Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 10-70/21 og 10-70/25

GældendeVersion 2011-01-25
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/9015@2011-01-25/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 10-70/21 og 10-70/25

Resumé Klager – en person – klagede over den enslydende artikel ”Dobbelt aktion mod granplantage” bragt i Fyns Amts Avis og Fyens Stiftstidende. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Pressenævnet bemærker indledningsvis, at klagen er indgivet af [Klager], der er ejer af den pågældende landejendom. Spørgsmålet, om straffeloven er tilsidesat, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Efter det oplyste lægges til grund, at det af skiltningen ved indkørslerne til [Navn på ejendom] fremgik, at ejendommen er privat område. Repræsentanterne for Fynske Medier indfandt sig på ejendommen uden forudgående aftale. [Klager]s var dog bekendt med, at hun talte med pressefolk og angav over for fotografen på hvilke steder, der ikke måtte fotograferes. Der er i Fyens Stiftstidende eller Fyns Amts Avis ikke offentliggjort billedmateriale fra disse områder, og [Klager] er ikke selv afbilledet i aviserne. Under disse omstændigheder finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at Fynske Medier har krænket klagers privatliv som følge af offentliggørelsen af billedmaterialet. Nævnet udtaler derfor ikke sin kritik .

[Klager] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i både Fyns Amts Avis og Fyens Stiftstidende den 30. november 2010, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. Sagen er behandlet sammen med sag nr. 11-70/31, [Klager] mod TV 2 Fyn. 1 Sagsfremstilling Fyns Amts Avis (side 2) og Fyens Stiftstidende (side 35) bragte den 30. november 2010 enslydende artikler under overskriften ” Dobbelt aktion mod granplantage ” og underoverskriften ” Polske arbejdere flygtede, da SKAT, 3F og en EU-politiker var på uanmeldt visit på [Bynavn]-plantage i går” . Af artiklen fremgik bl.a. følgende: ” Flygtede fra Skat Da talen faldt på løn- og arbejdsforhold, hørte polakkens ordforråd imidlertid op, og pludselig trådte så to kvinder ind i rummet. - De fortalte, at de var fra Skat, og det fik polakkerne til at rejse sig og flygte, fortæller Flemming Sørensen. En af plantagens danske ansatte fik hentet de østeuropæiske ar­bejdere tilbage til laden, og også [Klager] kom til. Og efter snakken med Skat og 3F understreger hun over for pressen, at hun driver en stueren butik. - Du kan lige regne med, at her er ordnede forhold. Jeg kunne ikke drive sådan et foretagende her, hvis det ikke var, siger plantageejeren, som også oplyser, at hun ikke er glad for de uventede gæster. - Alle er velkomne, men når der pludselig står en hel horde, og der oven i købet er en EU-politiker med, så er det altså, jeg siger, at jeg meget gerne ville have haft en opringning, siger hun og meddeler, at de polske plantagearbejdere ikke må fotograferes.” I forlængelse af artiklen var i aviserne indsat et billede af medlem af Europa-Parlamentet for SF, Emilie Turunen, faglig sekretær Sten Folk samt Flemming Sørensen omgivet af brænde udenfor. I Fyns Amts Avis var endvidere indsat et billede af Flemming Sørensen under et bliktag, imens han blev filmet af TV 2 Fyn. Tv2fyn.dk offentliggjorde den 29. november 2010 nyhedsindslaget ” Juletræsbranchen undersøges ” sendt kl. 19.30 på TV 2 Fyn. I indslaget med underoverskriften ” 3F og EU-politiker på uanmeldt besøg hos fynske juletræsproducenter” udtaler [Klager], politiker Emilie Turunen og faglig sekretær Flemming Sørensen sig vedrørende den polske arbejdskraft. