Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70-00134
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/9549@2011-11-09/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70-00134
Resumé To klagere – foreningen ”Organisationen” og dens formand – klagede over artiklen ”Rapport om den højreradikale gruppe ORG afslører: Højreekstremister brændte sort dukke i had” på bt.dk og en identisk artikel på B.T. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Efter det oplyste lægges det til grund, at B.T. blandt andet baserede sin artikel på oplysninger fra Redox’ rapport ”ORG – logen bag det ekstreme højre”, der var omtalt i Politiken dagene forinden den 12. august 2011, hvilket også fremgår af artiklen. Da Redox må anses som særdeles kritisk indstillet over for personer og organisationer på højrefløjen, gav dette forhold B.T. anledning til at udvise særlig agtpågivenhed over for oplysninger fra Redox. Anvendelsen af oplysninger fra Redox er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkeligt til at fastslå, at god presseskik er tilsidesat. B.T. gør således opmærksom på kilden til oplysningerne, således at læseren har mulighed for at vurdere troværdigheden, ligesom det oplyses, at en person er mistænkt for computerhacking. Spørgsmålet om, hvorvidt der ved indsamlingen og videregivelsen af oplysningerne i rapporten er sket en overtrædelse af straffeloven eller anden lovgivning , henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Nævnet finder, at beskrivelsen af grupperinger på højrefløjen og deres handlinger er et så væsentligt samfundsmæssigt emne, at det var berettiget at bringe artiklerne om samme, herunder at omtale formanden [Formanden] ved navns nævnelse. Pressenævnet finder, at der som udgangspunkt ikke er en sådan almen interesse knyttet til offentliggørelse af et fotografi fra en privat selskabelig sammenkomst, at det kan bringes uden samtykke. Dette gælder ikke mindst, hvis fotografiet – som den ca. otte år gamle billedserie fra Solhvervet – viser en person i en situation, der i sammenhængen fremstår som kompromitterende. Det bemærkes herved, at personer i private sammenhænge meget vel kan optræde på en måde, der er udtryk for en ”joke” el. lign. Solhvervsfesten, hvor afbrændingen af dukken skulle have fundet sted, er foregået i en skov, og billederne var ikke taget med henblik på offentliggørelse. Nævnet finder herefter, at der ikke er sådan en offentlig interesse knyttet til de konkrete fotos af [Formanden], at disse kunne offentliggøres uden samtykke. Dette gælder ikke mindst, da avisen ikke ved forelæggelse for [Formanden] har kontrolleret, hvorvidt billederne reelt viser det handlingsforløb, som beskrives i avisen. Nævnet udtaler kritik af B.T. for at offentliggøre fotografierne. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, har nævnet ikke mulighed for at vurdere, hvorvidt B.T. i fornødent omfang har forsøgt at indhente klagernes kommentarer til de øvrige oplysninger i artiklen inden offentliggørelsen – hvilket medier bør søge at indhente, uanset der måtte være tale om en citathistorie fra et andet medie. På denne baggrund udtaler nævnet ikke kritik af B.T. vedrørende dette forhold. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af B.T. og bt.dk at offentliggøre et kendelsesresumé.
