Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70-00133
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/9548@2011-11-09/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70-00133
Resumé To klagere – foreningen ”Organisationen” og dens formand - klagede over artiklen ”Her er alt om den hemmelige loge” på ekstrabladet.dk. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: I relation til Pressenævnets sag nr. 2010-6-1018 bemærkes det, at klageren Øllingegaard Mejeri ikke havde indgivet klage over andre medier end B.T. til Pressenævnet. Efter det oplyste lægges det til grund, at ekstrabladet.dk blandt andet baserede sin artikel på oplysninger fra Redox’ rapport ”ORG – logen bag det ekstreme højre”, der var omtalt i Politiken samme dag, den 12. august 2011. Da Redox må anses som særdeles kritisk indstillet over for personer og organisationer på højrefløjen, gav dette forhold ekstrabladet.dk anledning til at udvise særlig agtpågivenhed over for oplysninger fra Redox. Anvendelsen af oplysninger fra Redox er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkeligt til at fastslå, at god presseskik er tilsidesat. Ekstrabladet.dk gør således opmærksom på kilden til oplysningerne, således at læseren har mulighed for at vurdere troværdigheden, ligesom det oplyses, at en person er mistænkt for computerhacking. Spørgsmålet om, hvorvidt der ved indsamlingen og videregivelsen af oplysningerne i rapporten er sket en overtrædelse af straffeloven eller anden lovgivning , henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Nævnet finder, at beskrivelsen af grupperinger på højrefløjen og deres handlinger er et så væsentligt samfundsmæssigt emne, at det var berettiget at bringe artiklerne om samme, herunder at omtale formanden [Formanden] ved navns nævnelse. Pressenævnet finder, at der som udgangspunkt ikke er en sådan almen interesse knyttet til offentliggørelse af et fotografi fra en privat selskabelig sammenkomst, at det kan bringes uden samtykke. Dette gælder ikke mindst, hvis fotografiet – som den ca. otte år gamle billedserie fra Solhvervet – viser en person i en situation, der i sammenhængen fremstår som kompromitterende. Det bemærkes herved, at personer i private sammenhænge meget vel kan optræde på en måde, der er udtryk for en ”joke” el. lign. Solhvervsfesten, hvor afbrændingen af dukken skulle have fundet sted, er foregået i en skov, og billederne var ikke taget med henblik på offentliggørelse. Nævnet finder herefter, at der ikke er sådan en offentlig interesse knyttet til de konkrete fotos af [Formanden], at disse kunne offentliggøres uden samtykke. Dette gælder ikke mindst, da avisen ikke ved forelæggelse for [Formanden] har kontrolleret, hvorvidt billederne reelt viser det handlingsforløb, som beskrives i avisen. Dette gælder, uanset der måtte være tale om en citathistorie fra et andet medie. Ekstrabladet.dk ses heller ikke i øvrigt at have forelagt klagerne de krænkende oplysninger, og nævnet udtaler kritik . I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af ekstrabladet.dk at offentliggøre et kendelsesresumé. Pressenævnet bemærker, at nævnet i sin årsberetning for 2005 præciserede praksis vedrørende offentliggørelse på internettet. En kendelse bør bringes i mediet i en periode, der svarer til den tid, i hvilken den påklagede artikel har været bragt, og der bør oprettes et link til kendelsen fra artiklen, hvis denne fortsat bringes på hjemmesiden.
Formand [Formanden] har på egne vegne og på vegne af foreningen Organisationen klaget over en artikel på ekstrabladet.dk den 12. august 2011, idet klagerne mener, at god presseskik er tilsidesat. Sagen er behandlet sammen med sag nr. 11-70-00130, [Formanden] og Organisationen mod Politiken, sag nr. 11-70-00131, [Formanden] og Organisationen mod Århus Stiftstidende, sag nr. 11-70-00132, [Formanden] og Organisationen mod Nordjyske Stiftstidende og sag nr. 11-70-00134, [Formanden] og Organisationen mod B.T. Klagen vedrører omtale af foreningen ”Organisationen” og dennes medlemmers tilknytning til højrefløjen på baggrund af en artikelserie, bragt i dagbladet Politiken. 