Vilkår for accept af risikovirksomheds sikkerhedsrapport
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/9556@2011-11-15/da
Indhold
Vilkår for accept af risikovirksomheds sikkerhedsrapport
Resumé Arbejdstilsynet traf afgørelse med en række vilkår for accept af en risikovirksomheds sikkerhedsrapport efter reglerne i arbejdsmiljølovgivningens risikobekendtgørelse. Risikoen bestod bl.a. i, at der i tilfælde af den værst tænkelige ulykke ville komme en gasskyeksplosion. Forud for afgørelsen ligger et flere års langt forløb med møder mellem risikomyndighederne og virksomheden, som endte med at risikovirksomheden anerkendte de fleste af de krævede vilkår, men ønskede at klage over 3 af vilkårene. Vilkår nr. 14 drejede sig om et laboratorium på virksomhedens område, hvor en gasskyeksplosion ville betyde en trykbølgestigning på mellem 50 mbar og 100 mbar, og hvor konsekvenserne ville være moderate skader på bygningen, og med risiko for at ruderne knuses og at glassplinter kan forårsage alvorlige helbredsskader med varige mén for de ansatte i bygningen. Vilkår nr. 15 drejede sig om en bygning med værksted og administration, hvor en gasskyeksplosion ville betyde en trykbølgestigning på mellem 100 mbar og 340 mbar, og hvor konsekvensen ville være risiko for en hel eller delvis kollaps af bygningerne med risiko for dødsfald eller alvorlige skader med varige mén for de ansatte i bygningen. Vilkår nr. 16 drejede sig om et kontrolrum på virksomhedens område, hvor en gasskyeksplosion ville betyde en trykbølgestigning på omkring 500 mbar, og hvor konsekvensen ville være risiko for hel eller delvis kollaps af bygningen med risiko for dødsfald eller alvorlige skader med varige mén for de ansatte. Ifølge § 5, i risikobekendtgørelsen skal virksomheden træffe alle nødvendige foranstaltninger til at forebygge større uheld og begrænsning af eventuelle følger heraf. Arbejdstilsynet traf afgørelse om, at virksomheden skulle træffe foranstaltninger, der effektivt forebygger, at ansatte i laboratoriebygningen, værksted og administration og kontrolrum udsættes for helbredsmæssige varige skader forårsaget af en gasskyeksplosion i procesområdet. Virksomheden anførte bl.a., at Arbejdstilsynet ikke har taget hensyn til virksomhedens risikovurdering, idet Arbejdstilsynet udelukkende har fastsat vilkårene ud fra en konsekvensbaseret tilgang til risikovurderingen og ikke en vurdering af sandsynligheden. Desuden anførte virksomheden, at laboratoriets placering ud fra en risikobetragtning er placeret i en sikkerhedsmæssig forsvarlig afstand fra procesområdet, og at vinduerne er af ”sikkerhedsglas”, som ikke vil splintres og dermed ikke udgør en risiko for personer inde i bygningen. Et enigt Arbejdsmiljøklagenævn ophævede afgørelsen vedrørende vilkår nr. 14 om laboratoriebygningen, men fastholdt afgørelsen for så vidt angår vilkår nr. 15 om værksteds- og administrationsbygningen og vilkår nr. 16 om kontrolrumsbygningen, således at virksomheden skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til begrænsning af, at de ansatte i disse bygninger ikke udsættes for helbredsmæssige varige skader forårsaget af en gasskyeksplosion i procesområdet. Arbejdsmiljøklagenævnet lagde vægt på, at vinduerne i laboratoriet er af specielt sikkerhedsglas, som ikke splintres, og at laboratoriet er nyt og ligger i en afstand fra procesområdet, hvor en trykbølgestigning vil forårsage en moderat skade på bygningen. Arbejdsmiljøklagenævnet lagde desuden vægt på, at de ansatte i værksteds- og administrationsbygningen og kontrolrummet ved en gasskyeksplosion udsættes for en dødsrisiko eller alvorlige skader med varige mén, som følge af bygningens kollaps helt eller delvis. Arbejdsmiljøklagenævnet bemærkede, at Arbejdstilsynet efter arbejdsmiljøloven og risikobekendtgørelsens ordlyd kan lægge afgørende vægt på, at følgerne er dødsfald og andre alvorlige skader med varige mén, som ansatte udsættes for, idet sandsynligheden eller hyppigheden af uønskede hændelser generelt er forbundet med stor usikkerhed.