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har anført, at en journalist fra Fyns Amts Avis og en fotograf fra Fyens Stiftstidende ved middagstid den 29. november 2010 uden forudgående tilladelse befandt sig i klagers maskinhus og interviewede og fotograferede de ansatte. Fyns Amts Avis’ og Fyens Stiftstidende medarbejdere var ulovligt trængt ind. Klager har ikke inviteret dem, og andre har ikke adkomst til at invitere fremmede ind på hendes ejendom, [Navn på ejendom]. Avisen har ikke oplyst, hvem der havde inviteret pressen. Offentliggørelsen af billedmaterialet er en krænkelse af privatlivets fred. Hverken fagforeninger, politikere eller pressen har carte blanche til uden videre at trænge ind på privat ejendom. Når pressefolkene alligevel var trængt ind på privat område, kunne klager ikke drømme om at bortvise dem, for skaden var sket. Ved indkørslen til [Navn på ejendom], som ikke er en plantage, men en dansk landbrugsejendom, angiver et skilt, at dette er en gang- og cykelsti, men at kørsel til beboerne er tilladt. Aviserne har ignoreret de opsatte skilte, idet det ikke var beboerne, man havde tænkt sig at besøge. Endvidere er klager ikke klar over, at hun har givet et interview. 2.2 Fyn Amts Avis’ og Fyens Stiftstidendes synspunkter Fynske Medier har afvist, at der er tale om ulovlig indtrængen på privat ejendom eller krænkelse af privatlivets fred. Reporteren og fotografen var inviteret til at følge med Emilie Turunen og 3F på rundtur til arbejdspladser, der beskæftiger udenlandsk arbejdskraft på Sydfyn. Det anså redaktionen for at være en invitation til at overvære en politisk aktion bakket op af en lokal fagforening. Reporterholdet ankom til [Navn på ejendom] en halv time efter, at politikeren Emilie Turunen og repræsentanter fra fagforeningen 3F var ankommet. På dette tidspunkt var klager ved at blive interviewet til TV 2 Fyn om det uventede besøg. Dette interview gav aviserne det klare indtryk, at der ikke var noget til hinder for, at de kunne lave reportager fra ejendommen. Avisens fotograf fik af klager orientering om, at man ikke kunne få lov til at fotografere i den opholdstue, som de udenlandske arbejdere benyttede. Arbejderne måtte heller ikke fotograferes. Det blev respekteret. Det ene billede i avisen forestiller politikeren og fagforeningsrepræsentanter ved en stak juletræer, det andet er et billede af fagforeningsfolk, der interviewes af TV 2 Fyn under et bliktag. I princippet kunne begge billeder være taget på enhver gård på Sydfyn. Der er intet der kan identificere [Navn på ejendom]. Reporterholdet blev på intet tidspunkt efter ankomsten gjort opmærksomme på, at de var uønskede. Tværtimod. Holdet blev bedt om ikke at fotografere i et bestemt område – underforstået hermed, at det kunne de andre steder på ejendommen – og arbejdede som reporterhold på den fagpolitiske aktion. Det blev bekræftet ved, at klager gav et interview uden at sætte spørgsmålstegn ved avisernes tilstedeværelse. Ved interviewet gav klager sin udlægning af sagen til de to aviser. Fynske Medier har herudover anført, at interviewet med klager offentliggjort på tv2fyn.dk efterfølgende har bekræftet, at man kunne lave reportagen fra ejendommen. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Inger Bach, Ulrik Holmstrup og Marianne Druedahl. Pressenævnet bemærker indledningsvis, at klagen er indgivet af [Klager], der er ejer af den pågældende landejendom. Spørgsmålet, om straffeloven er tilsidesat, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Efter det oplyste lægges til grund, at det af skiltningen ved indkørslerne til [Navn på ejendom] fremgik, at ejendommen er privat område. Repræsentanterne for Fynske Medier indfandt sig på ejendommen uden forudgående aftale. [Klager]s var dog bekendt med, at hun talte med pressefolk og angav over for fotografen på hvilke steder, der ikke måtte fotograferes. Der er i Fyens Stiftstidende eller Fyns Amts Avis ikke offentliggjort billedmateriale fra disse områder, og [Klager] er ikke selv afbilledet i aviserne. Under disse omstændigheder finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at Fynske Medier har krænket klagers privatliv som følge af offentliggørelsen af billedmaterialet. Nævnet udtaler derfor ikke sin kritik . Afgjort den 19. januar 2011

Versioner

  1. 2011-01-25