Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/9442@2011-09-14/da

Indhold

1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70/103

Resumé Klager – en person – klagede over forsiden ”3-dobbelt synder udløser krav om bøder til medier” i Politiken. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Pressenævnet bemærker, at nævnet i overensstemmelse med § 34 i medieansvarsloven (lovbekendtgørelse nr. 85 af 9. februar 1998) træffer afgørelse om, hvorvidt massemediers indhold og handlemåde er i overensstemmelse med god presseskik. Det er mediet – og ikke den enkelte journalist – der er part i nævnets sager, når der indgives klage over offentliggjorte artikler. Det var således B.T., der var part i de omtalte tre sager fra Pressenævnet. I medfør af medieansvarslovens § 49 kan Pressenævnet pålægge redaktøren for det indklagede massemedie snarest muligt at offentliggøre en kendelse i et af nævnet nærmere fastlagt omfang. Det ligger derimod uden for nævnets kompetence at pålægge et medie at beklage forhold. Spørgsmålet om, hvorvidt Politikens interne retningslinjer er tilsidesat, falder ligeledes uden for nævnets kompetence og behandles ikke. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Journalisters arbejde er ofte offentlig tilgængeligt, ligesom journalister krediteres med navns nævnelse i byline og i nogle tilfælde også med billedidentifikation. I de tre omtalte artikler, der har været genstand for Pressenævnets kritik, har [Klager] været angivet i byline med navns nævnelse. På denne baggrund finder Pressenævnet ikke anledning til at kritisere Politiken for ikke at have udeladt [Klager]s navn ved omtalen af hans arbejde, også selvom han ikke var en ledende medarbejder. Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som eventuelt kan være krænket, jf. punkt A.1 og A.3. Efter det oplyste var [Klager] ikke medforfatter på artiklen, der udløste Pressenævnets kritik i sag nr. 2010-6-1011. Uanset dette, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere Politiken for ikke at kontrollere den fejlagtige oplysning yderligere inden offentliggørelse, idet [Klager]s navn fremgik af artiklens byline. [Klager] formulerede heller ikke underrubrikken, som nævnet kritiserede i sag nr. 10-70/27. Dette arbejde forestås ofte af et mediets redaktionssekretær, hvilket Politiken måtte have været bekendt med. B.T.s chefredaktør er citeret for at udtale, at ”den [underrubrikken] har [Klager] ikke lavet, så det er ikke rimeligt at rette kritikken mod ham”. Da dette fremgår af artiklen, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Politiken for at inddrage dette forhold i omtalen af [Klager]s arbejde. Sådan som sagen foreligger oplyst, har nævnet ikke mulighed for at tage stilling til, hvorvidt den omtalte politianmeldelse i sag nr. 2010-6-1018 efterfølgende er frafaldet. Dette forhold ændrer dog ikke ved, at artiklens konklusion om afføring i Øllingegaard Mejeris fløde ikke var korrekt. Politikens oplysninger om [Klager]s journalistiske arbejde kan være krænkende for klager og har derfor som udgangspunkt skullet forelægges ham inden offentliggørelse. Politiken forsøgte forgæves at kontakte [Klager] i perioden fra den 9. juni 2011 til offentliggørelsen den 14. juni 2011 via Berlingske Medias hovednummer, klagers arbejdsmobiltelefon og -mail. Af arbejdsgiveren, B.T., fik Politiken oplyst, at klager var på ferie, og arbejdsgiveren udtalte sig til Politiken. På denne baggrund finder nævnet, at Politiken har udfoldet tilstrækkelige anstrengelser for at kontrollere oplysningerne og indhente klagers kommentar inden offentliggørelse. Hertil kommer, at [Klager]s bemærkning vedrørende Øllingegaard Mejeri blev videregivet i rubrikken Fejl og Fakta den 15. juni 2011. Nævnet finder heller ikke i øvrigt grundlag for at udtale kritik, herunder heller ikke for at gengive henholdsvis Knud Foldsnacks, Torben Kochs og Tine Lunds vurderinger.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over en forsidehenvisning og to artikler bragt i Politiken og på politiken.dk den 14. juni 2011, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Forud for offentliggørelsen af de påklagede artikler rettede Politikens journalist telefonisk henvendelse til B.T.s chefredaktør. Advokat Tyge Trier har på vegne af Politiken fremlagt en udskrift af et uddrag af telefonsamtalen den 10. juni 2011: ” Politikens journalist : Jeg har ringet ind på avisen, og jeg har lagt besked på hans mobilsvarer og sendt en besked på mobilen og har skrevet til ham på mailen. Olav Skaaning Andersen, chefredaktør, B.T. : Så synes jeg, du har gjort, hvad du har kunnet. Politikens journalist : Har du ikke snakket med ham? Olav Skaaning Andersen : Jeg har ikke