig stor i forhold til alderssammensætningen af den samlede medarbejderstab i virksomheden. Ligebehandlingsnævnet fandt derfor, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at indklagede havde udsat klager for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afskedigelsen. Indklagede havde derfor ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afskedigelsen af klager. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget den 9. juli 2010. Klager er født den 5. april 1949. Hun har arbejdet som korrespondent hos indklagede fra august 1992 til juli 2010, hvor hun blev afskediget. På grund af omstruktureringer blev klager i 2006 ansat som korrespondent i Serviceafdelingen. Denne afdeling håndterede montørernes arbejde på maskiner hos kunder. Klagers primære arbejdsopgaver bestod i skrivning af breve og rapporter, ligesom hun skulle oversætte og skrive korrespondance på engelsk, tysk og spansk. Endelig skulle hun også medvirke til skrivning og arkivering af forskellige former for korrespondance og salgsmateriale. Den 1. august 2007 blev klager tilbudt stillingen som projektassistent i Projektafdelingen. Denne afdeling var ansvarlig for håndteringen af indklagedes kundeprojekter. Klagers arbejdsopgaver var her at assistere med oversættelser, bestilling af rejser, lave hotelreservationer for virksomhedens kunder, samt at oversætte og renskrive servicerapporter for Serviceafdelingen. Sidstnævnte arbejdsopgave udgjorde cirka 60 procent af klagers arbejde. Den 1. marts 2010 flyttede hun til Dokumentationsafdelingen, hvor hun primært arbejdede med oversættelse og udarbejdelse af tekniske manualer. Den 9. juli 2010 blev klager opsagt til fratræden den 31. januar 2011. Af opsigelsen fremgår, at klager blev opsagt ud fra et forretningsmæssigt synspunkt. Med udviklingen i virksomheden var de funktioner, som klager tidligere havde varetaget som korrespondent, minimale. Siden august 2007 havde klager derfor arbejdet som projektassistent i Projektafdelingen. Da der senere ikke var tilstrækkelig med arbejdsopgaver i denne afdeling, var der enighed om, at klager fra 1. marts 2010 skulle arbejde i Dokumentationsafdelingen. Det faktum, at Dokumentationsafdelingen fremadrettet havde behov for en person med en ingeniørlignende-/teknisk profil, var grundlaget for opsigelsen. Af fremlagt oversigt over medarbejdere hos indklagede pr. 29. juni 2010 fremgår følgende om alderssammensætningen: Funktionærer: >60 Syv mænd og to kvinder >50 & >60: 25 mænd og 8 kvinder >40 & >50: 28 mænd og 11 kvinder >30 & >40: 24 mænd og 8 kvinder >20 & >30: 6 mænd og 2 kvinder I alt: 90 mænd og 31 kvinder. Timelønnede: >60: 24 mænd >50 & >60: 39 mænd >40 & >50: 37 mænd og 1 kvinde >30 & >40: 24 mænd >20 & >30: 23 mænd I alt: 147 mænd og én kvinde Af fremlagt oversigt fremgår det, at følgende medarbejdere blev afskediget: Ulla (f. 1948) Henning (f. 1949) Geert (f. 1950) Jan (f. 1953) Frank (f. 1963) Hans (f. 1968) Sam (f. 1979) Gabriel (f. 1980) Derudover overgik to medarbejdere til pension, ligesom klager blev afskediget den 9. juli 2010. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afskedigelsen i juli 2010. Hun har løftet bevisbyrden for, at indklagede har udøvet aldersdiskrimination. Hun har derfor ret til maksimal godtgørelse. Med hensyn til indklagedes afvisningspåstand, så bør sagen behandles af Ligebehandlingsnævnet. Det er ikke nødvendigt at afdække hændelsesforløbet ved vidneafhøringer. Alene det faktum, at der er udbetalt fratrædelsesgodtgørelser er en tydelig indikation af, at man har løst behovet for en reduktion af medarbejderstaben ved at skille sig af med de ældste medarbejdere. Gruppen af ansatte, der var over 60 år, er overrepræsenterede i gruppen af opsagte medarbejdere, når der henses til alderssammensætningen af personalegruppen. Indklagede har oplyst, at der pr. 29. juni 2010 var blevet afskediget i alt 10 medarbejdere, hvoraf to var overgået til pension. Alderen for de øvrige var henholdsvis 30, 31, 42, 57, 60, 61 og to medarbejdere på 62 år. Klager bestrider, at afskedigelsen alene skete på baggrund af behovet for ændrede kompetencer i afdelingen. Hun beskæftigede