Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70/93

GældendeVersion 2011-08-26
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/9387@2011-08-26/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70/93

Resumé Klager – en person – klagede over telegrammet ”Svendborg fyrer kendt børnelæge” på Ritzaus Bureau. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Det følger endvidere af retningslinjerne, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel, jf. punkterne A.3 og A.6. På baggrund af sagens oplysninger lægges til grund, at et samarbejde mellem Svendborg Kommune og [Klager] på kommunens initiativ ikke forlænges. Uanset at der ikke er tale om afskedigelse af en medarbejder, finder Pressenævnet herefter ikke anledning til at kritisere Ritzaus Bureau I/S for at omtale forholdet i overskriften og brødteksten som en fyring. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af telegrammet fremgår, at der er tale om et samarbejde, der er bragt til ophør. Det er Pressenævnets opfattelse, at medier, som bringer citathistorier, som udgangspunkt selvstændigt bør søge at indhente en kommentar fra den, de krænkende oplysninger vedrører. [Klager] er i telegrammet citeret og afviser i den forbindelse kritikken. Pressenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at kritisere Ritzaus Bureau I/S for ikke selvstændigt at rette henvendelse til [Klager] forud for offentliggørelsen for at indhente yderligere kommentarer.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over et telegram udsendt af Ritzaus Bureau I/S den 9. maj 2011, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Ritzaus Bureau I/S udsendte den 9. maj 2011 kl. 9.40 et telegram under overskriften ”Svendborg fyrer kendt børnelæge” og underoverskriften ”Svendborg Kommune har opsagt samarbejde med [Klager] efter længere tids offentlig kritik af hende” . Af telegrammet fremgik følgende: ”Svendborg Kommune har opsagt samarbejde med [Klager] efter længere tids offentlig kritik af hende. Den kendte læge [Klager] skal ikke længere arbejde for Svendborg Kommune. Efter at have fungeret som lægekonsulent i sager om førtidspension er [Klager] blevet fyret af kommunen, skriver Fyns Amts Avis. Opsigelsen af samarbejdet kommer efter længere tids offentlig kritik af [Klager]s arbejde for kommunen, hvor hun blandt andet har givet udtalelser i sager, om borgere, der gerne vil have førtidspension eller fleksjob. Kritikken har især været fremført i den nu lukkede svendborgsnetavis.dk, hvor [Klager] har fået øgenavnet ”Doktor Arbejde”. Forklaringen på fyringen skal dog også findes i, at [Klager] bor i Nordsjælland, forklarer formanden for Arbejdsmarkedsudvalget i Svendborg til Fyns Amts Avis. - Samarbejdet med [Klager] har ikke været godt nok, og den fysiske afstand mellem hende og Svendborg Kommune og hendes bopæl er i vores øjne også et problem, siger Grethe Schødts til avisen. Hun tilføjer, at det i et stykke tid har stået klart for politikerne, at de ikke kunne sidde kritikken af [Klager] overhørig. [Klager] selv, mener, hun har været udsat for chikane fra netavisens redaktør, Frede Jakobsen og understreger, at Svendborg Jobcenter de seneste halvandet år på intet tidspunkt har kritiseret hendes arbejde. - Der har i den senere tid været en modbydelig ånd i forhold til mine opgaver i Svendborg Kommune. Der er blevet ført chikane mod mig i en ondskabsfuld ånd, siger hun til avisen. - Den næste dygtige lægekonsulent risikerer fuldstændig samme chikanøse behandling, og det er selvfølgelig skræmmende i forhold til den samlede sagsbehandling i kommunen. Og i sidste ende kommunens økonomi, siger [Klager].” Yderligere oplysninger Svendborg Kommune udsendte den 9. maj 2011 pressemeddelelsen ”Lægekonsulent ikke fyret” , hvoraf følgende fremgik: ”Fyns Amts Avis og en række medier har i dag bragt en artikel om Svendborg Kommunes samarbejde med lægekonsulent [Klager]. Overskriften på artiklen lyder: ”Lægekonsulent fyret af kommunen”. Det er forkert. Lægekonsulent [Klager] er ikke fyret. Som det fremgår af artiklen har Svendborg Kommune netop i øjeblikket nogle overvejelser omkring strukturen i arbejdet med sygemeldte borgere. … Jobcenterchef Birgit Bagge kalder samarbejdet med [Klager] for fagligt tilfredsstillende. …” Ritzaus Bureau afviste ved e-mail af 10. maj 2011 at berigtige historien. