Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70/107
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/9444@2011-09-14/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70/107
Resumé Klagerne – en person og en ejerforening – klagede over debatindlægget ”Boliger og erhverv” i Midtsjællands Folkeblad. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. Efter det oplyste må det lægges til grund, at Ejerforeningen Kastaniehavens ejendomme er beliggende på den omtalte grund i Hvalsø. Nævnet finder derfor ikke anledning til at afvise klagen, der herefter realitetsbehandles. Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Pressenævnet finder, at udsagnene: ”Ser man sig overhovedet ikke om, før der investeres i en bolig. Tager man slet ikke højde for de aktuelle omgivelser?”, ”men at man går ind i et boligkøb med lukkede øjne og ører – det er faktisk ufatteligt uintelligent. Men gør man det, må man vel være indstillet på et betale omkostninger for sin dumhed…” og ”Grundlæggende burde det dog ikke fritage den aktuelle boligkøber for at stå til ansvar for egne dispositioner”, fremstår som læserbrevsskribentens vurderinger og ikke som oplysninger af faktisk karakter. Allerede af denne årsag har klagerne ikke krav på at få bragt et genmæle.
[Et medlem af ejerforeningen] og Ejerforeningen Kastaniehaven har klaget til Pressenævnet over Midtsjællands Folkeblads afslag på at bringe et genmæle i anledning af en artikel bragt den 14. juni 2011. 1 Sagsfremstilling Midtsjællands Folkeblad bragte den 14. juni 2011 (på side 4) debatindlægget ” Boliger og erhverv ”, hvoraf følgende fremgik: ” For ikke så mange år siden lå der en ubebygget grund i det yderste af Hvalsø by. En relativt lille grund – men en dag var det alligevel lykkedes at få rejst en forbavsende mængde boliger på området. Som naboer har husene nu flere gamle erhvervsvirksomheder, som har ligget på stedet så langt tilbage en borger med 35 års anciennitet kan huske. Nu kan man så læse, at de, der er flyttet ind i de forbavsende mange boliger – på den rimelig lille grund – bliver generet af den aktivitet, som har været en del af stedet mange år tilbage. De kræver, at virksomhederne indstiller deres aktiviteter – eller bare forsvinder. Man må spørge sig selv: Ser man sig overhovedet ikke om, før der investeres i en bolig. Tager man slet ikke højde for de aktuelle omgivelser? At en bygherre forsøger at optimere sin profit ved at bygge tæt er en accepteret adfærd i dette samfund, men at man går ind i et boligkøb med lukkede øjne og ører – det er faktisk ufatteligt uintelligent. Men gør man det, må man vel være indstillet på at betale omkostninger for sin dumhed, og ikke bare forsøge at fedte problemerne af til anden side. At man så – overordnet set – slet ikke skulle have givet tilladelse til opførsel af boliger, så tæt på etablerede erhverv – er en anden snak, og her må det vel være kommunen som sidder med Sorteper. Grundlæggende burde det dog ikke fritage den aktuelle boligkøber for at stå til ansvar for egne dispositioner. Robert Dumong [Vejnavn og husnummer] 4320 Lejre Udtalelse fra indehaveren Redaktionen har efterfølgende talt med indehaveren af Lykke Cykler & Motor, Bjørn Lykke. Han er godt ærgerlig over sagen og siger: - Jeg har byggetilladelse samt en bygningsrådgiver, der tager sig af det rent tekniske. Sagen ligger nu på kommunens bord.” Den 16. juni 2011 sendte klager følgende genmæle til Midtsjællands Folkeblad: ”Boligkøberne i Kastaniehaven så sig skam for – men Lejre Kommune lod sig fuppe! Robert Dumong fremførte en række generelle betragtninger om kloge eller mindre kloge boligkøbere i Midtsjællands Folkeblad, tirsdag den 14. juni 2011. Hans påstande passer altså ikke lige på de eksempler, der tidligere er fremført omkring de opståede problemer vedrørende ”de forbavsende mange boliger, der er rejst på en rimelig lille grund”. Kastaniehaven (boligerne på den relative lille grund), som Dumong omtaler, blev opført i årene 2003, 2004 og 2005 med 5 boligblokke med hver 4 lejligheder (2 i stuen og 2 på 1. sal). Området (F6) ligger i direkte forlængelse af lokalplanområde 76. Alle 20 lejlighedskøbere konstaterede ved selvsyn den tætte beliggenhed (både boligblokkene i mellem og til nærmeste nabo, Lykkes Cykler & Motor), så det er altså ikke det klagerne omhandler. Alle 20 boligkøbere bemærkede også, hvilken omfang Lykkes Cykler & Motor havde på indflytningstidspunktet , så det er altså heller ikke det klagerne går på. Jamen hvad drejer sagen sig da så om? Jo der skete det, at Lykkes Cykler & Motor søgte og fik en byggetilladelse til en om- og tilbygning i juni 2008 (altså 3 til 5 år efter at de 20 tilfredse lejlighedskøbere var flyttet ind i Kastaniehaven). Da byggeaktiviteten startede i efteråret 2008 undrede vi os over det voldsomme omfang den så ud til at ville få, og da vi som Ejerforening søgte aktindsigt i byggesagen i Lejre Kommune, gik det op for os, at der bl.a. var gang i en voldsom udvidelse af tag-arealerne hos naboen. Af aktindsigten fremgik, at Lykkes Cykler & Motor med baggrund i et sæt endog meget mangelfulde tegninger havde givet forkerte oplysninger om