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 30. august 2011 behandlet [Navn udeladt] ´s klage på vegne af [Adressat udeladt] over Arbejdstilsynets afgørelse af 3. september 2009 med vilkår i forbindelse med Arbejdstilsynets accept af virksomhedens sikkerhedsrapport og sikkerhedsniveauet for [Navn udeladt]. Klagen vedrører Arbejdstilsynets afgørelse om, at [Navn udeladt] skal træffe foranstaltninger, der effektivt forebygger, at ansatte i laboratoriet (Vilkår nr. 14), værksted og administration (Vilkår nr. 15) og kontrolrum (Vilkår nr. 16), udsættes for irreversible skader forårsaget af en gasskyeksplosion i procesområdet. Nævnet traf følgende AFGØRELSE Arbejdsmiljøklagenævnet ophæver Arbejdstilsynets afgørelse om, at [Navn udeladt] skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til begrænsning af, at ansatte i laboratoriet (Vilkår nr. 14), udsættes for følger i form af alvorlige skader med varige mén (irreversible skader) forårsaget af en gasskyeksplosion i procesområdet på ejendommen [Navn udeladt]. Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse om, at [Navn udeladt] skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til begrænsning af, at ansatte i værksted og administration (Vilkår nr. 15) og kontrolrum (Vilkår nr. 16) udsættes for følger i form af dødsfald eller andre alvorlige skader med varige mén (irreversible skader) forårsaget af en gasskyeksplosion i procesområdet på ejendommen [Navn udeladt]. Det betyder, at [Navn udeladt] skal efterkomme afgørelsen for så vidt værksted og administration (Vilkår nr. 15), senest den 1. januar 2013 og kontrolrum (Vilkår nr. 16) senest den 1. august 2014, og at [Navn udeladt] ikke skal efterkomme afgørelsen vedrørende laboratoriet (Vilkår nr. 14). BEGRUNDELSE Arbejdsmiljøklagenævnet lægger vægt på oplysningerne i virksomhedens sikkerhedsrapport, herunder kontrolrumsrapporten fra 2002, Ny rapport fra 2009, jf. notater af 7. og 27. maj 2009 og oktober 2009 fra [Navn udeladt] indeholdende risikovurdering, herunder sandsynligheden for og konsekvenserne ved et eventuelt større uheld i form af en gasskyeksplosion. Arbejdsmiljøklagenævnet lægger herved vægt på sikkerhedsrapportens og Ny rapports vurdering af risikoen for personale, der befinder sig i procesområdet. Der henvises til sikkerhedsrapportens afsnit om uheldsrisiko og forebyggelse, scenarie for en gasskyeksplosion i procesområdet, og sikkerhedsrapportens og Ny rapport af 2009´s vurdering af sandsynligheden og risikoen for personalet. Arbejdsmiljøklagenævnet lægger herved afgørende vægt på sikkerhedsrapportens og Ny rapports oplysninger om, at de ansatte udsættes for dødsfald og alvorlige skader i tilfælde af en gasskyeksplosion i procesområdet sammenholdt med en vurdering af, om alle unødvendige risici er fjernet og reduceret, så vidt det er praktisk muligt. Arbejdsmiljøklagenævnet finder således, at der efter reglerne i medfør af arbejdsmiljøloven og risikobekendtgørelsens almindelige bestemmelse om, at der skal træffes alle nødvendige foranstaltninger til begrænsning af følger af større uheld, skal lægges