Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70/42
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/9072@2011-03-24/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70/42
Resumé Sexarbejderne InteresseOrganisation klagede over tv-indslaget ”JAGT PÅ ULOVLIGE PENGE” på Danmarks Radio. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Pressenævnet bemærker indledningsvis, at forholdet vedrørende udlejning af værelser ikke behandles, idet forholdet er berigtiget på en for klager tilfredsstillende måde. Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. Da omtalen i udsendelsen kan opfattes krænkende over for Sexarbejdernes InteresseOrganisations medlemmer, og organisationens talskvinde medvirker i indslaget, finder nævnet, at organisationen har en sådan interesse, at der er grundlag for at behandle klagen. Klagen realitetsbehandles derfor. Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Pressenævnet finder, at det i udsendelsen omtalte omfang af skatte- og momsunddragelser i prostitutionsbranchen klart fremstår som et skøn bl.a. på baggrund af uoverensstemmelserne mellem de anslåede omsætningstal fra Danmarks Statistik og de beløb, som SKAT har inddrevet. Kilder, som er navngivet i udsendelsen, har endvidere vurderet, at en del af omsætningen ved prostitution ender hos bagmænd med forbindelse til rocker- og bandemiljøet. Da det i øvrigt fremgår af udsendelsen, at der er prostituerede, som betaler skat og moms af indtægterne fra prostitution, finder nævnet, at Sexarbejdernes InteresseOrganisation ikke er berettiget til at få bragt et genmæle over for de påklagede forhold.
Sexarbejdernes InteresseOrganisation (SIO) har ved talskvinde Susanne Møller klaget til Pressenævnet over et ikke fyldestgørende genmæle i relation til en udsendelse af 10. oktober 2010 på Danmarks Radio. Klagen er sendt til Pressenævnet ved e-mail af 2. februar 2011 kl. 15.06. 1 Sagsfremstilling Forud for offentliggørelsen af det påklagede program 21 SØNDAG bragte dr.dk en programomtale på hjemmesiden dr.dk/DR1/soendag. Danmarks Radio sendte den 10. oktober 2011 programmet 21 SØNDAG, hvoraf bl.a. indslaget ” JAGT PÅ ULOVLIGE PENGE ” fremgik: ”[Af skærmteksten fremgik ”MILLIARD OMSÆTNING”] Studievært : Billederne her er fra indgangen til et bordel. Som man kan se, så er der masser aktivitet. Masser af mænd, der kommer på besøg. Der omsættes for mere end én milliard kroner på prostitution her i landet, og SKAT og politi har kæmpet i årevis for at få fat i flere af de ulovlige penge uden meget held. Isabell Ice, sexarbejder : Altså, hver gang politiet får optrevlet en ring. Måske, så er der 15 nye. Altså, du kan aldrig komme det der til livs. [Af skærmteksten fremgik ”JAGT PÅ PROSTITUTIONSPENGE”] Studievært : SKAT har lavet en opgørelse for 21 SØNDAG, der viser, at det i løbet af det seneste halvandet år blot er lykkedes at inddrive knap seks millioner kroner. 12 millioner mere er ifølge SKAT på vej, men selv dét er en lille bitte del af de mange penge, som reelt nu ender i lommerne på bagmænd i rocker- og bandemiljøet. … Speak: Sexklinikken, hvor hun [Isabell Ice] arbejder, er en af de mellem 5 og 700 [klinikker], der findes over hele landet. … Speak: Ingen ved, hvor mange kunder de prostituerede samlet har, og dermed hvor mange penge, der tjenes i alt. . .. Speak : Ifølge en opgørelse fra Servicestyrelsen findes der 5.500 prostituerede i Danmark. Hovedparten arbejder på klinik. Isabell Ice : Jeg betaler 600 kroner for at leje faciliteterne. Der er en telefondame stillet til rådighed. Der er mad, og der er kaffe. Og jeg kan bade lige så tosset, jeg vil. Og bruge faciliteterne lige så tosset jeg vil. Jeg kan tjene alt lige fra 600 kroner til flere tusinde. Speak : Det er ikke ulovligt at være prostitueret i Danmark, så længe der betales skat af indtægten. Det gør Isabell. Det er til gengæld ulovligt at tjene penge på andres prostitution for eksempel ved at leje værelser ud. Hvor mange penge, der tjenes ulovligt på prostitution herhjemme, findes der ingen faste tal på. Danmarks Statistik vurderer, at der hvert år omsættes for 1,2 milliarder. Reden, et værested for prostituerede, anslår, at omsætningen ligger på mellem fem og ti milliarder