Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - social oprindelse - sagsbehandling - kommuner - kompetence - medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/10423@2011-06-29/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - social oprindelse - sagsbehandling - kommuner - kompetence - medhold
J.nr. 2500181-10 Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af alder og social oprindelse i forbindelse med afslag på ansøgning om støtte til efteruddannelse som meritlærer i forbindelse med aktiveringsforløb i kommunalt regi. Ligebehandlingsnævnet afviste sagen under henvisning til, at klagen udelukkende vedrørte indklagedes afslag til økonomisk støtte til gennemførelse af en uddannelse og således ikke havde relation til beskæftigelse på en sådan måde, at den var omfattet af forskelsbehandlingsloven.
Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af alder og social oprindelse i forbindelse med afslag på ansøgning om støtte til efteruddannelse som meritlærer i forbindelse med aktiveringsforløb i kommunalt regi. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen. Sagsfremstilling Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af alder og social status i forbindelse med afslag på ansøgning om støtte til efteruddannelse som meritlærer i forbindelse med aktiveringsforløb i kommunalt regi. Sagsfremstilling Klager er en mand i slutningen af 50´erne. Fra 1972 til 1980 læste klager til cand.scient. Han afbrød uddannelsen på grund af helbredsproblemer. Fra 1987 arbejdede klager som taxachauffør. Klager blev meldt ledig den 13. maj 2008. I starten af 2009 søgte klager om optagelse på meritlæreruddannelsen med merit for fysik og kemi. Klager var på daværende tidspunkt uden arbejde og i et aktiveringsforløb. Han blev optaget på uddannelsen i foråret 2009. Den 12. maj 2009 søgte klager om økonomisk støtte til studierne via indklagede. Den 22. juni 2009 fik han afslag på sin ansøgning og ankede afgørelsen til Beskæftigelsesankenævnet. Af indklagedes oversendelse til Beskæftigelsesankenævnet af 23. juni 2009 fremgår det, at man ved vurderingen fokuserede på klagers langvarige erfaring indenfor transportområdet, hvor der også var mange arbejdsopgaver, der ikke hørte under personerhvervstransport. Klager havde i forbindelse med ansøgningen henvist til, at hans søvnapnø var i konflikt med varetagelsen af et chaufførarbejde, som dog havde været klagers hovedbeskæftigelse siden 1987. Indklagede anbefalede derfor, at klager deltog i et 4-ugers vejlednings- og afklaringsforløb. På baggrund af klagers ønsker og samfundets behov kunne indklagede ikke anbefale den ønskede meritlæreruddannelse, da al aktivering skal anvise den korteste vej til jobbet. Den 9. juli 2009 fik indklagede medhold i afgørelsen af Beskæftigelsesankenævnet. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes skøn om, at klager ikke bedst og hurtigst muligt opnåede varig beskæftigelse og hel eller delvis selvforsørgelse via meritlæreruddannelsen. Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at det ikke var udelukket , at klager igen kunne vende tilbage til chaufførhvervet, og at en to-årig uddannelse ikke nødvendigvis var et alternativ til arbejdet i chaufførerhvervet. Nævnet fandt endelig ikke, at indklagede burde tilbyde afklaringsforløb rettet mod chaufførbranchen. Der blev lagt vægt på, at det af oplysningerne i sagen fremgik, at klager skulle generhverve alle sine førerbeviser, og at han var frakendt retten til at køre bil. Nævnet var således ikke enig i indklagedes vurdering af sagen, hvoraf fremgik, at der var fokuseret på klagers lange erfaring indenfor landtransportområdet. Der burde derfor udarbejdes en mere realistisk jobplan med udgangspunkt i klagers eventuelle generhvervelse af sine førerbeviser. I juli 2009 afviste Ankestyrelsen at optage sagen. I brev af 22. september 2010 til