Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70/92

GældendeVersion 2011-08-26
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/9386@2011-08-26/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70/92

Resumé To klagere – den administrerende direktør og DNA1 ApS – klagede over artiklen ”Det Nye Advice” og tv-indslaget ”Bladkonge fortsætter efter endnu en konkurs” bragt af NORDJYSKE Medier. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Klage over tilsidesættelse af god presseskik skal ske inden fire uger efter offentliggørelsen, og klagen kan rettes til det pågældende massemedie selv eller direkte til Pressenævnet. Massemediets afgørelse kan indbringes for Pressenævnet senest fire uger efter, at den er kommet frem til klageren, jf. medieansvarslovens § 34, stk. 2. [Direktøren] og DNA1 ApS klagede ved e-mail af 24. april 2011 til NORDJYSKE Medier, og NORDJYSKE Medier afviste samme dag klagen og klagevejledte ved at indsætte et link til forsiden af Pressenævnets hjemmeside, hvoraf fanebladet ”Klagevejledning” fremgår. [Direktøren] og DNA1 ApS’ klage over NORDJYSKE Mediers afgørelse er modtaget hos Pressenævnet den 25. maj 2011, hvorfor klagen som udgangspunkt er indgivet efter 4-ugers klagefristens udløb. Da der ved klagevejledningen imidlertid ikke blev gjort opmærksom på klagefristen og nævnets adresse, finder nævnet ikke grundlag for at afvise behandlingen af sagen som følge af fristoverskridelse. Klagen realitetsbehandles. Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som de krænkende oplysninger vedrører, jf. punkt A.1 og A.3. Efter det oplyste lægges det til grund, at [Person A] arbejdede som konsulent for DNA1 ApS, at telefonsvareren henviste til Advice, og at DNA1 ApS havde lejet lokaler, som Advice tidligere havde benyttet. Pressenævnet finder på det foreliggende grundlag hverken anledning til at kritisere, at NORDJYSKE Medier anvendte den del af telefoninterviewet, der vedrørte [Person A], eller måden hvorpå mediet beskrev [Person A]s arbejde for selskabet. Nævnet finder det beklageligt, at [Direktøren] ikke fik lejlighed til at kommentere de enkelte detaljer vedrørende lokaleleje mv., da disse i artiklen blev brugt til at stille spørgsmålstegn ved ledelsen i DNA1 ApS. Da de faktiske oplysninger imidlertid i det væsentlige var korrekte, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere mediet for ikke at kontrollere disse yderligere, herunder ved forelæggelse for klager. Pressenævnet finder heller ikke anledning til at kritisere overskriften ”Det Nye Advice” . Det fremgår af artiklen på hvilket grundlag, Nordjyske Stiftstidende har anvendt formuleringen, ligesom det fremgår, at det er [Person A] personligt, som angiveligt skulle have opkøbt Advices konkursbos debitorbeholdning. Pressenævnet finder heller ikke anledning til at kritisere mediet for at henvende sig til borgmesteren for at indhente dennes vurdering eller i øvrigt. Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Sådan som sagen foreligger påklaget, finder nævnet, at der ikke er bragt forkerte faktiske oplysninger, der er egnet til at påføre klagerne skade af betydning. [Direktøren] og DNA1 ApS er herefter ikke berettiget til at få bragt et genmæle.

