Vask af busser på en fast arbejdsplads skal kunne foregå indendørs
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/9226@2011-06-23/da
Indhold
Vask af busser på en fast arbejdsplads skal kunne foregå indendørs
Resumé Ved et tilsynsbesøg konstaterede Arbejdstilsynet, at der på en virksomheds faste arbejdsplads foregik udendørs vask af busser. Arbejdet var planlagt til at foregå jævnligt og tilbagevendende, og Arbejdstilsynet konstaterede, at chaufføren udsættes for påvirkninger fra vejrliget. Arbejdstilsynet gav derfor virksomheden påbud om, at træffe foranstaltninger mod klimapåvirkninger ved udendørs vask af busser. Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt Arbejdstilsynets påbud, idet flertallet af nævnets medlemmer fandt, at vask af busser på et fast arbejdssted er arbejde, der efter sin art skal foregå indendørs, idet det ikke er åbenbart urimeligt eller uhensigtsmæssigt, og idet arbejdet i branchen foregår indendørs i en vaskehal eller på et overdækket og afskærmet område. Flertallet lagde vægt på, at arbejdet er planlagt og foregår jævnligt og tilbagevendende på et sted, hvor vaskepladsen ikke er afskærmet. Et mindretal af nævnets medlemmer fandt ikke, at kortvarig vask af busser efter sin art er indendørs arbejde. Mindretallet fandt ikke, at der er hjemmel til at kræve vaskehal. Desuden fandt mindretallet ikke grundlag for at kræve indendørs vask af busser forår og efterår.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 22. februar 2011 behandlet [navn udeladt]’s klage på vegne af [virksomhedens navn udeladt] over Arbejdstilsynets afgørelse af 29. april 2010. [Navn udeladt] klager over Arbejdstilsynets afgørelse om, at virksomheden skal træffe foranstaltninger mod klimapåvirkninger ved udendørs vask af busser. Påbuddet drejer sig om vask af busser, [adresse udeladt]. Arbejdsmiljøklagenævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Et flertal af Arbejdsmiljøklagenævnets medlemmer fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 29. april 2010 med påbud om, at [virksomhedens navn udeladt] skal træffe foranstaltninger mod klimapåvirkninger ved vask af busser. Arbejdsstedet skal være indrettet, så arbejdet kan foregå i arbejdsrum. Det betyder, at [virksomhedens navn udeladt] skal efterkomme nævnets afgørelse senest den 1. juni 2011 og skal sende en tilbagemelding herom til Arbejdstilsynet senest den 8. juni 2011. B E G R U N D E L S E Et flertal af nævnets medlemmer er enig med Arbejdstilsynet i, at vask af busser er arbejde, der efter sin art skal foregå indendørs, og at kravet ikke er åbenbart urimeligt eller uhensigtsmæssigt. Der lægges vægt på, – at Arbejdstilsynet vurderer, at arbejdet i branchen foregår indendørs i en vaskehal eller på et overdækket og afskærmet område – at den tekniske og sociale udvikling siden nævnets afgørelse i 2005 ikke sandsynliggør, at forholdene i branchen burde være blevet ringere – at arbejdet er planlagt og foregår jævnligt og tilbagevendende – at vaskepladsen ikke er afskærmet på to af siderne og kun af løvfældende buske/træer langs den tredje side. Hensynet til sikkerhed og sundhed gør det påkrævet, at arbejdet skal foregå i et arbejdsrum. I den forbindelse lægges vægt på, at virksomhedens ansatte vasker busser efter behov, og at det betyder, at der dagligt vaskes busser, dog ikke når temperaturen er under +5° C. Arbejdet er således planlagt og foregår jævnligt og tilbagevendende udendørs. At arbejdet foregår udendørs betyder, at chaufføren udsættes for påvirkninger fra vejrliget, og risiko for, at arbejdsstedet er glat. Desuden lægges vægt på Arbejdstilsynets vurdering om, at vinden kan tage fat i ”siderunneren”, som skal fremføres manuelt. Når chaufføren samtidig udsættes for kulde og træk, er der risiko for, at arbejdet på længere sigt kan give sundhedsskader på kroppens muskler, sener og led. [Navn udeladt] henviser til, at Arbejdstilsynet i et notat fra 1992 til regeludvalget har oplyst, at der ikke var tilsigtet en praksisændring ved bekendtgørelsen om faste arbejdssteders indretning, og at arbejde, som den enkelte ansatte udførte udendørs lejlighedsvist og kortvarigt ikke ville blive krævet bragt inden døre. Som eksempel var nævnt indpumpning af mælk, som chauffører foretager på mejerier. Flertallet henviser i den forbindelse til, at kravene ændrer sig, så arbejdsmiljøforholdene til enhver tid er i overensstemmelse med den tekniske og sociale udvikling i samfundet. Der lægges i den forbindelse vægt på, at nævnet tidligere har afgjort, at vask af busser efter sin art ikke er udendørs arbejde. Der henvises til nævnets j.nr. 2004-10-0044, som er offentliggjort i Arbejdsmiljøklagenævnets årsberetning 2004, side 32. [Navn udeladt] anfører, at den enkelte chauffør kun bruger cirka 10 minutter på at vaske en bus, og at chaufføren udfører arbejdet efter behov. Flertallet bemærker i den forbindelse, at grundlaget for afgørelsen er reglerne om faste arbejdssteders indretning. Af