vægt på, at følgerne er dødsfald og andre alvorlige skader med varige mén (irreversible skader), som ansatte på virksomhedens område udsættes for. Arbejdsmiljøklagenævnet finder ikke, at den angivne sandsynlighed på mellem 10-5 og 10-4 pr. år, efter reglerne betyder, at det kan accepteres, at de ansatte i tilfælde af et større uheld i form af en gasskyeksplosion, må udsættes for dødsfald og alvorlig legemsbeskadigelser og varige mén. Nævnet er i den forbindelse af den opfattelse, at beregningen af sandsynligheden for eller hyppigheden af uønskede hændelser i form af et større uheld generelt er forbundet med stor usikkerhed. Arbejdsmiljøklagenævnet finder derfor, at afgørelsen af, hvorvidt [Navn udeladt] har truffet alle nødvendige foranstaltninger til begrænsning af følgerne af et større uheld beror på en konkret vurdering af konsekvenserne, sammenholdt med mulighederne for, at virksomheden inden for det faste arbejdssted kan fjerne eller forbedre sikkerheden for virksomhedens ansatte i laboratoriet (Vilkår nr. 14), værksted og administration (Vilkår nr, 15 og kontrolrum (Vilkår nr. 16), så vidt det er praktisk muligt. Vedrørende laboratoriet (Vilkår nr. 14) Arbejdsmiljøklagenævnet lægger vægt på, at [Navn udeladt] har oplyst, at vinduerne i laboratoriet er af speciel sikkerhedsglas, som ikke splintres. Arbejdsmiljøklagenævnet lægger desuden vægt på følgende: Laboratoriet er beliggende i en konsekvenszone, hvor der vil kunne forekomme en trykbølgestigning på mellem 50 mbar og 100 mbar, tættest på grænsen for 100 mbar trykstigning. Arbejdstilsynet har i afgørelsen af 3. september 2009 alene begrundet vilkåret med en vurdering af risikoen for at vinduerne knuses ved en eksplosion, og at glassplinter kunne forårsager alvorlige skader på ansatte i bygningen. Arbejdstilsynet har i afgørelsen vejledt om, at vilkåret kan opfyldes ved montering af specielle ruder, foranstaltninger på de eksisterende ruder eller anden lige så sikker foranstaltning. Det er oplyst af [Navn udeladt], at laboratoriet er udført som en bygningstype B4. Af kontrolrumsrapporten, jf. notat af 27. maj 2009 fra [Navn udeladt], fremgår, at konsekvensen for en bygningstype B4 ved en trykbølgestigning på 86 mbar, vil være et skadesbillede 2A/2B. Konsekvenserne er moderate skader på bygningen. [Navn udeladt] oplyser, at laboratoriet er nyt og blev opført i 2008. Baggrunden for det nye laboratorie´s placering var konklusionerne og anbefalingerne i Kontrolrumsrapporten fra 2002, og formålet var at flytte laboratoriet til en sikkerhedsmæssig mere forsvarlig placering. Kriteriet for valg af placering var, at bygningen skulle placeres i en zone, hvor sandsynligheden for at personer ville omkomme, som følge af en eksplosion i anlægget var under 10-5 dødsfald pr. år. I den forbindelse henviser [Navn udeladt] til [Navn udeladt]´s tolerabilitetskriterier, som for eksisterende anlæg/bygninger er 10-4 dødsfald pr. år og for nye anlæg/bygninger på 10-5 dødsfald pr. år. [Navn udeladt] har desuden i forbindelse med klagen oplyst, at vinduerne i laboratoriet er specielt lamineret sikkerhedsglas, som ikke splintres, men i tilfælde af en eksplosion udefra formentlig vil blive trykket ud eller ind i hel tilstand. Vedrørende værksted og administration (Vilkår nr. 15) Arbejdsmiljøklagenævnet lægger vægt på, at de ansatte i værksteds- og administrationsbygningen ved en gasskyeksplosion udsættes for en dødsrisiko eller alvorlige skader med varige mén, som følge af bygningens kollaps helt eller delvis. Arbejdsmiljøklagenævnet lægger herved vægt på, at