[Direktøren] og DNA1 ApS har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt på nordjyske.dk den 23. april 2011 og en identisk artikel i NORDJYSKE Stiftstidende den 24. april 2011 samt et tv-indslag bragt af 24NORDJYSKE, idet klagerne mener, at god presseskik er tilsidesat. Klagen omfatter endvidere mediets afslag på genmæle. 1 Sagsfremstilling Nordjyske.dk bragte den 23. april 2011 artiklen ”Det Nye Advice” med underoverskriften ” DNA1: [Person A] fra Advicekoncernen i Aalborg meddelte sidst i januar, at han trak sig ud af alt, da han gik konkurs med endnu et selskab. Magasinerne Appetize, Business Class og FCK Balls udkommer dog fortsat, og [Person A] er stadig med.” Af artiklen fremgår følgende: ”Fredag 28. januar i år sendte direktør [Person A] fra Advicekoncernen i Aalborg en konkursbegæring til Retten i Aarhus vedrørende selskabet NM 02.01.11 ApS, hvor han selv er direktør. Tilsyneladende den sidste i den lange række af konkurser, som har fulgt magasinudgiveren gennem to årtier. - Jeg trækker mig ud af alt, udtalte [Person A] 2. februar, da NORDJYSKE igen kunne fortælle, at manden bag magasiner som Appetize, Business Class og FCK Balls var gået konkurs med et selskab. Men magasinerne er stadig kommet på gaderne i Aalborg og København. Uden synlig afbrydelse. Det nye selskab bag udgivelsen af magasinerne hedder DNA1 ApS. Selskabet er stiftet af [Person B], der samtidig også er direktør for selskabet. Hun er tidligere bogholder i Advicekoncernen, hvor hun har arbejdet i årevis for [Person A]. Nære forbindelser I dag har DNA1 ApS adresse på [Person B]s privatadresse, men da selskabet blev stiftet, skete det fra en såkaldt c/o adresse i Aarhus. Adressen er Kannikegade 18. Her holder Innova Advokatfirma til, og en række af advokaterne har en fortid med [Person A]. En af partnerne har siddet i bestyrelsen i flere af [Person A]s selskaber. En anden har udfærdiget en overdragelsesaftale fra et konkursramt selskab under ledelse af [Person A] til det aktuelle konkursramte selskab. En tredje partner har underskrevet konkursbegæringen sammen med [Person A] og indgivet denne til Retten i Aarhus. Men det er en fjerde partner i Innova Advokatfirma, der aktuelt har mest at gøre med [Person A]. Han hedder Lars Bentsen og er kurator – altså udpeget af skifteretten – for NM 02.01.11 ApS. Det betyder, at han skal varetage konkursboets interesser bedst muligt. Ikke mindst af hensyn til de tidligere ansatte og kreditorer, der har tre millioner kroner til gode i NM 02.01.11 ApS. Og i henhold til Konkurslovens § 238 må ingen handle som kurator, hvis der er tvivl om hans upartiskhed. NORDJYSKE er kommet i besiddelse af et dokument, der viser, at [Person A] har købt debitorbeholdningen – selskabets kundekartotek og specifikt de kunder, der skylder penge – for selskabet HAPC (Det juridiske navn for selskabet er HAPC 2009 ApS, red.) i konkursboet. Dokumentet er blevet forelagt statsautoriseret revisor og partner i KPMG Aalborg Niels David Nielsen. - Når du køber en debitorbeholdning, så har du fat i kunderne. Derfor er [Person A] også i fuld sving igen, og det vil være rart at vide, hvor meget han har betalt og ikke mindst, hvordan han har betalt. Kuratoren skal jo sørge for at få mest muligt ud af aktiverne og informere kreditorerne herom, siger Niels David Nielsen. Han undrer sig over, at kurator Lars Bentsen har bekræftet handlen, idet at [Person A] har skrevet HAPS ApS og ikke det korrekte juridiske navn på selskabet i dokumentet. NORDJYSKE har forsøgt at komme i kontakt med Lars Bentsen, men han har ikke besvaret vores mange henvendelser. Advice over alt Den nye udgiver af magasinerne – DNA1 ApS – holder som den tidligere udgiver til i lokaler på Kong Hans Gade i Aalborg, der er ejet af [Person A] personligt. Men det er ikke den eneste lighed med Advicekoncernen. Firmaets hjemmeside – www.dna1.dk – er bygget op på samme måde som www.advice.dk. Og surfer man rundt, ser man hurtigt, at Advice-fortiden ikke fornægter sig. Eksempelvis kan man maile til salg@advice.dk. Ved hoveddøren