Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70/88

GældendeVersion 2011-08-26
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/9385@2011-08-26/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70/88

Resumé Klager – LM Wind Power A/S – klagede over nyhedsindslaget ”Styren-afsløring: LM bryder loven” på TV SYD og tvsyd.dk. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som eventuelt kan være krænket, jf. punkt A.1 og A.3. Efter det oplyste lægges til grund, at Arbejdstilsynet den 10. marts 2003 gav LM Wind Power A/S’ afdeling Hammelev II i Vojens påbud om at udføre en målerapport for polyesterstøbning indeholdende dokumentationsmålinger. LM Wind Power A/S ankede den 2. april 2003 tilsynets påbud til Arbejdsmiljøklagenævnet. Ifølge § 81 i arbejdsmiljøloven har en anke som udgangspunkt opsættende virkning. Der foreligger ikke oplysninger om, at LM Wind Power A/S’ anke ikke skulle være tillagt suspensiv virkning. Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt ved afgørelse af 21. juni 2004 Arbejdstilsynets påbud. (Af afgørelsen fremgår det, at påbuddet herefter skulle efterkommes senest den 15. oktober 2004.) LM Wind Power A/S anmodede ved brev af 12. oktober 2004 klagenævnet om at genoptage behandlingen af sagen. BST miljø+job A/S’ rapport af 10. november 2004 indeholdt dokumentationsmålinger, hvoraf det fremgik, at grænseværdien for styren var overskredet. Ved afgørelse af 8. juni 2005 afviste Arbejdsmiljøklagenævnet at genoptage behandlingen af sagen. Det lægges endvidere til grund, at de interviewede tillids- og sikkerhedsrepræsentanter var ansat på LM Wind Power A/S’ afdeling Vingen i Lunderskov. I perioden 1995-2010 har Arbejdstilsynet givet påbud til andre af LM Wind Power A/S’ afdelinger, men afdelingen Vingen modtog ingen påbud i samme periode. På baggrund af rapporten fra BST miljø+job A/S finder nævnet, at det er korrekt, at målinger påviste, at ”målinger foretaget netop på LM i 2004 viser, at mængden af styren i luften er mange gange højere end det maksimalt tilladte” . Nævnet finder det beklageligt, at TV SYD med nutidsformen af ordet ”nægte” i sammenhængen kan have givet seere den opfattelse, at LM Wind Power A/S på tidspunktet for offentliggørelsen af tv-indslaget fortsat ikke havde udarbejdet målinger i overensstemmelse med Arbejdstilsynets påbud. Dette er ikke korrekt, idet målingerne blev gennemført som en del af rapporten af 10. november 2004. Det fremgår imidlertid af ovennævnte udsagn i indslaget, at der blev foretaget målinger i 2004, hvorfor nævnet ikke finder grundlag for at udtale kritik heraf. I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet, er TV SYD berettiget til at beslutte, hvilke oplysninger man vil bringe i mediet. Pressenævnet finder det beklageligt, at TV SYD ikke oplyste, at der ifølge BST miljø+job A/S’ rapport ikke var sundhedsmæssig risiko ved overskridelserne af grænseværdierne. Da der imidlertid blev målt overskridelser, finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at redaktøren har handlet uden for redaktørens redigeringsret ved at udelade dele af rapporten. TV SYD rettede forud for nyhedsindslaget henvendelse til LM Wind Power A/S. Den presseansvarlige blev gjort opmærksom på artiklen ” Livet som hun kendte det” af 6. marts 2011 i Berlingske, der blandt andet omhandlede grænseværdierne for styrendampe. På denne baggrund måtte klager have været bekendt med, at indslaget kunne være kritisk over for denne praksis. Sådan som sagen foreligger oplyst, har nævnet ikke mulighed for at vurdere, hvorvidt TV SYD afviste at videregive oplysninger til klager om de konkrete medarbejdere, så LM Wind Power A/S havde mulighed for at forholde sig hertil. På denne baggrund udtaler nævnet heller ikke kritik af TV SYD for ikke at forsøge at indhente klagers kommentarer. Rapporten fra november 2004 er ikke udarbejdet af Arbejdstilsynet som oplyst i indslaget den 6. marts 2011. På baggrund af denne ukorrekte oplysning konkluderede TV SYD, at LM Wind Power A/S overtrådte arbejdsmiljølovens § 18 ved ikke at have informeret de berørte medarbejdere (den dagældende lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999 er i det væsentlige identisk med den nuværende lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010). De interviewede tillids- og sikkerhedsrepræsentanter arbejdede på afdelingen i Lunderskov, der ikke havde fået påbud af Arbejdstilsynet. Det ligger uden for Pressenævnets kompetence at tage stilling til, hvorvidt arbejdsmiljølovens § 18 er overtrådt. Der er imidlertid ikke over for Pressenævnet fremlagt dokumentation for, at LM Wind Power A/S ikke skulle have informeret tillids- og sikkerhedsrepræsentanterne i overensstemmelse med arbejdsmiljøloven, og nævnet udtaler på denne baggrund kritik af TV SYD for at videregive medarbejdernes indtryk uden at orientere seeren om, at medarbejderne arbejdede på afdelingen i Lunderskov, hvorimod påbuddene vedrørte fabrikker i Vojens. Pressenævnet finder videre, at TV SYD burde have berigtiget den forkerte oplysning, da mediet blev gjort bekendt hermed ved modtagelsen af LM Wind Power A/S’ e-mail af 11. marts 2011. Da det ikke skete, udtaler nævnet tillige kritik heraf. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af TV SYD at offentliggøre et kendelsesresume.

