Gelex

Afgørelse af klage - Påbud om rodemateriale i svinestalde

OphævetVersion 2011-02-10fra 2011-02-10 til 2020-12-14
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/9033@2011-02-10/da

Indhold
  1. Indledning

Afgørelse af klage – Påbud om rodemateriale i svinestalde

Resumé Plantedirektoratet havde påbudt en svinebedrift at give svinene rodemateriale på gulvet i staldene.Plantedirektoratet begrundede afgørelsen med, at der manglede rodemateriale og, at nogle pinde i rør ikke var rodemateriale, da de ikke lå på gulvet. Fødevare- og Veterinærklager stadfæstede påbuddet. Justitsministeriet og Fødevarestyrelsen havde i en vejledning fortolket kravet om rodemateriale. Rodemateriale skal ligge på gulvet. Vi lagde vægt på, at påbuddet var i overensstemmelse med denne fortolkning. Vi fandt også, at Justitsministeriet og Fødevarestyrelsen havde fortolket loven og EU-direktivet korrekt.

Svinerådgivning Vest Att.: H. Bech Pedersen og J. Rodenberg Birk Centerpark 24, Birk 7400 Herning Den 27. januar 2011 Sagsnr.: 6457/905 Ref.: KFAL Tlf.: 33951411 Påbud om rodemateriale i svinestalde fastholdes I har i brev af 1. juli 2010 klaget på vegne af NN over påbud af 4. juni 2010 fra Plantedirektoratet om at sørge for rodemateriale i svinestalde. Fødevare- og Veterinærklager har behandlet klagen og fastholder afgørelsen. NN skal derfor følge fødevareregionens afgørelse. Det betyder bl.a., at NN skulle have efterkommet påbuddet inden den 28. juni 2010. Sammendrag Svin skal tildeles rodemateriale på gulvet. Dette var ikke sket i nogle klimastalde. Påbuddet var derfor korrekt. Plantedirektoratets påbud er i overensstemmelse med den fortolkning, der er beskrevet i vejledningen om beskæftigelses- og rodemateriale. I kan læse mere om afgørelsen nedenfor. Oplysninger i sagen Påbud om at sørge for rode- og beskæftigelsesmateriale i svinestalde Plantedirektoratet påbød i brev af 4. juni 2010 NN bl.a. at sørge for – rodemateriale i klimastalden ved siden af »nurseafdelingen«, og – rodemateriale i de nye klimastalde. Påbuddet er givet på baggrund af tilsyn i bedriften den 19. maj 2010, hvor det bl.a. blev konstateret, at der manglede – Rodemateriale i klimastalden ved siden af »nurseafdelingen«. – Rodemateriale i de nye klimastalde. Der var pinde i rør. Påbuddet er begrundet med, at alle svin skal have adgang til en tilstrækkelig mængde halm eller andet manipulerbart materiale, der kan opfylde deres behov for rodemateriale og, at dette manglede i de to stalde. Kravet er et supplement til øvrige krav om foranstaltninger, der skal hindre halebidning mv. Plantedirektoratet henviste til § 20, stk. 1, i bekendtgørelse om beskyttelse af svin . Fristen for at efterkomme påbuddet var den 28. juni 2010. Det fremgik af påbuddet, at NN var partshørt mundtligt under tilsynet om det kommende påbud og, at han bl.a. havde forklaret nogle af de påtalte forhold med mangel på personale. I klager på vegne af NN I klagede i brev af 1. juli 2010 på vegne af NN. I anførte bl.a.: – Fødevareregionen har i en anden sag godkendt pinde i lodrette rørholdere som tilstrækkeligt rode- og beskæftigelsesmateriale. – I står uforstående over for den ændrede praksis om vurdering af, hvorvidt pinde i holder/rør er defineret som rodemateriale. – Det er kritisabelt, at Plantedirektoratets kontrol ikke er koordineret med fødevareregionen. I sender supplerende bemærkninger I sendte i brev af 31. august 2010 flere bemærkninger til klagen. I skrev bl.a. følgende: – I klager over, at pinde i rør ikke kan godkendes som rode- og beskæftigelsesmateriale, men kun som beskæftigelsesmateriale. – I mener, at eksempler og antagelser i vejledningen og forarbejderne til § 5 i lov om smågrise, avls- og slagtesvin ikke begrunder, hvorfor pinde i rør ikke efterkommer grisenes naturlige rodeadfærd. En gris ved ikke om den roder med pinde i rør eller kun beskæftiger sig med pinde i rør. – Pinde i rør holder sig mere rene end pinde, der ligger på gulvet i en kæde. – Pinde i rør er det bedste rodemateriale i stalde, hvor der ikke bruges strøelse. Plantedirektoratet forklarer praksis Plantedirektoratet forklarede i brev af 12. juni 2010 til NN praksis vedrørende rode- og beskæftigelsesmateriale. Plantedirektoratet oplyste, at der ikke var sket nogen ændring af praksis, der fremgår af Justitsministeriets vejledning om beskæftigelses- og rodemateriale . Det fremgår af vejledningen, at rodemateriale skal tildeles og ligge på gulvet. Pinde i rør/holdere opfylder derfor udelukkende kravene til beskæftigelsesmateriale. Det nævnte eksempel fra Fødevarestyrelsens kontrol må skyldes en fejl. Anmeldelse til politiet Plantedirektoratet har den 14. juli 2010 anmeldt det manglende rodemateriale i de nye klimastalde til politiet som en overtrædelse af § 20, stk. 1, i bekendtgørelse om beskyttelse af svin. Fødevare- og Veterinærklagers begrundelse for afgørelsen Påbuddet var korrekt, da der manglede rodemateriale Svin skal tildeles rodemateriale på gulvet. Dette var ikke sket i nogle klimastalde. Påbuddet var derfor korrekt. Regelhenvisningen var ikke korrekt