den grund har oplysningen om den enkelte chaufførs arbejdstid ved vask af en bus ikke betydning for afgørelsen. Det har derimod oplysningen om, at arbejdet er planlagt til at foregår udendørs, og at det sker jævnligt og tilbagevendende. Der er ved afgørelsen ikke taget stilling til om det regntøj, der er stillet til rådighed, skal opfattes som arbejdstøj eller et personligt værnemiddel, men virksomheden henviser til, at der er værnemidler til rådighed og regntøj er nævnt i den forbindelse. Hvis regntøjet opfattes som et personligt værnemiddel, er hovedreglen, at det personlige værnemiddel skal benyttes, hvis arbejdet ikke på anden måde kan planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Anvendelse af personlige værnemidler er således ikke tilstrækkeligt, når der er andre muligheder. Afgørelsen er truffet af et flertal af Arbejdsmiljøklagenævnets 11 stemmeberettigede medlemmer. Flertallet udgør 6 medlemmer. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen benyttet følgende regler: Om faste arbejdssteder indretning: – § 1, nr. 1, § 42, stk. 1, og § 43, stk. 1, nr. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer, der følger af lov nr. 1395 af 27. december 2008 – § 2, stk. 1, nr. 2, og § 9, stk. 1, i Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 96 af 13. februar 2001 om faste arbejdssteders indretning. Om Arbejdstilsynets ret til at give påbud: – § 77, stk. 1, i Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer, der følger af lov nr. 1395 af 27. december 2008. Reglerne kan læses på de følgende sider. O P L Y S N I N G E R Sagen er afgjort på grundlag af de dokumenter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet samt [navn udeladt]'s brev af 31. august 2010, Arbejdstilsynets udtalelse af 16. september 2010 og [navn udeladt]'s brev af 1. oktober 2010. M I N D R E T A L S U D T A L E L S E Mindretallet, som udgør 5 medlemmer finder ikke, at kortvarig vask af busser efter sin art er indendørs arbejde. Hvis arbejdet efter sin karakter er indendørs, finder mindretallet ikke, at der er hjemmel til at kræve, at der etableres et telt, skur, vaskehal eller lignende. Der er således ikke overensstemmelse mellem Arbejdstilsynets påbud og den vejledning, som Arbejdstilsynet har anført i påbuddets bilag 1. Mindretallet finder i øvrigt, at den i sagen nævnte praksissag kun vedrørte arbejde om vinteren, og at der ikke er grundlag for at kræve indendørs vask af busser forår og efterår. På klagenævnets vegne [navn udeladt] Kopi til [Adressat udeladt] Arbejdstilsynet, Postboks 1228, 0900 København C. [Adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer, der følger af lov nr. 1395 af 27. december 2008 Kapitel 1 Formål og område § 1. Ved loven tilstræbes at skabe 1) et sikkert og sundt arbejdsmiljø, der til enhver tid er i overensstemmelse med den tekniske og sociale udvikling i samfundet, samt 2) grundlag for, at virksomhederne selv kan løse sikkerheds- og sundhedsspørgsmål med vejledning fra arbejdsmarkedets organisationer og vejledning og kontrol fra Arbejdstilsynet. … Kapitel 6 Arbejdsstedets indretning § 42. Arbejdsstedet skal indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer og standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. § 43. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om indretning af faste, midlertidige, skiftende og udendørs arbejdssteder, herunder om 1) arbejdsrum, f.eks. loftshøjde, luftrum, gulve, vægge, lofter, belysning, temperatur, luftfornyelse og støj, 2) velfærdsforanstaltninger m.v., f.eks. opholds- og spiserum, garderober, omklædningsrum, toiletter, vaske- og baderum samt sovesteder og stole, 3) udgangsforhold, f.eks. færdselsveje, trapper og udgange. Stk. 2. Det kan i reglerne i medfør af stk. 1 fastsættes, at de gælder for udlejere af bygninger, lokaler, arealer m.v. … Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2. … Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 96 af 13. februar 2001 om faste arbejdssteders indretning Kapitel 1 Område … § 2. Bekendtgørelsen gælder ikke 1) hvor arbejdet, der udføres, er bygge- og anlægsarbejde, jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse om byggepladsers og lignende arbejdssteders indretning, eller 2) hvor arbejdet udføres på fremmed virksomhed eller andet sted uden for arbejdsgiverens eget bedriftsområde, jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse om skiftende arbejdssteders indretning. Stk. 2. … … Kapitel 3 Almindelige bestemmelser § 9. Hvor hensynet til sikkerhed og sundhed gør det påkrævet, skal arbejdsstedet være indrettet, så arbejde, der ikke efter sin art er udendørs, kan foregå i forsvarlige arbejdsrum, medmindre dette vil være åbenbart urimeligt eller uhensigtsmæssigt. Stk. 2. Ved arbejde, der foregår udendørs i længere perioder, skal foranstaltninger til beskyttelse af de ansatte mod vejrliget, f.eks. telt, halvtag eller skur, etableres i det omfang, det efter omstændighederne er rimeligt.