kroner. I jagten på bagmændene og den ulovlige omsætning startede Politi og SKAT for tre år siden en intensiv indsats mod prostitutionens bagmænd. John Jensen, leder, Økonomisk Krim., SKAT : Vi har lavet rigtigt mange kontroller, og vi har også lavet kontroller her i Helsingør, hvor vi kører nu. Og vi har samlet set fundet 19 millioner, som ikke har været opgivet til SKAT. Speak : Det er altså kun en brøkdel af den ulovlige indtægt, SKAT har indkasseret. … Speak: Foreløbig kører samarbejdet mellem Politi og SKAT året ud. Om indsatsen skal fortsætte diskuteres lige nu politisk. Foreløbig arbejder SKAT videre. John Jensen: Dét vi gør. Det er jo. Vi forsøger at finde - ud af først og fremmest – de piger, der er på sådant et bordel, og er det muligt at finde noget regnskabsmateriale, som måske kan underbygge skattesag eller en straffesag, som bliver overgivet til politiet. … Speak : Ifølge myndighederne er indsatsen vigtigere end nogensinde før. [Af skærmen fremgik forsiden på Rigspolitiets redegørelse ”Beskrivelse af politiets indsats mod prostitutionens bagmænd 2009” af 31. maj 2010.] For politiets arbejde de seneste tre år peger på, at en del af bagmændene, der indkasserer den ulovlige omsætning, stammer fra rocker- og bandemiljøet. Kim Kliver, chef, Nationalt Efterforskningscenter (NEC), Rigspolitiet : Det her område er interessant for den organiserede kriminelle verden. Altså rockerne og banderne, som dels finder det attraktivt i forhold til bestyrelsespenge, men også i nogle tilfælde i forhold til den enkelte bagmandsvirksomhed. Speak : Hvad betyder det for den enkelte bagmandsvirksomhed? Kim Kliver : Ja, den enkelte bagmandsvirksomhed. Dvs., det er dem, der står for driften af pigerne og bordellerne og genererer den indtjening, der er der. Susanne Møller, sexarbejder, talskvinde, Sexarbejdernes InteresseOrganisation : Det herinde kalder jeg stuen. Andre kalder det bollerum. Det er her jeg arbejder. Speak : Susanne Møller selv sælger også sex. Blandt andet her fra lejligheden i Odense. Hun er talskvinde for Sexarbejdernes InteresseOrganisation og mener, at lovgivningen gør sexarbejderne sårbare over for de kriminelle bagmænd. Susanne Møller : Vi har ikke noget legalt alternativ end at håbe på, at det her ikke er en kriminel, der vil udnytte os. Det hvide marked er simpelthen lukket for sexarbejderne. Der er kun det grå og sorte marked tilbage. … John Jensen : Der er selvfølgelig penge, som ikke bliver opgivet, og som der ikke bliver betalt skat og moms af. Det er da rigtigt. Det er der ingen tvivl om.” Susanne Møller klagede på vegne af Sexarbejdernes InteresseOrganisation den 13. oktober 2010 til redaktøren af 21 SØNDAG og Lytternes og Seernes Redaktør. 21 SØNDAGs redaktør afviste samme dag klagen, hvorefter Susanne Møller den 18. oktober 2010 fremsendte yderligere bemærkninger til de to redaktører. 21 SØNDAGs redaktør svarede 26. november 2010 og oplyste i den forbindelse bl.a. følgende: ”Dette svar kan ankes til DRs Lytter- og Seerredaktør, Jacob Mollerup. Han kan nås på mail jmol@dr.dk eller adressen Lytternes og Seernes Redaktør, DR Byen 0999 København K. Redaktøren kan undersøge sagen igen og lave en indstilling til DRs generaldirektør. Ønsker du at indklage afvisningen til Pressenævnet, skal det ske senest 4 uger efter du har modtaget dette brev. Pressenævnets adresse er Gyldenløvesgade 11, 4., 1600 København V. Nævnet kan nås på tlf. 33 15 55 64 eller via hjemmesiden www.pressenaevnet.dk.” Danmarks Radios generaldirektør sendte den 20. december 2010 Lytternes og Seernes Redaktørs indstilling til Susanne Møller og oplyste, at denne ville blive fulgt. Redaktørens konklusion og indstilling: ”Klagen over indslaget bør i hovedsagen afvises. 