Plantedirektoratet henviste i påbuddet til § 20, stk. 1, i bekendtgørelse om beskyttelse af svin. Dette er ikke den korrekte henvisning, da der findes en regel, der mere specifikt gælder for smågrise, avls- og slagtesvin. Hjemmelen for påbuddet skal ændres til § 5 i lov om smågrise, avls- og slagtesvin. Ordlyden i de to regler er dog – i det væsentlige - identisk. De to regler skal således også fortolkes på samme måde. Den forkerte henvisning har derfor ikke konsekvenser for vurderingen af, om påbuddet er korrekt. Påbuddet er fortsat korrekt. Lovens krav om rodemateriale er fortolket i vejledning Justitsministeriet og Fødevarestyrelsen har fortolket vejledning om beskæftigelses- og rodemateriale. Det fremgår bl.a., at »det må antages, at det manipulerbare materiale skal tildeles på gulvet, hvor dyrene kan rode i det, hvis det skal opfylde kravet om beskæftigelses- og rodemateriale.« Det fremgår af Sammenfatningen i vejledningen (skema), at reb på gulvet kan være beskæftigelses- og rodemateriale, mens reb, der ikke ligger på gulvet alene kan være beskæftigelsesmateriale. Fødevare- og Veterinærklager finder, at Plantedirektoratets påbud er i overensstemmelse med den fortolkning, der er beskrevet i vejledningen. Praksis og fortolkning ændres ikke af enkelte tilsyn I oplyser, at fødevareregionen i en anden sag godkendte pinde i lodrette rørholdere som tilstrækkeligt rode- og beskæftigelsesmateriale. Vi har ikke tilstrækkelige oplysninger om dette tilsyn til at kunne vurdere, om de faktiske omstændigheder var sammenlignelige med jeres. Uanset om dette eventuelt skulle have været tilfældet, kan dette ikke føre til andet resultat i jeres tilfælde. Påbuddet er således korrekt, uanset, om der i et andet konkret tilfælde ikke er givet påbud i en sammenlignelig situation. Praksis og fortolkning ændres ikke af enkelte tilsyn, der kan være konkret begrundede eller eventuelt skyldes en fejl. Vejledningen fortolker loven korrekt Vi finder, at fortolkningen i vejledningen af rodemateriale er korrekt. Dette er begrundet i ordlyden i EU-direktivet, loven samt de oplysninger og overvejelser, der fremgår af bemærkningerne til det lovforslag, der siden blev vedtaget som lov om smågrise, avls- og slagtesvin. Vejledningen er i overensstemmelse med intentioner i loven og direktivet På baggrund af ordlyden i direktiv, lov samt bemærkningerne i lovforslaget finder Fødevare- og Veterinærklager, det er korrekt at fortolke kravet om rodemateriale således, at det skal være materiale, der ligger på gulvet, så svinene kan rode i det. Vi lægger herunder vægt på det, der fremgår af formålet med kravene bl.a., at dyrene skal kunne rode i materialet på gulvet. Loven Det fremgår af § 5 i lov om smågrise, avls- og slagtesvin, at »Smågrise, avls- og slagtesvin skal have permanent adgang til en tilstrækkelig mængde halm eller andet manipulerbart materiale, der kan opfylde deres behov for beskæftigelses- og rodemateriale.« Følgende fremgår bl.a. af forslaget til lov om smågrise, avls- og slagtesvin, Almindelige bemærkninger, pkt. 3.4. Justitsministeriets overvejelser : »Justitsministeriet er endvidere enig med arbejdsgruppen i, at det på baggrund af de nyeste forskningsresultater og den praktiske erfaring, der efterhånden er opnået, er muligt at lave regler om fast eller drænet gulv, så svinene får mulighed for at ligge på et mere komfortabelt lejeareal. Det vil efter Justitsministeriets opfattelse være et betydeligt dyrevelfærdsmæssigt fremskridt, idet der også herved skabes mulighed for at tildele dyrene rode- og beskæftigelsesmateriale. ... Endelig finder Justitsministeriet, at også smågrise, avls- og slagtesvin bør have adgang til halm eller andet materiale, der kan tilgodese deres behov for at rode og undersøge.« Det fremgår endvidere af lovforslaget, at loven ikke blot skal gennemføre et EU-direktiv , men skal have regler, der er af mere indgribende betydning. Ændring af EU-direktivet skærper reglerne § 5 fik den gældende ordlyd efter en ændring af loven i 2003 . Ændringen gennemførte to ændringer af EU-direktivet. Efter ændringen svarer loven på dette punkt i det store hele til direktivet. Det fremgår af det ændrede direktiv samt lovforslaget , at svin skal have permanent adgang til en tilstrækkelig mængde materiale, som de kan undersøge og rode i , såsom halm hø, træ m.v. Forhold vi ikke har vurderet Vi har ikke med denne afgørelse sagt, at pinde i rør ikke må bruges. Det fremgår af bilaget til vejledningen, at f.eks. træklodser, der ikke ligger på gulvet kan anvendes i stierne, men at de alene kan være beskæftigelsesmateriale. Vi har ikke med denne afgørelse vurderet, om det er dyrevelfærdsmæssigt forsvarligt at anvende pinde i kæder. Vi henviser herved til jeres brev af 31. august 2010, hvor I oplyser at pinde i kæder ofte giver skader på grisene. *** I kan ikke klage over Fødevare- og Veterinærklagers afgørelse til anden administrativ myndighed. Venlig hilsen Kirsten Falkum Fuldmægtig, cand.jur. Plantedirektoratet modtager kopi af denne afgørelse.

Versioner

  1. 2011-02-10 · til 2020-12-14