snakket med ham, det har jeg virkelig ikke, og jeg har også skrevet en besked til ham. Han er lidt sådan, at når han er ude og væk, så er han væk. Han er på ferie nu, simpelthen.” Politiken bragte den 14. juni 2011 forsidehenvisningen ”3-dobbelt synder udløser krav om bøder til medier” , hvoraf følgende fremgår: ”Helt usædvanligt har en journalist tre gange på et enkelt år fået kritik fra Pressenævnet. Den tvivlsomme ære tilfalder [Klager] fra B.T., hvis opsigtsvækkende historier om bl.a. lort i fløde og smøring af en borgmester ikke holdt. Nu kræver ofre og kritikere, at journalister og medier – i lighed med advokater, revisorer og ejendomsmæglere – skal kunne idømmes bøder af deres nævn. Ikke mindst ved gentagne fejl.” Samme dag bragte Politiken (på forsiden, 2. sektion, Kultur) en artikel under overskriften ”»Folk kan godt huske påstanden om lort i fløden, selv om den senere blev dementeret«, Knud Foldschack, bestyrelsesformand, Øllingegaard” og underoverskriften ”Tre gange inden for ét år har historier af B.T.-journalist [Klager] fået kritik fra Pressenævnet. Til sammenligning fik Ekstra Bladets redaktion i hele 2010 også kritik tre gange. Sensationelle historier om afføring i økofløden og smøring af tidligere borgmester [Person A] holdt ikke” . Af artiklen fremgik bl.a. følgende: ”Lørdag 12. juni 2010 klokken 11.43 lagde B.T. en historie på nettet med den alarmerende overskrift: ”Fandt afføring i økofløde”. Påstanden om afføring i fløden på Øllingegaard Mejeri blev gentaget både i billedteksten og nede i artiklen. B.T. sendte historien til mediernes eget nyhedsbureau Ritzau, hvorefter mejeriet kunne konstatere, at nyheden ikke var til at bremse. … »Folk kan godt huske påstanden om lort i fløden, selv om den senere blev dementeret. Uden at kontrollere fakta skrev [Klager] det værste, man kan skrive om en fødevarevirksomhed. Det var ved at tage livet af os«, siger Knud Foldschack. Det var sandt, at fødevaremyndighederne havde meldt mejeriet til politiet for dårlig rengøring – en anmeldelse, som senere blev trukket tilbage. Men påstanden om afføring i fløden havde intet på sig. Seks timer efter den første historie rettede B.T. overskriften til det mindre sensationelle: ”Fandt jord i økofløde”. Den rettede version blev også sendt til Ritzau, men skaden var ifølge Knud Foldschack allerede sket. Øllingegaard Mejeri klagede til Pressenævnet. Her fremførte Foldschacks advokatfirma, at [Klager] måtte have forvekslet de coliforme bakterier, som forekommer naturligt i jord, plantedele og overfladevand, med e-colibakterien, som findes i mennesker og dyrs tarmflora. ”Fejlen kunne være undgået, hvis avisens journalist havde udvist den fornødne omhu ved læsningen af rapporterne og/eller havde fået sin fejlopfattelse efterprøvet hos fagpersoner med forstand på området”. Over for nævnet erkendte B.T., at den første version af historien var ”beklagelig og forkert”. Den skyldtes en ”fejllæsning og fejlfortolkning” af ordet ”coli”. Ud over at rette selve artiklen og sende rettelsen til Ritzau havde B.T. også beklaget på bt.dk og senere vedhæftet den rettede artikel. ”Det er avisens opfattelse, at man har taget alle de nødvendige skridt til at beklage urigtigheden og til at sikre, at beklagelsen blev så tydelig som muligt”. 30. august – mere end to en halv måned senere – kom afgørelsen: ”Nævnet finder, at bt.dk har tilsidesat god presseskik ved ikke at kontrollere artiklens konklusioner inden offentliggørelse, hvorved avisen bragte forkerte og meget skadelige oplysninger om mejeriet. Nævnet har derfor udtalt sin alvorlige kritik af bt.dk”. Sanktionen var den sædvanlige, når medier overtræder reglerne om god presseskik: B.T. blev pålagt at offentliggøre kritikken fra nævnet. … B.T. s chefredaktør Olav Skaaning Andersen understreger, at bt.dk rettede artiklen, lige så snart man vidste, at den var forkert. ”Vi har taget fejl af to bakterier. Det er vi kede af og har beklaget. Vi har ikke noget imod at have sager i Pressenævnet, for det viser, at vi går til kanten. Men vi gør vores yderste for ikke at tabe sagerne og tager enhver kritik alvorligt. Hvis vi taber i nævnet, tager vi en grundig snak med den enkelte journalist”, siger Olav Skaaning Andersen. Det gik som smurt Samme dag – 30. august – som Pressenævnet udtalte ”alvorlig kritik”, fik B.T. og [Klager] også ”kritik” for en anden artikel. Den handlede om tidligere teknik- og miljøborgmester i København Kommune [Person A]. 