1 Sagsfremstilling ekstrabladet.dk bragte den 12. august 2011 kl. 11.16 under overskriften ”Her er alt om den hemmelige loge” og underoverskriften ”Driver skytte- og kampsportsklubber: Nu er der sat navne på medlemmer af ORG: Militante nynazister, erhvervsfolk, militær og politi i hemmelig højreekstrem logo”. Af artiklen fremgik følgende: ”Medie- og erhvervsfolk, kommunale ledere, soldater og politifolk. Den højreekstreme organisation ORG tæller flere prominente medlemmer. Nu har researchgruppen REDOX offentliggjort en omfattende rapport [rapporten ”ORG - logen bag det ekstreme højre” ] om det skjulte, højreekstreme netværk ORG. REDOX har kortlagt strukturen og omfanget i den højreekstreme undergrundsbevægelse, der samler folk fra det danske erhvervsliv, militær og politi over fodbold-hooligans til militante nynazister. Blandt logens medlemmer, der navngives i REDOX rapport, er en chefkonsulent for Socialforvaltningen i Københavns Kommune, en redaktionssekretær på avisen B.T., en korpsmester i Beredskabsstyrelsen i Midtjylland, en uddeler i Dagli'Brugsen og utallige andre. Mange af de implicerede udstilles med billeder i REDOX offentliggjorte materiale. B.T.-journalisten står ifølge REDOX for en stor del af ORG's anonyme "agitations-materiale" og har produceret flere rabiate klistermærker, der ifølge et mødereferat "skal få provokeret mangt en muslim til at foretage sig noget dumt". Logen er ifølge REDOX tæt knyttet til bl.a. Den Danske Forening, White Pride, Århus Mod Moskéen, Vederfølner, Danmarks Nationale Front og Trykkefrihedsselskabet. Politiken har i denne uge bragt flere artikler om ORG. Læs: Hemmeligt højre-netværk politianmelder avis [link til artiklen af samme navn bragt på ekstrabladet.dk den 12. august 2011.] Læs rapporten her: (Link) (Opdatering: Linket til Redox-rapporten virker igen, efter at sitet kortvarigt har været nede. Alternativt link til rapporten.) Den højreekstreme loge ledes af [Formanden], der tidligere var formand for Dansk Folkepartis afdeling i Århus. Blandt logens medlemmer er også den tidligere københavnske politibetjent [Person A], der i juni 2009 blev idømt 30 dages betinget fængsel for misbrug af politiet registre og fotodatabase. Politibetjent [Person A] misbrugte sin stilling til at indsamle oplysninger om folk med formodet forbindelse til den politiske venstrefløj. Oplysningerne blev indsamlet af ORG og indgik i foreningens register over venstrefløjen, "Den Store Hukommelse". Det fremgår af REDOX materiale, at ORG-medlemmerne driver en række kampsports-, skytte- og styrketræningsklubber, som blandt andet har til formål træne medlemmer og sympatisører til opgør med politiske fjender og en eventuel racekrig. Blandt andet drives kampsportsklubber i Århus og København. I Aarhus har et ORG-medlem siden 1999 haft skytte- og idrætsforeningen Combifit sammen med en kvindelig skoleleder, der driver en privatskole nær Århus. Skolelederen er også med i ORG. Lederen af skytte- og idrætsforeningen blev i 2007 uddannet pistolinstruktør som medlem af Dansk Firma Sports skytteforening.” Til artiklen var indsat et billede af [Formanden], der holder en indpakket dukke, og et billede af personer rundt om et mindre bål. Af billedteksterne fremgik følgende: ”Tidligere næstformand i Dansk Folkepartis Århus afdeling [Formanden] jubler, da han får en negerdukke i gave. Få øjeblikke senere bliver dukken brændt af under den racistiske undergrundsbevægelse ORG's solhvervsfest. (Foto: REDOX)”, og ”Dukken brændes af. Til venstre i billedet står [Person B] iført en trøje med logo fra den nynazistiske terrorgruppe Combat 18. Til højre i billedet [Person C], den senere leder af White Pride. (Foto: REDOX)” Foreningen Organisationen har over for Pressenævnet fremlagt redegørelsen ”Politiken-sagen – kommentarer til Redox-redegørelsen af 12. august 2011” (19 sider eksklusive bilag) af 17. august 2011, der ifølge klagerne er sendt til ekstrabladet.dk. Af redegørelsen fremgår bl.a. følgende: ”[side 3] Hvorfor har de berørte ikke udtalt sig til Politiken? Politikens kampagne gik i trykken uden