sig gennem 18 år med udarbejdelsen af tekniske manualer og havde derigennem oparbejdet et vist produktkendskab og teknisk ekspertise. Klager bestrider derfor, at hun ikke var i besiddelse af de nødvendige kompetencer til at varetage opgaverne i dokumentationsafdelingen. At klagers alder indgik i overvejelserne forud for opsigelsen understreges af, at klager få dage før hun blev sagt op, blev spurgt om hun overvejede at gå på efterløn, hvilket hun efter nogle dages betænkningstid afviste. Ifølge klagers oplysning, så modtog kollegaen Ulla [efternavn] en tilsvarende forespørgsel fra sin chef forud for afskedigelsen, ligesom Ulla overfor klager har oplyst, at hun ikke fratrådte frivilligt. Indklagede udbetalte fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a til denne medarbejder, hvilket bekræfter, at hun også blev sagt op. Klager er heller ikke overbevist om, at de to af medarbejdernes overgang til pension skete efter eget ønske. Med hensyn til opgørelsen over antallet af afskedigelser, mener klager, at der er en tydelig tidsmæssig sammenhæng mellem opsigelsen af klager og de øvrige afskedigelser, da forsinkelsen af klagers opsigelse skyldtes, at hun havde udbedt sig betænkningstid med hensyn til spørgsmålet om overgang til efterløn. Medarbejderen Ulla [efternavn] bør indgå i det samlede antal afskedigelser, da ophøret af hendes ansættelse ikke skete efter eget ønske. Det samme gælder de to medarbejdere, der overgik til pension. Spørgsmålet om uddannelse, aflønningsform og afdelingstilhørsforhold er ikke relevant i forbindelse med vurderingen af, om der er sket en overtrædelse af forskelsbehandlingsloven. Derimod bør samtlige opsagte medarbejdere indgå i vurderingsgrundlaget i denne sag, uanset om der er tale om funktionærer eller timelønnede. Forskelsbehandling på grund af alder er veldokumenteret i den konkrete sag, da ud af 11 fratrådte medarbejdere på virksomheden, var syv medarbejdere over 57 år. Hvis nævnet skulle komme frem til, at kun antallet af de opsagte funktionærer bør indgå i vurderingen, er det klagers opfattelse, at indklagede ved kun at afskedige funktionærer over 60 år har udøvet aldersdiskrimination. Indklagede påstår principalt sagen afvist under henvisning til behovet for parts- og vidneforklaring. Subsidiært påstår indklagede frifindelse, eller betaling af en lavere godtgørelse end maksimumgodtgørelsen efter nævnets skøn. Vedrørende afvisningspåstanden så bestrides det, at klager, få dage før hun blev afskediget den 9. juli 2010, blev spurgt om hun overvejede at gå på efterløn. Indklagede kan ikke genkende, at en sådan samtale skulle have fundet sted. Hændelsesforløbet er efter indklagedes opfattelse urigtig og må behandles som en udokumenteret påstand. Afklaringen af hændelsesforløbet og klagers påstand kan alene afdækkes ved vidneafhøring af klager og klagers tidligere ledere. Indklagede bestrider endvidere det beskrevne hændelsesforløb med klagers kollega, Ulla [efternavn]. Det er korrekt, at Ulla blev opsagt efter eget ønske, hvilket udløste en fratrædelsesgodtgørelse. Påstanden om, at Ullas fratrædelse ikke var frivillig, er dels irrelevant for sagen, dels hviler påstanden på andenhåndsforklaringer, der ikke uden videre kan lægges til grund. Afklaringen af, hvorvidt Ulla's fratrædelse var frivillig, og hvorvidt hun var blevet spurgt, om hun overvejede at gå på efterløn, kan alene afdækkes ved vidneafhøringer af Ulla og hendes tidligere ledere. For så vidt angår de øvrige to medarbejdere, der gik på pension, så bestrides det, at deres afgang ikke var frivillig. Klagers påstand i denne sammenhæng er såvel udokumenteret som ubeskrevet, og en afdækning af hændelsesforløbene for disse medarbejdere vil kræve vidneafhøringer af medarbejdere og deres ledere. Vedrørende den subsidiære påstand gør indklagede gældende, at afskedigelsen af klager ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven. Klagers alder har ikke haft indflydelse på afskedigelsen af klager. Klager har flere gange forsøgt at omplacere klager. Det viste sig, at der ikke var det ønskelige match mellem klagers og afdelingens kompetencer. Det var af denne årsag, at