8. maj sidste år bragte B. T. en artikel med overskriften ”[Person A] fik fodboldtur af TDC”. Under overskriften stod der: ”DET GIK SOM SMURT: Telia har i dag mistet Københavns Kommune som kunde til TDC”. I artiklen stod der blandt andet: ”Fodboldkamp, fadøl, middag på TDC's regning. Det var recepten, da [Person A] holdt møde med to gamle venner under kampen mellem F.C. København og Olympique Marseille”. Pressenævnet mente, at artiklens forfatter fik det til at se ud, som om der var en sammenhæng mellem [Person A]s møde med TDC's chef i Parken og kommunes udskiftning af teleudbyder. Nævnet hæfter sig specielt ved formuleringen ”DET GIK SOM SMURT”. Ifølge nævnet er der to problemer ved antydningen af nepotisme. For det første havde kommunen allerede skiftet teleudbyder 1. august 2009 – et halvt år før mødet i Parken. Derfor kunne udskiftningen ikke være en konsekvens af, at [Person A] fik fadøl og fodbold i Parken, hvilket læseren blev forledt til at tro på grundsætningen ”DET GIK SOM SMURT: Telia har i dag mistet Københavns Kommune som kunde til TDC”. For det andet var det ikke [Person A]s forvaltning, der tog beslutningen om at skifte teleudbyder 1. august 2009. Dengang var [Person A] teknik- og miljøborgmester, men det var Kultur- og Fritidsforvaltningen, som tog beslutningen om at bytte teleudbyder. ”Vi finder således, at B.T. har tilsidesat god presseskik ved ikke at kontrollere, hvornår den pågældende udskiftning fandt sted. Hermed blev en væsentlig oplysning om det kronologiske forløb udeladt i den kritiske omtale, og vi udtaler derfor vores kritik af avisen”, skriver Pressenævnet. … B.T. s chefredaktør Olav Skaaning Andersen understreger, at Pressenævnet ikke udtaler ”alvorlig kritik”, men ”kritik”. ”Her får vi kritik for, at kronologien ikke er på plads. Det er ikke en kritik i den alvorlige ende”, siger han. Men læseren må jo tro, at [Person A] er korrupt? ”Jeg anser det ikke for en meget alvorlig kritik, men når vi taber, følger vi selvfølgelig op internt”, siger Olav Skaaning Andersen. Også i år – 22. marts – har Pressenævnet i en afgørelse kritiseret en artikel med [Klager]s byline. Her lyder overskriften: ”[Person A]s mand var ansat ulovligt”. I underoverskriften står der blandt andet: ”Borgmesteren hyrede sin mand”. Pressenævnet mener, at det giver indtryk af, at [Person A] har ”overtrådt reglerne om personlig inhabilitet, hvilket hverken har dækning i artiklen eller de faktiske forhold”. Olav Skaaning Andersen mener ikke, at [Klager] kan klandres for den fejl, selv om han lægger navn til artiklen. ”Vi får kritik for underrubrikken, som der ikke er dækning for, men den har [Klager] ikke lavet, så det er ikke rimeligt at rette kritikken mod ham”, siger Olav Skaaning Andersen. Pressen skyder ikke sig selv At en journalist får tre pressenævnskendelser imod sig inden for en periode på mindre end et år, er helt usædvanligt. Til sammenligning fik Ekstra Bladets samlede redaktion tre kendelser imod sig i 2010. Sidste år var B.T. og DR de medier, som oftest fik kritik af nævnet. Begge medier tabte fem sager. Olav Skaaning Andersen er enig med kritikerne i, at ansvaret skal placeres i chefredaktionen og ikke hos [Klager]. ”[Klager] er en superdygtig nyhedsjournalist, som ofte benytter sig af aktindsigt, og som blandt andet afslørede Erik Skov Pedersen som dårlig betaler. Det er tilfældigt, at det netop er ham, der er blevet ramt af de her sager. Vi havde 14 sager i pressenævnet 2010 og vandt de 9 og fik kritik i 5. Det tal vil vi meget gerne forbedre i år”, siger Olav Skaaning Andersen.” Artiklen blev med billede og billedtekst samme dag gjort tilgængelig på politiken.dk under overskriften ”Mejeri kræver millionerstatning efter B.T.-historie om lort i fløden” og underoverskriften ”B.T.-journalist har tre gange på et år fået kritik af Pressenævnet. Mejeri truer med retssag” . Til artiklen var tilføjet sætningen: ”Politiken har forgæves forsøgt at få en kommentar fra B.T.’s journalist [Klager].” Samme dag bragte Politiken (på side 3, 2. sektion, Kultur) artiklen ”Advokater vil straffe medier økonomisk” med underoverskriften ”Efter at en B.T.-journalist tre gange inden for ét år har fået kritik fra Pressenævnet, kræver ofre og kritikere skærpede sanktioner – ikke mindst ved gentagelser” . Af artiklen fremgik bl.a. følgende: ”Den useriøse journalistik kan florere, fordi konsekvenserne for de ansvarlige, som jo er chefredaktionen og mediet, er ubetydelige. Det har ingen reel skadevirkning for B.T., at de har en elendig journalist, som har fået tre næser inden for et år. Når det kan lade sig gøre at indføre sanktioner for advokater, revisorer og ejendomsmæglere, kan det selvfølgelig også lade sig gøre for journalister”, siger advokat Knud Foldschack, der er arbejdende bestyrelsesformand for Øllingegaard. … Skiderikker i alle fag … Advokat Torben Koch arbejder blandt andet for Politiforbundet og for officerernes faglige organisation, HOD. Han mener ikke, at det er meningsfyldt at klage til Pressenævnet, som reglerne er nu. I stedet anmelder han journalister til politiet. ”Når en journalist får tre kendelser fra nævnet imod sig inden for et år og stadig skriver videre, så er det jo, fordi ledelsen er ligeglad. Og det er ledelsen, fordi der ikke er sanktioner. Alle brancher inklusive din og min har sine skiderikker. Den slags er ligeglade med selvjustits, så der skal bøder til – ikke mindst i gentagelsestilfælde”, siger Torben Koch. B.T.