oplysninger fra de berørte om, hvad de har at sige til de bragte historier. Formanden for ”organisationen” [Formanden] forlangte nemlig som betingelse for at give et interview, at han fik udleveret en kopi af de papirer/fotografier, han skulle udtale sig om. Årsagen var, at [Formanden] ikke mente at kunne udtale sig om noget, hvis indhold han ikke fik lejlighed til at kontrollere, samt at det var ham magtpåliggende ikke at få sine kommentarer vedrørende ét papir refereret af Politiken i en helt anden sammenhæng. [side 5] I marts 2010 slog PET til mod det ekstremistiske venstrefløjsmiljø flere steder i landet. En række personer blev anholdt, én person varetægtsfængsles, og der foretoges ransagninger. En computer-server beslaglægges. Ifølge Berlingske indeholder den ”personfølsomme oplysninger om personer med tilknytning til den politiske højrefløj - både flere politikere og politiske partier og organisationer. Desuden er der oplysninger om voldelige overfald på nogle af personerne, som er registreret i databaserne.” PET formoder, at nogle af oplysningerne er skaffet via hacking (kilde: Berlingske Tidende, online, 1/3 2010: Elisabet Arnsdorf Haslund: PET ransager I det radikale venstrefløjsmiljø: http://www.b.dk/danmark/pet-ransager-i-det-radikale-venstrefloejsmiljoe). Ifølge ekstra bladets oplysninger tilhører den fængslede Redox (kilde: Ekstra Bladet, online, 1/3.2010: Niels Pinborg: Fængslet for støtte til voldelig venstrefløj: http://ekstrabladet.dk/112/article1307141.ece ). Andre medier beskriver ham som ledende figur i militante Antifascistisk Aktion (AFA, en hårdkogt aktør i ”kampen mod racisme og nazisme” ) (kilde: Politiken, online, 1/3 2010: Søren Astrup: PET anholder politiske ekstremister: http://politiken.dk/indland/article913437.ece ). Hvor om alting er, i EB 30/10 2010 indrømmer ”Jonas Jensen”, at Redox bruger AFA som kilder og får information fra dem. Samtidigt indrømmer han, at personen der blev anholdt i marts, er en der leverer informationer til Redox. Da journalisten spørger, om den pågældende er medlem af begge grupper, kan ”Jonas Jensen” pludseligt ikke høre, hvad der bliver sagt, og forbindelsen afbrydes (kilde: Ekstra Bladet, 30/10 2010: Maria Djurhuus: Nazi-jægerens voldelige venner: Jonas Jensen. REDOX: Hallo?). [side 17] Et særligt groft eksempel på billedmisbrug er en billedserie som er brugt af både Politiken og Århus Stiftstidende og en række øvrige medier. Serien angives at forestille ”organisationens” formand [Formanden] afbrænde en farvet dukke. Serien er på tre billeder, hvor [Formanden] får overrakt en farvet dukke i emballage på det første billede. På billede nummer to ses dukken liggende på jorden, og på det tredje billede er der ild i noget, der minder om selvsamme dukke. Billedserien indikerer et ubrudt forløb, hvor der afbrændes en sort dukke. Men virkeligheden er en helt anden – nemlig en deltagers ”practical joke” i form af en gæt-en-gave leg, hvor der præsenteres en række forskellige indpakkede gaver, som man skal gætte indholdet af. Man må forstå, at der er tale om et festligt lag, hvor der selvsagt drikkes øl i rigelige mængder, og som et led i en af flere drikke-lege var der taget initiativ til denne ”gæt gaven – eller bund en bajer” leg. Den pågældende dukke indgik i en række af gætte-gaver under temaet dukker. Initiativtageren havde til lejligheden indkøbt en række forskellige dukker – en kludedukke, en Barbie-dukke, en Ken-dukke, en mørk dukke, en tisse-dukke og sågar en oppustelig lolita-dukke. Fotografen tog mange billeder af hele dette gave-gætteri, af selve gaverne og af de tilhørende væddemål og øldrikkeriet. Arrangementet, der i øvrigt omfattede et større antal inviterede personer, foregik langt ude på landet i en privat skov, og det er kutyme, at alt affald i form af tallerkener, krus, griseskrog, madrester m.v., samles sammen og brændes efterfølgende, da der ikke er renovation i området. Da ingen af de fremmødte var interesseret i hverken lolita-dukke eller andre dukker, så røg de samme vej som det øvrige affald fra festen. Det er i øvrigt ret let at se, at