LM Wind Power A/S (LM) ved advokat Michael Skovgaard har klaget til Pressenævnet over et nyhedsindslag i TV SYD den 6. marts 2011 og et identisk indslag på tvsyd.dk, idet selskabet mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Den 6. marts 2011 kl. 19.30 bragte TV SYD nyhedsindslaget ”Styren-afsløring: LM bryder loven” . Af indslaget fremgik følgende: ” Studievært (ved siden af er indsat en sort advarselstrekant på gul baggrund, hvorunder der står ”STYREN” ): Nu tager vi igen fat på afdækningen af problemerne med det giftige styren på LM Wind Powers fabrikker i Lunderskov og Hammelev. Ledelsen på virksomheden kendte til store problemer med styrendampe helt tilbage i 80’erne og frem til nu. Interne målinger viser store overskridelser af grænseværdierne. Speak (der panoreres hen over forsideartiklen ” Giftdampe i LM Wind Powers kantine” i Berlingske af 6. marts 2011 og Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse af 21. juni 2004): Berlingske har fået aktindsigt i en række dokumenter, der viser, at målinger foretaget af LM og den lokale bedriftssundhedstjeneste gentagne gange er over grænseværdien. I 2004 pålægger Arbejdstilsynet LM at ændre metoden for målingerne for at gøre dem mere præcise, men det nægter virksomheden. Men målinger foretaget netop på LM i 2004 viser, at mængden af styren i luften er mange gange højere end det maksimalt tilladte. Studievært (flankeret af en sort advarselstrekant på gul baggrund, hvorunder der står ”STYREN”): Den historie vender vi tilbage til om lidt. Lad os lige for en god ordens skyld ridse op, hvad styren egentlig er for et stof. Det er et organisk opløsningsmiddel. Det er udbredt i industrien, men ifølge Arbejdstilsynet skal man bruge det med stor forsigtighed. Speak (illustreres blandt andet af en vindmølle og advarselstrekanten med teksten ”STYREN”): Styren indgår i glasfiberarmeret polyester som bl.a. bruges på LM Wind Power. Arbejdet med styren betegnes som ”den i særklasse farligste arbejdsproces, når det gælder organiske opløsningsmidler”. Studievært (flankeret af advarselstrekanten med teksten ”STYREN”): TV SYD har også set de målinger, som Berlingske har fået indsigt i. [Indslagets tidskode 01:11] Målingerne viser markante overtrædelser af den maksimalt tilladte mængde styren i luften. [På skærmen vises herefter udendørs optagelser af en fabrik og oplagrede vindmøllevinger samt en sort advarselstrekant på gul baggrund, hvorunder der står ”Her arbejdes med styren” .] Speak : Gennem årene har LM Glasfiber, nu Wind Power, fået målt mængden af styren i arbejdsluften af BST i Kolding. Ifølge en måling fra efteråret 2004 er en lang række forhold ikke i orden. Under støbning med håndoplæg er der op til fire gange det tilladte. Ved påføring af glansmidlet gelcoat op til fem gange det tilladte. Under arbejde inde i selve vingen blev der målt styrendampe på ti gange det tilladte. I de små vinger røg måleapparatets viser op på omkring tredive gange det tilladte. [Gennemgangen af de fire forhold illustreres grafisk og suppleres af en sort advarselstrekant med gul baggrund, hvorunder der står ”Her arbejdes med styren” .] Speak: (læser op af rapport fra BST job+miljø A/S fra 2004. Teksten er gengivet på gul baggrund. Oplæsningen illustreres tillige af en advarselstrekant med teksten ”Her arbejdes med styren”): I rapporten fra BST lyder det faktisk, at: ”Det er vores opfattelse, at det pt. ikke er hverken teknisk eller økonomisk muligt at overholde grænseværdierne ved disse processer. [Af skærmbilledet fremgår det, at der her er udeladt noget tekst med: ”(…)”. Oplæsningen fortsætter:] Der er nogle mindre montageopgaver og efterarbejdninger, som gør det nødvendigt at arbejde med håndoplæg og limprocesser, hvor det ikke kan lade sig gøre at indkapsle eller ventilere processerne.” [02:01] Speak (til billeder af oplagrede vindmøller): Det er altså slet ikke muligt for LM Wind Power at overholde lovens krav. [02:05] Studievært : En sikkerhedsrepræsentant på LM Wind Power står nu frem og fortæller, at hun intet fik at vide om Arbejdstilsynets rapport og de overskredne grænseværdier i 2004. Det står ellers i arbejdsmiljøloven, at sikkerheds-/tillids­folk altid skal orienteres efter besøg fra Arbejdstilsynet. Speak : [Person A] [hun har arbejdet på LM’s afdeling Vingen i Lunderskov] kigger i den rapport, Arbejdstilsynet lavede tilbage i 2004. En rapport hun som sikkerhedsrepræsentant burde kende, men det gør hun ikke. [02:32] [Person A] : Nej. Nej, den har jeg aldrig set. Interviewer : Du har ikke set denne her afgørelse før? [Person A] : Aldrig. Nej. [02:37] Speak : [Person A] var sikkerhedsrepræsentant på LM fra 2004 til 2006. Altså samtidig med Arbejdstilsynet lavede en rapport, der fastslår, at grænseværdierne for styrendampe i produktionen er overskredet med op til 30 gange. [02:51] [Person A] : Vi har jo fået at vide, at, at styrenværdierne lå på den værdi, de måtte ligge på. Interviewer : Kan du sidde og sige det i dag uden at blinke? [Person A] : Det kan jeg i hvert fald. Interviewer : Du lyver ikke? [Person A] : Nej, det gør jeg ikke. Speak : Den udlægning genkender tidligere tillidsmand [Person B] [medarbejder på LM’s afdeling Vingen i Lunderskov]. [Person B] : Vi har spurgt ind til, hvad målingerne var på dem, men der blev som regel altid svaret, at de var, som de skulle være. Interviewer : Fik I nogensinde målingerne at se? [Person B] : Nej. Interviewer : Hvorfor sagde I ikke noget til det? [Person B] : Jamen, vi blev ved med at rykke for dem, men der kom ingenting. [Under overskriften ”Arbejdsmiljølovens § 18” vises en sort advarselstrekant på gul baggrund med teksten ”Her arbejdes med styren” .] Speak : Når [Person A] og [Person B] ikke har fået svar på forespørgsler om grænseværdier, så overtræder LM Wind Power arbejdsmiljøloven. Her står der i § 18 [der læses op fra lovteksten (lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 om arbejdsmiljø). En advarselstrekant med teksten ”Her arbejdes med styren” fremgår af skærmbilledet]: ”Arbejdsgiveren har pligt til at gøre de ansattes arbejdsmiljørepræsentanter [følgende sætning fra arbejdsmiljølovens § 18 læses ikke op: ”og tillidsrepræsentanter inden for vedkommende område”] bekendt med de afgørelser, som Arbejdstilsynet har truffet, og de påbud, som Arbejdstilsynet skriftligt har afgivet. Speak: Tidligere fællestillidsmand [Person C] [på LM’s afdeling Vingen i Lunderskov] er den tredje i rækken af tillidsfolk, som i dag føler sig dårligt orienteret af LMs ledelse. [Person C] : Som jeg ser det i dag, så siger jeg: Jamen virksomheden, de holder noget skjult. Og det er jeg godt nok blevet skuffet over, fordi vi havde jo et godt stykke samarbejde. Men jeg kan godt se nu her, hvor vi er ført bag et lys, så er det kun på grund af, at man vil skjule et eller andet. Speak : På kollegernes vegne er [Person A] i dag ked af, at tillidsfolkene ikke fik den besked, de burde have haft. [Person A] : Og det kan jeg da kun beklage, at man har været så naiv og så blåøjet.” 