Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 10-70/13

GældendeVersion 2011-01-25
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/9018@2011-01-25/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 10-70/13

Resumé Klager – en person – klagede over artiklen ”MILLIONÆR PÅ STATSSTØTTE” i B.T. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som eventuelt kan være krænket. Overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel. Efter det oplyste lægges det til grund, at [Virksomhed] er sine kunder behjælpelig med ansøgning om tilskud. En ansøgning om tilskud til anskaffelse af et høreapparat indgives i kundens navn. Det offentlige tilskud var i 2010 i niveauet 6.230 kr. pr. høreapparat. Centeret har i 2008 og 2009 udloddet ca. ti millioner kroner i udbytte til et af [Klager] helejet holdingselskab. I artiklen ”Millionær på statsstøtte” sammenligner B.T. Danske Banks ordførende direktørs årsløn med [Klager]s samlede årsløn opgjort som det personlige vederlag med tillæg af holdingselskabets udbytte fra [Virksomhed]. Der er herved ikke taget hensyn til den selskabsskat, som skal betales, før udbetaling af udbytte til [Klager] kan finde sted. Det fremgår imidlertid af [Klager]s udtalelser i artiklen, at overskuddet i holdingselskabet er tilbageført til [Virksomhed]. Nævnet finder herefter, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af hverken sammenligningen, overskrifterne eller udsagnet ”Ejeren af [Virksomhed] har de sidste to år tjent 10 mio. kr. om året på at sælge høreapparater”. Udsagnet ”stort set alle pengene stammer fra det offentlige” må forstås som en oplysning om, at tæt ved 100 % af [Virksomhed]s indtægter fra salg af høreapparater er dækket af offentlige tilskud. Uanset at 73 % af høreapparaterne fra [Virksomhed] sælges med en egenbetaling fra borgeren, finder nævnet ikke grundlag for at udtale sin kritik. Dels fremgår niveauet for det offentlige tilskud af artiklen, dels bestrides rigtigheden af udsagnet ikke. Nævnet finder, at Agnete Parvings udtalelse ”Han [Klager] skal jo ikke have fri adgang til vores skattepenge” kan opfattes som om, at det er [Klager], der ansøger om tilskuddet, hvilket ikke er korrekt. Nævnet finder imidlertid, at forholdet ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at udtale kritik, idet det fremgår, at der er tale om en vurdering. Nævnet udtaler ej heller kritik af B.T. for at sammenholde oplysninger i artiklen med politikerne Sofie Hæstorp Andersens og Karl Bornhøfts subjektive vurderinger uden at forelægge kommentarerne for klager forinden offentliggørelse. Nævnet finder heller ikke grundlag for at kritisere B.T. for at anvende ordet ”afsløring” i relation til TV 2s udsendelse eller i øvrigt.