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har anført, at den artikel, som Ritzaus Bureau I/S udsendte den 9. maj 2011 med overskriften ”Svendborg fyrer kendt børnelæge” var baseret på en artikel i Fyns Amts Avis. Ritzaus Bureau I/S forsøgte ikke på noget tidspunkt at dokumentere historien, ligesom [Klager] ikke blev kontaktet herom. Straks [Klager] blev gjort bekendt med historien, rettede hun henvendelse til Ritzaus Bureau I/S og meddelte, at historien ikke var rigtig. [Klager] var ikke bekendt med en sådan ”fyring”. Hun var slet ikke ansat og havde ikke hørt fra Svendborg Kommune. Overskriften er i sig selv tendentiøs, idet stort set alle ud fra overskriften vidste, at den omhandlede klager. Ifølge [Klager] viste det sig at være en fejlagtig oplysning, og Svendborg Kommune udsendte senere et dementi, hvor kommunen tilbageviste, at der var tale om en fyring. [Klager] kontaktede atter Ritzaus Bureau I/S for at bede bureauet om at sende en rettelse ud, hvilket bureauet afviste. Historien blev bragt i stort set alle landets aviser og på diverse nyhedshjemmesider og har ifølge [Klager] gjort skade på hendes omdømme. Derfor havde en berigtigelse været ganske afgørende for hendes omdømme. 2.2 Ritzaus Bureau I/S’ synspunkter Ritzaus Bureau I/S har oplyst, at bureauet dagligt citerer en lang række historier fra de danske medier, og anført, at bureauet den 9. maj 2011 citerede en historie fra Fyns Amts Avis, hvor rubrikken lød: ”Lægekonsulent fyret af kommunen” . Begge parter, Svendborg Kommune ved formanden for Arbejdsmarkedsudvalget og [Klager], var hørt i historien, hvor de gav hver deres udlægning af sagen. Deres udsagn gav ikke grund til at betvivle historien, men understøttede tværtimod præmissen for historien: Nemlig, at kommunen havde stoppet samarbejdet, fordi det ikke fungerede. Historien gik ikke i detaljer med de rent juridiske ansættelsesforhold, men betegnelsen ”fyring” blev brugt som den journalistiske fortolkning af det forhold, at Svendborg Kommune havde stoppet samarbejdet, fordi det ikke fungerede. I selve brødteksten blev betegnelsen ”opsagt samarbejde” og ”fyring” anvendt på samme måde, som det er almindelig journalistisk praksis at bruge betegnelsen ”fyrer”, når virksomheder omstrukturerer med den konsekvens, at personer mister deres job eller opgaver. Ritzaus Bureau I/S blev den 10. maj 2011 kontaktet af [Klager], der krævede et dementi med udgangspunkt i en pressemeddelelse fra Svendborg Kommune, hvor kommunen skrev, at der ikke var tale om en fyring. Ritzaus Bureau I/S kontaktede Fyns Amts Avis, der imidlertid ikke havde fundet anledning til at dementere historien på baggrund af pressemeddelelsen fra kommunen. Fyns Amts Avis fastholdt, at der var dækning for historien og vinklingen. Fyns Amts Avis påpegede ligeledes, at pressemeddelelsen havde karakter af en uddybende kommentar. Ritzaus Bureau I/S delte denne vurdering og valgte derfor at fastholde historien og dermed ikke at bringe noget dementi. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Inger Bach, Lene Sarup og Marianne Druedahl. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Det følger endvidere af retningslinjerne, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel, jf. punkterne A.3 og A.6. På baggrund af sagens oplysninger lægges til grund, at et samarbejde mellem Svendborg Kommune og [Klager] på kommunens initiativ ikke forlænges. Uanset at der ikke er tale om afskedigelse af en medarbejder, finder Pressenævnet herefter ikke anledning til at kritisere Ritzaus Bureau I/S for at omtale forholdet i overskriften og brødteksten som en fyring. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af telegrammet fremgår, at der er tale om et samarbejde, der er bragt til ophør. Det er Pressenævnets opfattelse, at medier, som bringer citathistorier, som udgangspunkt selvstændigt bør søge at indhente en kommentar fra den, de krænkende oplysninger vedrører. [Klager] er i telegrammet citeret og afviser i den forbindelse kritikken. Pressenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at kritisere Ritzaus Bureau I/S for ikke selvstændigt at rette henvendelse til [Klager] forud for offentliggørelsen for at indhente yderligere kommentarer. Afgjort den 24. august 2011

Versioner

  1. 2011-08-26