pressebilledet af dukken er beskåret af Redox og/eller Politiken formidlede version, så at man angiveligt kun ser den brændende dukke. Hvor er resten af billedet med det øvrige affald? Fotografen bekræfter, at han tog billeder af hele festen. Og han spørger nu: Hvor er billederne af lolita-dukken? Hvor er billederne af kludedukken? Hvor er billederne af Barbie? Hvor er billederne af alt affaldet? Ja, hvor er alle billederne? De er stjålet fra hans private hjem - øjensynligt af Redox eller nogen, Redox har forbindelse til. Men de dukker altså nu op i udvalg og i tilskåret form med fokus på det, som kan understøtte det konstruerede forløb. Redox var som bekendt ikke med til festen. Tyveriet af billederne er meldt til Østjyllands Politi, der efterforsker sagen. Eksemplet er et uhørt groft og ondsindet eksempel på manipulation ved hjælp af billeder.” Til redegørelsen er vedlagt foreningens reviderede program og vedtægter vedtaget den 15. november 2008, hvoraf bl.a. følgende fremgår: ”§ 1 Organisationens stiftende generalforsamling fandt sted den 3. oktober 1987. … § 3 Organisationen består af udvalgte medlemmer, der alle er optaget i fællesskabet ud fra deres ønske om vedblivende at arbejde for Organisationens mål. Ved optagelse forpligter medlemmet sig til loyalt at efterleve Organisationens program og vedtægter i ord og handling. Medlemskab kan ikke søges, kun tildeles. … § 5 Da Organisationen er et lukket selskab og derfor ikke ønsker at udenforstående skal få kendskab til fællesskabets eksistens, forpligter medlemmerne sig til tavshed over for tredjeperson om alt, hvad der vedrører fællesskabet. Papirer og dokumenter fra Organisationen opbevares naturligvis så sikkert, som det kan lade sig gøre.” Af programmet fremgår følgende: ”… Organisationens overordnede formål er at forhindre, at Danmark omdannes fra en homogen national stat til et multikulturelt samfund. Organisationen er tværpolitisk og stiller ikke krav til medlemmernes politiske tilknytningsforhold. Organisationens ideologiske og holdningsmæssige grundlag er følgende programpunkter: Danmark er og skal altid være hjemsted for det danske folk Dansk kultur og levevis skal altid være dominerende i Danmark En homogen befolkningssammensætning er en forudsætning for fortsat sikring af velfærdsstaten Den seneste generations indvandring skal stoppes, og repatriering af uintegrerbare indvandrere skal igangsættes Grænserne skal sikres, så Danmark værnes mod befolkningstrykket fra Den tredje Verden Bevidstheden om dansk og nordisk kultur skal fremmes i hele befolkningen Dansk kultur og historie skal prioriteres højt inden for undervisningssektoren Danmark skal indgå i et europæisk samarbejde mellem frie, selvstændige nationalstater Forsørger- og velfærdsstaten skal slankes Den enkelte borger må i større udstrækning tage ansvar for sit eget liv og velfærd Danmark bør have en aktiv befolkningspolitik, så vi opretholder en stabil befolkningsudvikling Ytrings- og forsamlingsfriheden er bærende elementer for samfundet Organisationens virke vil til enhver tid foregå inden for Grundlovens rammer. Med ovenstående punkter arbejder vi for Danmarks frihed og danskernes overlevelse i en verden præget af religiøs fanatisme og politisk/religiøs totalitarisme. Kamp, Vilje, Loyalitet, Fællesskab!” Af ”Rapport om bekæmpelse af hooliganisme i Danmark” af 8. marts 2005 udarbejdet af en arbejdsgruppe under Dansk Politi ledet af vicepolitidirektør Mogens Kjærgaard Møller fra Københavns Politi fremgår bl.a. følgende: ”[side 16] White Pride” er en del af den nynazistiske og nationalpatriotiske bevægelse i Danmark og gruppen ses at have nære relationer til Combat 18 i England. Medlemmer af ”White Pride” har tidligere organiseret nazifester/nazikoncerter, hvor der har været deltagere fra flere europæiske lande. Ved disse fester ses i øvrigt en forbrødring mellem ”White Pride” og hooligans fra klubber, der ellers er kendt for at være fjendtligt indstillet over for hinanden.” 