Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70/32

GældendeVersion 2011-03-24
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/9068@2011-03-24/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70/32

Resumé Klager – en person – klagede over artiklen ”Tildeling af misbilligelse” i Corgi Nyt. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Pressenævnet skal indledningsvis bemærke, at det falder uden for nævnets kompetence at tage stilling til, hvorvidt misbilligelsen tildelt af Dansk Kennel Klub er berettiget og i overensstemmelse med Dansk Kennel Klubs love. På baggrund af de foreliggende oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at klagers indlæg er skrevet på [Person B]s Facebook-profil. Klager har således selv viderebragt indlægget til en anden persons profil, hvorfor det som udgangspunkt er uden betydning, om [Person B]s profil er åben eller lukket. Indlægget er blevet læst af mange personer og har givet anledning til ikke blot debat og diskussion, men også til, at Dansk Kennel Klub på baggrund af en klage tildelte klager en misbilligelse, som Corgi Nyt utvivlsomt har været berettiget til at offentliggøre. Under disse omstændigheder finder Pressenævnet, at Corgi Nyt var berettiget til at offentliggøre klagers Facebook-indlæg. Nævnet udtaler derfor ikke kritik af Corgi Nyt. Pressenævnet finder endvidere ikke grundlag for at fastslå, at Corgi Nyt har undladt at kontrollere oplysningerne i artiklen tilstrækkeligt forud for offentliggørelsen. Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Pressenævnet finder, at de bragte oplysninger er utvivlsomt rigtige. [Klager] er derfor ikke berettiget til at få bragt et genmæle.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over en artikel i Corgi Nyt nr. 4, den 15. december 2010, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. Klagen omfatter endvidere mediets afslag på genmæle. 1 Sagsfremstilling Welsh Corgi Klubben i Danmarks medlemsblad bragte i nr. 4, 15. december 2010 , artiklen ” Tildeling af misbilligelse ”, hvoraf bl.a. følgende fremgik: ”Umiddelbart efter udstillingen i Randbøldal var nedennævnte indlæg at læse på Facebook. Citat: 11. september 2010 kl. 22.14 [Klager] En træls weekend Dommeren i hvalpe og babyer gad ikke se vores hunde, eller for den sags skyld de andres, undtagen [Person A]s. Det var helt aftalt på forhånd. Alle var yderst rasende. Bagefter stod [Person A]s kone og dobbelthandlede, og da jeg spurgte en af de andre om de havde hørt om dobbelt handling, blev hun så rasende (læs følte sig truffet) at hun hylede og skreg efter mig. Herefter var der adskillige der gav mig ret, og alle kaldte familien [Person A] usportslig. De havde også lavet noget snyderi med alder i veteraner og andet fusk. Men den slags betaler sig, når man selv er dommer. Vi skal ikke på udstilling i Corgiklubben foreløbig. Vi er faktisk sammen med nogen andre i klubben ved at overveje at lave en anden klub, da vi er så trætte af kammerateriet. Ellers må vi jo i dansk racehunde union. DKK kan slet ikke finde ud af Knights papirer, og skal sgu have penge en gang til. Så sur stemning her i huset lige nu. Amelie fik ck, men ingen placering i åben kasse. Bianca fik 3. plads og ck. Så ok, men FORAN DEM VAR DET [PERSON A] HUNDE, SÅ SURT ALLIGEVEL. Det har været så grel en weekend, at der skal være ekstraordinært bestyrelsesmøde, og nogen i bestyrelsen, bl.a. kassereren overvejer at gå af i utide. [Person A] familien har rakket ned på hendes udmærkede hund, og spurgt hvad hun dog vil i klubben, når hun ingen ordentlig hund har. Den har da tysk og svensk cert, mangler kun en hver sted for at være champion. Der er lavet planer om at vælte formanden, og meget mere ballade. Jeg ved jeg har de bedste hunde hver dag, så f… de andre, men jeg holder pause fra dem meget længe. Overvejer at løbe Bianca, selvom hun er på topti, for jeg gider ikke komme i klubben lige nu. Så vi bliver nok væk fra Herning også. Knight bliver ikke