Formand [Formanden] har på egne vegne og på vegne af foreningen Organisationen klaget over en artikel i B.T. og en identisk artikel på bt.dk den 13. august 2011, idet klagerne mener, at god presseskik er tilsidesat. Sagen er behandlet sammen med sag nr. 11-70-00130, [Formanden] og Organisationen mod Politiken, sag nr. 11-70-00131, [Formanden] og Organisationen mod Århus Stiftstidende, sag nr. 11-70-00132, [Formanden] og Organisationen mod Nordjyske Stiftstidende og sag nr. 11-70-00133, [Formanden] og Organisationen mod Ekstra Bladet. Klagen vedrører omtale af foreningen ”Organisationen” og dennes medlemmers tilknytning til højrefløjen på baggrund af en artikelserie, bragt i dagbladet Politiken. 1 Sagsfremstilling Bt.dk bragte den 13. august 2011 under overskriften ”Rapport [rapporten ”ORG - logen bag det ekstreme højre”] om den højreradikale gruppe ORG afslører: Højreekstremister brændte sort dukke i had” og underoverskriften ”Hvem kan få sig selv til at brænde en lille mørklødet barnedukke og juble begejstret samtidig? Tilsyneladende nogle af samfundets mest indflydelsesrige personer, hvis man skal tro den venstreorienterede researchgruppe Redox”. Af artiklen fremgik følgende: ”Gruppen udgav fredag en rapport om den højreradikale gruppe ORG, der angiveligt består af cirka hundrede medlemmer. Medlemmerne omfatter blandt andet soldater og politifolk, mediefolk og jurister, højtplacerede embedsmænd og succesfulde direktører. Magtfulde folk optændt af et brændende had. Had mod indvandrere og venstreorienterede. En gruppe, der blev skabt i slutningen af firserne, og som siden da har holdt politiske møder i al hemmelighed. Satte ild til barnedukke I 2003 tændte de ved den årlige sommerfest ild i en lille mørk barnedukke. På adskillige billeder i rapporten kan man se gruppens leder, [Formanden], pakke den lille dukke ud og placere den på jorden. På de næste billeder er dukken i lys lue. Et symbol på hvordan ORG angiveligt synes, at indvandringen skal håndteres. Redox-rapporten kortlægger et stærkt racistisk netværk, hvor ORG igennem tætte kontakter til Den Danske Forening skaber et bindeled mellem blandt andet Dansk Folkeparti, aarhusianske hooligans samt en række andre højreorienterede bevægelser. Desuden skal organisationen have tætte bånd til Aarhus Privatskole, hvor 200 børn undervises med fundament i ’dansk historie, kultur, demokrati og kristne værdier’, ligesom blandt andre en chefkonsulent i Socialforvaltningen i Københavns Kommune og en redaktionssekretær fra B.T. står på medlemslisten. Skoleleder optræder på billeder Skolelederen fra Aarhus optræder på billeder sammen med et af Redox navngivne medlemmer af ORG, men i en skriftlig udtalelse benægter hun ethvert kendskab til organisationen: - Hvis jeg på nogen måde har haft forbindelse til eller kan kædes sammen med denne forening eller organisation, så må jeg erklære, at jeg ikke er bekendt med nogen som helst form for ekstremisme, skriver hun. Samme reaktion kommer fra den højtplacerede embedsmand i Københavns Kommunes socialforvaltning, der er citeret i fagbladet Kommunen: - Jeg betragter det som en form for bagvaskelse. Jeg mener ikke, at jeg har et udestående med nogen, så jeg ved ikke, om det er af ond vilje, men det er en grundløs beskyldning, og hvis det er den måde, Redox arbejder på, så har jeg ikke tillid til deres offentliggørelser, skriver han. Også en redaktionssekretær på B.T. har været aktiv i ORG. Han erkender at have været medlem, men mener at foreningen har været nedlagt i mange år. - Jeg er dybt ulykkelig over den sag. Jeg kan forsikre for, at jeg er overbevist demokrat og aldrig har været andet, siger redaktionssekretæren. Ulovlig indtrængen Han forklarer, at han gik med i ORG for mange år siden, da det var vanskeligt at finde et sted, hvor man kunne udtale sig kritisk om indvandringen uden at blive stemplet af omverdenen som højreradikalist. Redox har tidligere givet udtryk for, at materialet i rapporten stammer fra insideroplysninger, mens ORG selv hævder, at lækken kun kan bunde i ulovlig indtrængen i et internt netværk. Endnu er det uklart, hvor sandheden ligger, men mindst ét medlem af Redox blev sidste år anmeldt for ulovlig computerhacking. Sagen efterforskes angiveligt af PET, uden der på nuværende tidspunkt er rejst tiltale. Desuden har ORG politianmeldt Politiken for at bringe oplysninger, der ifølge organisationen kun kan være fremkommet ved kriminalitet.Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Redox eller ORG.” Til artiklen var indsat fire billeder. Det første billede viste fem personer, der kiggede på afbrændingen af et kors. Det næste viste [Formanden], der åbnede en indbundet pakke. Det tredje billede viste en sort dukke. Det fjerde billede viste et bål. Af billedteksterne fremgik følgende: [billede 1] ”Hver sommer mødes en del af medlemmerne fra ORG til en solhvervsfest, hvor de brænder solkors af. I et tilfælde blev også en mørklødet dukket brændt af.”, og [billede 2] ”Her pakker formanden [Formanden] den mørke dukke ud.” Billede 3 og 4 var gengivet uden billedtekster. Papirudgaven B.T. bragte samme dag en identisk artikel og identiske billeder. Foreningen Organisationen har over for Pressenævnet fremlagt redegørelsen ”Politiken-sagen – kommentarer til Redox-redegørelsen af 12. august 2011” (19 sider eksklusive bilag) af 17. august 2011, der ifølge klagerne er sendt til B.T. Af redegørelsen fremgår bl.a. følgende: ”[side 3] Hvorfor har de berørte ikke udtalt sig til Politiken? Politikens kampagne gik i trykken uden oplysninger fra de berørte om, hvad de har at sige til de bragte historier. Formanden for ”organisationen” [Formanden] forlangte nemlig som betingelse for at give et interview, at han fik udleveret en kopi af de papirer/fotografier, han skulle udtale sig om. Årsagen var, at [Formanden] ikke mente at kunne udtale sig om noget, hvis indhold han ikke fik lejlighed til at kontrollere, samt at det var ham magtpåliggende ikke at få sine kommentarer vedrørende ét papir refereret af Politiken i en helt anden sammenhæng. [side 5] I marts 2010 slog PET til mod det ekstremistiske venstrefløjsmiljø flere steder i landet. En række personer blev anholdt, én person varetægtsfængsles, og der foretoges ransagninger. En computer-server beslaglægges. Ifølge Berlingske indeholder den ”personfølsomme oplysninger om personer med tilknytning til den politiske højrefløj - både flere politikere og politiske partier og organisationer. Desuden er der oplysninger om voldelige overfald på nogle af personerne, som er registreret i databaserne.” PET formoder, at nogle af oplysningerne er skaffet via hacking (kilde: Berlingske Tidende, online, 1/3 2010: Elisabet Arnsdorf Haslund: PET ransager I det radikale venstrefløjsmiljø: http://www.b.dk/danmark/pet-ransager-i-det-radikale-venstrefloejsmiljoe). Ifølge ekstra bladets oplysninger tilhører den fængslede Redox (kilde: Ekstra Bladet, online, 1/3.2010: Niels Pinborg: Fængslet for støtte til voldelig venstrefløj: http://ekstrabladet.dk/112/article1307141.ece ). Andre medier beskriver ham som ledende figur i militante Antifascistisk Aktion (AFA, en hårdkogt aktør i ”kampen mod racisme og nazisme” ) (kilde: Politiken, online, 1/3 2010: Søren Astrup: PET anholder politiske ekstremister: http://politiken.dk/indland/article913437.ece ). Hvor om alting er, i EB 30/10 2010 indrømmer ”Jonas Jensen”, at Redox bruger AFA som kilder og får information fra dem. Samtidigt indrømmer han, at personen der blev anholdt i marts, er en der leverer informationer til Redox. Da journalisten spørger, om den pågældende er medlem af begge grupper, kan ”Jonas Jensen” pludseligt ikke høre, hvad der bliver sagt, og forbindelsen afbrydes (kilde: Ekstra Bladet, 30/10 2010: Maria Djurhuus: Nazi-jægerens voldelige venner: Jonas Jensen. REDOX: Hallo?). [side 17] Et særligt groft eksempel på billedmisbrug er en billedserie som er brugt af både Politiken og Århus Stiftstidende og en række øvrige medier. Serien angives at forestille ”organisationens” formand [Formanden] afbrænde en farvet dukke. Serien er på tre billeder, hvor [Formanden] får