hænger fortsat logoet fra Advicekoncernen, og ringer man til hovednummeret, siger den automatiske stemme i den anden ende af røret "velkommen til Mediehuset Advice". [Person A] har ikke ønsket at lade sig interviewe til NORDJYSKE, da han mener sig udsat for en smædekampagne. Han skriver dog i en mail, at det glæder ham, at der nu er andre, der arbejder videre med magasinerne, samt at han har budt på debitorbeholdningen, som alle andre har kunnet. [Person A] har dog ikke gjort rede for, hvad han skal bruge debitorbeholdningen til. Ny direktør Men det er ikke kun "andre", der arbejder videre med magasinerne. Det gør [Person A] også selv. På mere end fuld tid. Det fortæller [Direktøren], der udover at være tidligere journalist og studievært, senest har gjort sig bemærket som kommunikationsrådgiver for [Person C] i forbindelse med retssagen for rufferi. - Jeg bliver administrerende direktør for DNA1 fra 1. maj. Det har hele tiden været aftalt, siger [Direktøren]. Dette fremgik dog ikke dagen forinden, da NORDJYSKE snakkede i længere tid med [Person B], der fortsat står registreret som direktør for selskabet. [Direktøren] kalder [Person A] for "en af Nordjyllands dygtigste mediefolk". - Han står for salg. Det er hans kerneområde, siger [Direktøren] og oplyser, at [Person A] er inde over mangt og meget i selskabet. Men slår man op i de magasiner, der har været udgivet af DNA1 ApS, så er [Person A] ikke krediteret for sit kerneområde. [Direktøren] mener som [Person A], at denne er udsat for en smædekampagne. - Der er jo ikke nogen, der siger, at han skal gå på pension, bare fordi I (NORDJYSKE, red.) mener det, siger [Direktøren]. [Person A] sagde i et interview til NORDJYSKE 1. februar, at han hverken som direktør, ejer, bestyrelsesmedlem eller på nogen anden måde vil være forbundet med selskaber, der udgiver magasiner. Nordjyske profiler I de to seneste udgaver af Appetize og Business Class træder en række markante nordjyske profiler inden for politik og erhvervslivet frem i længere portrætter og interviews. Borgmester Henning G. Jensen (S) er kendt for at være en mand, der har fingeren på pulsen og ved, hvad der foregår i hans kommune. Han har da også læst NORDJYSKEs artikel om [Person A] og de øvrige erhvervspersoner, der går fra det ene forliste selskab til det andet blot for at efterlade en stribe af kreditorer med massive milliontab. - Jeg synes, at artiklerne omkring konkursrytteri har afdækket mange ting, og det er noget svineri, at folk kan lukke og åbne selskaber, siger borgmesteren, der bliver portrætteret i det seneste nummer af Appetize. Men Henning G. Jensen mener ikke, at det tilkommer ham at spørge en journalist om økonomien bag det magasin, vedkommende skriver for. - Jeg spørger heller ikke, om I (NORDJYSKE, red.) kommer ud med et underskud, svarer borgmesteren. Forelagt at [Person A] fortsat spiller en aktiv rolle i udgivelsen af Appetize og de øvrige magasiner, udtaler borgmesteren dog, at "det ikke er så godt". [Person A] er i øvrigt involveret i mere end den ene konkurs med selskabet NM 02.01.11 ApS. Der er også en konkursbehandling med selskabet Res 02-09 ApS, hvor kreditorerne kommer til at tabe syv millioner kroner. Dermed er der aktuelt ti millioner kroner ude at svømme for kreditorer og tidligere ansatte i selskaber ledet af [Person A]. ” Artiklen blev den 24. april 2011 blev bragt i NORDJYSKE Stiftstidende. Den 24. april 2011 bragte 24NORDJYSKE tv-indslaget ”Bladkonge fortsætter efter endnu en konkurs” , hvoraf følgende fremgår: ” Studievært : Vi er i gang med nyhederne påskedag, velkommen til. Igennem to årtier er bladudgiver [Person A] gået konkurs et tocifret antal gange med sin udgivervirksomhed Advicekoncernen i Aalborg. Men, magasinerne udkommer stadig, og 24NORD­JYSKE kan i dag fortælle, at [Person A] fortsat spiller en aktiv rolle i udgivelsen. Speak : I slutningen af januar fik medarbejderne i Advicekoncernen, der blandt andet udgiver magasinerne Appetize og Business Class, at vide af direktør [Person A], at selskabet var gået konkurs. [Person