-chefredaktør Olav Skaaning Andersen afviser, at det skulle være nødvendigt at give bøder for at få avisen til at tage Pressenævnet alvorligt. ”Vi har ikke noget imod, at folk klager til Pressenævnet, for det viser, at vi gør vores yderste og går til kanten i vores journalistik. Men vi har meget fokus på ikke at tabe i nævnet. Vi følger op på hver eneste sag internt på avisen. Det er udtryk for tilfældigheder, at der er en journalist, som er blevet ramt af tre sager”, siger Olav Skaaning Andersen. … B.T.s Olav Skaaning Andersen er enig i, at ansvaret for fejlene i sidste ende kun kan placeres i chefredaktionen. Tine Lund er pressechef for Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning. Hun mener, at det ville hjælpe, hvis pressen også gik kritisk til sine egne. ”En læge og en ejendomsmægler kan blive hængt ud på en forside som svindlere og få deres karriere ødelagt, men vi får meget sjældent historien om journalisten, som blæser på reglerne og får tre kendelser imod sig”, siger Tine Lund.” Artiklen blev samme dag gjort tilgængelig på politiken.dk under overskriften ”Advokater vil straffe journalister for brølere” . [Klager] sendte ved e-mail af 14. juni 2011 følgende til Politikens journalist, Læsernes Redaktør og chefredaktion: ”Kære læsernes redaktør Jakob Elkjær [Politikens journalist] trykker i dag et meget langt personangreb på mig som person over en kulturforside. Jakob Elkjær har ikke forsøgt at indhente en kommentar fra mig. Og da det er mig, som angrebene går på og ikke B.T. er dette ikke hvad hverken jeg eller Pressenævnet forstår som hæderlig journalistik. Her er det faktisk et krav om kontradiktion. En af de tre artikler blev skrevet af en daværende praktikant, mens jeg var på ferie – jeg havde ikke skrevet et ord i historien. To af artiklerne er kritik af underrubrikker, som jeg ikke har skrevet. Og Øllingegaard Mejeri blev politianmeldt for dårlig rengøring. Jeg tog fejl af bakterien – og havde konfronteret direktøren med forholdet, der bekræftede det var den bakterie. Nu er det sådan at den bakterie 95 procent af gangene i fødevarer er afføring. Men det kan enkelte gange bare være jord. Her var det så jord. Jeg forventer, at der bliver taget hånd om dette. Det er i alle fald ikke hæderlig journalistik, der hvor jeg kommer fra.” Politiken bragte den 15. juni 2011 (på side 2, 1. sektion) i spalten Fejl og Fakta følgende skrevet af Læsernes Redaktør: ”I artiklen om presseetik på kultursektionens forside i går blev journalist [Klager] nævnt som forfatter til i alt tre artikler, der har udløst kritik af B.T. i Pressenævnet. Vi burde have ladet [Klager] komme til orde. Redaktionen havde forsøgt at træffe ham, men uden held, og jeg mener, at vi derfor burde have ventet med at bringe gårsdagens artikel, til vi havde fået kontakt med ham, eller have undladt at nævne hans navn. Det fremgik i øvrigt af artiklen, at fødevaremyndighederne havde politianmeldt Øllingegaard Mejeri for dårlig rengøring, men at anmeldelsen blev trukket tilbage. Det hører med til billedet, at mejeriet efter en dialog med myndighederne valgte at betale en af de bøder, der var blevet udstedt.” Ved e-mail af 15. juni 2011 anmodede Politiken [Klager] om et interview vedrørende Pressenævnets kritik og bemærkninger til en udtalelse fra udviklings- og integrationsministeren. Denne anmodning afviste [Klager]. Begrundelsen blev dagen efter gengivet i artiklen ”Regler for pressens vagthund er forældede”. Politiken bragte den 16. juni 2011 (på side 3, 2. sektion) artiklen ”Regler for pressens vagthund er forældede” med underoverskriften ”Reglerne for god presseskik nævner hverken internet eller skjult kamera. Forsker opfordrer medierne til frivilligt at indføre nye fælles regler”. Af artiklen fremgik bl.a. følgende: ”Politiken forsøgte torsdag og fredag inden offentliggørelsen tirsdag at kontakte B.T.s journalist [Klager]. Avisen forsøgte via mail, sms og flere opringninger, men fik ikke svar. Læsernes Redaktør kritiserede i går i Fejl og Fakta på side 2, at Politiken ikke ventede med at bringe artiklen eller undlod at bringe [Klager]s navn. [Klager] er så utilfreds med artiklen, at han har valgt at klage til Pressenævnet. ”Jeg ønsker ikke at deltage