overrakt en farvet dukke i emballage på det første billede. På billede nummer to ses dukken liggende på jorden, og på det tredje billede er der ild i noget, der minder om selvsamme dukke. Billedserien indikerer et ubrudt forløb, hvor der afbrændes en sort dukke. Men virkeligheden er en helt anden – nemlig en deltagers ”practical joke” i form af en gæt-en-gave leg, hvor der præsenteres en række forskellige indpakkede gaver, som man skal gætte indholdet af. Man må forstå, at der er tale om et festligt lag, hvor der selvsagt drikkes øl i rigelige mængder, og som et led i en af flere drikke-lege var der taget initiativ til denne ”gæt gaven – eller bund en bajer” leg. Den pågældende dukke indgik i en række af gætte-gaver under temaet dukker. Initiativtageren havde til lejligheden indkøbt en række forskellige dukker – en kludedukke, en Barbie-dukke, en Ken-dukke, en mørk dukke, en tisse-dukke og sågar en oppustelig lolita-dukke. Fotografen tog mange billeder af hele dette gave-gætteri, af selve gaverne og af de tilhørende væddemål og øldrikkeriet. Arrangementet, der i øvrigt omfattede et større antal inviterede personer, foregik langt ude på landet i en privat skov, og det er kutyme, at alt affald i form af tallerkener, krus, griseskrog, madrester m.v., samles sammen og brændes efterfølgende, da der ikke er renovation i området. Da ingen af de fremmødte var interesseret i hverken lolita-dukke eller andre dukker, så røg de samme vej som det øvrige affald fra festen. Det er i øvrigt ret let at se, at pressebilledet af dukken er beskåret af Redox og/eller Politiken formidlede version, så at man angiveligt kun ser den brændende dukke. Hvor er resten af billedet med det øvrige affald? Fotografen bekræfter, at han tog billeder af hele festen. Og han spørger nu: Hvor er billederne af lolita-dukken? Hvor er billederne af kludedukken? Hvor er billederne af Barbie? Hvor er billederne af alt affaldet? Ja, hvor er alle billederne? De er stjålet fra hans private hjem - øjensynligt af Redox eller nogen, Redox har forbindelse til. Men de dukker altså nu op i udvalg og i tilskåret form med fokus på det, som kan understøtte det konstruerede forløb. Redox var som bekendt ikke med til festen. Tyveriet af billederne er meldt til Østjyllands Politi, der efterforsker sagen. Eksemplet er et uhørt groft og ondsindet eksempel på manipulation ved hjælp af billeder.” Til redegørelsen er vedlagt foreningens reviderede program og vedtægter vedtaget den 15. november 2008, hvoraf bl.a. følgende fremgår: ”§ 1 Organisationens stiftende generalforsamling fandt sted den 3. oktober 1987. … § 3 Organisationen består af udvalgte medlemmer, der alle er optaget i fællesskabet ud fra deres ønske om vedblivende at arbejde for Organisationens mål. Ved optagelse forpligter medlemmet sig til loyalt at efterleve Organisationens program og vedtægter i ord og handling. Medlemskab kan ikke søges, kun tildeles. … § 5 Da Organisationen er et lukket selskab og derfor ikke ønsker at udenforstående skal få kendskab til fællesskabets eksistens, forpligter medlemmerne sig til tavshed over for tredjeperson om alt, hvad der vedrører fællesskabet. Papirer og dokumenter fra Organisationen opbevares naturligvis så sikkert, som det kan lade sig gøre.” Af programmet fremgår følgende: ”… Organisationens overordnede formål er at forhindre, at Danmark omdannes fra en homogen national stat til et multikulturelt samfund. Organisationen er tværpolitisk og stiller ikke krav til medlemmernes politiske tilknytningsforhold. Organisationens ideologiske og holdningsmæssige grundlag er følgende programpunkter: Danmark er og skal altid være hjemsted for det danske folk Dansk kultur og levevis skal altid være dominerende i Danmark En homogen befolkningssammensætning er en forudsætning for fortsat sikring