udstillet før han skal avlsgodkendes, for de skal sgu ikke bare hale penge ud af mig. Nu tager vi til Sverige i morgen, og så må vi se søndag på Sofiero. Vi skal have min mor og søster med derover, og møde svenske venner. Vi kan da altid komme i den svenske corgiklub i stedet. Sydsvenske kennelklub er vi medlem af. [Person C] og [Person D] skal passe resthundene herhjemme. Så hyggehejsa, vi ses, hvis vi gider tage hjem fra Sverige. (Jeg er ottende-del svensker, og har det ganske fint i Sverige) God weekend fra Karin og Terrorristerne i Corgihuset Efterfølgende modtog WCK en klage over dette indlæg, da indlægget både indeholdt grove beskyldninger mod andre personer bl.a. [Person A], der beskyldes for at benytte sig af, at han er dommer, og at den engelske dommer har deltaget i aftalt spil, fandt vi det rigtigst at fremsende sagen til DKK. Sagen er behandlet i DKK med følgende afgørelse: Solrød, den 1. november Tildeling af misbilligelse Kære [Klager] DKK’s bestyrelse har på sit seneste møde behandlet en klage over dig fra Welsh Corgi Klubben. Du har på Facebook (kopi vedlægges) udtalt dig nedgørende om dommer [Person A] i forbindelse med Welsh Corgi Klubbens udstilling den 11. september 2010. DKK’s bestyrelse tildeler dig hermed en misbilligelse for ovennævnte. Eventuelle gentagelsestilfælde vil blive forelagt DKK’s disciplinærnævn. Med venlig hilsen Dansk Kennel Klub Jørgen Hindse Formand Vi har i bestyrelsen været meget overrasket over en sådan fremturen på Facebook. Vi indstiller og håber dette absolut er en enlig svale. Vi havde det indtryk efter Randbøldal weekenden, at den havde været vellykket, og de mange medlemmer og deres hunde havde haft en dejlig weekend. Vi har heller ikke hørt fra nogen, der kan genkende disse episoder som nævnt af [Klager]. Welsh Corgi Klubben har haft så længe jeg husker et særdeles godt ry og rygte, som en vel organiseret specialklub og utallige af både danske og udenlandske dommere har bemærket, at stemningen er helt unik, ikke mindst set ud fra den betragtning hvad de har set og oplevet i andre klubber. Den gode professionelle indgangsvinkel vi har i Klubben, vil vi fra bestyrelsen forsat arbejde for at bevare. Bestyrelsen ” Yderligere oplysninger Redaktøren for Corgi Nyt (også formand for Welsh Corgi Klubben) og klager korresponderede den 15.-16. november 2010 om klagers indlæg på Facebook. Ved e-mail af 15. november 2010 videresendte redaktøren en e-mail til klager, som indeholdt indlægget til Corgi Nyt og Dansk Kennel Klubs brev om tildeling af misbilligelse af 1. november 2010. Det fremgår af redaktørens e-mail, at ”Jeg kontaktede dig i dag pr. telefon, for at høre om du evt. havde et eller andet du ønskede at sige, undskylde eller redegøre”. Ved e-mail af 15. december 2010 klagede [Klager] til redaktøren af Corgi Nyt over artiklen. Hun anførte i den forbindelse bl.a. følgende: ”… hvor en af mig personligt skrevet e-mail er blevet offentliggjort, uden at jeg har været adspurgt, eller har offentliggjort e-mailen, vil jeg hermed anmode om, at kunne tage til genmæle i næste nummer af Corgi Nyt. Da der er urigtige oplysninger i bladet, ønsker jeg genmæle. desuden er der i bladet offentliggjort et brev til mig personlig, som jeg aldrig har modtaget fra DKK.” Corgi Nyt har fremlagt en udskrift med klagers Facebook-indlæg af 10. september 2010 kl. 23.54. Af indlægget er der ikke muligt at se på hvilken profil, indlægget er skrevet. [Person B] har ved e-mail af 3. marts 2011 bekræftet, at [Klager] har skrevet en kommentar den 10. september 2010 kl. 23.54 på hendes Facebook-profil. Det fremgår af Facebook, at hverken [Person B]s profil eller gruppen DKK kreds 9 ringtræning i Holstebro er offentligt tilgængelige (begge er ”lukkede” profiler/grupper). Efter § 29 i Dansk Kennel Klubs Love og stambogsføringsregler kan afgørelser i disciplinærsager offentliggøres i DKK’s blad. Welsh Corgi Klubben er en selvstændig specialklub under Dansk Kennel Klub. Det fremgår af Love for Welsh Corgi Klubben, at Dansk Kennel Klubs disciplinærnævn træffer den endelige afgørelse i disciplinærsager i de med Dansk Kennel Klub samarbejdende specialklubber. En misbilligelse kan dog tilkendes af Welsh Corgi Klubbens bestyrelse, jf. § 16, stk. 2 og 3. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har anført, at dele af en privat e-mail sendt til veninden [Person B] er blevet offentliggjort i Corgi Nyt nr. 4. Hun har anført, at e-mailen aldrig har været på hendes Facebook-profil. Hun har skrevet til veninden i et lukket forum, der hedder DKK kreds 9 ringtræning. I dette forum kan der også sendes e-mails, men de kan kun ses af modtageren. Hvordan e-mailen er blevet offentliggjort er uvist, men det falder nøje sammen med, at hun fik hacket sine bankkonti. Hun har aldrig modtaget et brev fra Dansk Kennel Klub, hvori hun tildeles hende en misbilligelse. Første gang hun hørte om offentliggørelsen af e-mailen var i forbindelse med formanden for Welsh Corgi Klubs kontakt den 15. november 2010. Formanden nævnte ikke i samtalen, at hendes private e-mail eller en misbilligelse af hende ville blive offentliggjort i Corgi Nyt. Formanden sendte en kopi af brevet fra Dansk Kennel Klub, hvoraf det fremgår, at hun havde fået en misbilligelse for at kritisere en dommer. Den pågældende dommer var imidlertid slet ikke dommer den pågældende dag. Hverken i telefonsamtalen eller ved senere e-mails bad formanden om hendes kommentarer til indlægget på Facebook. Klager har oplyst, at hun havde en forventning om, at det ville stå i Corgi Nyt, at hun havde fået en misbilligelse, men ikke at hendes private e-mail ville blive offentliggjort. 2.2 Corgi Nyts synspunkter Corgi Nyt har anført, at sagen startede med en klage til Welsh Corgi Klubben, idet flere havde læst klagers indlæg på Facebook. Det er ikke sandt – som anført af klager – at det var en personlig e-mail, som hun sendte. Skulle beskeden have været personlig, skulle hun have aktiveret ”send en besked”. I så fald var beskeden kun havnet hos [Person B] og ikke på hendes væg, som er tilgængelig for [Person B]s ca. 1.580 venner. Corgi Nyt ringede til klager den 15. november 2010 for at spørge, om hun ønskede at skrive en kommentar til sagen, når den blev offentliggjort i Corgi Nyt i december. Samtalen endte brat, da klager smækkede røret på. Derefter sendte formanden en kopi af Dansk Kennel Klubs brev og det indlæg, som ville blive bragt i Corgi Nyt om sagen. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Thomas Rørdam, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Marianne Druedahl. Pressenævnet skal indledningsvis bemærke, at det falder uden for nævnets kompetence at tage stilling til, hvorvidt misbilligelsen tildelt af Dansk Kennel Klub er berettiget og i overensstemmelse med Dansk Kennel Klubs love. På baggrund af de foreliggende oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at klagers indlæg er skrevet på [Person B]s Facebook-profil. Klager har således selv viderebragt indlægget til en anden persons profil, hvorfor det som udgangspunkt er uden betydning, om [Person B]s profil er åben eller lukket. Indlægget er blevet læst af mange personer og har givet anledning til ikke blot debat og diskussion, men også til, at Dansk Kennel Klub på baggrund af en klage tildelte klager en misbilligelse, som Corgi Nyt utvivlsomt har været berettiget til at offentliggøre. Under disse omstændigheder finder Pressenævnet, at Corgi Nyt var berettiget til at offentliggøre klagers Facebook-indlæg. Nævnet udtaler derfor ikke kritik af Corgi Nyt. Pressenævnet finder endvidere ikke grundlag for at fastslå, at Corgi Nyt har undladt at kontrollere oplysningerne i artiklen tilstrækkeligt forud for offentliggørelsen. Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Pressenævnet finder, at de bragte oplysninger er utvivlsomt rigtige. [Klager] er derfor ikke berettiget til at få bragt et genmæle. Afgjort den 22. marts 2011

Versioner

  1. 2011-03-24