Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/10412@2011-06-29/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - stillingsopslag - ej medhold

J.nr. 2500279-10 En kvinde klagede over, at en kristen organisation i et stillingsopslag stillede krav om, at ansøgere til en stilling som sekretær skulle være kristne og medlem af en kirke eller menighed. Ligebehandlingsnævnet fandt, at uanset, at det af stillingsopslaget ikke fremgik, at sekretærens opgaver ikke ville adskille sig fra, hvad en sekretær i en ikke-kristen organisation vil kunne forventes at skulle varetage, havde organisationen ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Nævnet lagde afgørende vægt på, at den pågældende skulle være personlig sekretær for organisationens landsleder, og at stillingen ville indebære arbejde indenfor den indklagede organisations kerneopgaver. Forholdet var derfor omfattet af undtagelsen til forbuddet mod forskelsbehandling i forskelsbehandlingsloven.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af religion eller tro som følge af, at indklagede slog en stilling op om ansættelse af en sekretær i strid med forskelsbehandlingsloven. I stillingsopslaget blev der stillet krav om, at ansøgere skulle være personligt kristne og medlem af en kirke eller menighed. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at den indklagede organisation i en stillingsannonce stillede krav om, at en sekretær i organisationen skulle være kristen og medlem af en kirke eller menighed. Sagsfremstilling Der er klaget over, at indklagede, en kristen organisation, i et stillingsopslag søgte en sekretær, som var kristen. I stillingsopslaget var det beskrevet, at sekretærens opgaver bestod i at være personlig sekretær for landslederen og til støtte for områdeledere og andre medarbejdere, ligesom sekretæren skulle arbejde med bogføring, regnskab og budgetopfølgning, tage telefon, skrive breve, holde orden på udgivelser mv. og i at påtage sig praktisk arbejde samt forfaldende kontorarbejde. Stillingsopslaget beskrev derudover, at organisationen forventede, at eventuelle ansøgere var personligt kristne og medlem af en kirke eller menighed. Parternes bemærkninger Klager påstår, at det er i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede i deres stillingsopslag stiller krav om, at ansøgere til stillingen som sekretær skal være kristne og medlem af en kirke eller menighed. Klager har ikke selv søgt stillingen. Klager henviser til, at det ikke fremgår af stillingsopslaget, at sekretæren skal deltage i andagtsliv, bøn eller forbøn i sit daglige arbejde, og såfremt det havde stået i stillingsopslaget, ville det have været unødvendigt at stille krav om, at ansøgeren skal være kristen, da der i så fald ville være et meget tydeligt budskab om, hvilken slags sekretær organisationen søgte. Indklagede påstår, at de ikke har overtrådt forskelsbehandlingsloven. Indklagede har oplyst, at de er en kristen organisation, som har en kristen praksis i det daglige arbejde, og at bøn og forbøn er en central del af organisationens tilbud til de mennesker, der søger rådgivning hos dem, og at alle medarbejdere inklusive sekretærer, er inddraget heri. Indklagede har endvidere oplyst, at stillingen som sekretær hos dem består i at udføre de daglige praktiske funktioner, som er angivet i stillingsopslaget. Derudover skal sekretæren også være med til bestyrelsesmøder og medarbejdermøder og herunder tage del i andagtsliv, bøn og forbøn. Indklagede mener, at det vil være umuligt at arbejde som sekretær i organisationen uden personligt at skulle forholde sig til kristen praksis med bøn, forbøn og andagt, da det er en væsentlig del af organisationens arbejde. Indklagede henviser endvidere til, at organisationens formål er at tilbyde psykoterapeutisk rådgivning, men herudover også at tilbyde åndelig vejledning og hjælp. Det er i den forbindelse vigtigt, at sekretæren ved daglige henvendelser til organisationen kan udvise forståelse og erfaring omkring den kristne tro. Indklagede mener, at en tilknytning til en menighed giver en større forståelse for organisationens arbejde på tværs af forskellige kirker og menigheder. Indklagede henviser endelig til, at de er en tværkirkelig organisation, og at de ikke stiller krav om, hvilken menighed ansøgere skal være medlem af. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet religion eller tro, behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med en bestemt religion eller tro ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Det må ikke ved annoncering angives, at der til en ansættelse søges eller foretrækkes en person af bestemt race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse eller med en bestemt alder eller handicap. Det følger af loven, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse, religion eller tro ikke gælder for arbejdsgivere, hvis virksomhed har som sit udtrykte formål at fremme et bestemt politisk eller religiøst standpunkt eller en bestemt trosretning, og hvor lønmodtagerens politiske anskuelse, religiøse overbevisning eller trosretning må anses for at være af betydning for virksomheden. Nævnet lægger til grund, at sagen drejer sig om, hvorvidt forbuddet mod annoncering er overtrådt, og om hvorvidt det er i strid med loven at stille krav om, at ansøgere til en stilling som sekretær skal være kristne og medlem af en kirke eller menighed. Ligebehandlingsnævnet finder, at det i hvert enkelt tilfælde må afhænge af en konkret vurdering, om der til den enkelte stilling er knyttet opgaver, hvor et krav om, at ansøgere skal være kristne og medlem af en kirke eller menighed, er relevant og vil stå i et fornuftigt forhold til det formål, der forfølges med kravet. Uanset, at det af stillingsopslaget fremgår, at sekretærens opgaver ikke adskiller sig fra, hvad en sekretær i en ikke-kristen organisation vil kunne forventes at skulle varetage, har nævnet lagt afgørende vægt på, at den pågældende skulle være personlig sekretær for organisationens landsleder samt de supplerende oplysninger om stillingens indhold, som er fremkommet under sagen. Nævnet finder herefter, at stillingen som sekretær for organisationens landsleder indebærer arbejde indenfor den indklagede organisations kerneopgaver og kravet om, at ansøgere til stillingen som sekretær skal være kristne og medlem af en kirke eller menighed, er derfor ikke i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager får derfor ikke medhold i sin klage. <2500279-10>

Versioner

1. 2011-06-29