19.30-udsendelsen fortsatte med indslaget ”Ansat styrenforgiftet i LM-kantine” , hvoraf bl.a. følgende fremgik: ” Studievært: Heller ikke i kantinen på virksomheden, kendte de ansatte til styren-målingerne. Faktisk havde de aldrig hørt ordet nævnt. Kantinen er måske heller ikke lige det sted, man forbinder med giftdampe. Alligevel lugtede det fælt af styren. Men det var ikke farligt, fik kokken [Person D] at vide. Godtroende levede hun med lungebetændelser og hudløse fødder indtil en januarmorgen i 2008. … Studievært : Og vi har naturligvis forelagt ledelsen i LM Wind Power kritikken, men virksomheden ville ikke stille op til et interview. Kommunikationschef Helle Larsen Andersen siger dog, at LM tager beskyldningerne meget alvorligt, men hun afventer en intern undersøgelse og vil ikke kommentere sagen i dag.” Indslagene blev tillige gjort tilgængelige på tvsyd.dk. Yderligere oplysninger Det fremgår af § 81 i arbejdsmiljøloven (både af den nugældende og den daværende, henholdsvis lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 og nr. 784 af 11. oktober 1999 om arbejdsmiljø), at en rettidig klage over en afgørelse truffet af Arbejdstilsynet som udgangspunkt har opsættende virkning, indtil Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse foreligger. Afgørelser truffet af Arbejdsmiljøklagenævnet kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Arbejdstilsynet gav den 10. marts 2003 LM’s afdeling Hammelev II i Vojens påbud om, at målerapport for polyesterstøbning skulle indeholde dokumentationsmålinger (et påbud af 10. oktober 2002 blev den 10. marts 2003 trukket tilbage og et nyt påbud formuleret). LM ankede den 2. april 2003 Arbejdstilsynets påbud til Arbejdsmiljøklagenævnet, der i sin afgørelse af 21. juni 2004 fastholdt tilsynets afgørelse. Klagenævnets afgørelse skulle efterkommes senest den 15. oktober 2004 . LM anmodede ved brev af 12. oktober 2004 Arbejdsmiljøklagenævnet om at genoptage behandlingen af sagen og oplyste i den forbindelse, at selskabet havde iværksat dokumentationsmålinger (for afdelingen i Hammelev, Vojens), og at disse forventedes afsluttet ultimo 2004. BST miljø+job A/S (BST) har på LM’s foranledning udarbejdet rapporten ”Arbejdsmiljømålinger på LM Glasfiber i Hammelev II. Orienterende og dokumenterende målinger” af 10. november 2004 . Af rapportens resumé fremgår: ”[side 1] BST har foretaget orienterende målinger til afklaring af et dokumentations måleprogram. Resultaterne for alle målinger er givet i nærværende rapport. Der er i alt foretaget 150 målinger med opsamling af dampe på ATD rør med efterfølgende analyse for styren. Resultaterne viser, at det langt overvejende er muligt at overholde grænseværdien for styren målt over en arbejdsdag ved produktion af møllevinger ved vacuumteknik. Der er dog en del processer, hvor det ikke er muligt at overholde grænseværdien ved kortvarige arbejdsoperationer, hvor der til gengæld anvendes fuld beskyttelse med værnemidler, som det er nærmere omtalt i rapporten. Der er således ikke nogen sundhedsmæssig risiko ved disse overskridelser, og det er vores opfattelse, at det pt. ikke er hverken teknisk eller økonomisk muligt at overholde grænseværdien ved disse processer, idet alle væsentlige processer i støbearbejdet i dag er kapslet inde ved vacuumteknikken, men der er nogle mindre montageopgaver og efterbearbejdninger, som gør det nødvendigt at arbejde med håndoplæg og limprocesser, hvor det ikke kan lade sig gøre at indkapsle eller ventilere processerne.” Arbejdsmiljøklagenævnet afviste ved afgørelse af 8. juni 2005 at genoptage behandlingen af LMs pålæg vedrørende dokumentationsmålinger. Berlingske bragte den 6. marts 2011 artiklen ”Livet som hun kendte det” , hvoraf bl.a. følgende fremgår: ”Arbejdstilsynet pålagde i 2004 LM nye målinger for giftige styrendampe på en af LMs fabrikker. Her skriver rådgiveren [BST] i sin rapport, at der er ”en del processer, hvor det ikke er muligt at overholde grænseværdien ved kortvarige arbejdsoperationer”. Ved påføring af farvet polyester ligger styrendampene to-fem gange for højt og ved flere processer, som foretages inde i vingen, syv-ti gange over grænseværdien. Hvis man skal tro den eksterne rådgiver, er disse overskridelser ikke sundhedsskadelige. Medarbejderne bar angiveligt altid værnemidler under arbejdet med styren, og hvis man nu i stedet så på niveauet for de giftige dampe over en hel dag, var der intet problem med at holde sig under grænseværdien som gennemsnit. Desuden kunne det blive svært at komme de giftige styrendampe til livs: ”Det er vores opfattelse, at det pt. ikke er hverken teknisk eller økonomisk muligt at overholde grænseværdien”.” Ved e-mail af 11. marts 2011 gjorde LM TV SYD opmærksom på, at indslaget ” Styren-afsløring: LM bryder loven” efter virksomhedens opfattelse ikke fremstod objektivt og indeholdt en række væsentlige faktisk forkerte oplysninger. Tv-stationen afviste endeligt klagen i e-mail af 8. april 2011. Det fremgår af e-mailen af 8. april 2011, at det er korrekt, at arbejdsmiljølovens § 18 alene omhandler Arbejdstilsynets afgørelser, og at rapporten, der er udarbejdet af BST og ikke Arbejdstilsynet, ikke er omfattet af bestemmelsens afgørelsesbegreb. Det fremgår endvidere, at TV SYD ville overveje at præcisere dette i et kommende indslag om LM. Konsulentbureauet Bureau Veritas udarbejdede på LM’s foranledning ”Redegørelse vedrørende LM Wind Powers håndtering af arbejdet med styrenholdige produkter 1995-2010” af 16. maj 2011. Af rapporten fremgår bl.a. følgende: ”[side 3] Executive summary Denne rapport er udarbejdet af Bureau Veritas Danmark med henblik på en gennemgang af de påstande og udsagn, der er fremsat i pressen vedrørende hovedsagligt LM Wind Powers (tidligere LM Glasfiber) brug af styren i produktionsprocesserne i perioden 1995 til 2010. Rapporten tager udgangspunkt i udsagn omkring styren, der er fremsat i pressen af tidligere og nuværende ansatte på LM Wind Powers 13 lokationer i Danmark. … [side 10] 3.1. Gennemgang af udsagn i Gruppe 1 [Forholdet til Arbejdstilsynet] … 3.1.1. Siden 1995 har LM fået 35 påbud Siden 1995 har LM fået 35 