Gelex

Krav om ventilation i cykelværksted og brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at efterkomme påbuddet

OphævetVersion 2011-06-23fra 2011-06-23 til 2013-01-28
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/9224@2011-06-23/da

Indhold
  1. Indledning

Krav om ventilation i cykelværksted og brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at efterkomme påbuddet

Resumé Ved tilsynsbesøg på et cykelværksted konstaterede Arbejdstilsynet, at der blev opbevaret og benyttet forskellige faremærkede produkter i forbindelse med reparation og lapning af cyklerne i værkstedet. Flere af produkterne indeholdt organiske opløsningsmidler, der er klassificeret som sundhedsskadelige, og indeholdt et stof, der er på Arbejdstilsynets liste over kræftfremkaldende stoffer. Arbejdstilsynet gav virksomheden påbud om at etablere effektiv og tilstrækkelig ventilation i cykelværkstedet. Ifølge reglerne om ventilation på faste arbejdssteder skal der etableres mekanisk udsugning, hvis det ikke kan undgås, at der ved en arbejdsproces sker udvikling af sundhedsskadelige luftarter eller lign. Et flertal af nævnets medlemmer fastholdt Arbejdstilsynets påbud, idet der i cykelværkstedet foregik arbejdsprocesser, der udviklede luftforurening med stoffer og materialer, der er sundhedsskadende eller generende, uden at der var etableret ventilation, der fjernede forureningen på det sted, hvor den udvikledes. Ifølge reglerne udgør sundhedsskadelig luftforurening fra en arbejdsproces på faste arbejdssteder, hvor der ikke er etableret en mekanisk udsugning med samtidig tilførsel af frisk erstatningsluft af passende temperatur, et komplekst arbejdsmiljøproblem, som automatisk udløser et rådgiverpåbud. Flertallet af nævnets medlemmer fastholdt derfor ligeledes Arbejdstilsynets påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Et mindretal af nævnets medlemmer fandt ikke grundlag for påbuddet, da den faktiske påvirkning af de ansatte lå under grænseværdierne. Desuden henviste mindretallet til, at påbuddet ikke var givet efter reglerne om foranstaltninger mod kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og materialer, hvorefter enhver påvirkning skal undgås, og at Arbejdstilsynet har meddelt branchen, at lapning af cykler i cykelværksteder ikke generelt medfører en væsentlig sundhedsmæssig belastning, når der anvendes lim, der er typisk i branchen.