værkstedet og administrationen er beliggende i en konsekvenszone, hvor der vil kunne forekomme en trykbølgestigning på mellem 100 mbar og 340 mbar. Bygningerne strækker sig over de “yderste” ca. 2/3 af zonen ud mod grænsen for 100 mbar trykstigning. Det er oplyst af [Navn udeladt], jf. [Navn udeladt]`s notat fra oktober 2009, at værkstedet er udført, som en bygningstype B2 og administrationen er udført, som en bygningstype B4 (stueetagen) og B2 (1. salen). Af kontrolrumsrapporten fremgår, at konsekvensen for: En bygningstype B2 vil være et skadesbillede 3/4 ved en trykbølgestigning på 276 mbar, et skadebillede 2B/3 ved en trykstigning på 172 mbar, og skadebillede 2A/2B ved en trykstigning på 103 mbar. En bygningstype B4 vil være et skadebillede 3/4 ved en trykbølgestigning på 262 mbar, et skadebillede 2B/3 ved en trykbølgestigning på 172 mbar, og et skadebillede 2A/2B ved en trykbølgestigning på 86 mbar. Skadesbillede 4 beskrives som kollaps, mens skadesbillede 3 beskrives som større skader, hvor bygningen kan bryde sammen, mens skadebillederne 2A og 2B beskrives som moderate skader med henholdsvis lokale og udbredte bygningsskader. Det fremgår af [Navn udeladt]`s notat af 27. maj 2009, at skadekategori 4 og 5 ikke accepteres som en mulighed, og at det vil være et fornuftigt valg ikke at placere bygningerne i et højere skadebillede end 2B/3. Vedrørende kontrolrum (Vilkår nr. 16) Arbejdsmiljøklagenævnet lægger vægt på, at de ansatte i kontrolrumsbygningen ved en gasskyeksplosion udsættes for en dødsrisiko eller alvorlige skader med varige mén, som følge af bygningens kollaps helt eller delvis. Arbejdsmiljøklagenævnet lægger herved vægt på, at kontrolrumsbygningen er beliggende i en konsekvenszone, hvor der vil kunne forekomme en trykbølgestigning på omkring 500 mbar. Bygningen strækker sig på begge sider af grænsen for 500 mbar trykstigning. Det er oplyst af [Navn udeladt], at kontrolrummet er udført som en bygningstype B5. Af kontrolrumsrapporten fremgår, at konsekvensen for: En bygningstype B5 vil være et skadesbillede 3/4 ved en trykbølgestigning på 552 mbar, et skadebillede 2B/3 ved en trykbølgestigning på 414 mbar. Skadesbillede 4 beskrives som kollaps, mens skadesbillede 3 beskrives som større skader, hvor bygningen kan bryde sammen, og skadesbillede 2B beskrives som moderate skader, hvor der sker udbredte bygningsskader. [Navn udeladt] har til kontrolrumsrapporten oplyst, at skadekategori 4 og 5 ikke accepteres som en mulighed, og at det vil være et fornuftigt valg ikke at placere bygningerne i et højere skadebillede end 2B/3. Arbejdsmiljøklagenævnet har lagt til grund, at [Navn udeladt]´s aktiviteter på [Navn udeladt] - [Navn udeladt] er omfattet af reglerne om kontrol med arbejdsmiljøet ved risiko for større uheld med farlige stoffer (Risikobekendtgørelsen) på grund af anvendelse, herunder lagring af større mængder farlige stoffer. Ifølge arbejdsmiljøloven skal arbejdsstedet indrettes og arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt, og farlige stoffer, må kun anvendes ved arbejdsprocesser og -metoder, der effektivt sikrer de beskæftigede mod ulykker og sygdomme. Bekendtgørelsen om kontrol med arbejdsmiljøet ved risiko for større uheld (Risikobekendtgørelsen) fastsætter bestemmelser om kontrol med arbejdsmiljøet ved risiko for større uheld med farlige stoffer, og gælder i virksomheder, hvor farlige stoffer forekommer eller kan dannes i mængder, der er opført i bekendtgørelsens bilag. Ved »større uheld« forstås en hændelse, som f.eks. udslip, brand eller eksplosion af større