påbud vedrørende styrendampe (Udsagn 1) Vi har konstateret, at der på seks af virksomhedens adresser i Danmark er registreret i alt 37 påbud vedrørende overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, som kan relateres til kemiske arbejdsmiljøpåvirkninger. … Påbuddene angår styren samt andre kemikalier, der anvendes til fremstilling af vinger. … [side 11] [På siden gengives bl.a. tabellen ”Oversigt over påbud relateret til Styren, Polyurethan, opløsningsmidler og kemi generelt”. Af tabellen fremgår bl.a., at der i perioden 1995-2010 ikke er givet påbud til LM’s afdeling Vingen, og at der i samme periode er givet 11 påbud til afdelingen Hammelev II.] … 5.1 Gennemgang af udsagn i Gruppe 3 [HSE [Health Safety Environment] organisationens arbejde] … [side 29] 5.1.7 Sikkerhedsrepræsentanterne blev ikke informeret Sikkerhedsrepræsentanterne blev ikke informeret om påbud fra Arbejdstilsynet om målinger i 2004 (Udsagn 71) Kilde: Udtalelse fra sikkerhedsrepræsentant [Person A] i TV Syd d. 7. marts 2011. Udsagnet handler om, at sikkerhedsrepræsentanterne på LM ikke fik besked om en rapport fra Arbejdstilsynet fra 2004, hvor værdierne for styren i nogle tilfælde overskred grænseværdierne med op til 30 gange. Der er tale om et påbud fra Arbejdstilsynet givet på fabrikken Hammelev II i 2003, hvor der i 2004 blev udført dokumentationsmålinger af BST. Det har ikke været muligt at få kontakt til tidligere sikkerhedsrepræsentant [Person A] (BN) for at få uddybet udsagnet. På TV Syd udtaler hun, at LM lader til at have prøvet at skjule noget ved ikke at dele rapporten med sikkerhedsrepræsentanterne. BN var sikkerhedsrepræsentant på fabrikken Vingen i Lunderskov, mens påbuddet stammer fra fabrikken Hammelev II i Vojens. I rapporten fra BST den 10. november 2004 vedrørende de udførte dokumentationsmålinger kan det på side 3 læses: ”Sikkerhedsorganisationen har bidraget til undersøgelsen med hensyn til tilrettelæggelse, formidling, personoplysninger og indsamling af procesdata. Specielt har sikkerhedsrepræsentanterne PC og TM [Det fremgår ikke af rapporten, hvem PC og TM er] ydet en væsentlig indsats i planlægningen og styring af forløbet af undersøgelsen”. Konklusion: Det er dokumenteret, at den lokale sikkerhedsorganisation i Hammelev, hvor påbuddet i 2004 blev givet, var inddraget i undersøgelserne. Baggrunden for udsagnet er angiveligt, at BN ikke var ansat på pågældende fabrik, og dermed ikke skulle inddrages/informeres om konkrete tiltag. … 5.3 Konklusion for udsagn i Gruppe 3 Det er dokumenteret, at der i en række tilfælde har været arbejdsmiljøproblemer på fabrikkerne specielt Hammelev II. Der er flere interviewede, der kan bekræfte, at fabrikkerne ikke altid overholdt arbejdsmiljølovens krav om at inddrage sikkerhedsorganisationen ved etablering eller ændring af processer. HSE arbejdet har i den relevante periode, hvor [Person E] var ansat, ikke været planlagt og prioriteret i tilstrækkelig grad i forbindelse med ændringer i produktionen. … [side 48] 9.1 Gennemgang af udsagn i Gruppe 7 [Tekniske forhold] Denne gruppe omhandler dokumentation af medarbejdernes eksponering for styren, primært baseret på målinger. Vi har ingen kilder på udsagnene, og flere af udsagnene kan ikke henføres til en særlig lokation eller tid. 9.1.6 Ved påføring af farvet polyester Ved påføring af farvet polyester er niveauet for styrendampe 2 til 4 gange over grænseværdien, og for adskillige af de processer, der udføres inde i vingerne er niveauet 7 til 10 gange grænseværdien (Udsagn 61) Med ”colored polyester” antager vi, at der menes gelcoat. BST rapport, sag. 5246: ”Styrenmålinger foretaget på Hammelev 2” viser styren niveauer fra 240 mg/m2 op til 1500 mg/m2. I Alectias rapport ”Arbejdsmiljø målinger på LM Glasfiber i Hammelev 2, Orienterende og dokumenterende målinger 10-11-2004” viser man ved målinger på medarbejdere, at eksponeringsniveauet inde i en vinge er 7-10 gange over grænseværdien. Det konkluderes i samme rapport, på baggrund af måleprogrammet, at disse processer medfører eksponering til styren over grænseværdien ved gelcoating og aftørring af lim inde i vingerne. Konklusion Udsagnet er sandt, hvilket er dokumenteret ved målinger i LMs egen produktion. LM nedbringer medarbejdernes eksponering for styren ved at kræve brug af værnemidler ved gelcoating og arbejde inde i vingerne.” 2 Parternes synspunkter 2.1 LM Wind Power A/S’ synspunkter Advokat Michael Skovgaard har anført, at TV SYD i udsendelsen overtræder reglerne for god presseskik ved, at TV SYD fordrejer et væsentligt citat fra BST’s rapport af 10. november 2004, at indslaget ikke fremstår som objektivt, og at en række væsentlige faktuelle oplysninger er forkerte, hvorved indslaget giver seerne et misvisende og vildledende billede af sagen. Citering fra BST-rapportens konklusion Det følger af Pressenævnets praksis, at citater ikke må bringes i en form, så de forvansker det fremførte synspunkt, og at massemediet ikke i øvrigt må udelade væsentlige oplysninger. Advokaten henviser til Pressenævnets kendelser i sag nr. 2010-6-1031 af 11. oktober 2010, sag nr. 2006-6-0424 af 29. januar 2007, sag nr. 2005-6-0233 af 24. januar 2006 og sag nr. 2001-0113 af 20. marts 2002. Vedrørende indslagets tidskode 01:11-02:01: Forud for citatet fra BST’s rapport af 10. november 2004 er bragt en generel karakteristik af arbejdet med styren som en meget farlig arbejdsproces (den gule advarselstrekant fremgår af skærmbilledet sammen med citatet). Citatet fremstår derfor over for seerne således, at rapporten konstaterer farlige og kritisable forhold hos LM, hvilket ikke er tilfældet. Det er heller ikke tilfældet for rapportens resumé, som der citeres fra. Citatet fra rapporten er bragt i en form, så det forvansker rapportens synspunkt. I sin fulde længde konstaterer afsnittet netop, at der ikke er nogen sundhedsmæssig risiko forbundet med de konstaterede overskridelser, og at alle væsentlige processer er kapslet inde ved vacuumteknik. Disse led udelades på trods af, at de er væsentlige for forståelsen af BST’s konklusion. ”Selve essensen” af rapporten er ikke blot det forhold, at det ikke er teknisk og økonomisk muligt at overholde grænseværdien. Der rejses ikke kritik af LM. Den foretagne redigering fordrejer det oprindelige indhold og giver citatet en anden mening. F.eks. giver det bragte citat det indtryk, at indkapsling af processer ikke kan lade sig gøre, hvorimod rapporten fastslår, at ”alle væsentlige processer” er indkapslede. Det er en skærpende omstændighed, at citatet i indslaget er gengivet, så det indledes