yderligere i disse artikler, da jeg stærkt tvivler på, at du er hæderlig. En manglende hæderlighed, som du har demonstreret ved at bryde reglerne for god presseskik i en artikel, hvor du kritiserer mig for det samme”, skriver [Klager] i en mail.” TV 2 News bragte den 19. juni 2011 udsendelsen ”Presselogen” . Af udsendelsen fremgår bl.a. følgende: ” Studievært : Bo Lidegaard, Politiken, du skal skrifte jeres synd, og det handler om en kollega fra B.T., ved jeg i hvert fald. Bo Lidegaard : Ja. Vi bragte i tirsdags en historie om presseetik, hvor vi bl.a. oplyste, at en navngiven kollega fra B.T. i løbet af et år havde fået tre påtaler eller kritik tre gange fra Pressenævnet. Det var en vigtig historie. Vi refererede udførligt B.T.’s chefredaktør og hans kommentarer, men vi oplyste ikke, at vi også vedholdende ad flere kanaler over flere dage havde søgt at få en kommentar fra den pågældende journalist. Det var en fejl. Det skulle vi have nævnt, at vi havde forsøgt. Studievært : Så I fastholder historien, men I skulle have indhentet en kommentar fra journalisten? Bo Lidegaard : Det havde vi jo så forsøgt igen mange gange, men vi oplyste ikke i artiklen, at vi havde gjort det forsøg, og det skulle vi have gjort.” Yderligere oplysninger I Pressenævnets kendelse af 30. august 2010 i sag nr. 2010-6-1011, [Person A] mod B.T., udtalte nævnet kritik af artiklens indhold og lagde i den forbindelse vægt på underrubrikkens formulering. I Pressenævnets kendelse af 30. august 2010 i sag nr. 2010-6-1018, Øllingegaard Mejeri mod B.T., hed det: ”Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, at de oplysninger, der gives, er korrekte, jf. punkt A.1.Efter det oplyste lægges det til grund, at der hos Øllingegaard Mejeri var rapporteret om et fund af coliforme bakterier, som kan være til stede i andre miljøer end menneskers og dyrs tarmflora, for eksempel i jord. Sådan som sagen foreligger oplyst, har nævnet ikke mulighed for at tage stilling til, hvorvidt den rapporterede forekomst var under den tilladte grænseværdi. Nævnet finder på denne baggrund, at bt.dk – som erkendt - fejlagtigt har oplyst, at der var afføring i Øllingegaard Mejeris fløde. Nævnet finder, at bt.dk har tilsidesat god presseskik ved ikke at kontrollere artiklens konklusion om fund af afføring, hvorved bt.dk bragte meget skadelige og forkerte oplysninger om klagers produkt. Nævnet udtaler sin alvorlige kritik.I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af bt.dk at offentliggøre følgende:” I Pressenævnets kendelse af 22. marts 2011 i sag nr. 10-70/27, [Person A] mod B.T., udtalte nævnet kritik af underrubrikkens formulering. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har anført, at Politiken den 14. juni 2011 bringer meget stærke anklager mod ham, uden at anklagerne er forelagt ham inden offentliggørelse. Kendelserne fra Pressenævnet er rettet mod mediet, ikke mod journalisten, og Politikens grundpræmis er derfor forkert. Når Politiken alligevel vælger at lave denne kobling og navngive ham, går avisen videre end Pressenævnets kendelser og skal derfor høre ham. Det er ikke tilstrækkeligt at spørge B.T.’s chefredaktør. Han er ikke selv blevet hørt i forbindelse med Pressenævnets kendelser. Det er korrekt, at de tre artikler med klagers byline har udløst kritik fra Pressenævnet. Politiken nævner imidlertid ikke, at han angående den artikel, som dannede grundlag for Pressenævnets sag om [Person A] og TDC (kendelse af 30. august 2010 i sag nr. 2010-6-1011), delte byline med en anden, som havde skrevet artiklen. Han så ikke artiklen, inden den blev trykt. Dette fik han ikke mulighed for at oplyse, da han ikke fik forelagt anklagerne, inden de blev trykt. Til Politikens påstand om, at en artikels forfatter er den, hvis navn står på artiklen, har [Klager] bemærket, at han påtager sig det strafferetlige ansvar, men at Pressenævnet ikke tager stilling til det strafferetlige ansvar, men om mediet – og ikke den enkelte journalist – har overtrådt de presseetiske regler. To af sagerne (Pressenævnets kendelser af 30. august 2010 i sag nr. 2010-6-1011 og i sag nr. 10-70/27) vedrører underrubrikker, som han ikke har skrevet. Oplysningen om, at to af de tre artikler vedrørte forhold, der ikke var forårsaget af den, som anklagerne var rettet imod, er så væsentlig en oplysning, at klager i det mindste har ret til at få det med i artiklen som sit svar. Artiklerne indeholder tillige en stribe faktiske fejl, hvor [Klager] ikke fik adgang til at give sin udlægning. Politiken skrev vedrørende Øllingegaard Mejeri, at politianmeldelsen, som var emnet for B.T.’s oprindelige historie, var blevet trukket tilbage af Fødevarestyrelsen. Politiken skrev imidlertid intet