klager meddelte borgmesteren, at Beskæftigelsesankenævnet havde påpeget overfor indklagede, at der burde arbejdes henimod en mere realistisk jobplan. Borgmesteren noterede sig, at klager ville blive inviteret til en ny samtale for at opfylde dette formål. Klager har efterfølgende søgt invalidepension med henblik på revalidering. Parternes bemærkninger Klager påstår, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder, social oprindelse og politisk ukorrekt levned i forbindelse med indklagedes behandling af hans ansøgning om økonomisk støtte til en meritlæreruddannelse. Klager ønsker at få mulighed for at færdiggøre sin meritlæreruddannelse og dermed sikre sig en varig meningsfuld beskæftigelse frem til pensionsalderen. På intet tidspunkt under sagens forløb har klager følt sig som en ligeværdig partner - klager har tværtimod været udsat for en grov nedvurdering og et negativt forventningspres. I notat af 30. marts 2009 af samtale mellem klagers sagsbehandler og en kollega, har sagsbehandleren blandt andet har noteret følgende: "alder minus ikke realistisk" . Ligeledes er det anført, at "resterende del betales af dig selv, ca 80.000" , hvilket indikerer, at uddannelsesmidler betragtes som værende en del af klagers private husholdningsbudget. Det er klagers vurdering, at det anførte dokumenterer, at alder og personlig historik er indgået som centrale kriterier i vurderingen af hans sag. Indklagedes afslag på ansøgning om økonomisk støtte skal ses som en fortsættelse af en generel holdning til hans person. Det har heller ikke gavnet hans sag, at han kun har boet i kommunen i forholdsvis kort tid. Klager mener selv, at han opfylder alle forudsætninger for at få støtte i form af en mangel på kvalificerede naturfagslærere i folkeskolen. Han har indtil videre været på tre jobsøgningskurser, og det virker besynderligt og samfundsøkonomisk uforståeligt, at indklagede foretrækker jobsøgningskurser hos en anden aktør frem for at hjælpe klager med at få et varigt arbejde. Særligt da der i kommunen snart opstår et akut behov for naturfagslærere på grund af pensionering blandt den eksisterende lærergruppe. Den lokale skoledirektør foranledigede af samme årsag i maj 2009 oprettelsen af en særlig merituddannelse. Det gør hele situationen endnu mere grotesk. Jobcenteret kendte ikke til eksistensen af dette initiativ, før de blev informeret herom af klageren og lokalavisen. På klagers seminarium har der i det forløbne år været 40 personer tilknyttet meritlæreruddannelsen, som er blevet henvist fra deres respektive jobcentre - og flere af dem var over 50 år gamle. Klager er uforstående overfor det forhold, at andre kommuner kan støtte dette forløb, hvorimod indklagede ikke kan støtte klager. I maj 2009 blev klager sendt i praktik i et være- og uddannelsessted for ekstremt adfærdsvanskelige børn. Det var udtryk for en total mangel på forståelse for problemstillingen omkring klagers eventuelle vej tilbage til arbejdsmarkedet via en læreruddannelse. Den specielle pædagogiske ekspertise, denne gruppe elever krævede, havde slet ikke sammenhæng med klagers ønske om at blive underviser i folkeskolen med naturfag som fysik/kemi, matematik, geografi. Lederen på stedet og klager blev da også hurtigt enige om, at der her måtte være tale om en fejlopfattelse af klagers eventuelle pædagogiske potentiale. Lederens udtalelse om, at hun ikke kan se klager som lærer på stedet, blev så efterfølgende brugt som en legitimering for at afvise klagers opkvalificerende uddannelsesforløb. Først langt inde i studieforløbet fik klager den endelige afgørelse fra kommunen i form af et afslag. De samlede udgifter udgjorde på tidspunktet for klagens indgivelse i august 2010 cirka 25.000 kroner, og det afsluttende forløb kræver kursusudgifter på cirka 13.000 kroner. Klager kan ikke skaffe dette beløb og søger derfor igen indklagede