A] selv tog konsekvensen af den seneste i en lang række af konkurser og meddelte, at han trak sig ud af alt. Speak : Vil der være nogle selskaber med enten dig som ejer eller som direktør eller som bestyrelsesmedlem, eller du på nogen måder er forbundet med, der vil udgive magasiner? [Person A] : Nej, det vil der ikke være. Speak : Magasinerne udgives nu af selskabet DNA1 ApS, og trods [Person A]s udmelding er han stadig en aktiv del af virksomheden. [Direktøren] : Jeg har ansat ham, og det har jeg, fordi han er dygtig til at udgive magasiner. Speak : Dagen før interviewet med [Direktøren] talte 24NORDJYSKE med stifter og direktør af DNA1, [Person B]. Hun er tidligere bogholder i Advicekoncernen og har i årevis arbejdet for [Person A]. Af samtalen fremgik det ikke, at [Direktøren] var den kommende direktør for selskabet. [Direktøren] : Det bliver jeg fra 1. maj. Det har hele tiden været aftalt. Speak : Derimod har [Direktøren] ifølge eget udsagn været ansvarshavende chefredaktør siden starten af det nye selskab, men det kan man ikke læse i magasinerne. [Direktøren] : Det er en beklagelig fejl. Vi skal skrive, hvem der er udgiver, og hvem der er chefredaktør, og det er altså ikke kommet med i denne her denne her gang. Speak : Men det er ikke en fejl, at [Person A] er ansat i DNA1? [Direktøren] : Han står for salg. Det er hans kerneområde, og derudover hjælper han med alle de her ting i forhold til magasinerne. Speak : Men selvom [Person A] ifølge [Direktøren] står for salg, så fremgår det dog ikke af magasinerne. Til gengæld skulle [Person A] være en del af den administrative og økonomiske ledelse. Det fremgår tydeligt af telefonsvareren, når man ringer til DNA1. Læg dog mærke til, hvordan selskabet præsenterer sig. Telefonsvarer : Velkommen til Mediehuset Advice. Velkommen til administration og økonomi. Du kan altid taste nul for at vende tilbage til hovedmenuen. Tryk 1 for Susanne og tryk 2 for Anders. Speak : [Person A] har ikke ønsket at stille op til interview for at forklare, hvorfor han fortsat er en del af magasindriften. Til gengæld er [Direktøren] glad for hans arbejdskraft og håber på, at [Person A] fortsætter med at være en del af DNA1 i lang tid. [Direktøren] : Der er ikke nogen, der siger, han skal gå på pension, bare fordi I mener det. Speak : Vil der være nogle selskaber med enten dig som ejer eller som direktør eller som bestyrelsesmedlem, eller du på nogen måder er forbundet med, der vil udgive magasiner. [Person A] : Nej, det vil der ikke være. Studievært : Udover konkursboet Mediehuset Advice ApS har [Person A] også to andre selskaber under konkurs i øjeblikket. Den samlede gæld i de to selskaber er ti millioner kroner. Derudover har [Person A]s øvrige konkurser kostet kreditorerne omkring tyve millioner kroner i tidens løb.” Tv-indslaget blev tillige gjort tilgængeligt på nordjyske.dk. Yderligere oplysninger NORDJYSKE Medier har fremlagt en båndudskrift af en telefonsamtale den 19. april 2011 mellem [Direktøren] og NORDJYSKE Mediers journalist. Af udskriften fremgår: ”Båndudskrift 1: Interview med [Direktøren] 19. april 2011 … Journalist: Debitorbeholdningen i NM 02.01.11 ApS er købt af [Person A]. [Direktøren]: Muligvis. Igen, det er noget privat for ham. Jeg har ansat ham, og det har jeg, fordi han er dygtig til at udgive magasiner. … Journalist: I forhold til [Person A] kan du så sige noget omkring, hvor mange timer han har hernede? [Direktøren]: Lige nu har han masser af timer. … Båndudskrift 2: Telefonsamtale med [Direktøren] 19. april 2011 [Direktøren] : Det er [Direktøren]. Journalist : Det er [Person D], NORDJYSKE. [Direktøren] : Ja goddaw. Journalist : Du snakkede med min kollega [Person E] ude på Kong Hans Gade, kan jeg forstå. [Direktøren] : Ja, jeg skulle bare lige høre, hvad de lavede, jo. Journalist : Ja, men vi er ved at lave en historie omkring magasinerne og DNA og [Person A]. Jeg kan forstå, at det er dig, der er direktør. … Journalist : Men [Direktøren], vi kunne godt tænke os at interviewe dig til tv omkring DNA1 og [Person