om, at politianmeldelsen var trukket tilbage, fordi Øllingegaard Mejeri havde valgt at vedgå et bødeforlæg. [Klager] talte med Fødevarestyrelsen og Øllingegaard Mejeris direktør om politianmeldelsen for dårlig rengøring, inden han skrev sin historie. Det er således forkert, når Politiken citerer mejeriets bestyrelsesformand for, at ”Uden at kontrollere fakta skrev [Klager] det værste...” Påstanden om manglende research fra bestyrelsesformanden burde Politiken have forelagt [Klager]. En skærpende omstændighed er, at journalisten i en anden historie citerer kilder for, at han, [Klager], er en ”elendig journalist”, ”skiderik” og en ”journalist, som blæser på reglerne”. Heller ikke dette blev [Klager] foreholdt af Politiken. Politikens journalist sendte to e-mails den 10. juni 2011. Journalisten var af B.T. blevet gjort opmærksom på, at klager var på ferie i udlandet. Man kan ikke forvente, at han i sin ferie læser arbejdsmails. [Klager] så journalistens e-mails 15. juni 2011. Hans arbejdsmobilnummer havde ikke fungeret siden 29. maj 2011, hvilket B.T.’s chefredaktør ikke var bekendt med. Det var imidlertid B.T.’s redaktionschef, som Politikens journalist taler med. Politikens journalist kunne have skrevet på de sociale medier Facebook og LinkedIn, hvor han begge steder er ”ven” med [Klager]. Klager tjekkede disse medier dagligt. Journalisten kunne endvidere have benyttet [Klager]s private e-mail, som står skrevet på både Facebook og LinkedIn. [Klager] opdagede artiklen den 14. juni 2011 og skrev flere gange til avisen den 14.-15. juni 2011 og ugen efter. Her stod det avisen frit for at bruge klagers udlægning. Politiken har ladet Læsernes Redaktør svare. Som læser kan man ikke se forskel på de forskellige medarbejdere og må gå ud fra, at Politiken er en enhed. I stedet spurgte Politiken den 15. juni 2011, om [Klager] ville stille op til et generelt interview, der havde fokus på et andet emne. Sådan et interview sagde [Klager] nej til. [Klager] er enig med Politiken i, at ferie ikke bør være gyldig grund for, at en artikel ikke kan offentliggøres. Når Politiken imidlertid vælger at navngive ham, må avisen sørge for, at han har fået forelagt anklagerne. Navngivelsen var ikke nødvendig for at forstå historien. Han må som menig ansat kunne holde ferie uden at være tilgængelig. Havde Politiken holdt ham anonym, så havde avisen nødvendigvis ikke behøvet at forelægge ham anklagen. Politiken har to gange erkendt brud på presseetikken i artiklerne og henvist til spalten Fejl og Fakta af 15. juni 2011 og til Politikens chefredaktørs udtalelser i TV 2 News’ udsendelse ”Presselogen” den 19. juni 2011. Den manglende angivelse i artiklen af, at Politiken forgæves havde forsøgt at få en kommentar fra [Klager], måtte give det indtryk, at Politiken havde talt med ham. Det er i strid med de presseetiske regler såvel som Politikens egne interne regler ”Politikens journalistik og etik” , hvoraf bl.a. følgende fremgår: ”Redaktionen skal gøre, hvad der er muligt for at sikre sig den kritiserede parts synspunkter. Hvis det ikke lykkes, skal det fremgå, at den kritiserede part ikke er hørt og hvorfor. Det gælder også, hvis den kritiserede part ikke vil udtale sig. … Politiken nævner som hovedregel ikke navne og andre oplysninger, som kan identificere mistænkte, sigtede, tiltalte eller dømte, medmindre væsentlig offentlig interesse taler for det og/eller vedkommende er idømt en fængselsstraf på fire år eller derover, vedkommende bærer ’gyldne kæder’, altså er en offentlig person. Det vil sige en person, som er valgt til et offentligt erhverv eller er en central beslutningstager i erhvervslivet, i en organisation eller i en offentlig instans, vedkommende kan forveksles med andre, og at hensynet til disse andre gør offentliggørelse nødvendig.” 2.2 Politiken og politiken.dks synspunkter Politiken har ved advokat Tyge Trier gjort gældende, at der ikke forelå en situation, hvor der var pligt til at afvente en udtalelse fra [Klager], at B.T.’s chefredaktør kom til orde på vegne af B.T. og på vegne af [Klager], at Politiken udfoldede fornødne og tilstrækkelige bestræbelser på at indhente en udtalelse fra [Klager] inden offentliggørelsen den 14. juni 2011, og at [Klager] efterfølgende blev tilbudt at komme til orde om den rejste kritik i artiklen, men ikke ønskede at udtale sig. Artiklerne den 14. juni 2011 indgik i en serie af artikler, hvor Politiken beskrev en række problemstillinger angående mediernes rolle og funktion, herunder Pressenævnets mandat og reaktionsmuligheder. Det er korrekt, at Pressenævnets kendelser er rettet mod mediet og ikke den enkelte journalist. Det fremgik også klart af artiklen i Politiken, at hovedansvaret lå hos