klager blev afskediget. I takt med at indklagede indførte engelsk som koncernsprog, faldt korrespondentopgaverne bort, da kontrakter og breve er blevet til engelsksprogede standardskabeloner. Det minimerede selvsagt omfanget af arbejdsopgaver for klager. Da det i starten af 2010 viste sig, at der ikke var nok arbejdsopgaver for klager i projektafdelingen, blev parterne enige om, at klager fra den 1. marts 2010 skulle arbejde som projektassistent i Dokumentationsafdelingen med udarbejdelse af manualer. Afdelingen bestod på daværende tidspunkt af følgende medarbejdere: Jens [efternavn], der primært fungerede som assistent til projektlederne på virksomhedens industrielle ordrer. Han udarbejdede instrumentlister, procesdiagrammer og inspektion og kontrol af anlæg under produktion. Jakob [efternavn], der primært lavede manualer. Han blev senere afløst af Linda [efternavn], der sammen med Stig [efternavn] skulle udarbejde manualer. Stig [efternavn], der lavede manualer og assisterede Jens [efternavn] med inspektion og kontrol af maskiner og med udarbejdelsen af manualer. Han var vikar fra et bureau. Jens og Linda var begge 59 år. Klager var 62 år. Det bør tillægges betydning, at disse to medarbejdere begge var 59 år og jævnaldrende med klager. På grund af ordrenedgang i slutningen af 2009 blev samarbejdet med Stig [efternavn] afbrudt i slutningen af januar 2010. Sideløbende blev det aftalt med klager, at hun skulle overtage opgaverne med udarbejdelse af manualer. Klager skulle dog ikke overtage de meget tekniske opgaver såsom inspektion og kontrol af anlæg under produktion. Som dokumentation for dette forløb er fremlagt referat fra møde i Dokumentationsafdelingen den 28. januar 2010, ligesom der er fremlagt oversigt over opgavebeskrivelsen i Dokumentationsafdelingen. Indklagede valgte at ansætte klager i Dokumentationsafdelingen, da ledelsen mente, at det var bedre at afskedige Stig [efternavn] i forhold til klager, som i mange år havde været en loyal medarbejder. Stig [efternavn] var lønmæssigt også en mere omkostningstung medarbejder. Det var ledelsens opfattelse, at klager godt kunne bestride stillingen, selvom hun ikke havde en teknisk baggrund, da der også var en del manualarbejde, som klager kunne påtage sig. Det viste sig dog, at der i Dokumentationsafdelingen var behov for en medarbejder med en ingeniørlignende/teknisk profil og ikke en medarbejder med korrespondent baggrund. Årsagen var, at mængden af standardmanualer faldt. Derved blev Jens' [efternavn] og klagers arbejdsopgaver med manualarbejde minimeret. Det betød, at der hovedsageligt var opgaver af teknisk karakter i Dokumentationsafdelingen. Klager kunne ikke løfte denne type opgave. Det er ikke korrekt, at der den 29. juni 2010 blev afskediget 10 medarbejdere, da to medarbejdere overgik til pension. Disse medarbejdere skal ikke medtages i opgørelsen over afskedigede medarbejdere. Alle de opsagte medarbejdere var ansat i produktionsafdelinger, ligesom de var timelønnede med undtagelse af Ulla [efternavn], der blev opsagt efter eget ønske. Indklagede mener ikke, at afskedigelserne af de øvrige medarbejdere den 29. juni 2010 har relevans for sagens vurdering. Alle medarbejderne, med undtagelse af den medarbejder, der blev opsagt efter eget ønske, blev afskediget på grund af nedgangen i ordrer. Medarbejderne var heller ikke ansat i den samme afdeling som klager, ligesom syv af medarbejderne var timelønnede. De kan derfor ikke sammenlignes med klager. Endelig var der ikke tidsmæssig sammenhæng mellem afskedigelsen af den gruppe af medarbejdere og klager. Hvis nævnet alligevel finder det relevant at inddrage afskedigelsen af de otte medarbejdere, er der stadigvæk ikke tale om aldersdiskrimination. Den medarbejder, der blev opsagt efter eget ønske, skal ikke indgå i beregningsgrundlaget for medarbejdere over 60 år. Det relevante sammenligningsgrundlag bør alene være de øvrige afskedigede funktionærer og ikke både funktionærer og timelønnede. Afskedigelsen af en funktionær over 60 år udgør ikke i sig selv en overtrædelse af forskelsbehandlingsloven. Skulle nævnet alligevel finde, at sammenligningsgrundlaget udgør både timelønnede og funktionærer, gøres det gældende, at afskedigelsen af tre medarbejdere over 60 år heller ikke udgør en overtrædelse af forskelsbehandlingsloven, da der ikke med dette antal er påvist en sammenhæng mellem alder og afskedigelse. Klager har derfor ikke påvist, at indklagede har gjort brug af ulovlige kriterier i forbindelse med afskedigelserne. Hvis man ser på antallet af medarbejdere på funktionsniveau før og efter afskedigelserne af de syv medarbejdere den 29. juni 2010 og af klager den 9. juli 2010, var ni ud af 121 ansatte funktionærer over 60 år, svarende til 9,44 procent, før afskedigelserne. Efter afskedigelsen af klager, var der otte funktionærer over 60 år, svarende til 6,67 procent, uden at tælle den medarbejder med, der blev opsagt efter eget ønske. Det svarer til en nedgang i antallet af medarbejdere over 60 år på 11,11 procent. Hvis man laver en opgørelse over det samlede antal medarbejdere, funktionærer og timelønnede medarbejdere, var 33 medarbejdere ud af i alt 269 medarbejdere over 60 år, svarende til 12,27 procent af den samlede medarbejderstab, før afskedigelserne. Efter afskedigelserne var 30 medarbejdere, svarende til 11,49 procent, af den samlede medarbejderstab over 60 år. Det svarer til en nedgang i antallet af medarbejdere over 60 år på 9,09 procent. Selvom denne nedgang procentuel er høj, udgør det ikke sig selv noget bevis for, at indklagede skulle have anvendt ulovlige kriterier i forbindelse med afskedigelserne. I forhold til den samlede medarbejderstab svarer nedgangen til i alt 1,12 procent. Til sammenligning har nedgangen i medarbejderstaben for henholdsvis 30 - 40-årige og 40 - 50-årige hver især været 0,74 procent, imens nedgangen for 50 - 60 årige har været 0,37 procent. Det taler imod, at der skulle være sket forskelsbehandling i den konkrete sag. Sidst i september 2010 afskedigede indklagede et større antal medarbejdere i alle aldre. Denne afskedigelsesrunde var nødvendiggjort af indklagedes økonomiske situation, da man siden 2009 havde oplevet en stor nedgang i salg og produktion af et af deres produkter. I 2010 ansatte indklagede alene to nye medarbejdere til at arbejde med henholdsvis udvikling og produktoptimering. Indklagede afviser, at klager har løftet bevisbyrden for, at der er påvist faktiske omstændigheder via de udokumenterede påstande om indklagedes samtaler med klager og hendes kollega om, hvorvidt de skulle på efterløn. Det er heller ikke påvisning af faktiske omstændigheder at påstå, at to medarbejdere ikke er gået frivilligt på pension. Klager har ikke fremlagt dokumentation for, at der foreligger faktiske omstændigheder. Selv hvis nævnet - mod forventning - skulle lægge det af klager beskrevne hændelsesforløb til grund, så udgør forespørgsler om, hvorvidt medarbejderen vil gå på efterløn ikke "faktiske omstændigheder". Det gør sig også gældende i situationer, hvor medarbejderen bliver afskediget umiddelbart efter en samtale om efterløn. Det er ikke givet, at afskedigelsen skyldes, at medarbejderen ikke ønsker at gå på efterløn. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Nævnet lægger til grund, at der ved afskedigelsesrunden i juni/juli 2010 blev opsagt i alt ni medarbejdere inklusiv klager, mens to medarbejdere overgik til pension. Alderen for de afskedigede ni medarbejdere var henholdsvis 30 år, 31 år, 42 år, 47 år, 57 år, 60, 61 år samt to på 62 år, hvoraf klager var den ene. Nævnet lægger også til grund, at ud af den samlede medarbejdergruppe hos indklagede, udgjorde antallet af ældre medarbejdere en væsentlig andel. Andelen af ældre afskedigede var således ikke uforholdsmæssig stor henset til alderssammensætningen af den samlede medarbejderstab. Ligebehandlingsnævnet finder derfor, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede har udsat klager for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afskedigelsen af hende i juli 2010. Den omstændighed at indklagede måtte have spurgt klager, om hun var interesseret i at gå på efterløn, kan ikke i sig selv føre til et andet resultat. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <2500058-11>

Versioner

1. 2011-12-14