om økonomisk støtte. Klager har af en lokal skole fået tilsagn om, at man i det kommende år vil benytte ham som vikar i fysik/kemi og geografi, hvis behovet skulle opstå. Klager finder det absurd, hvis indklagede igen afviser klagers anmodning med henvisning til, at meritlæreruddannelsen ikke udgør den korteste vej til arbejdsmarkedet. Særligt fordi indklagede i jobsøgningskurserne har henvist til transportområdet til trods for, at klager siden 2004 har været i behandling for søvnapnø. Det betyder blandt andet, at han skal sove med en maske. Han vil efter sin bedste overbevisning ikke kunne varetage et fuldtidsarbejde som chauffør på forsvarlig vis. Klager har først for nylig i februar 2010 fået sit kørekort tilbage, da man på grund af helbredsmæssige årsager ikke ville forny klagers erhvervstilladelse i 2008. På et møde hos indklagede i januar 2010 gjorde klager endnu engang opmærksom på dette og stillede derfor et forslag om, at han selv afholdte udgiften til igangværende geografiuddannelse og netop afsluttede praktik på xx skole. Indklagede afholder kursusudgifterne til pædagogikum, psykologi, pædagogik og didaktik samt efterfølgende to obligatoriske praktikforløb. Således ville klager, hvis han bestod samtlige fag, være færdiguddannet meritlærer i juni måned, inden for et år. Det fik klager afslag på og kunne vælge mellem et aktiveringskursus eller et uspecificeret tilskudsjob. Indklagede påstår frifindelse. Forhold som køn, race, religion og alder har ikke været tillagt betydning ved afgørelsen. Indklagede henviser til, at Beskæftigelsesankenævnet den 9. juli 2009 gav indklagede medhold i afgørelsen. I forhold til den indbragte klage har indklagede derfor ikke yderligere at tilføje. I forbindelse med sagens behandling har indklagede fokuseret på at overholde beskæftigelseslovgivningens krav om, at klager hurtigst muligt skal tilbage til selvforsørgelse. Der har været tale om en konkret vurdering af, hvorvidt meritlæreruddannelsen ville være den hurtigste vej tilbage til selvforsørgelse, der har været afgørende for afslaget. Klager har nu søgt revalidering til at gennemføre uddannelsen, og hans arbejdsevne er nu under afklaring af indklagede. Vedrørende bemærkningen om alder på notat fra internt møde oplyser indklagede, at der er sat minus ud for alder, da der ikke var/er grundlag for et afslag på ansøgningen. Afslaget på ansøgningen er alene givet ud fra en vurdering af, at det ikke skønnedes at være den korteste vej tilbage til arbejdsmarkedet. Der er ikke noget referat fra mødet den 30. marts, men den efterfølgende kontaktsamtale er registreret i deres system og print herfra er vedlagt. Det fremgår heraf, at "klager møder til aftalt tid. Han har til samtalen fremsendt et brev, hvor i han fortæller, at han har tilmeldt sig en 2 årig meritlæreruddannelse på xx seminarium. Han oplyses om, at indklagede ikke umiddelbart kan støtte en 2 årig uddannelse, idet det ikke skønnes at være den kortest mulige vej til et job som selvforsørgende. Han mener ikke, at selv om han får sit erhvervskørekort igen den xx. maj 2009, at han kan vende tilbage til at køre taxa, da hans helbred ikke kan holde til det. Klager orienteres om, at han skal i aktivering og vi aftaler, at der tages kontakt til xx og xx med henblik på en virksomhedspraktik, samt at vi afvente rettens udfald xx. Maj 2009. klager indkaldes på ny d. 3.6.2009". Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Nævnet behandler klager over mulige overtrædelser af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Af loven fremgår, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Klagen vedrører udelukkende indklagedes afslag til økonomisk støtte til gennemførelse af en uddannelse og har således ikke relation til beskæftigelse på en sådan måde, at den er omfattet af loven. Nævnet kan derfor ikke behandle klagen. <2500181-10>