B.T.’s ledelse, som derfor svarede på kritikken. [Klager] har påkaldt sig konkret og særlig interesse, fordi hans journalistiske virksomhed i en periode på ét år har ført til to kendelser, hvor der er udtalt kritik af B.T., og én kendelse, hvor nævnet udtaler alvorlig kritik af B.T. Dette problematiseres i artiklen som værende udtryk for, at ledelsen af B.T. måske burde være mere påpasselig. Når en enkelt journalist inden for et enkelt år lægger byline til tre historier, som afstedkommer kritik, så må vedkommende tåle, at ofre og kritikere får mulighed for at diskutere, om reglerne er stærke nok. Til [Klager]s oplysning om, at den ene af artiklerne er skrevet af en kollega, bemærkes det, at klager ikke kan fraskrive sig ansvaret for artiklen, jf. medieansvarslovens § 10. B.T.’s chefredaktør Olav Skaaning Andersen oplyste under interviewet med Politiken ikke noget herom. Det er ikke korrekt, at kritikken i to af sagerne udelukkende handlede om underrubrikker. I sagen om [Person A] og TDC (Pressenævnets kendelse af 30. august 2010 i sag nr. 2010-6-1011) fandt nævnet artiklens antydning af nepotisme problematisk og kritiserede, at B.T. ikke kontrollerede selve grundlaget for påstanden om nepotisme tilstrækkeligt og derfor undlod en væsentlig oplysning om det kronologiske forløb i artiklen. Til [Klager]s oplysning om, at det var en fejl, når det hed: ”Det var sandt, at fødevaremyndighederne havde meldt mejeriet til politiet for dårlig rengøring – en anmeldelse som senere blev trukket tilbage” har Politiken anført, at der var et grundlag for at gå ind i sagen, og anmeldelsen blev trukket tilbage. Hvorvidt politianmeldelsen mod Øllingegaard Mejeri udelukkende blev trukket tilbage, fordi mejeriet valgte at betale bøden, har Politiken ikke grundlag for at foretage en entydig vurdering af. Mejeriets bestyrelsesformand udtalte til Politiken, at mejeriet valgte at betale en bøde, mens resten blev trukket tilbage, og fødevaremyndighederne oplyste, at bøderne blev betalt. Politiken finder, at referatet i den konkrete sammenhæng ligger inden for mediets redigeringsret. Politiken citerer mejeriets bestyrelsesformand for: ”… Uden at kontrollere fakta skrev [Klager] det værste man kan skrive om en fødevarevirksomhed. Det var ved at tage livet af os.” Bestyrelsesformandens udlægning korresponderer med Pressenævnets kendelse, hvor der netop står, at B.T. ikke kontrollerede den helt centrale påstand om afføring i fløden, som gentages i både rubrik, billedtekst og i selve artiklen. [Klager] havde ikke krav på forelæggelse fra Politikens side, allerede fordi udtalelserne angår offentligt tilgængeligt materiale af faktisk karakter, og fordi der er tale om vurderinger og meningstilkendegivelser. [Klager] og hans arbejdsplads er blevet hørt, inden Pressenævnet traf afgørelser i de tre sager. Politiken har forelagt kritikpunkterne for B.T.’s chefredaktion, som svarede på de enkelte kritikpunkter angående B.T. og [Klager]. Politikens forsøgte imidlertid at komme i kontakt med [Klager] fra den 9. juni 2011 og frem til offentliggørelsen af artiklen den 14. juni 2011 for at give [Klager] mulighed for at kommentere sagerne. Det skete via Berlingske Medias hovednummer, pr. sms og opkald til klagers arbejdsmobiltelefon og arbejdsmail samt ved at lade to af [Klager]s chefer vide, at Politiken gerne ville tale med ham. Politiken kan ikke pålægges risikoen for, at det mobiltelefonnummer, som avisen får udleveret af B.T., fungerer. Politiken mener, at avisen har forsøgt at komme i kontakt med [Klager] via samtlige de måder, som det med rimelighed kan forlanges. At kræve at blive kontaktet via sociale medier som Facebook og Linked­In synes ikke at være i overensstemmelse med normal praksis. Da [Klager] ikke vendte tilbage inden for fire-fem dage fra den første besked, måtte Politiken med rimelighed antage, at [Klager] afstod fra at medvirke i artiklen. Advokaten har henvist til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 og grundprincippet om, at nyheder er en ”perishable commodity”, hvor der er en ret til at publicere uden forsinkelse. Hertil kommer, at [Klager] er meget medievant og en erfaren journalist, som er bekendt med kodeks og branchekutymer angående responstid og pligt til at reagere. En menig ansat, der er utilgængelig i sin ferie, må i så fald acceptere, at ledelsen svarer på vedkommendes vegne. Det er væsentligt, at klagere trygt skal kunne henvende sig til Læsernes Redaktør, uden at deres klage bliver brugt som svar til brug for Politiken. [Klager] vendte imidlertid ikke på dette tidspunkt tilbage på Politikens henvendelser om at besvare kritikken i avisen. [Klager] er efter offentliggørelsen blevet tilbudt at kommentere