A]s rolle og nogle af de ting, vi lige har snakket om. [Direktøren] : Men I er da velkomne. … [Direktøren] : Ja. Må jeg lige høre, hvad spørgsmålene handler om, for det undrer mig da meget? Journalist : Jamen, det er sådan set noget af det, vi har snakket om nu omkring DNA1 og udgivelsen af magasinerne og som sagt, hvilken rolle [Person A] spiller i DNA1. [Direktøren] : Jamen, det er jo en af mine medarbejdere. Jeg forstår ikke helt, hvad du mener. Jeg kan ikke udtale mig om medarbejdere. Journalist : Men du vil gerne stille op til interview? [Direktøren] : Ja. …” [Direktøren] rettede ved e-mail af 24. april 2011 henvendelse til NORDJYSKE Medier og klagede over, at der i artiklen og tv-indslaget var bragt fejlagtige oplysninger om DNA1 ApS, og anmodede om en berigtigelse. NORDJYSKE Medier afviste ved e-mail samme dag at berigtige forholdene. Til slut i e-mailen var indsat et link til forsiden af Pressenævnets hjemmeside. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Direktøren] og DNA1 ApS’ synspunkter [Direktøren] har anført, at Pressenævnet bør se på artiklen og tv-indslaget som en helhed og bedømme, om der er tale om redelig journalistik, om historien handler om en manglende linje i kolofonen, om man tydeligt kan se, at [Person A] er DNA1 ApS’ timelønnede konsulent, eller om det mere fremstår som værende ”Bladmand i sadlen igen”, som en anden overskrift hed i avisen og på nordjyske.dk den 23. april 2011. DNA1 ApS har købt rettighederne til en række magasiner, som [Person A] tidligere har udgivet, og [Person A] er alene tilknyttet som konsulent på magasinproduktionen. Artiklens overskrift ”Det Nye Advice” mere end antyder, at DNA1 ApS er det firma, der gik konkurs. Der er tale om et nyt firma med nye ejere. NORDJYSKE Medier interviewede ifølge [Direktøren] ham om en manglende angivelse af ansvarlig udgiver i kolofonen i det seneste nummer af magasinet Appetize og benyttede interviewet til en historie om, at han ønskede at skjule, at [Person A] er konsulent for DNA1 ApS. Hans udtalelse er klippet på en sådan måde, at det lyder som om, [Person A] er salgschef, selvom det i interviewet blev sagt, at han står for salget, som en del af en opremsning af de områder, [Person A] er konsulent for. [Direktøren] har heller ikke udtalt, at [Person A] er ”inde over mangt og meget”. NORDJYSKE Medier spurgte ikke til, hvorfor [Person A] ikke var nævnt i kolofonen (det er kun de ansvarlige for udgivelsen og faste medarbejdere). Af hensyn til investorerne ønskede [Direktøren] ikke at oplyse om ejerforhold. NORDJYSKE Medier antyder indirekte, at det er [Person A]. Det ville [Direktøren] dog have kunnet afvise. [Person A] er som tidligere oplyst i interview vedrørende magasindrift generelt hverken som direktør, ejer eller bestyrelsesmedlem i selskabet. I forbindelse med en omtale af, at [Person A] og [Direktøren] har brugt samme advokatfirma, undlader NORDJYSKE Medier at oplyse, at det udelukkende handlede om [Person A] og ikke om DNA1 ApS, selvom det blev oplyst under interviewet: ”NORDJYSKE er kommet i besiddelse af et dokument, der viser, at [Person A] har købt debitorbeholdningen – selskabets kundekartotek og specifikt de kunder, der skylder penge – for selskabet HAPC (Det juridiske navn for selskabet er HAPC 2009 ApS, red.) i konkursboet… - Når du køber en debitorbeholdning, så har du fat i kunderne. Derfor er [Person A] også i fuld sving igen, og det vil være rart at vide, hvor meget han har betalt og ikke mindst, hvordan han har betalt...” Til oplysningerne om selskabets lokaler, hjemmeside og telefonsvarer har [Direktøren] anført, at oplysninger ikke er foreholdt ham i interviewet. DNA1 ApS har overtaget magasinerne og lejer bygningen, og at der allerede er lavet om til produktion. DNA1 ApS har lejet alt det, der hører til produktionen af magasinerne inklusiv hjemmesiderne og alt, der vedrører konceptet. DNA 1 ApS er ved at gennemgå det hele. Der kan ligge en gammel e-mailadresse, men enhver må ifølge [Direktøren] kunne se, at det er en fejl, som DNA1 ApS ikke får noget