med et stor ”D” i sætningen ”Det er vores opfattelse…”, frem for eksempelvis ”(…)”, hvorved den citerede sætning for seerne fremstår som fuldstændig. Der består den væsentlige forskel på Berlingskes citat og TV SYDs citat, at Berlingske forinden citatet skriver: ”Hvis man skal tro den eksterne rådgiver, er disse overskridelser ikke sundhedsskadelige.” Denne konklusion udelades fuldstændigt af TV SYD. Det er uden betydning for TV SYDs ansvar, hvorledes andre medier har valgt at citere fra rapporten, og hvorvidt LM har valgt at klage over disse medier. Klagen angår ikke anvendelsen af den gule advarselstrekant, men derimod den sammenhæng, som trekanten er bragt. Trekanten signalerer farlighed, og når trekanten anvendes som baggrund for citatet, så gives der samlet et billede af, at BST konkluderer, at der er tale om meget farlige forhold, hvilket ikke er tilfældet. Trekanten er med til at underbygge det forkerte billede af BST-rapportens konklusion. Vinkling Pressenævnet har i sin praksis tilkendegivet, at det kan være i strid med god presseskik, hvis vinklingen af en sag giver et misvisende eller vildledende billede af hændelsesforløbet. Det har i denne henseende betydning, hvorledes hændelsesforløbet fremstår for seerne, jf. Pressenævnets kendelser i sag nr. 2006-6-0434 af 14. februar 2007, sag nr. 2006-6-0279 af 9. maj 2006 og sag nr. 2000-0062 af 30. august 2000. TV SYD giver med den valgte journalistiske vinkel indtryk af, at myndighedernes sagsbehandling vedrørte de grænseværdioverskridelser, der konstateres i BST-rapporten. Sagen hos Arbejdsmiljøklagenævnet og Arbejdstilsynet vedrørte imidlertid alene spørgsmålet om, hvilken målemetode LM skulle anvende til måling af styren, og har intet at gøre med spørgsmålet om, i hvilket omfang grænseværdier for styren var overskredet. Arbejdstilsynet underkender ikke konklusionen i rapporten. Tilsynet forholder sig alene til den anvendte målemetode, som det er uenigt i. TV SYDs beskrivelse af sammenhængen mellem BST-rapporten og arbejdsmiljømyndighedernes sagsbehandling samt beskrivelsen af LM’s reaktion på myndighedernes påbud (vedrørende målinger og beskrivelsen af konsekvenserne af de konstaterede grænseværdioverskridelser og disses omfang) giver et misvisende billede af sagens faktiske forhold. I indledningen af indslaget kæder TV SYD problemstillingen vedrørende grænseværdierne for styren sammen med Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse af 21. juni 2004. Seerne får herved det indtryk, at klagenævnets sag vedrører spørgsmålet om overtrædelse af grænseværdierne, hvilket ikke er tilfældet. Indslaget indledes bl.a. med følgende sætninger: ”Interne målinger viser store overskridelser af grænseværdierne” , og at målingerne ”gentagne gange er over grænseværdien.” Herefter nævnes, at Arbejdstilsynet i 2004 – der vises en sekvens med Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse af 21. juni 2004 – pålægger LM at ændre metoden for målingerne for at gøre dem mere præcise. Herefter anføres det i indslaget: ”Men målinger foretaget netop på LM i 2004 viser, at mængden af styren i luften er mange gange højere end det maksimalt tilladte.” TV SYD sniger myndighedernes behandling af spørgsmålet om målemetoden ind blandt oplysningerne om grænseværdierne med tilføjelsen ”men det nægter virksomheden” , hvilket giver seerne det fejlagtige indtryk, at myndighedernes sagsbehandling også vedrører spørgsmålet om, i hvilket omfang grænseværdierne for styren er overtrådt. Tilføjelsen giver desuden det fejlagtige indtryk, at LM aldrig efterkom myndighedernes påbud om at udarbejde dokumentationsmålinger. Dette er ikke korrekt. LM klagede til Arbejdsmiljøklagenævnet over Arbejdstilsynets påbud vedrørende målemetode i april 2003. Denne klage havde opsættende virkning, hvorfor LM ikke var pligtig til at udarbejde dokumentationsmålingerne, indtil nævnets afgørelse forelå den 21. juni 2004. LM klagede også over Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse, og sagen blev endeligt afgjort den 8. juni 2005. LM gennemførte imidlertid de påbudte dokumentationsmålinger i samarbejde med BST før den endelige afgørelse. TV SYDs bemærkninger om, at LM ved at anke myndighedernes afgørelse har ”forsøgt at undgå at dokumentationsmåle” , og ”det nægter virksomheden” er ikke korrekte. LM ”nægter” ikke at foretage de påbudte dokumentationsmålinger. Den måde, hvorpå TV SYD har udtrykt sig i nutidsform, giver seerne det fejlagtige indtryk, at klager aldrig har udarbejdet målingerne og fortsat ikke efterkommer myndighedernes påbud. LM efterkom Arbejdsmiljøklagenævnets første afgørelse af 21. juni 2004, og målingerne blev indført allerede i forbindelse med, at BST udarbejdede rapporten af 10. november 2004. Dvs. inden klagenævnets afgørelse af 8. juni 2005. TV SYD anfører i øvrigt i indslaget, at ”målinger foretaget netop på LM i 2004 viser, at mængden af styren i luften er mange gange højere end det maksimalt tilladte.” Dette er en unuanceret og misvisende gengivelse af rapporten fra BST af 10. november 2004. Udsagnet giver fejlagtigt det indtryk, at ”luften” på LM generelt overstiger grænseværdierne for styren, og at det var sundhedsskadeligt at opholde sig på virksomheden. Af rapportens resumé på side 1 fremgår det netop, at det kun var i enkelte processer og ikke i virksomheden som helhed, at grænseværdierne ifølge rapporten var overskredet. Arbejdsmiljølovens § 18 Vedrørende indslagets tidskode 02:05-02:32: Indslagets billedside viser [Person A], der bladrer i en afgørelse fra Arbejdsmiljøklagenævnet – en afgørelse som ikke vedrører spørgsmålet om grænseværdier, men hvilken målemetode, der skulle anvendes. Vedrørende indslagets tidskode 02:37-02:51: Det er ikke Arbejdstilsynet, men BST, der har udarbejdet rapporten vedrørende grænseværdier. Denne sammenblanding af Arbejdstilsynets påbud vedrørende målemetode og BST’s rapport vedrørende grænseværdier giver seerne indtryk af, at der er sket en overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 18 ved, at sikkerhedsrepræsentanten ikke har set rapporten vedrørende grænseværdierne. Da rapporten er udarbejdet af BST, udgør det ikke en overtrædelse af § 18, hvis sikkerhedsrepræsentanten ikke har fået udleveret den. Det bemærkes, at en overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 18 er strafsanktioneret i samme lovs § 82. Sammenblandingen af BST-rapporten fra 2004 og Arbejdstilsynets påbud om dokumentationsmålinger fra 2003 sker gentagne gange. Således fortæller speakeren i TV SYD-indslaget, at (klagers understregninger): ” Studievært : En sikkerhedsrepræsentant fra LM Wind Power står nu frem og fortæller, at hun intet fik at vide om Arbejdstilsynets rapport og de overskredne grænseværdier i 2004. Der står ellers i arbejdsmiljøloven, at sikkerheds- og tillidsfolk altid skal orienteres efter besøg fra Arbejdstilsynet . Speak : [Person A] kigger nu i den rapport, Arbejdstilsynet har lavet tilbage i 2004, en rapport hun som sikkerhedsrepræsentant burde kende , men det gør hun ikke. … Journalist : Du har ikke set denne her afgørelse før? … Speak : [Person A] var sikkerhedsrepræsentant på LM fra 2004 til 2006, altså samtidig med at Arbejdstilsynet lavede en rapport, der fastslår, at grænseværdierne for styrendampe i produktionen er overskredet med op til 30 gange .” Senere i indslaget anføres: ” Speak: Når [Person A] og [Person B] ikke har fået svar på forespørgsler om grænseværdier, så overtræder LM Wind Power arbejdsmiljøloven. Her står der i § 18: Arbejdsgiveren har pligt til at gøre de ansattes arbejdsmiljørepræsentanter bekendt med de afgørelser, som Arbejdstilsynet har truffet, og de påbud, som Arbejdstilsynet skriftligt har afgivet .” TV SYD var i besiddelse af såvel BST-rapporten som Arbejdstilsynets afgørelse, og derved de fornødne informationer til at videregive korrekt information. Bureau Veritas foretager ikke i sin redegørelse en tilsvarende sammenblanding af henholdsvis BST-rapporten og Arbejdstilsynets påbud. TV SYDs udsagn analyseres på side 29, hvor det præciseres, at det påbud, der måtte være tale om, er påbuddet på fabrikken Hammelev II, som blev givet i 2003, mens BST-rapporten, der indeholdt de påbudte dokumentationsmålinger, blev udarbejdet i november 2004. At der i konklusionen på side 30 anføres, at påbuddet blev givet i 2004, må bero på en simpelt, enkeltstående skrivefejl, der er uden betydning for nærværende sag. De tidligere medarbejdere fra LM, som interviewes i TV SYDs indslag, arbejdede på Vingen i Lunderskov, hvor der ikke siden 1995 er givet påbud fra Arbejdstilsynet, jf. Bureau Veritas’ redegørelse side 10-11. Indslaget giver det indtryk, at de interviewede personer arbejdede på den fabrik, påbuddet og BST-rapporten vedrører, og at de ansatte på den berørte fabrik således intet fik at vide om hverken rapport eller påbud. LM er ifølge arbejdsmiljølovens § 18 forpligtet til at gøre sikkerheds- og tillidsrepræsentanter inden for ”vedkommende område” bekendte med de afgørelser, Arbejdstilsynet har truffet. TV SYDs indslag giver seerne indtryk af, at der slet ikke er sket nogen underretning af sikkerhedsrepræsentanterne, men at såvel BST-målinger som Arbejdstilsynets påbud er holdt hemmelige. LM har løbende sørget for en orientering af sikkerhedsrepræsentanter, og de var involveret i processen omkring anken af arbejdsmiljømyndighedernes afgørelser. Korrespondancen med Arbejdsmiljøklagenævnet er underskrevet af sikkerhedsrepræsentanter ved LM, og TV SYD kunne uden større besvær have konstateret dette forhold ved at gennemgå myndighedernes sagsbehandling. Vinklingen er heller ikke objektiv, hvilket i sig selv er en overtrædelse af god presseskik. Berigtigelse på eget initiativ TV SYD bør på eget initiativ have berigtiget de påpegede fejl. Der er i den forbindelse henvist til Pressenævnets kendelse af 23. august 2006 i sag nr. 2006-6-0333. Det er uden betydning i hvilket omfang LM var inviteret til at medvirke i indslaget eller ej. TV SYD har et selvstændigt ansvar for at sikre, at der videregives korrekte oplysninger. TV SYD kontaktede den presseansvarlige hos LM søndag den 6. marts 2011 (samme dag, som det påklagede live-indslag blev sendt) og oplyste, at man havde interviewet nogle tidligere sikkerhedsrepræsentanter, som ikke følte, at de var blevet hørt om et påbud. TV SYD oplyste i den forbindelse intet om navne, årstal, BST-rapporter eller noget som helst andet, som kunne give LM’s presseansvarlige mulighed for at forberede sig på en den direkte udsendelse senere samme dag. Da LM’s presseansvarlige således ikke anede, hvad hun præcist skulle forberede sig på, og ikke havde mulighed for at forberede sig herpå med så kort varsel, afviste hun at deltage i udsendelsen. Da TV SYD hele tiden var i besiddelse af alle de relevante oplysninger, der var nødvendige for at kunne videregive korrekt information, har den manglende deltagelse ikke haft væsentlig betydning for TV SYDs muligheder for at videregive korrekt information. 2.2 TV SYDs synspunkter Citering fra BST-rapportens konklusion Advokat Jakob Arffmann har på vegne af TV SYD anført, at tv-stationen har valgt, at den gule trekant skal følge al grafik, som omtaler opløsningsmidlet styren, idet styren er på WHO’s og Arbejdstilsynets liste over mulige kræftfremkaldende stoffer og i øvrigt er et giftigt og skadeligt stof. TV SYD holder sig til fakta gennem indslaget. Nemlig, at der visse steder i produktionen er målt for høje koncentrationer af styren, og at det konstateres, at det hverken er teknisk eller økonomisk muligt at overholde grænseværdien ved disse processer. Citatet er ikke redigeret. TV SYD vælger blot at bringe selve essensen, fordi Arbejdstilsynet efter tv-stationens opfattelse underkender BST’s konklusion om, at der ikke er nogen sundhedsmæssig risiko i de nævnte processer. BST’s konklusion kommer på baggrund af, at der bruges personlige værnemidler under de arbejdsopgaver, hvor det ikke er muligt at overholde grænseværdien. Til det svarer Arbejdstilsynet i brev af 1. april 2005: ”Trufne foranstaltninger som brug af personlige værnemidler indgår ikke i måleforholdene.” Og videre: ”Brug af personlige værnemidler er en midlertidig foranstaltning med den begrænsning i sikkerheden, det indebærer. Personlige værnemidler anvendes alene, indtil luftforureningen er mindsket og arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige.” Generelt finder Arbejdstilsynet, at BST’s målinger, som ligger til grund for konklusionen, ikke er tilstrækkelige. Derfor har TV SYD ikke medtaget konklusionen. TV SYDs fokus har været at vise problemerne med håndteringen af styren hos LM. Ifølge BST-rapporten viste målingerne, at der skete overskridelse af grænseværdierne. Dette fremgår af indslaget, hvoraf imidlertid også fremgår BST’s vurdering af, at der var visse mindre dele af produktionen, hvor grænseværdierne ikke kunne overholdes. TV SYDs indslag, herunder citeringen, er tilrettelagt forinden – og dermed uafhængigt af – Berlingskes citat fra samme rapport. Avisens citat indledes med ”Det er vores opfattelse” , hvilket imidlertid understreger, at der er tale om gængs citatpraksis. LM har i øvrigt ikke klaget over Berlingske. V inkling Det fremgår klart af indslaget, at der var uenighed mellem Arbejdstilsynet og LM vedrørende målemetoden. Derudover kan det lægges til grund, at LM først i efteråret 2004 via BST udførte de dokumentationsmålinger, som oprindeligt blev påbudt virksomheden i marts 2003, og at kontakten til BST under alle omstændigheder først skete efter, at Arbejdsmiljøklagenævnet i juni 2004 havde stadfæstet Arbejdstilsynets påbud om dokumentationsmålinger. Herved kan det også konstateres, at virksomheden i en lang periode undlod at iværksætte de målinger, som virksomheden var blevet påbudt (et påbud, der senere blev stadfæstet). Der er ikke noget til hinder for med almindeligt dagligt sprogbrug at omtale det således, at virksomheden har ”nægtet”. Det er ikke blevet tilkendegivet, at dette i sig selv var ulovligt. Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt det – som anført af LM – var vildledende at fremkomme med udsagnet ”men det nægter virksomheden” , ændrer det ikke på vurderingen, at nutidsformen ”nægter” anvendes frem for ”har nægtet” . Dette skal ses i sammenhæng med, at hele sætningen er i nutidsform: ”I 2004 pålægger Arbejdstilsynet…” . Anvendelsen af nutidsformen er derfor ikke egnet til at give seerne den opfattelse, at klager ikke har efterkommet – og fortsat ikke i 2011 efterkommer – Arbejdstilsynets påbud. Det afgørende er, at LM først efterkom påbuddet efter, at Arbejdsmiljøklagenævnet havde stadfæstet Tilsynets påbud. Derved ”nægtede” LM (i en periode) at efterkomme påbuddet. Når TV SYD siger, at LM nægter at efterkomme Arbejdstilsynets krav om dokumentationsmetoder, så hænger det sammen med, at LM to gange har anket Arbejdstilsynets krav. Altså har LM efter TV SYDs opfattelse forsøgt at undgå at dokumentationsmåle. Luften på virksomheden har i hvert fald visse steder haft et indhold af styren, der overskrider grænseværdierne, og det er det væsentlige for historien. TV SYD har ikke tilkendegivet noget urigtigt. A rbejdsmiljølovens § 18 Det er korrekt, at arbejdsmiljølovens § 18 efter sin ordlyd alene omhandler afgørelser fra Arbejdstilsynet, og at udarbejdelsen af rapporten som sådan ikke er omfattet af bestemmelsens afgørelsesbegreb. Det er også korrekt, at rapporten fra november 2004, der indeholder de omtalte målinger, er udarbejdet af BST og ikke af Arbejdstilsynet. Sammenblandingen af BST-rapporten og Arbejdstilsynets påbud må imidlertid anses for uvæsentlig i forhold til indslaget som helhed. Konsulentbureauet Bureau Veritas synes i sin redegørelse at foretage en tilsvarende sammenblanding. Af side 29-30 i redegørelsen fremgår udsagnet: ”Sikkerhedsrepræsentanterne blev ikke informeret om påbud fra Arbejdstilsynet om måling i 2004” . Bureauet omtaler bl.a. et ”påbud” givet i 2004, selvom det må dreje sig om BST-rapporten. LM har haft mulighed for at læse redegørelsen, inden de offentliggjorde den, og dermed haft mulighed for at korrigere denne fejl, såfremt man fandt fejlen væsentlig. Det er korrekt, at de medvirkende tillidsfolk ikke arbejdede på Hammelev II, hvor målingerne blev foretaget, og hvor grænseværdierne er overskredet betragteligt. Samtlige tillidsfolk, som TV SYD har været i kontakt med, både på Vingen i Lunderskov og på Hammelev II, siger dog samstemmende, at LM er én stor virksomhed, og at sikkerhedsfolkene i hele organisationen selvfølgelig ville vide, hvis der var blevet omtalt påbud eller afgivet afgørelser på de enkelte adresser. Tillidsfolkene henviser til LM’s samarbejdsudvalg, der arbejder og mødes på tværs af fabrikker. Her burde man have hørt om eventuelle påbud eller afgørelser, siger de. Endvidere har TV SYD henvist til Arbejdstilsynets vejledning om arbejdsmiljø fra maj 2001, hvor der blandt andet står: ”Sikkerhedsorganisationen skal inddrages i vurderingen af, om der er behov for at foretage målinger. Resultaterne af målingerne skal gives videre til sikkerhedsorganisationen.” TV SYD bruger i indslaget sætningerne som ”de har ikke fået svar på forespørgsler om grænseværdier” og ”de føler sig dårligt orienteret” , da tidligere tillidsfolk siger, at de aldrig er blevet orienteret om påbud eller blot har fået afvigende svar, når de har spurgt ind til målinger. Samtlige tillidsfolk, TV SYD har talt med, siger, at de føler sig ”dårligt” eller ”slet ikke” orienteret. Det må under alle omstændigheder anses for at være i strid med arbejdsmiljølovgivningen, såfremt tillids- eller sikkerhedsrepræsentanter spørger til udfaldet af de foretagne målinger og af virksomhedens ledelse får den (objektivt urigtige) oplysning, at målingerne ikke overskred grænseværdierne. Den dårlige information om arbejdsmiljøforholdene på virksomheden, er dog ikke ensbetydende med, at indslaget giver seerne det indtryk, at LM har holdt BST-rapporten og Arbejdstilsynets påbud mv. hemmeligt for sine ansatte. Direktøren for Arbejdstilsynet fremhæver, at LM’s største problem har været at tage ved lære af tidligere arbejdsmiljøproblemer for at hindre gentagelse. Det skal ifølge Arbejdstilsynet ske ved udbredelse af information om påbud, målinger mv. til virksomhedens sikkerhedsorganisation – det vil sige også til de sikkerheds- og tillidsfolk, der ikke hører hjemme på den pågældende adresse, men som kan drage nytte af viden herom. TV SYD har også henvist til konklusionen på side 31 i konsulentbureauets redegørelse vedrørende de udsagn, der har været i medierne om sikkerhedsorganisationens arbejde. Berigtigelse på eget initiativ Kommunikationschef hos LM, Helle Larsen Andersen, blev om formiddagen den 6. marts 2011 orienteret om, hvilke indslag der ville blive bragt senere samme dag og herunder, at de ville omhandle det samme, som Berlingskes artikel offentliggjort samme morgen. Artiklerne i Berlingske handlede bl.a. om målingerne af styren og om LM’s klager til Arbejdsmiljøankenævnet. Helle Larsen Andersen, der bekræftede at have læst de pågældende artikler, ønskede ikke at komme i studiet. Senere henvendte LM sig til TV SYD, hvilket bl.a. fremgår af indslaget, der blev bragt den 15. marts 2011, hvor virksomhedens tekniske direktør stillede op til interview. Såfremt LM havde kommenteret oplysningerne den 6. marts 2011, havde virksomheden fået mulighed for at gøre det klart, at selvom der – ved visse arbejdsprocesser – skete overskridelser af grænseværdierne for styren, var dette ikke et reelt problem grundet brugen af personlige værnemidler. Dette afskar LM sig fra. Dette skal også ses i sammenhæng med konsulentbureauets redegørelse side 51. Af den grund er det ikke i strid med god presseskik at nævne, at ”interne målinger viser store overskridelser af grænseværdierne” og lignende udsagn. LM har således haft flere muligheder for at komme til orde og gøre indsigelser mod indholdet af det omtalte indslag, herunder både før indslaget blev bragt og efterfølgende. Dette har LM ikke benyttet. På den baggrund kan LM’s klage alene imødekommes, for så vidt angår omtalen af arbejdsmiljølovens § 18. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Inger Bach, Lene Sarup og Marianne Druedahl. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som eventuelt kan være krænket, jf. punkt A.1 og A.3. Efter det oplyste lægges til grund, at Arbejdstilsynet den 10. marts 2003 gav LM Wind Power A/S’ afdeling Hammelev II i Vojens påbud om at udføre en målerapport for polyesterstøbning indeholdende dokumentationsmålinger. LM Wind Power A/S ankede den 2. april 2003 tilsynets påbud til Arbejdsmiljøklagenævnet. Ifølge § 81 i arbejdsmiljøloven har en anke som udgangspunkt opsættende virkning. Der foreligger ikke oplysninger om, at LM Wind Power A/S’ anke ikke skulle være tillagt suspensiv virkning. Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt ved afgørelse af 21. juni 2004 Arbejdstilsynets påbud. (Af afgørelsen fremgår det, at påbuddet herefter skulle efterkommes senest den 15. oktober 2004.) LM Wind Power A/S anmodede ved brev af 12. oktober 2004 klagenævnet om at genoptage behandlingen af sagen. BST miljø+job A/S’ rapport af 10. november 2004 indeholdt dokumentationsmålinger, hvoraf det fremgik, at grænseværdien for styren var overskredet. Ved afgørelse af 8. juni 2005 afviste Arbejdsmiljøklagenævnet at genoptage behandlingen af sagen. Det lægges endvidere til grund, at de interviewede tillids- og sikkerhedsrepræsentanter var ansat på LM Wind Power A/S’ afdeling Vingen i Lunderskov. I perioden 1995-2010 har Arbejdstilsynet givet påbud til andre af LM Wind Power A/S’ afdelinger, men afdelingen Vingen modtog ingen påbud i samme periode. På baggrund af rapporten fra BST miljø+job A/S finder nævnet, at det er korrekt, at målinger påviste, at ”målinger foretaget netop på LM i 2004 viser, at mængden af styren i luften er mange gange højere end det maksimalt tilladte” . Nævnet finder det beklageligt, at TV SYD med nutidsformen af ordet ”nægte” i sammenhængen kan have givet seere den opfattelse, at LM Wind Power A/S på tidspunktet for offentliggørelsen af tv-indslaget fortsat ikke havde udarbejdet målinger i overensstemmelse med Arbejdstilsynets påbud. Dette er ikke korrekt, idet målingerne blev gennemført som en del af rapporten af 10. november 2004. Det fremgår imidlertid af ovennævnte udsagn i indslaget, at der blev foretaget målinger i 2004, hvorfor nævnet ikke finder grundlag for at udtale kritik heraf. I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet, er TV SYD berettiget til at beslutte, hvilke oplysninger man vil bringe i mediet. Pressenævnet finder det beklageligt, at TV SYD ikke oplyste, at der ifølge BST miljø+job A/S’ rapport ikke var sundhedsmæssig risiko ved overskridelserne af grænseværdierne. Da der imidlertid blev målt overskridelser, finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at redaktøren har handlet uden for redaktørens redigeringsret ved at udelade dele af rapporten. TV SYD rettede forud for nyhedsindslaget henvendelse til LM Wind Power A/S. Den presseansvarlige blev gjort opmærksom på artiklen ” Livet som hun kendte det” af 6. marts 2011 i Berlingske, der blandt andet omhandlede grænseværdierne for styrendampe. På denne baggrund måtte klager have været bekendt med, at indslaget kunne være kritisk over for denne praksis. Sådan som sagen foreligger oplyst, har nævnet ikke mulighed for at vurdere, hvorvidt TV SYD afviste at videregive oplysninger til klager om de konkrete medarbejdere, så LM Wind Power A/S havde mulighed for at forholde sig hertil. På denne baggrund udtaler nævnet heller ikke kritik af TV SYD for ikke at forsøge at indhente klagers kommentarer. Rapporten fra november 2004 er ikke udarbejdet af Arbejdstilsynet som oplyst i indslaget den 6. marts 2011. På baggrund af denne ukorrekte oplysning konkluderede TV SYD, at LM Wind Power A/S overtrådte arbejdsmiljølovens § 18 ved ikke at have informeret de berørte medarbejdere (den dagældende lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999 er i det væsentlige identisk med den nuværende lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010). De interviewede tillids- og sikkerhedsrepræsentanter arbejdede på afdelingen i Lunderskov, der ikke havde fået påbud af Arbejdstilsynet. Det ligger uden for Pressenævnets kompetence at tage stilling til, hvorvidt arbejdsmiljølovens § 18 er overtrådt. Der er imidlertid ikke over for Pressenævnet fremlagt dokumentation for, at LM Wind Power A/S ikke skulle have informeret tillids- og sikkerhedsrepræsentanterne i overensstemmelse med arbejdsmiljøloven, og nævnet udtaler på denne baggrund kritik af TV SYD for at videregive medarbejdernes indtryk uden at orientere seeren om, at medarbejderne arbejdede på afdelingen i Lunderskov, hvorimod påbuddene vedrørte fabrikker i Vojens. Pressenævnet finder videre, at TV SYD burde have berigtiget den forkerte oplysning, da mediet blev gjort bekendt hermed ved modtagelsen af LM Wind Power A/S’ e-mail af 11. marts 2011. Da det ikke skete, udtaler nævnet tillige kritik heraf. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af TV SYD at offentliggøre følgende: ” Speak : I marts måned sendte TV SYD nogle indslag vedrørende styrendampe på LM Wind Powers fabrikker. LM har klaget til Pressenævnet, og nævnet har udtalt kritik af TV SYD og pålagt os at bringe følgende meddelelse: I indslagene omtalte TV SYD styrendampe på LM og oplyste, at Arbejdstilsynet tilbage i 2004 havde pålagt selskabet at ændre metoden for at måle grænseværdierne for disse styrendampe. Det fremstod som om LM ikke havde informeret sine medarbejdere om Arbejdstilsynets afgørelser. Det er et krav efter arbejdsmiljøloven. De medarbejdere, der udtalte sig i udsendelsen, arbejdede imidlertid ikke på fabrikken i Vojens. De arbejdede i Lunderskov, hvor der ikke var udstedt påbud. Der er således ikke dokumentation for, at medarbejdere på nogen af de berørte fabrikker ikke skulle være orienteret. På denne baggrund har Pressenævnet udtalt sin kritik af TV SYD for at give indtryk af, at LM ikke har overholdt pligten til at orientere sine medarbejdere. Hele nævnets kendelse kan læses på Pressenævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk.” Afgjort den 24. august 2011

Versioner

  1. 2011-08-26