[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 22. februar 2011 behandlet virksomhedens klage over Arbejdstilsynets afgørelse af den 28. maj 2010, hvorved virksomheden fik påbud om: At etablere effektiv og tilstrækkelig mekanisk ventilation i cykelværksted At bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at efterkomme påbuddet. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Et flertal af Arbejdsmiljøklagenævnets medlemmer fastholder Arbejdstilsynets påbud om, at virksomheden skal etablere effektiv og tilstrækkelig mekanisk ventilation i virksomhedens cykelværksted samt bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at efterkomme påbuddet. Det betyder, at virksomheden skal efterkomme Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse senest den 4. juli 2011, og sende en tilbagemelding herom til Arbejdstilsynet senest den 11. juli 2011. Desuden skal virksomheden senest den 11. april 2011 give Arbejdstilsynet meddelelse om, hvilken autoriseret arbejdsmiljørådgiver, der er indgået aftale med. B E G R U N D E L S E Ventilation Et flertal af nævnets medlemmer finder, at der i cykelværkstedet foregår arbejdsprocesser, der udvikler luftforurening med stoffer og materialer, der er sundhedsskadende eller generende, uden at der er etableret ventilation, der fjerner forureningen på det sted, hvor den udvikles. Flertallet lægger herved vægt på, at flere af de produkter, der anvendes i forbindelse med reparation og lapning af cykler i værkstedet indeholder organiske opløsningsmidler, er klassificeret som sundhedsskadelige, eller indeholder Naphtha (råolie), der er på Arbejdstilsynets liste over kræftfremkaldende stoffer. Flertallet finder endvidere, at forureningen er unødig, da den kan fjernes ved rimelige tekniske foranstaltninger, f.eks. i form af etablering af ventilation. På den baggrund er det flertallets vurdering, at arbejdsstedet ikke er indrettet sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Efter arbejdsmiljøloven skal arbejdet indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Hvis det ikke kan hindres, at der ved en arbejdsproces sker udvikling af luftarter, støv eller lign., der er sundhedsskadelige eller eksplosive, eller udvikling af røg, mikroorganismer, aerosoler, ildelugt eller anden generende luftforurening, skal der etableres en mekanisk udsugning, der så vidt muligt fjerner forureningen på det sted, hvor den udvikles. Samtidig skal der tilføres frisk erstatningsluft af passende temperatur. På den baggrund finder flertallet, at arbejdsstedet ikke er indrettet således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt, og det er derfor flertallets vurdering, at der er grundlag for Arbejdstilsynets påbud om, at virksomheden skal etablere effektiv og tilstrækkelig mekanisk ventilation i virksomhedens cykelværksted. Vedrørende virksomhedens bemærkninger om, at grænseværdierne i AT-vejledning C.0.1 er overholdt, bemærker flertallet, at afgørelsen af, i hvilket omfang der skal foretages foranstaltninger i forbindelse med arbejde med stoffer og materialer altid må bero på en konkret vurdering, herunder af om påvirkningen er unødig eller om arbejdet ikke kan udføres forsvarligt. Vedrørende virksomhedens bemærkninger om, at virksomheden har foretaget en række foranstaltninger til at forbedre sikkerheden vedrørende produkterne, herunder i form af reduktion af visse produkter samt instruktion af de ansatte mv., bemærker flertallet, at dette ikke kan føre til et andet resultat, da der fortsat opbevares og anvendes sundhedsskadelige stoffer i værkstedet uden brug af effektiv ventilation. Virksomhedens bemærkninger om, at de anvisninger, der fremgår af nogle produkters etiketter vedrørende udendørs brug eller effektiv ventilation, alene er af hensyn til private forbrugere, kan heller ikke føre til et andet resultat, idet reglerne om krav vedrørende mekanisk ventilation gælder, når der foreligger arbejde for en arbejdsgiver. Hvad angår virksomhedens øvrige bemærkninger henviser flertallet til Arbejdstilsynets udtalelse, som flertallet er enig i. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et flertal på 8 af nævnets 11 stemmeberettigede medlemmer. Autoriseret arbejdsmiljørådgiver Et flertal har lagt vægt på, at virksomheden har overtrådt arbejdsmiljølovgivningen vedrørende et komplekst arbejdsmiljøproblem, som Arbejdstilsynet har givet påbud om. Ifølge reglerne om rådgiverpåbud skal arbejdsgiveren efterkomme påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, når arbejdstilsynet afgiver en eller flere afgørelser om overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen og om et eller flere komplekse og alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed. De arbejdsmiljøproblemer, der udløser et rådgiverpåbud ved komplekse og alvorlige overtrædelser, kan være konstateret ved enkeltstående tilsyn eller et samlet tilsynsforløb. Endvidere følger det af reglerne, at sundhedsskadelig luftforurening fra en arbejdsproces på faste arbejdssteder, hvor der ikke er etableret en mekanisk udsugning med samtidig tilførsel af frisk erstatningsluft af passende temperatur, udgør et komplekst arbejdsmiljøproblem. Der afgives ikke rådgiverpåbud, hvis virksomheden inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted, og løsningen umiddelbart kan overføres. Ud fra det oplyste må det lægges til grund, at virksomheden ikke inden for det seneste år forud for Arbejdstilsynets påbud har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted, og den nævnte undtagelsesbestemmelse finder derfor ikke anvendelse. På den baggrund finder flertallet, at der ligeledes er grundlag for Arbejdstilsynets påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver til løsning af arbejdsmiljøproblemet vedrørende forureningen. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et flertal på 8 af nævnets 11 stemmeberettigede medlemmer. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen anvendt følgende regler: Om ventilation: – § 42, stk. 1, og § 43, stk. 1, nr. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer, der følger af lov nr. 175 af 27. februar 2007 og lov nr. 1395 af 27. december 2008 – § 1, stk. 1 og § 35, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 96 af 13. februar 2001 om faste arbejdssteders indretning som ændret ved bekendtgørelse nr. 721 af 22. juni 2006 Om Arbejdstilsynets ret til at give påbud: – § 77, stk. 1, lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer, der følger af lov nr. 175 af 27. februar 2007 og lov nr. 1395 af 27. december 2008 Om autoriseret arbejdsmiljørådgiver: – § 77 a, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer, der følger af lov nr. 175 af 27. februar 2007 og lov nr. 1395 af 27. december 2008 – § 6, § 16, nr. 3 og § 43, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere. Reglerne kan læses på de følgende sider. O P L Y S N I N G E R I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de dokumenter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. M I N D R E T A L S U D T A L E L S E Mindretallet, som udgør 3 medlemmer, finder ikke grundlag for påbuddet, fordi Arbejdstilsynet ikke har vurderet de faktiske koncentrationer af sundhedsfarlige stoffer i forhold til grænseværdierne. Mindretallet finder således den faktiske påvirkning af de ansatte under de fastsatte grænseværdier. Mindretallet finder derfor ikke, at der er tilstrækkelig hjemmel til påbuddet, da det efter de anvendte regler ikke er enhver påvirkning, som skal undgås, som efter reglerne om foranstaltninger til forebyggelse af kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og materialer m.v. Mindretallet henviser til Arbejdstilsynets meddelelse om arbejdsmiljø ved lapning af cykler, hvor det er Arbejdstilsynets vurdering, at lapning af cykler i cykelværksteder ikke medfører en væsentlig sundhedsmæssig belastning, når der anvendes lim, der er typisk i branchen. På klagenævnets vegne [navn udeladt] Kopi til Arbejdstilsynet, [navn udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer, der følger af lov nr. 175 af 27. februar 2007 og lov nr. 1395 af 27. december 2008 … Kapitel 6 Arbejdsstedets indretning § 42. Arbejdsstedet skal indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer og standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. § 43. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om indretning af faste, midlertidige, skiftende og udendørs arbejdssteder, herunder om 1) arbejdsrum, f.eks. loftshøjde, luftrum, gulve, vægge, lofter, belysning, temperatur, luftfornyelse og støj, 2) velfærdsforanstaltninger m.v., f.eks. opholds- og spiserum, garderober, omklædningsrum, toiletter, vaske- og baderum samt sovesteder og stole, 3) udgangsforhold, f.eks. færdselsveje, trapper og udgange. Stk. 2. Det kan i reglerne i medfør af stk. 1 fastsættes, at de gælder for udlejere af bygninger, lokaler, arealer m.v. … Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2 . … § 77 a. Arbejdstilsynet kan påbyde, at modtageren af påbud eller andre afgørelser om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen skal indhente bistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, bl.a. med henblik på, at det forebyggende arbejdsmiljøarbejde i virksomheden styrkes. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om rådgivningspåbuddets indhold, omfang og varighed og de nærmere vilkår herfor. … Bekendtgørelse nr. 96 af 13. februar 2001 om faste arbejdssteders indretning som ændret ved bekendtgørelse nr. 721 af 22. juni 2006 … Kapitel 1 Område § 1. Bekendtgørelsen omfatter ethvert arbejdssted, hvor der udføres arbejde for en arbejdsgiver, med de begrænsninger der følger af § 2, stk. 2 og § 3 i lov om arbejdsmiljø samt undtagelserne i § 2. … Kapitel 8 Ventilation … § 35. Hvis det ikke kan hindres, at der ved en arbejdsproces sker udvikling af luftarter, støv eller lignende, der er sundhedsskadelige eller eksplosive, eller udvikling af røg, mikroorganismer, aerosoler, ildelugt eller anden generende luftforurening, skal der etableres en mekanisk udsugning, der så vidt muligt fjerner forureningen på det sted, hvor den udvikles. Samtidig skal der tilføres frisk erstatningsluft af passende temperatur. Stk. 2 . … Bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere … Kapitel 2 Påbud om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere … § 6. Arbejdsgiveren skal efterkomme påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, når Arbejdstilsynet afgiver en eller flere afgørelser om overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen om et eller flere komplekse og alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed og som angivet i kapitel 3, når overtrædelserne er 1) konstateret ved et enkeltstående tilsyn eller ved et tilsynsforløb bestående af screening og et deraf efterfølgende tilsyn, og 2) konstateret ved tilsyn med arbejde tilknyttet én produktionsenhed. Stk. 2. Der afgives ikke påbud efter stk. 1, hvis arbejdsgiveren inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted, og løsningen umiddelbart kan overføres. … Kapitel 3 Komplekse og alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen … Det kemiske område … § 16. Sundhedsskadelig luftforurening fra en arbejdsproces på faste arbejdssteder, hvor 1) der ikke er etableret en effektiv mekanisk udsugning med samtidig tilførsel af frisk erstatningsluft af passende temperatur, 2) procesudsuget luftrecirkuleres, således at den udsugede luft fra den forurenende proces føres tilbage til arbejdsrummet eller andre lokaler, eller 3) der er mange spredte forureningskilder på arbejdspladsen, og forureningen ikke fjernes effektivt. … Kapitel 4 Rådgivningspligt … § 43. Modtageren af påbud om rådgivning skal give en tilbagemelding til Arbejdstilsynet om indgåelse af en aftale om rådgivning senest 6 uger efter, at påbuddet om rådgivning er modtaget. Stk. 2. Tilbagemeldingen påtegnes af sikkerhedsorganisationen eller, i virksomheder, der ikke har pligt til at etablere sikkerhedsorganisation, af en repræsentant for de ansatte. Stk. 3. Modtageren af påbud om rådgivning skal sørge for, at tilbagemeldingen påtegnes af den autoriserede arbejdsmiljørådgiver, som herved bekræfter, at der er indgået en aftale i henhold til § 43. Stk. 4. … AT-anvisninger, AT-meddelelser m.v. AT-Vejledning C.0.1 om stoffer og materialer

Versioner

  1. 2011-06-23 · til 2013-01-28