ud af. Der er tale om en Advice-telefonsvarer, som DNA1 ApS først nu har fået adgang til. DNA1 ApS har ikke fået forelagt denne dokumentation. Telefonsvareren er ved at blive rettet, hvilket kunne være blevet oplyst, hvis DNA1 ApS var blevet spurgt. Offentliggørelsen af [Direktøren]s flytning til Aalborg var planlagt til 1. maj 2011, hvorfor [Person B] intet sagde og stod registreret som direktør. Da NORDJYSKE Medier skulle have svar, valgte han at lave en aftale med det sted, han tidligere var tilknyttet, så tiltrædelsen kunne oplyses tidligere. NORDJYSKE Medier får det til at lyde, som om han er stråmand. Såfremt mediet fandt det besynderligt, kunne mediet have spurgt Susanne Hejlersen, hvorfor han først var der nu. En række udsagn i artikel og indslag er ifølge [Direktøren] i strid med sandheden, og han er ikke blevet spurgt til de påstande, der fremføres, eller til den dokumentation, som NORDJYSKE Medier lægger til grund. Trods det har mediet ikke ønsket at imødekomme klagers ønske om en berigtigelse. Herudover har [Direktøren] anført, at det er uetisk adfærd af NORDJYSKE Medier at gå til de personer, som DNA1 ApS har interviewet, herunder borgmesteren. 2.2 NORDJYSKE Mediers synspunkter NORDJYSKE Medier har oplyst, at man i en artikelserie i foråret 2011 satte fokus på erhvervsfolk med mange konkurser bag sig og deres evne til at vende hurtigt tilbage trods nedturen. I denne sammenhæng er magasinudgiver [Person A]s mange konkurser med Advice-koncernen blevet omtalt, fordi hans virksomhed uanset konkurser tilsyneladende fortsætter uændret under nye navne, nye konstruktioner og med nye formelt ansvarlige. Serien er aktuel i forbindelse med Konkurrencerådets arbejde med betænkning nr. 1525/2011 om konkurskarantæne, som skal gøre det muligt at sætte ind over for konkursryttere og andre erhvervsfolk, der har optrådt groft uforsvarligt. Meningen med serien i NORDJYSKE Medier har været at fortælle om en række nordjyder med mange konkurser bag sig og finde ud af, hvor deres personlige historie lå i forhold til linjen i betænkningen. Da [Person A] gik konkurs endnu en gang med milliongæld til følge, skrev avisen også denne historie med [Person A]s egen kommentar om, at han nu ville trække sig ud af al magasindrift. Maga­sinerne udkom stadig, og flere forhold tydede på, at [Person A] fortsat var med i driften. Ikke mindst fordi han havde købt debitorbeholdningen af det seneste konkursbo. [Person A] var dén af fire casehistorier i artikelserien, som kilder konkluderede ville kunne få konkurskarantæne for groft uforsvarlig forretningsførelse, når en ny ordning træder i kraft. På den baggrund fandt NORDJYSKE Medier det interessant at undersøge, om [Person A] drev forretning i Aalborg, selvom hans navn ikke direkte figurerede i det nye Advice, DNA1 ApS. Der er meget [Person A] og meget Advice i DNA1 ApS, og overordnet set bestrider [Direktøren] ikke denne sammenhæng i sin klage. Der står ikke skrevet, at DNA betyder Det Nye Advice. Når udtrykket bruges, er det fordi, den nye forretningsmodel ligner den gamle på mange punkter. NORDJYSKE Medier taler den ene dag med den administrerende direktør, og næste dag kommer [Direktøren] og forklarer, at han er administrerende direktør, selv om dette ikke fremgik af Erhvervs- og Selskabsstyrelsens oplysninger. Sådan var det, og sådan skrev NORDJYSKE Medier det. Advokatrelationen er med som et af mange punkter, hvor den nye og den gamle konstruktion ligner hinanden. At [Person A] køber debitorbeholdningen fra konkursboet via firmaet er en interessant oplysning og ligner en fremgangsmåde, som [Person A] har benyttet tidligere. Det fremgår af artiklen, at han ikke ønsker at oplyse, hvad han skal bruge debitorbeholdningen til. NORDJYSKE Medier har bragt et centralt citat, og det er ikke i strid med sammenhængen: ”Han står for salg. Det er hans kerneområde, og derudover så hjælper han med alle de her ting i forhold til magasinerne.” [Direktøren] oplyste til NORDJYSKE Medier, at [Person A] arbejder på mere end fuld tid for DNA1 ApS. Ifølge [Direktøren] har han ”masser af timer”, og klager kaldte ham under en telefonsamle en af sine medarbejdere. NORDJYSKE Medier konstaterer blot, at der ikke er fundet plads til [Person A]s navn i kolofonen, selvom han med [Direktøren]s egne ord ”står for salg”. Der er nævnt to andre navne under salg. Oplysningerne og lokaler mv. var med for at beskrive, at den nye virksomhed i høj grad bygger på det tidligere konkursbo. Præmissen for interviewet med [Direktøren] var klar. Tre gange i en samtale på tre minutter bliver overskrifterne for interviewet nævnt af journalisten. Der er ikke noget krav om, at en kilde skal kommentere alt ned til mindste detalje. [Person A]s måde at føre forretninger på har kostet mange mennesker mange penge. Det gælder både ansatte og kreditorer. Borgmesteren er ikke en tilfældig kilde, men Aalborgs førstemand, og derfor er det naturligvis relevant at spørge ham om sagen, som han velvilligt kommenterede. NORDJYSKE Medier har ikke bragt nogen rettelser angående artiklerne om [Person A] og Advice. [Direktøren] klagede umiddelbart efter seneste offentliggørelse, men pegede ikke på konkrete, faktuelle fejl. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Inger Bach, Lene Sarup og Marianne Druedahl. Klage over tilsidesættelse af god presseskik skal ske inden fire uger efter offentliggørelsen, og klagen kan rettes til det pågældende massemedie selv eller direkte til Pressenævnet. Massemediets afgørelse kan indbringes for Pressenævnet senest fire uger efter, at den er kommet frem til klageren, jf. medieansvarslovens § 34, stk. 2. [Direktøren] og DNA1 ApS klagede ved e-mail af 24. april 2011 til NORDJYSKE Medier, og NORDJYSKE Medier afviste samme dag klagen og klagevejledte ved at indsætte et link til forsiden af Pressenævnets hjemmeside, hvoraf fanebladet ”Klagevejledning” fremgår. [Direktøren] og DNA1 ApS’ klage over NORDJYSKE Mediers afgørelse er modtaget hos Pressenævnet den 25. maj 2011, hvorfor klagen som udgangspunkt er indgivet efter 4-ugers klagefristens udløb. Da der ved klagevejledningen imidlertid ikke blev gjort opmærksom på klagefristen og nævnets adresse, finder nævnet ikke grundlag for at afvise behandlingen af sagen som følge af fristoverskridelse. Klagen realitetsbehandles. Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som de krænkende oplysninger vedrører, jf. punkt A.1 og A.3. Efter det oplyste lægges det til grund, at [Person A] arbejdede som konsulent for DNA1 ApS, at telefonsvareren henviste til Advice, og at DNA1 ApS havde lejet lokaler, som Advice tidligere havde benyttet. Pressenævnet finder på det foreliggende grundlag hverken anledning til at kritisere, at NORDJYSKE Medier anvendte den del af telefoninterviewet, der vedrørte [Person A], eller måden hvorpå mediet beskrev [Person A]s arbejde for selskabet. Nævnet finder det beklageligt, at [Direktøren] ikke fik lejlighed til at kommentere de enkelte detaljer vedrørende lokaleleje mv., da disse i artiklen blev brugt til at stille spørgsmålstegn ved ledelsen i DNA1 ApS. Da de faktiske oplysninger imidlertid i det væsentlige var korrekte, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere mediet for ikke at kontrollere disse yderligere, herunder ved forelæggelse for klager. Pressenævnet finder heller ikke anledning til at kritisere overskriften ”Det Nye Advice” . Det fremgår af artiklen på hvilket grundlag, Nordjyske Stiftstidende har anvendt formuleringen, ligesom det fremgår, at det er [Person A] personligt, som angiveligt skulle have opkøbt Advices konkursbos debitorbeholdning. Pressenævnet finder heller ikke anledning til at kritisere mediet for at henvende sig til borgmesteren for at indhente dennes vurdering eller i øvrigt. Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Sådan som sagen foreligger påklaget, finder nævnet, at der ikke er bragt forkerte faktiske oplysninger, der er egnet til at påføre klagerne skade af betydning. [Direktøren] og DNA1 ApS er herefter ikke berettiget til at få bragt et genmæle. Afgjort den 24. august 2011

Versioner

  1. 2011-08-26