af velfærdsstaten Den seneste generations indvandring skal stoppes, og repatriering af uintegrerbare indvandrere skal igangsættes Grænserne skal sikres, så Danmark værnes mod befolkningstrykket fra Den tredje Verden Bevidstheden om dansk og nordisk kultur skal fremmes i hele befolkningen Dansk kultur og historie skal prioriteres højt inden for undervisningssektoren Danmark skal indgå i et europæisk samarbejde mellem frie, selvstændige nationalstater Forsørger- og velfærdsstaten skal slankes Den enkelte borger må i større udstrækning tage ansvar for sit eget liv og velfærd Danmark bør have en aktiv befolkningspolitik, så vi opretholder en stabil befolkningsudvikling Ytrings- og forsamlingsfriheden er bærende elementer for samfundet Organisationens virke vil til enhver tid foregå inden for Grundlovens rammer. Med ovenstående punkter arbejder vi for Danmarks frihed og danskernes overlevelse i en verden præget af religiøs fanatisme og politisk/religiøs totalitarisme. Kamp, Vilje, Loyalitet, Fællesskab!” Af ”Rapport om bekæmpelse af hooliganisme i Danmark” af 8. marts 2005 udarbejdet af en arbejdsgruppe under Dansk Politi ledet af vicepolitidirektør Mogens Kjærgaard Møller fra Københavns Politi fremgår bl.a. følgende: ”[side 16] White Pride” er en del af den nynazistiske og nationalpatriotiske bevægelse i Danmark og gruppen ses at have nære relationer til Combat 18 i England. Medlemmer af ”White Pride” har tidligere organiseret nazifester/nazikoncerter, hvor der har været deltagere fra flere europæiske lande. Ved disse fester ses i øvrigt en forbrødring mellem ”White Pride” og hooligans fra klubber, der ellers er kendt for at være fjendtligt indstillet over for hinanden.” 2 Parternes synspunkter 2.1 [Formanden]s og foreningen Organisationens synspunkter [Formanden] har anført, at medierne skal tage hensyn til den enkelte borgers krav på respekt for den personlige integritet og privatlivets fred. Offentligheden har ingen interesse i, at der bringes usande oplysninger, eller at B.T. opgejler en kampagne omkring et alvorligt emne på grundlag af materiale tilvejebragt via et ekstremistisk foretagende, hvis hovedkraft er sigtet for terror. Der ikke er belæg for billedteksterne til artiklen. Begivenheden har – som det fremgår af redegørelsen af 17. august 2011 – et andet indhold, end det der fremgår af artiklen. [Formanden] placerer ikke dukken på jorden, og det postulerede begivenhedsforløb har aldrig fundet sted. Klagerne agter at stævne B.T. for injurier. I den forbindelse vil det via fototeknisk analyse blive bevist, at det forløb, Redox-billedserien søger at fremstille, ikke har dækning i billederne, hvilket B.T. burde have indset, samt at nogle af billederne er forfalskede. Foreningen Organisationen er ikke racistisk, som det postuleres i artiklen ”Redox-rapporten kortlægger et stærkt racistisk netværk”. Politiet sigtede den 18. august 2011 fem unge venstreekstremister efter terrorparagraffen. Én af de fem var blandt dem Politiets Efterretningstjeneste mistænkte i hacker-sagen, som omtales i redegørelsen og i artiklen ”Unge sigtet efter terrorparagraffen” af 18. august 2011 på jp.dk. Politiet mistænker dem også for at have iværksat elleve konkret opregnede brande, jf. artiklen ”Ville ramme Ruth Evensen” af 18. august 2011. Politiken oplyser i artiklerne ”Redox knyttes til terror og grov vold” og ”Højreekstrem: ”Deres hensigt er at ødelægge folk, der mener som jeg” af 31. august 2011, at politiet forbinder de to terrorsigtede med Antifascistisk Aktion (AFA). Den ene anses tillige som en ”hovedkraft” i Redox. I betragtning af, at kilden til avisens artikel er det anonymt virkende Redox, havde B.T. en særlig anledning til at kontrollere rigtigheden af oplysningerne. I den forbindelse er henvist til Pressenævnets kendelse af 22. marts 