kritikpunkterne, men han afviste det, hvilket refereredes i en artikel den 16. juni 2011. Som Politikens ansvarshavende redaktør sagde i ”Presselogen” på TV 2 News, havde det været hensigtsmæssigt, at det havde været angivet i avisens artikel, at avisen havde anstrengt sig for at få klager i tale, og at det ikke lykkedes. Læsernes Redaktør fungerer uafhængigt af chefredaktionen og kan være mere uformel og fastlægger ikke nødvendigvis standarden for god presseskik. Det er derfor ikke usædvanligt, at der forekommer tilfælde, som vurderes forskelligt af Læsernes Redaktør og Politikens redaktionelle ledelse. Advokat Tyge Trier har herudover henvist til Pressenævnets kendelse af 17. januar 1997 i sag nr. 1996-0091, kendelse af 17. marts 1999 i sag nr. 1999-0017, kendelse af 21. november 2001 i sag nr. 2001-0080, kendelse af 16. marts 2006 i sag nr. 2006-6-0281, kendelser af 21. april 2009 i sag nr. 2009-6-0801 og i sag nr. 2009-6-0804. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Jan Kristensen, Kaare R. Skou og John Meinert Jacobsen. Pressenævnet bemærker, at nævnet i overensstemmelse med § 34 i medieansvarsloven (lovbekendtgørelse nr. 85 af 9. februar 1998) træffer afgørelse om, hvorvidt massemediers indhold og handlemåde er i overensstemmelse med god presseskik. Det er mediet – og ikke den enkelte journalist – der er part i nævnets sager, når der indgives klage over offentliggjorte artikler. Det var således B.T., der var part i de omtalte tre sager fra Pressenævnet. I medfør af medieansvarslovens § 49 kan Pressenævnet pålægge redaktøren for det indklagede massemedie snarest muligt at offentliggøre en kendelse i et af nævnet nærmere fastlagt omfang. Det ligger derimod uden for nævnets kompetence at pålægge et medie at beklage forhold. Spørgsmålet om, hvorvidt Politikens interne retningslinjer er tilsidesat, falder ligeledes uden for nævnets kompetence og behandles ikke. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Journalisters arbejde er ofte offentlig tilgængeligt, ligesom journalister krediteres med navns nævnelse i byline og i nogle tilfælde også med billedidentifikation. I de tre omtalte artikler, der har været genstand for Pressenævnets kritik, har [Klager] været angivet i byline med navns nævnelse. På denne baggrund finder Pressenævnet ikke anledning til at kritisere Politiken for ikke at have udeladt [Klager]s navn ved omtalen af hans arbejde, også selvom han ikke var en ledende medarbejder. Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som eventuelt kan være krænket, jf. punkt A.1 og A.3. Efter det oplyste var [Klager] ikke medforfatter på artiklen, der udløste Pressenævnets kritik i sag nr. 2010-6-1011. Uanset dette, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere Politiken for ikke at kontrollere den fejlagtige oplysning yderligere inden offentliggørelse, idet [Klager]s navn fremgik af artiklens byline. [Klager] formulerede heller ikke underrubrikken, som nævnet kritiserede i sag nr. 10-70/27. Dette arbejde forestås ofte af et mediets redaktionssekretær, hvilket Politiken måtte have været bekendt med. B.T.s chefredaktør er citeret for at udtale, at ”den [underrubrikken] har [Klager] ikke lavet, så det er ikke rimeligt at rette kritikken mod ham”. Da dette fremgår af artiklen, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Politiken for at inddrage dette forhold i omtalen af [Klager]s arbejde. Sådan som sagen foreligger oplyst, har nævnet ikke mulighed for at tage stilling til, hvorvidt den omtalte politianmeldelse i sag nr. 2010-6-1018 efterfølgende er frafaldet. Dette forhold ændrer dog ikke ved, at artiklens konklusion om afføring i Øllingegaard Mejeris fløde ikke var korrekt. Politikens oplysninger om [Klager]s journalistiske arbejde kan være krænkende for klager og har derfor som udgangspunkt skullet forelægges ham inden offentliggørelse. Politiken forsøgte forgæves at kontakte [Klager] i perioden fra den 9. juni 2011 til offentliggørelsen den 14. juni 2011 via Berlingske Medias hovednummer, klagers arbejdsmobiltelefon og -mail. Af arbejdsgiveren, B.T., fik Politiken oplyst, at klager var på ferie, og arbejdsgiveren udtalte sig til Politiken. På denne baggrund finder nævnet, at Politiken har udfoldet tilstrækkelige anstrengelser for at kontrollere oplysningerne og indhente klagers kommentar inden offentliggørelse. Hertil kommer, at [Klager]s bemærkning vedrørende Øllingegaard Mejeri blev videregivet i rubrikken Fejl og Fakta den 15. juni 2011. Nævnet finder heller ikke i øvrigt grundlag for at udtale kritik, herunder heller ikke for at gengive henholdsvis Knud Foldsnacks, Torben Kochs og Tine Lunds vurderinger. Afgjort den 12. september 2011

Versioner

1. 2011-09-14