B.T. bragte (på side 8) den 28. oktober 2010 en artikel under overskriften ” MILLIONÆR PÅ STATSSTØTTE ” og underoverskriften ” FED FIDUS: Ejeren af [Virksomhed] har de sidste to år tjent ti mio. kr. om året på at sælge høreapparater ”. Af artiklen fremgik følgende: ” Der er millioner af kroner i dårlige ører. De sidste to år har ejer og direktør for [Virksomhed], [Klager], hvert år trukket ti mio. kr. ud til sig selv i udbytte. Og det er vel at mærke før, han får sin faste månedlige direktørløn på 80.000 kr. for at drive Danmarks største kæde af høreklinikker. Årslønnen er højere end de 8,5 mio. kr., som Danske Banks direktør Peter Straarup kunne stoppe i madrassen. Det viser B.T.s gennemgang af [Virksomhed]s regnskaber, hvor man i 2008 og 2009 har givet ti mio. kr. i udbytte til [Klager]s private selskab. Det offentlige betaler Pengene stammer stort set alle fra det offentlige, der giver et tilskud på 6.230 kr., hver gang en person får et høreapparat. Netop [Virksomhed] blev forleden afsløret af Operation X i at give høreapparater til folk, der ikke har brug for det. Rigsrevisoren er nu gået ind i sagen, og Socialdemokraterne har kaldt ministeren i samråd. »Det er grotesk, at man kan tjene så mange penge på offentlige tilskud. Den lukrative forretning med overbetaling har fundet sted i årevis, uden regeringen har grebet ind,« siger Sofie Hæstorp Andersen (S). »En ren pendant til overbetaling af privathospitaler,« siger SFs Karl Bornhøft. Mange apparater passer ikke Høreapparaterne ender ofte i skuffen hos mange danskere. En af dem, som bevilger tilskud til høreapparater, er tidligere professor i audiologi Agnete Parving fra Københavns Kommune. »Halvdelen får ikke et høreapparat, der passer til dem. Jeg har intet imod, at nogle tjener penge - men så må man også kræve, at kvaliteten er i orden. Han skal jo ikke have fri adgang til vores skattepenge,« siger hun. I en mail til B.T. fortæller [Klager], at han blot har fået 80.000 i månedsløn - de ti mio., han har fået i udbytte, har han lånt til hørecenteret. »Jeg har ikke personligt brugt mange penge, men overskuddet bliver anvendt til at sikre driften, arbejdspladserne og den fortsatte udvikling af [Virksomhed],« skriver han.” I tilknytning til artiklen var indsat et billede med følgende tekst: ”Direktøren for [Virksomhed], [Klager], har tjent fedt på offentlige tilskud ved salget af høreapparater.” Yderligere oplysninger Af [Virksomhed]s hjemmeside [hjemmeside] fremgår det bl.a., at: ”[Virksomhed] søger tilskuddet for dig. For at tilskuddet kan søges, skal en øre-, næse- og halslæge bekræfte dit høretab.” 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har anført, at avisens overskrift og underoverskrift er forkert. Hverken han eller [Virksomhed] har modtaget statsstøtte. Det er den enkelte borger, der personligt ansøger kommunen om et tilskud til et hjælpemiddel i form af et høreapparat. Hvis tilskuddet bevilliges, kan borgerne selv vælge leverandør. 73 procent af brugerkredsen i [Virksomhed] vælger en løsning, der er bedre end det, der tilbydes med det offentlige tilskud, og har dermed en større eller mindre egenbetaling. B.T. har ikke dokumenteret udsagnet ”Pengene stammer stort set alle fra det offentlige, der giver et tilskud på 6.230 kr. hver gang en person får et høreapparat”. Af [Virksomhed]s regnskaber for 2008 og 2009 fremgår det klart, at overskuddet fra [Virksomhed]s 21 klinikker er overført til et helejet holdingselskab. B.T.s journalist blev orienteret om, at [Virksomhed]s klinikker i gennemsnit har givet et overskud på cirka 500.000 kroner pr. klinik, og at overskuddet videreføres til holdingselskabet. Det er således ikke penge, klager har fået udbetalt i løn, og B.T. fik oplyst årslønnens størrelse. Lønnen er under en million kroner. Udsagnet ”Årslønnen er højere end de 8,5 mio. kr., som Danske Banks direktør Peter Straarup kunne stoppe i madrassen” er således forkert. Udsagnet ”Netop [Virksomhed] blev forleden afsløret af Operation X i at give høreapparater til folk, der ikke har brug for det” er ikke korrekt. [Virksomhed] solgte høreapparater til to brugere. Begge havde høretab og afprøvede et høreapparat i en periode. Efter afprøvning angav de en god effekt af høreapparatet både hos klager og hos en uvildig ørelæge, der kunne dokumentere høretab med høreundersøgelser og behov for høreapparater med en henvisning til høreapparat. Begge har ansøgt kommunen om tilskud til disse apparater og bekræftet over for [Virksomhed], at de følte sig godt hjulpet af høreapparaterne. Der var således ikke tale om en ”afsløring” af andet end to journalister, der snød det offentlige system for tilskud til et høreapparat. Det er en tænkt situation og fjernt fra virkeligheden, da ingen normalt forsøger at snyde sig til et høreapparat. Avisen bringer to politikeres holdning til [Virksomhed]s aktiviteter, hvor der blandt andet tales om en ”lukrativ forretning med overbetaling”, og skriver, at ”Høreapparaterne ender ofte i skuffen hos mange danskere”. Klager har ikke fået mulighed for at forholde sig til påstandene, hvis rigtighed B.T. heller ikke har dokumenteret. [Virksomhed] har en meget høj opfølgningsprocent på kunder, der vender tilbage flere gange og får kontrolleret og justeret deres høreapparater – en selvfølgelig konsekvens af, at apparaterne ikke ligger i skuffen. Agnete Parvings udtalelser giver fejlagtigt indtryk af, at kvaliteten ikke er i orden. B.T. forholder sig ikke kritisk til Agnete Parving, der driver hetz mod private klinikker, og [Virksomhed] får ikke lov til at kommentere påstanden. Agnete Parvings tidligere udtalelser om [Virksomhed] er bl.a. blevet underkendt af Bispebjerg Hospital. 2.2 B.T.s synspunkter B.T. har anført, at overskrifterne er dækkende. Høreapparaterne er stort set altid betalt med offentlig støtte, og det er derfor offentlig støtte, der har gjort [Virksomhed]s ejer [Klager] til millionær, også selv om det er borgeren, der indsender ansøgningen om støtte. Uagtet, at en del af kunderne i [Virksomhed] vælger en dyrere model, ydes der stadig et offentligt tilskud på 6.230 kroner pr. apparat. Pengene er overført til et 100 procent ejet holdingselskab, og det angives klart, at der er tale om et overført udbytte (udbyttet udgør ti millioner kroner årligt oveni en månedsløn på kr. 80.000). Af artiklen fremgår: ”hvert år har trukket ti mio. kr. ud til sig selv i udbytte”. Idet der netop er tale om, at pengene er trukket ud til et af [Klager] ejet selskab, har B.T. fundet det ubetænkeligt at hævde, at årslønnen er højere end de 8,5 millioner kroner, som Danske Banks direktør har oppebåret. [Klager] er også citeret vedrørende sammenhængen og anvendelsen af de ti millioner kroner i artiklen. Avisen har anført, at det klart fremgår af Operation X-udsendelsen, at høreapparater er givet til folk, som ikke har brug for dem, bl.a. en person med tinnitus. Det er hele temaet for udsendelsen. Professor Agnete Parving, Københavns Kommunes ekspert på området, har godkendt sit citat. En undersøgelse fra Københavns Kommune viser, at 34 procent af de 135.000 udleverede høreapparater ikke bliver brugt. Professor i sundhedsøkonomi, Kjeld Møller Pedersen, har videre peget på, ”at mange høreapparater ender i skuffen”. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Inger Bach, Ulrik Holmstrup og Marianne Druedahl. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som eventuelt kan være krænket. Overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel. Efter det oplyste lægges det til grund, at [Virksomhed] er sine kunder behjælpelig med ansøgning om tilskud. En ansøgning om tilskud til anskaffelse af et høreapparat indgives i kundens navn. Det offentlige tilskud var i 2010 i niveauet 6.230 kr. pr. høreapparat. Centeret har i 2008 og 2009 udloddet ca. ti millioner kroner i udbytte til et af [Klager] helejet holdingselskab. I artiklen ”Millionær på statsstøtte” sammenligner B.T. Danske Banks ordførende direktørs årsløn med [Klager]s samlede årsløn opgjort som det personlige vederlag med tillæg af holdingselskabets udbytte fra [Virksomhed]. Der er herved ikke taget hensyn til den selskabsskat, som skal betales, før udbetaling af udbytte til [Klager] kan finde sted. Det fremgår imidlertid af [Klager]s udtalelser i artiklen, at overskuddet i holdingselskabet er tilbageført til [Virksomhed]. Nævnet finder herefter, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af hverken sammenligningen, overskrifterne eller udsagnet ”Ejeren af [Virksomhed] har de sidste to år tjent 10 mio. kr. om året på at sælge høreapparater”. Udsagnet ”stort set alle pengene stammer fra det offentlige” må forstås som en oplysning om, at tæt ved 100 % af [Virksomhed]s indtægter fra salg af høreapparater er dækket af offentlige tilskud. Uanset at 73 % af høreapparaterne fra [Virksomhed] sælges med en egenbetaling fra borgeren, finder nævnet ikke grundlag for at udtale sin kritik. Dels fremgår niveauet for det offentlige tilskud af artiklen, dels bestrides rigtigheden af udsagnet ikke. Nævnet finder, at Agnete Parvings udtalelse ”Han [Klager] skal jo ikke have fri adgang til vores skattepenge” kan opfattes som om, at det er [Klager], der ansøger om tilskuddet, hvilket ikke er korrekt. Nævnet finder imidlertid, at forholdet ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at udtale kritik, idet det fremgår, at der er tale om en vurdering. Nævnet udtaler ej heller kritik af B.T. for at sammenholde oplysninger i artiklen med politikerne Sofie Hæstorp Andersens og Karl Bornhøfts subjektive vurderinger uden at forelægge kommentarerne for klager forinden offentliggørelse. Nævnet finder heller ikke grundlag for at kritisere B.T. for at anvende ordet ”afsløring” i relation til TV 2s udsendelse eller i øvrigt. Afgjort den 19. januar 2011

Versioner

  1. 2011-01-25