2011 i sag nr. 11-70-00034 og kendelse af 11. oktober 2006 i sag nr. 2006-6-0370. B.T. kunne have fået afklaret forholdene omkring afbrændingen, og at foreningen Organisationen skulle være racistisk ved en seriøs henvendelse i tide. I svaret til Pressenævnet fastholder avisen den urigtige beskrivelse af forløbet, og at der ikke skulle være sat spørgsmålstegn ved billedernes autenticitet. Det viser blot, at B.T. ikke har sat sig ind i redegørelsen. [Formanden] har ikke opdaget noget forsøg på at få kontakt. Om der på hans telefonsvarer måtte være indgået noget, er han ude af stand til at vide, idet hans muligheder for at besvare telefonsvareropkald på tidspunktet brød sammen på grund af ekstremt mange henvendelser. En så alvorlig anklage som den af B.T. rejste og på grundlag af en så useriøs kilde som Redox må kræve en mere seriøs henvendelse inden offentliggørelsen. På grund af den mangelfulde kontrol misinformeres læserne, og der er derved ingen samfundsinteresse. Redegørelsen af 17. august 2011 blev blandt andet sendt til B.T.s redaktion, men har ikke ført til berigtigelse. 2.2 B.T.s synspunkter B.T. har anført, at man har opfattet klagen som en klage over, at materialet skulle være fremkommet på ulovlig vis, og at der ikke er taget de nødvendige presseetiske hensyn. Avisen har afvist klagernes påstande. B.T. har anført, at omtalen af foreningen Organisationens aktiviteter er af væsentlig samfundsinteresse. B.T. vurderede, at de bragte oplysninger og billeder bibragte offentligheden et relevant indblik i en forening, der i mange år skjult har opereret på den danske højrefløj. I B.T. artikel gøres der tydeligt opmærksom på, at oplysningerne om foreningen Organisationen stammer fra den såkaldte Redox-rapport. Samtidig gøres der rede for, hvordan oplysningerne kan være kommet frem. Redox kalder det 'insideroplysninger', men foreningen Organisationen hævder der er tale om hacking, dvs. ulovlig indtrængen i et internt netværk. Disse oplysninger bringes frem, ligesom B.T. fortæller at 'mindst ét medlem af Redox sidste år blev anmeldt for ulovlig computerhacking', og at foreningen Organisationen har politianmeldt Politiken for at bringe oplysninger frem, der kan være fremkommet ved kriminalitet. B.T. har ingen viden, om dette kan være tilfældet. Fordi materialet kommer fra Redox, tager B.T. derudover diverse forbehold. Avisen bruger ord og udtryk som 'tilsyneladende', 'hvis man skal tro den venstreorienterede researchgruppe Redox', 'angiveligt', etc. Derudover bringes kommentarer fra nogle af foreningen Organisationens medlemmer, der redegør for deres syn på Redox og de oplysninger, der bringes frem. B.T. har bragt billeder fra en sommerfest i foreningen Organisationen, hvor foreningens formand, [Formanden], pakkede en sort dukke ud af noget papir. På de næste billeder er dukken i lys lue. En markant handling, der er med til at fortælle om kulturen og tankegangen i foreningen Organisationen. Der er ikke sat spørgsmålstegn ved billedernes autenticitet, og inden offentliggørelsen forsøgte avisen at få en kommentar fra [Formanden], men han reagerede ikke på avisens kontakt. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jytte Scharling, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Marianne Druedahl. Efter det oplyste lægges det til grund, at B.T. blandt andet baserede sin artikel på oplysninger fra Redox’ rapport ”ORG – logen bag det ekstreme højre”, der var omtalt i Politiken dagene forinden den 12. august 2011, hvilket også fremgår af artiklen. Da Redox må anses som særdeles kritisk indstillet over for personer og organisationer på højrefløjen, gav dette forhold B.T. anledning til at udvise særlig agtpågivenhed over for oplysninger fra Redox. Anvendelsen af oplysninger fra Redox er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkeligt til at fastslå, at god presseskik er tilsidesat. B.T. gør således opmærksom på kilden til oplysningerne, således at læseren har mulighed for at vurdere troværdigheden, ligesom det oplyses, at en person er mistænkt for computerhacking. Spørgsmålet om, hvorvidt der ved indsamlingen og videregivelsen af oplysningerne i rapporten er sket en overtrædelse af straffeloven eller anden lovgivning , henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Nævnet finder, at beskrivelsen af grupperinger på højrefløjen og deres handlinger er et så væsentligt samfundsmæssigt emne, at det var berettiget at bringe artiklerne om samme, herunder at omtale formanden [Formanden] ved navns nævnelse. Pressenævnet finder, at der som udgangspunkt ikke er en sådan almen interesse knyttet til offentliggørelse af et fotografi fra en privat selskabelig sammenkomst, at det kan bringes uden samtykke. Dette gælder ikke mindst, hvis fotografiet – som den ca. otte år gamle billedserie fra Solhvervet – viser en person i en situation, der i sammenhængen fremstår som kompromitterende. Det bemærkes herved, at personer i private sammenhænge meget vel kan optræde på en måde, der er udtryk for en ”joke” el. lign. Solhvervsfesten, hvor afbrændingen af dukken skulle have fundet sted, er foregået i en skov, og billederne var ikke taget med henblik på offentliggørelse. Nævnet finder herefter, at der ikke er sådan en offentlig interesse knyttet til de konkrete fotos af [Formanden], at disse kunne offentliggøres uden samtykke. Dette gælder ikke mindst, da avisen ikke ved forelæggelse for [Formanden] har kontrolleret, hvorvidt billederne reelt viser det handlingsforløb, som beskrives i avisen. Nævnet udtaler kritik af B.T. for at offentliggøre fotografierne. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, har nævnet ikke mulighed for at vurdere, hvorvidt B.T. i fornødent omfang har forsøgt at indhente klagernes kommentarer til de øvrige oplysninger i artiklen inden offentliggørelsen – hvilket medier bør søge at indhente, uanset der måtte være tale om en citathistorie fra et andet medie. På denne baggrund udtaler nævnet ikke kritik af B.T. vedrørende dette forhold. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af B.T. og bt.dk at offentliggøre følgende: ”[overskrift] Pressenævnet kritiserer B.T.’s omtale af ORG [manchet] B.T. har offentliggjort private fotos uden tilladelse fra den højreorienterede forening Organisationens (ORGs) formand, der fremgik af billederne. [brødtekst] På baggrund af en rapport fra den venstreorienterede researchgruppe Redox beskrev B.T. den 13. august 2011, at den højreorienterede forening Organisationen arbejdede for et indvandrerfrit Danmark og bl.a. havde skjulte tråde til voldelige og racistiske grupper. Til artiklen var indsat fotografier, der ifølge B.T.s oplysninger viste foreningens formand afbrænde en mørklødet dukke. Formanden får på billedserien overrakt en pakke, der viser sig at være en mørklødet dukke. Et andet billede viser et bål. Formanden og foreningen Organisationen har klaget til Pressenævnet. Pressenævnet finder, at B.T. har tilsidesat god presseskik ved at bringe private fotos af formanden uden samtykke. Nævnet har herved lagt vægt på, at B.T. ikke ved forelæggelse for formanden har kontrolleret, om billederne reelt viser det handlingsforløb, som beskrives i avisen. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk” Pressenævnet bemærker, at nævnet i sin årsberetning for 2005 præciserede praksis vedrørende offentliggørelse på internettet. En kendelse bør bringes i mediet i en periode, der svarer til den tid, i hvilken den påklagede artikel har været bragt, og der bør oprettes et link til kendelsen fra artiklen, hvis denne fortsat bringes på hjemmesiden. Afgjort den 1. november 2011