bebyggelsesprocenten. Den var i byggeansøgningen anført til 71. I virkeligheden viste den sig at være mere end de tilladte 95. Så her var der altså tale om, at der var igangsat en ulovlig byggeaktivitet, idet en bebyggelsesprocent på over 95 kræver dels nabohøring og dels dispensation fra gældende lokalplan. Det er den ene side af den sag. Den anden er, at alle 20 lejlighedskøbere (herunder specielt de 4, der nu har fået ødelagt deres udsigt af store, sorte tagplader) købte i god tro. De troede på de regulerende og begrænsende bestemmelser, der fremgik af diverse offentlige skrifter på områder. F.eks. Bygningsreglementets § 2.1.6 (begrænsninger i forbindelse med byggeri i randen af tæt bebyggede byområder), § 2.7.9 (begrænsninger på grunde med særlig beliggenhed), og Beregningsreglerne , der fastlægger regler for, hvordan etagearealer indgår i bebyggelsesprocenten. Hvad er problemet så i denne her sag, og hvem har gjort fejlen? Ja, Lejre Kommune har dummet sig, idet de den 3. juni 2008 meddelte en byggetilladelse uden at foretage en forsvarlig sagsbehandling af byggesagen. Indehaveren af Lykkes Cykler og Motor og hans byggerådgivere har givet Kommunen de forkerte oplysninger om bebyggelsesprocenten (oprindeligt meddelt til 71 i virkeligheden var den ca. 40 % højere). Lejlighedskøberne, ja de sidder nu med den Sorte Per, som Lejre Kommune – i alt fald indtil videre – har videresendt til dem.” Midtsjællands Folkeblad afslog ved e-mails af 22. og 23. juni 2011 at bringe genmælet med følgende begrundelse: ”Det er korrekt, at man har ret til genmæle, såfremt der er blevet fremsat urigtige oplysninger, hvis korrekthed ikke allerede er bestridt/korrigeret. Vi mener ikke, at dette krav er opfyldt i det foreliggende tilfælde. Såfremt du er uenig heri, bedes du fremsende forslag til et konkret formuleret genmæle, jf. medieansvarsloven. Vi vil da vurdere dit konkrete forslag. … At komme med meninger om folks undersøgelser inden boligkøb kan ikke høre ind under faktuelle fejlagtige oplysninger. Retten til genmæle kan komme på tale når der er tale om urigtige oplysninger i faktuelle ting f.eks. tal, procenter, tid og steder. Vi vil derfor fastholde vores synspunkt om at debatten afsluttes indtil der kommer nye oplysninger i sagen.” 2 Parternes synspunkter 2.1 Klagernes synspunkter [Et medlem af ejerforeningen] og Ejerforeningen Kastaniehaven har anført, at Robert Dumong, der ikke er part i sagen, fremfører en række udtalelser, der er egnede til at nedsætte Ejerforeningens 20 medlemmers omdømme i offentligheden. Han betegner dem således som ufatteligt uintelligente personer, der ikke vil stå til ansvar for deres egne dispositioner. Endvidere skriver Robert Dumong: ”Ser man sig overhovedet ikke om, før der investeres i en bolig. Tager man slet ikke højde for de aktuelle omgivelser?” Genmælet, som avisen afslog at bringe, er et modsvar på en række nedsættende bemærkninger om boligkøbernes åndelige habitus og således ikke en fortsættelse af debatten om den ulovlige byggetilladelse. Genmælet bragte intet nyt i sagen om den ulovlige byggetilladelse, men det gjorde Robert Dumongs udtalelser heller ikke. Avisens afslag på at bringe genmælet synes ikke at være i overensstemmelse med intentionerne bag medieansvarsloven, idet udtalelserne i indlægget ikke kan betegnes som generelle meninger om folks huskøb. De relaterer sig direkte til 20 boligkøberes konkrete handlinger i 2003-05. 2.2 Midtsjællands Folkeblads synspunkter Midtsjællands Folkeblad har anført, at avisen henholdsvis den 24. maj og 7. juni 2011 bragte indlæggene ”Kommunalt magtmisbrug” og ”Flyt motorværksted til industrikvarteret” af [Et medlem af ejerforeningen]. Bladet fandt, at genmælet af 16. juni 2011 ikke var et genmæle i medieansvarslovens forstand, og opfordrede derfor klager til at sende et konkret forslag til genmæle i overensstemmelse med medieansvarsloven. Et sådant er ikke modtaget. Det er Midtsjællands Folkeblads opfattelse, at klagers synspunkter er fremkommet i de to bragte indlæg, og at der ikke foreligger reelt nyt. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Jan Kristensen, Kaare R. Skou og John Meinert Jacobsen. Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. Efter det oplyste må det lægges til grund, at Ejerforeningen Kastaniehavens ejendomme er beliggende på den omtalte grund i Hvalsø. Nævnet finder derfor ikke anledning til at afvise klagen, der herefter realitetsbehandles. Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Pressenævnet finder, at udsagnene: ”Ser man sig overhovedet ikke om, før der investeres i en bolig. Tager man slet ikke højde for de aktuelle omgivelser?”, ”men at man går ind i et boligkøb med lukkede øjne og ører – det er faktisk ufatteligt uintelligent. Men gør man det, må man vel være indstillet på et betale omkostninger for sin dumhed…” og ”Grundlæggende burde det dog ikke fritage den aktuelle boligkøber for at stå til ansvar for egne dispositioner”, fremstår som læserbrevsskribentens vurderinger og ikke som oplysninger af faktisk karakter. Allerede af denne årsag har klagerne ikke krav på at få bragt et genmæle. Afgjort den 12. september 2011