21 Søndag bør imidlertid sørge for, at præsentationen af programmet på hjemmesiden bringes i overensstemmelse med indslaget – jf. ovenfor. Denne præcisering bør også kort omtales på DR Nyheders ”Fejl og Fakta”-side, hvor det samtidig kort bør præciseres, at udlejning af værelser til prostitution kan være lovlig under visse omstændigheder.” Susanne Møller anmodede på vegne af Sexarbejdernes InteresseOrganisation ved e-mail af 3. januar 2011 Danmarks Radios generaldirektør om at få bragt følgende genmæle: ”I et indslag den 10. oktober 2010 fremgik det, at SKAT ved intensive kontroller af massageklinikker mv. havde fundet skatte- og momsunddragelser for i alt 18 mio. kr. Det var indslagets hovedpointe, at den store indsats fra Politi og SKAT kun har afdækket en lille del af de illegale aktiviteter. Imidlertid bliver det ikke opgjort, hvor meget sexarbejdere indbetaler i skat og moms, og DR har ingen viden om, hvorvidt der er sket skatte- og momsunddragelser for større beløb end de 18 mio. kr., eller hvor stor en del af det samlede skatte- og momsansvar for sexarbejdere, unddragelserne udgør. Det var således ubeføjet, når hele branchens omsætning generaliserende blev omtalt som ulovlige penge.Det var ligeledes ubeføjet, når DR oplyste, at de 18 mio. kr. kun var ”en lillebitte del af de mange penge, som reelt nu ender i lommerne på bagmænd i rocker- og bandemiljøet”. DR har ingen viden om, hvor stor en del af de samlede unddragelser, de 18 mio. kr. udgør, og man har intet belæg for generaliserende at hævde, at hverken konstaterede eller mulige ikke konstaterede skatte- og momsunddragelser fra sexarbejderes omsætning tilfalder rockere og bander.” Danmarks Radio afviste ved e-mail af 25. januar 2011 at bringe genmælet, men bragte på dr.dks ”Fejl eller Fakta” under overskriften ” Rettelse i prostitutionsindslag i 21 SØNDAG ” en rettelse i overensstemmelse med indstillingen fra Lytternes og Seernes Redaktør. Yderligere oplysninger Af Rigspolitiets redegørelse ” Beskrivelse af politiets indsats mod prostitutionens bagmænd i 2009 ” af 31. maj 2010 fremgår bl.a. følgende: ”Ingen efterforskninger har endnu kunnet påvise tilstedeværelsen af større sammenhængende netværk af kriminelle bagmænd, som i fællesskab kontrollerer et større antal prostituerede kvinder. Politiet arbejder i stedet med en formodning om, at der er tale om enkeltstående bagmænd, der hver kontrollerer op til 10-15 prostituerede kvinder fordelt på flere bordeller.” Magasinet Politi til politi og anklagemyndighed bragte i nr. 1, 2009, artiklen ” Bander – forskelle og ligheder ”, hvoraf følgende fremgik: ”[Side 17] ROCKERE Bedriver narkokriminalitet, afpresning, våbenbesiddelse og våbensalg, vold, berigelseskriminalitet og står bag prostitution … KORT OM BANDERNE Hells Angles (HA) … HA er i vækst og rekrutterer fortrinsvis fra AK81. HA er i opposition til gadebandegrupperne, som er ved at overtage deres kriminelle områder. Derfor satser HA også på andre kriminalitetstyper end narkotikahandel, bl.a. bordelvirksomhed og afpresning.” 2 Parternes synspunkter 2.1 Sexarbejdernes InteresseOrganisations synspunkter Susanne Møller har anført, at man er tilfreds med rettelsen på hjemmesiden, for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt det er lovligt at udleje værelser til sexarbejdere. Danmarks Radio postulerer i tv-indslaget, at det kun er en lille del af skatte- og momsunddragelserne i forbindelse med sexarbejde, der er blevet afdækket ved en intensiv kontrolindsats fra SKATs side, samt at de ”ulovlige penge” reelt tilfalder ”rockere og bander”. Oplysningen forbinder sexarbejderne med rocker- og bandemedlemmer, hvilket ikke er korrekt. I sager om rufferi og menneskehandel er det en lille del af branchens omsætning, der ender hos ”bagmænd”. Det er undtagelsen, at disse ”bagmænd” er rockere eller bandemedlemmer. Det er alene kendt, at rockere i nogle tilfælde har modtaget såkaldte beskyttelsespenge fra massageklinikker. Kim Klivers udtalelse omhandler en tænkt situation med hensyn til, på hvilke områder det kan være ”interessant” at drive bagmandsvirksomhed. Denne udtalelse giver ikke grundlag for oplysningen om, at pengene reelt ender i lommerne på rockere og bagmænd. Susanne Møller har i den forbindelse henvist til Rigspolitiets redegørelse af 31. maj 2010 og Magasinet Politi nr. 1, 2009. Selvom Danmarks Radio gør opmærksom på, at der er sexarbejdere, der betaler skat og moms, oplyses det samtidig, at der er mange sexarbejdere, der unddrager sig skat og moms, og at de 18 millioner kroner kun er en lille del af de ”ulovlige penge”, hvilket der ikke er belæg for. Det er ukendt, hvor meget sexarbejdere indbetaler i skat og moms. Danmarks Radio har ikke fremlagt dokumentation for mere end de 18 millioner kroner, dvs. det beløb, der er fundet ved kontrollerne. De udokumenterede oplysninger om store skatte- og momsunddragelser, samt at rockere og bander er bagmænd, virker krænkende og agtelsesforringende for medlemmerne af Sexarbejdernes InteresseOrganisation og andre sexarbejdere. Berigtigelsen skal bringes på tv i sammenhæng med programmet 21 SØNDAG. 