2 Parternes synspunkter 2.1 [Formanden]s og foreningen Organisationens synspunkter [Formanden] har anført, at medierne skal tage hensyn til den enkelte borgers krav på respekt for den personlige integritet og privatlivets fred. Offentligheden har ingen interesse i, at der bringes usande oplysninger, eller at Ekstra Bladet opgejler en kampagne omkring et alvorligt emne på grundlag af materiale tilvejebragt via et ekstremistisk foretagende, hvis hovedkraft er sigtet for terror. Der ikke er belæg for billedteksterne til artiklen. Begivenheden har – som det fremgår af redegørelsen af 17. august 2011 – et andet indhold, end det fremgår af artiklen, og foreningen Organisationen er ikke racistisk. Politiet sigtede den 18. august 2011 fem unge venstreekstremister efter terrorparagraffen. Én af de fem var blandt dem Politiets Efterretningstjeneste mistænkte i hacker-sagen, som omtales i redegørelsen og i artiklen ”Unge sigtet efter terrorparagraffen” af 18. august 2011 på jp.dk. Politiet mistænker dem også for at have iværksat elleve konkret opregnede brande, jf. artiklen ”Ville ramme Ruth Evensen” af 18. august 2011. Politiken oplyser i artiklerne ”Redox knyttes til terror og grov vold” og ”Højreekstrem: ”Deres hensigt er at ødelægge folk, der mener som jeg” af 31. august 2011, at politiet forbinder de to terrorsigtede med Antifascistisk Aktion (AFA). Den ene anses tillige som en ”hovedkraft” i Redox. I betragtning af, at kilden til avisens artikel er det anonymt virkende Redox, havde Ekstra Bladet en særlig anledning til at kontrollere rigtigheden af oplysningerne. I den forbindelse er henvist til Pressenævnets kendelse af 22. marts 2011 i sag nr. 11-70-00034 og kendelse af 11. oktober 2006 i sag nr. 2006-6-0370. Udtalelser fra [Person D], der ikke er i foreningen Organisationens ledelse, hvad han oven i købet selv fortalte i forbindelse med en henvendelse fra Ekstra Bladet, erstatter ikke avisen kontrol af oplysningerne hos klagerne. I Pressenævnets årsberetning for 2007, side 20, hedder det bl.a. i afsnittet Citathistorier – selvstændig forelæggelse : ”Det er nævnets opfattelse, at forskellige medier selvstændigt bør søge at indhente en kommentar fra den, de krænkende oplysninger vedrører.” Redegørelsen af 17. august 2011 blev blandt andet sendt til Ekstra Bladets redaktion, men har ikke ført til berigtigelse. 2.2 Ekstra Bladets synspunkter Ekstra Bladet har anført, at artiklen citerer Politikens artikelserie, der på dette tidspunkt havde kørt i flere dage. Den aktuelle grund til at bringe artiklen var, at Redox offentliggjorde en samlet rapport med materiale, de havde givet til Politiken. Det fremgår af artiklens tekst: "Politiken har i denne uge bragt flere artikler om ORG" og det dybe link ud af artiklen: "Læs: Hemmeligt højre-netværk politianmelder avis", hvor foreningen Organisationens synspunkter bliver bragt. Tre afgørende forhold gør, at Ekstra Bladet på ingen måde har overtrådt god presseskik i denne sag: 1. Den lange klagetekst til trods anfægter foreningen Organisationen og [Formanden] ikke det faktiske indhold af Ekstra Bladets artikel. Det fremgår ganske enkelt ikke af klagen, at Ekstra Bladet skulle have viderebragt forkerte oplysninger. 2. I forbindelse med offentliggørelsen af artiklen var Ekstra Bladet i forbindelse med [Person D], der omtales i Redox’ materiale. I denne samtale blev et enkelt forhold i artiklen påtalt – og øjeblikkeligt rettet. I Politikens artikler angives [Person D] at være i foreningen Organisationens ledelse, det afviste han, og blev derfor ikke nævnt i artiklen på ekstrabladet.dk. 3. Desuden skal Pressenævnets opmærksomhed henledes på tidligere afgørelser, som viser, at citerende medier ikke kritiseres, også selv om den oprindelige artikel får kritik af nævnet. Se f.eks. Pressenævnets kendelse af 30. august 2010 i sag nr. 2010-6-1018. Artiklen blev kritiseret, men der blev ikke udtalt kritik over for medier, der citerede artiklen, herunder Ritzau. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jytte Scharling, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Marianne Druedahl. I relation til Pressenævnets sag nr. 2010-6-1018 bemærkes det, at klageren Øllingegaard Mejeri ikke havde indgivet klage over andre medier end B.T. til Pressenævnet. Efter det oplyste lægges det til grund, at ekstrabladet.dk blandt andet baserede sin artikel på oplysninger fra Redox’ rapport ”ORG – logen bag det ekstreme højre”, der var omtalt i Politiken samme dag, den 12. august 2011. Da Redox må anses som særdeles kritisk indstillet over for personer og organisationer på højrefløjen, gav dette forhold ekstrabladet.dk anledning til at udvise særlig agtpågivenhed over for oplysninger fra Redox. Anvendelsen af oplysninger fra Redox er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkeligt til at fastslå, at god presseskik er tilsidesat. Ekstrabladet.dk gør således opmærksom på kilden til oplysningerne, således at læseren har mulighed for at vurdere troværdigheden. Spørgsmålet om, hvorvidt der ved indsamlingen og videregivelsen af oplysningerne i rapporten er sket en overtrædelse af straffeloven eller anden lovgivning , henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Nævnet finder, at beskrivelsen af grupperinger på højrefløjen og deres handlinger er et så væsentligt samfundsmæssigt emne, at det var berettiget at bringe artiklerne om samme, herunder at omtale formanden [Formanden] ved navns nævnelse. Pressenævnet finder, at der som udgangspunkt ikke er en sådan almen interesse knyttet til offentliggørelse af et fotografi fra en privat selskabelig sammenkomst, at det kan bringes uden samtykke. Dette gælder ikke mindst, hvis fotografiet – som den ca. otte år gamle billedserie fra Solhvervet – viser en person i en situation, der i sammenhængen fremstår som kompromitterende. Det bemærkes herved, at personer i private sammenhænge meget vel kan optræde på en måde, der er udtryk for en ”joke” el. lign. Solhvervsfesten, hvor afbrændingen af dukken skulle have fundet sted, er foregået i en skov, og billederne var ikke taget med henblik på offentliggørelse. Nævnet finder herefter, at der ikke er sådan en offentlig interesse knyttet til de konkrete fotos af [Formanden], at disse kunne offentliggøres uden samtykke. Dette gælder ikke mindst, da avisen ikke ved forelæggelse for [Formanden] har kontrolleret, hvorvidt billederne reelt viser det handlingsforløb, som beskrives i avisen. Dette gælder, uanset der måtte være tale om en citathistorie fra et andet medie. Ekstrabladet.dk ses heller ikke i øvrigt at have forelagt klagerne de krænkende oplysninger, og nævnet udtaler kritik . I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af ekstrabladet.dk at offentliggøre følgende: ”[overskrift] Pressenævnet kritiserer Ekstra Bladets omtale af ORG [manchet] Ekstrabladet.dk har offentliggjort private fotos uden tilladelse fra den højreorienterede forening Organisationens (ORGs) formand, der fremgik af billederne. [brødtekst] På baggrund af en rapport fra den venstreorienterede researchgruppe Redox beskrev ekstrabladet.dk den 12. august 2011, at den højreorienterede forening Organisationen arbejdede for et indvandrerfrit Danmark og bl.a. havde skjulte tråde til voldelige og racistiske grupper. Til artiklen var indsat fotografier, der ifølge ekstrabladet.dks oplysninger viste foreningens formand afbrænde en mørklødet dukke. Formanden får på billedserien overrakt en pakke, der viser sig at være en mørklødet dukke. Et andet billede viser et bål. Foreningen Organisationen og formanden har klaget til Pressenævnet. Pressenævnet finder, at ekstrabladet.dk har tilsidesat god presseskik ved at bringe private fotos af formanden uden samtykke. Nævnet har herved lagt vægt på, at avisen ikke ved forelæggelse for formanden har kontrolleret, om billederne reelt viser det handlingsforløb, som beskrives i avisen. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på: pressenaevnet.dk” Pressenævnet bemærker, at nævnet i sin årsberetning for 2005 præciserede praksis vedrørende offentliggørelse på internettet. En kendelse bør bringes i mediet i en periode, der svarer til den tid, i hvilken den påklagede artikel har været bragt, og der bør oprettes et link til kendelsen fra artiklen, hvis denne fortsat bringes på hjemmesiden. Afgjort den 1. november 2011