En afgørelse var efter sin formulering ikke et påbud om unødig støj – Af samme grund ophævedes påbud om autoriseret arbejdsmiljørådgiver
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/9403@2011-08-31/da
Indhold
En afgørelse var efter sin formulering ikke et påbud om unødig støj – Af samme grund ophævedes påbud om autoriseret arbejdsmiljørådgiver
Resumé Arbejdstilsynet havde i en sag om unødig støj i afgørelsen skrevet, at virksomheden fik påbud om at 1) bruge autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at afhjælpe unødig støjpåvirkning i storrumskontor 2) bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at efterkomme påbuddet. Arbejdsmiljøklagenævnet ophævede Arbejdstilsynets afgørelse, idet et flertal på 6 af nævnets 11 stemmeberettigede medlemmer fandt, at Arbejdstilsynet havde givet to påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver i stedet for et påbud om et komplekst og alvorligt arbejdsmiljøproblem og et påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Flertallet fandt, at Arbejdstilsynet med sin formulering i afgørelsen ikke har givet påbud om at afhjælpe unødig støjpåvirkning i storrumskontor, men alene givet påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Flertallet fandt således, at der ikke var overensstemmelse mellem formuleringen i afgørelsen og de påbud, der er anført i afgørelsens bilag, og at Arbejdstilsynet derfor ikke har truffet afgørelse om et komplekst og alvorligt arbejdsmiljøproblem efter reglerne om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere. Der er derfor ikke hjemmel til at afgive påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Mindretallet bestående af 5 medlemmer fandt, at Arbejdstilsynet havde givet påbud om at afhjælpe unødig støj, og at der derfor også er givet påbud om brug af en arbejdsmiljørådgiver.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 26. april 2011 behandlet [navn udeladt]'s klage på vegne af [virksomhedens navn udeladt] over Arbejdstilsynets afgørelse af 8. marts 2010. [Virksomhedens navn udeladt] har i afdelingen [adresse udeladt] fået påbud om at bruge autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at afhjælpe unødig støjpåvirkning i storrumskontor bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at efterkomme påbuddet. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Et flertal i Arbejdsmiljøklagenævnet annullerer Arbejdstilsynets afgørelse af 8. marts 2010 med påbud om at bruge autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at afhjælpe unødig støjpåvirkning i storrumskontor bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at efterkomme påbuddet. Det betyder, at Arbejdstilsynets afgørelse af 8. marts 2010 ikke medfører pligter for [virksomhedens navn udeladt]. B E G R U N D E L S E Et flertal i Arbejdsmiljøklagenævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet med sin formulering i afgørelsen af 8. marts 2010 ikke har afgivet påbud om at afhjælpe unødig støjpåvirkning i storrumskontor. Flertallet finder, at Arbejdstilsynet med sin formulering i afgørelse af 8. marts 2010 alene har afgivet påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Flertallet har herved lagt vægt på, at der ikke er overensstemmelse mellem formuleringen i afgørelsen af 8. marts 2010 og de påbud, der er anført i afgørelsens bilag 8. Flertallet i Arbejdsmiljøklagenævnet finder derfor, at Arbejdstilsynet ikke har afgivet påbud om at afhjælpe unødig støjpåvirkning i storrumskontor. Flertallet finder desuden, at Arbejdstilsynet ikke har truffet afgørelse om et komplekst og alvorligt arbejdsmiljøproblem, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed efter reglerne om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere. Der er derfor ikke hjemmel til afgive påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Arbejdsmiljøklagenævnets flertal ophæver derfor Arbejdstilsynets afgørelse af 8. marts 2010. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et flertal på 6 af nævnets 11 stemmeberettigede medlemmer. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen benyttet følgende regler: Om Arbejdstilsynets ret til at give påbud: - § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer, der følger af lov nr. 175 af 27. februar 2007 og lov nr. 1395 af 27. december 2008. Om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver: - § 77 a, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer, der følger af lov nr. 175 af 27. februar 2007 og lov nr. 1395 af 27. december 2008 - § 6, stk. 1, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere. Reglerne kan læses på de følgende sider. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de dokumenter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet og [Navn udeladt]'s brev af 15. december 2010 Arbejdstilsynets udtalelse af 4. februar 2011 [Navn udeladt]'s brev af 4. marts 2011. M I N D R E T A L S U D T A L E L S E Mindretallet, som udgør 5 medlemmer, finder, at Arbejdstilsynet har givet virksomheden påbud om at afhjælpe unødig støjpåvirkning i storrumskontor og påbud om at bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at efterkomme påbuddet om at afhjælpe unødig støjpåvirkning i storrumskontor, som virksomheden har handlet efter. På klagenævnets vegne [navn udeladt] Kopi til [Adressat udeladt] Arbejdstilsynet, [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer, der følger af lov nr. 175 af 27. februar 2007 og lov nr. 1395 af 27. december 2008 … Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2. … § 77 a. Arbejdstilsynet kan påbyde, at modtageren af påbud eller andre afgørelser om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen skal indhente bistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, bl.a. med henblik på, at det forebyggende arbejdsmiljøarbejde i virksomheden styrkes. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om rådgivningspåbuddets indhold, omfang og varighed og de nærmere vilkår herfor. … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere … Kapitel 2 Påbud om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere … § 6. Arbejdsgiveren skal efterkomme påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, når Arbejdstilsynet afgiver en eller flere afgørelser om overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen om et eller flere komplekse og alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed og som angivet i kapitel 3, når overtrædelserne er 1) konstateret ved et enkeltstående tilsyn eller ved et tilsynsforløb bestående af screening og et deraf efterfølgende tilsyn, og 2) konstateret ved tilsyn med arbejde tilknyttet én produktionsenhed. Stk. 2. …