2.2 Danmarks Radios synspunkter Danmarks Radio har anført, at indslaget oplyser, at der i prostitutionsbranchen er mange ”ulovlige penge”, selvom der er prostituerede, der frivilligt indberetter deres indkomst til SKAT. Politi og SKAT igangsatte for tre år siden en omfattende indsats mod prostitutionens bagmænd. Indsatsen blev initieret på baggrund af myndighedernes erfaring med, at bagmændene tjente mange penge på at udnytte prostituerede. SKAT og Politi bekræfter, at en stor del af de prostituerede i Danmark arbejder for en bagmand, og at disse bagmænd ofte i et eller andet omfang er infiltreret i bande- eller rockermiljøet. Danmarks Radio har henvist til Kim Klivers udtalelse i indslaget, Rigspolitiets redegørelse samt Magasinet Politi. Der er derfor ikke, som klager anfører, tale om en ”tænkt situation”. SKATs store indsats for at øge beskatningen har i løbet af halvandet år givet et begrænset resultat på foreløbig seks millioner kroner og forventet yderligere resultat på 12 millioner kroner. På baggrund af udmeldinger fra Politi og SKAT er der belæg for at tale om en branche med mange ”ulovlige penge”. Der findes ikke en konkret viden om den samlede omsætning i branchen og om, hvor stor en andel af omsætningen der reelt betales skat af. I indslaget anføres det: ”Ingen ved, hvor mange kunder de prostituerede samlet har, og dermed hvor mange penge, der tjenes i alt”, og ”Hvor mange penge, der tjenes på prostitution herhjemme, findes der ingen faste tal på. Danmarks Statistik vurderer, at der hvert år omsættes for 1,2 milliarder. Reden, et værested for prostituerede, anslår, at omsætningen ligger på mellem fem og 10 milliarder”. SKAT har udarbejdet en opgørelse til Danmark Radio, hvoraf det fremgår, at de 18 millioner kroner, som SKAT forventer at kunne inddrive fra prostitution ved den ekstraordinære indsats, udgør et magert resultat af den samlede omsætning fra prostitutionsmarkedet. På baggrund af denne opgørelse, er det Danmarks Radios opfattelse, at der er belæg for at indikere, at der er en ikke ubetydelig indtjening, der unddrages SKAT, og som dermed kan betegnes som ”ulovlige penge”. Efter klagers henvendelse valgte Danmarks Radio at rette programpræsentationen på dr.dk, idet det ikke klart fremgik, at der også var indtægter, der blev opgivet til SKAT. Det fremgår derimod af tv-indslaget. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Thomas Rørdam, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Marianne Druedahl. Pressenævnet bemærker indledningsvis, at forholdet vedrørende udlejning af værelser ikke behandles, idet forholdet er berigtiget på en for klager tilfredsstillende måde. Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. Da omtalen i udsendelsen kan opfattes krænkende over for Sexarbejdernes InteresseOrganisations medlemmer, og organisationens talskvinde medvirker i indslaget, finder nævnet, at organisationen har en sådan interesse, at der er grundlag for at behandle klagen. Klagen realitetsbehandles derfor. Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Pressenævnet finder, at det i udsendelsen omtalte omfang af skatte- og momsunddragelser i prostitutionsbranchen klart fremstår som et skøn bl.a. på baggrund af uoverensstemmelserne mellem de anslåede omsætningstal fra Danmarks Statistik og de beløb, som SKAT har inddrevet. Kilder, som er navngivet i udsendelsen, har endvidere vurderet, at en del af omsætningen ved prostitution ender hos bagmænd med forbindelse til rocker- og bandemiljøet. Da det i øvrigt fremgår af udsendelsen, at der er prostituerede, som betaler skat og moms af indtægterne fra prostitution, finder nævnet, at Sexarbejdernes InteresseOrganisation ikke er berettiget til at få bragt et genmæle over for de påklagede forhold. Afgjort den 22. marts 2011