omfang som følge af ukontrollerede hændelsesforløb under driften af en virksomhed omfattet af reglerne, og som straks eller senere medfører alvorlig fare for sikkerhed eller sundhed, og hvori et eller flere farlige stoffer indgår. Ifølge § 5, i risikobekendtgørelsen skal virksomheden træffe alle nødvendige foranstaltninger til at forebygge større uheld og begrænsning af eventuelle følger heraf. Efter reglerne i risikobekendtgørelsen skal [Navn udeladt] opfylde kravene for kolonne 3 – virksomheder, og udarbejde en sikkerhedsrapport, som opfylder kravene hertil i bekendtgørelsen, herunder indeholde en risikovurdering for større uheld med farlige stoffer. Det fremgår af reglerne, at Arbejdstilsynet i et samarbejde med miljømyndighederne fører tilsyn og kontrol med virksomheder omfattet af risikobekendtgørelsen. Det fremgår af arbejdsmiljøloven, at Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler i medfør af loven, og kan herunder bl.a. påbyde, at forholdene bringes i orden inden en frist. Arbejdstilsynets afgørelse af 3. september 2009 er truffet efter et længere tidsforløb med møder mellem virksomheden, miljømyndighederne og Arbejdstilsynet, og i forlængelse af en række afgørelser om [Navn udeladt]´s aktiviteter i [Navn udeladt], herunder bl.a. Arbejdstilsynets afgørelse af 29. september 2008, som Arbejdstilsynet efter klage fra [Navn udeladt] besluttede at genoptage og træffe ny afgørelse. Arbejdstilsynets afgørelser indeholder en overordnet accept af virksomhedens sikkerhedsrapport, idet accepten dog er givet på en række vilkår, hvoraf [Navn udeladt] ikke kan acceptere vilkår nr. 14 om laboratoriet, vilkår nr. 15 om værksted og administration og vilkår nr. 16 om kontrolrum, som Arbejdstilsynets fastholdt ved afgørelse af 3. september 2009. [Navn udeladt] har i klagen anført, at Arbejdstilsynet ikke har foretaget den påkrævede risikovurdering, idet Arbejdstilsynet efter [Navn udeladt]´s opfattelse alene har baseret sin bedømmelse på en analyse af de eventuelle konsekvenser af mulige uheld uden at tage højde for, hvor stor sandsynligheden er for, at de pågældende uheld indtræffer. [Navn udeladt] henviser i klagen til, at Arbejdstilsynet har anført “Efter praksis har Arbejdstilsynet ikke eller kun i begrænset omfang lagt vægt på sandsynligheden for at de mulige større uheld indtræffer. I praksis betyder det, at medmindre en hændelse er helt usandsynlig, eller at sandsynligheden er meget lille, vil Arbejdstilsynet ved vurdering af risikoen primært lægge vægt på konsekvenserne af mulige større hændelser (uheld).” [Navn udeladt] anfører, at denne praksis er i strid med lovgivningens krav om gennemførelse af en egentlig risikovurdering, som udtryk for vurdering af sandsynlighed og konsekvens af en uønsket hændelse. Arbejdsmiljøklagenævnet skal hertil bemærke følgende: Efter de almindelige bestemmelser i kapitel 2 i risikobekendtgørelsen skal [Navn udeladt] træffe alle nødvendige foranstaltninger til at forebygge større uheld og begrænsning af eventuelle følger heraf. Efter de særlige krav i kapitel 3 i risikobekendtgørelsen skal [Navn udeladt] udarbejde en sikkerhedsrapport indeholdende bl.a. en risikovurdering. Efter reglerne i Miljøministeriets risikobekendtgørelse træffer risikomyndighederne, herunder Arbejdstilsynet afgørelse inden for hvert af myndighedernes områder. Ifølge reglerne om risikovirksomheder skal Arbejdstilsynet føre kontrol med, at virksomheder omfattet af reglerne opfylder de pligter, som fremgår af bekendtgørelsen, og træffe afgørelse efter arbejdsmiljølovgivningen i givet fald om forholdsregler vedrørende sikkerhedsmæssige forhold. Arbejdstilsynet fører således efter reglerne kontrol med, om virksomhedens pligt til at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at forebygge større uheld og begrænsning af eventuelle følger heraf, og virksomhedens pligt til at udarbejde en sikkerhedsrapport med et indhold, som opfylder bekendtgørelsens bilag. Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at Arbejdstilsynet efter reglerne kan træffe afgørelse om forhold, som efter Arbejdstilsynets vurdering ikke opfylder reglen om, at virksomheden skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til begrænsning af følger af større uheld. Arbejdsmiljøklagenævnet finder i den forbindelse, at Arbejdstilsynet efter arbejdsmiljøloven og risikobekendtgørelsens ordlyd i de almindelige bestemmelser, kan lægge afgørende vægt på, at følgerne er dødsfald og andre alvorlige skader med varige mén (irreversible skader), som ansatte på virksomhedens område udsættes for, idet nævnet finder at sandsynligheden eller hyppigheden af uønskede hændelser, generelt er forbundet med stor usikkerhed. Arbejdsmiljøklagenævnet finder derfor, at Arbejdstilsynet har udøvet et tilstrækkeligt skøn efter reglerne. Arbejdsmiljøklagenævnet finder ikke, at der i reglerne er holdepunkter for synspunktet om, at der ikke kan kræves foranstaltninger til begrænsning af følger, såsom død og irreversible skader, hvis der er en lille sandsynlighed for et større uheld. Arbejdsmiljøklagenævnet skal henvise til, at Arbejdstilsynet hertil har oplyst, at der ved vurderingen især er lagt vægt på, – at der ikke i lovgivningen eller i øvrigt findes nogen talværdier for acceptkriterier for vurderingen af risikoen inden for hegnet, – at Arbejdstilsynets vurdering bygger på en kvalitativ metode, hvor der fokuseres på sikkerhedsforanstaltningerne, – at konsekvenserne af det mulige uheld vil være alvorlige, – at Arbejdstilsynet har inddraget både sandsynligheden og konsekvensen i det konkrete skøn, – at Arbejdstilsynet tillægger sandsynligheden begrænset vægt, med mindre det er helt usandsynligt eller sandsynligheden er meget lille. Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at Arbejdstilsynets oplysning om praksis, ikke er i strid med reglerne i risikobekendtgørelsen, idet nævnet vurderer, at Arbejdstilsynets praksis drejer sig om, at Arbejdstilsynet ved vurdering af en foranstaltning til begrænsning af følgerne af et større uheld, lægger vægt på konsekvensen, med mindre en hændelse er helt usandsynlig, eller at sandsynligheden er meget lille. Arbejdsmiljøklagenævnet finder således, at Arbejdstilsynet ikke ved nævnte praksis forvalter i strid med det almindelige forvaltningsretlige princip om ikke at sætte et konkret skøn under en regel, idet reglerne i risikobekendtgørelsens almindelige bestemmelser ikke indeholder et krav om et skøn i forhold sandsynligheden for et større uheld, men alene en vurdering af, om foranstaltningerne er tilstrækkelige i forhold til at begrænse følgerne af et større uheld. Arbejdsmiljøklagenævnet finder afgørelsen i overensstemmelse med Arbejdstilsynets oplyste praksis. Afgørelsen er truffet af et enigt Arbejdsmiljøklagenævn. REGLER Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til Om krav til arbejdets udførelse: §§ 38, 39, stk. 1, nr. 1, i arbejdsmiljøloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005. Om krav til arbejdsstedets indretning: §§ 42, 43, stk. 1, nr. 1, i arbejdsmiljøloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005. Om kontrol og krav til anvendelse og oplagring af farlige stoffer: §§ 48, 49, stk. 1, i arbejdsmiljøloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005. §§ 5, 10, jf. bilag 3, i bekendtgørelse nr. 20 af 12. januar 2006 om kontrol med arbejdsmiljø ved risiko for større uheld med farlige stoffer. Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse med frist: § 77, stk. 1, i arbejdsmiljøloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de senere ændringer, der følger af lov nr. 1395 af 27. december 2008. Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet, og høringssvar fra [Navn udeladt] sidst modtaget den 14. marts 2011. På klagenævnets vegne [Navn udeladt] Kopi til [Navn udeladt] Arbejdstilsynet, Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de senere ændringer, der følger af lov nr. 1395 af 27. december 2008 Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt Stk. 2. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. § 39. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke krav der skal være opfyldt, for at arbejdet kan anses for fuldt forsvarligt planlagt, tilrettelagt og udført, herunder om sikkerheds- og sundhedsmæssige foranstaltninger vedrørende arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, f.eks. for at undgå sammenstyrtning, nedstyrtning, sammenskridning, rystelser, stråling, støj eller eksplosions-, brand- eller sundhedsfare ved luftarter, dampe, støv og røg, hede, kulde eller lugt, sygdomssmitte eller forkerte arbejdsstillinger, bevægelser eller belastninger, …. § 40. Hvor hensynet til de ansattes sikkerhed eller sundhed kræver det, kan beskæftigelsesministeren fastsætte regler om, at der skal udarbejdes planer over arbejdsgange, arbejdsprocesser og -metoder, og at sådanne planer og ændringer i dem skal forelægges Arbejdstilsynet til udtalelse eller godkendelse, før de bringes til udførelse. …. § 43. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om indretning af faste, midlertidige, skiftende og udendørs arbejdssteder, herunder om arbejdsrum, f.eks. loftshøjde, luftrum, gulve, vægge, lofter, belysning, temperatur, luftfornyelse og støj, velfærdsforanstaltninger m.v., f.eks. opholds- og spiserum, garderober, omklædningsrum, toiletter, vaske- og baderum samt sovesteder og stole, udgangsforhold, f.eks. færdselsveje, trapper og udgange. …. § 46. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om indretning og anvendelse af tekniske hjælpemidler m.v., herunder om konstruktion, udførelse, opstilling, anmeldelse og afprøvning, forelæggelse for Arbejdstilsynet til udtalelse eller godkendelse af planer for konstruktion, udførelse og opstilling, godkendelse fra Arbejdstilsynet af et teknisk hjælpemiddel m.v., før det overdrages eller overlades til brugeren eller tages i brug, anvendelse, vedligeholdelse og pasning. …. Kapitel 8 Stoffer og materialer § 48. Stoffer og materialer med egenskaber, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed, må kun fremstilles og anvendes ved arbejdsprocesser og -metoder, der effektivt sikrer de beskæftigede mod ulykker og sygdomme. Stk. 2. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. § 49. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om fremstilling, import, oplagring, transport og anvendelse af stoffer og materialer med egenskaber, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed, herunder om emballering, omfyldning og mærkning. …. § 74. Beskæftigelsesministeren kan bestemme, at Arbejdstilsynets opgaver i nærmere angivet omfang henlægges til anden offentlig myndighed eller privat institution, samt i hvilket omfang Arbejdstilsynet skal føre kontrol med sådant tilsyn. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om anerkendelse af prøvninger og anden dokumentation for, at forskrifter om sikkerhed og sundhed er fulgt. …. § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. …. § 80. Efter forhandling med pågældende minister fastsætter beskæftigelsesministeren regler om Arbejdstilsynets samarbejde med andre offentlige myndigheder. …. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 20 af 12. januar 2006 om kontrol med arbejdsmiljøet ved risiko for større uheld med farlige stoffer I medfør af § 8, § 22, stk.1, § 35, stk.1, § 39, § 40, § 43, stk.1, § 46, § 49, stk.1, § 74, § 80 og § 84 i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005, samt efter bemyndigelse i henhold til lovens § 73, fastsættes: Kapitel 1 Område § 1. Denne bekendtgørelse fastsætter bestemmelser vedrørende kontrol med arbejdsmiljøet ved risiko for større uheld med farlige stoffer. Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder for arbejde, uanset om arbejdet udføres for en arbejdsgiver, i virksomheder, hvor farlige stoffer forekommer eller kan dannes i mængder, der er lig med eller større end de mængder, der er opført i bilag 1. Ved et farligt stof forstås i denne bekendtgørelse de stoffer, der er opført i bilag 1, del 1, eller som opfylder kriterierne i bilag 1, del 2. Stk. 3. I denne bekendtgørelse forstås ved »større uheld«: en hændelse, som f.eks. udslip, brand eller eksplosion af større omfang som følge af ukontrollerede hændelsesforløb under driften af en virksomhed omfattet af denne bekendtgørelse, og som straks eller senere medfører alvorlig fare for sikkerhed eller sundhed, og hvori et eller flere farlige stoffer indgår. …. Kapitel 2 Almindelige bestemmelser § 5. Virksomheden skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at forebygge større uheld og begrænsning af eventuelle følger heraf. …. Kapitel 3 Særlige krav Sikkerhedsdokument § 9. Virksomheder, omfattet af bilag 1, del 1 og 2, kolonne 2, skal udarbejde et sikkerhedsdokument, ……………. Sikkerhedsrapport § 10. Virksomheder, omfattet af bilag 1, del 1 og 2, kolonne 3, skal udarbejde en sikkerhedsrapport, jf. også § 5, i Miljøministeriets bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer. Stk. 2. Sikkerhedsrapporten skal indeholde de data og oplysninger, der fremgår af bilag 3. …. Stk. 5. Virksomheden skal gennemføre de foranstaltninger, der fremgår af virksomhedens sikkerhedsrapport. …. Bilag 3 Data og oplysninger, der skal foreligge i sikkerhedsrapporten, jf. § 10 Sikkerhedsrapporten skal påvise et højt beskyttelsesniveau for mennesker og miljø. Sikkerhedsrapporten skal beskrive, hvordan virksomheden vil forebygge større uheld og begrænse konsekvenserne af større uheld, og ved et sikkerhedsledelsessystem beskrive, hvordan virksomheden sikrer, at dette bliver gennemført. Sikkerhedsrapporten skal udarbejdes skriftligt og omfatte virksomhedens mål og principper for forebyggelse af større uheld og begrænsning af konsekvenserne af sådanne uheld. Oplysningerne om virksomhedens sikkerhedsledelsessystem skal omfatte den del af virksomhedens organisation, der har ansvaret for såvel planlægning som arbejdets udførelse, herunder anvendelse af ressourcer, processer og procedurer, der er væsentlige for at efterleve virksomhedens politik for forebyggelse af større uheld. Sikkerhedsrapporten skal udarbejdes med henblik på at: a) godtgøre, at der er iværksat en plan for forebyggelse af større uheld og et sikkerhedsledelsessystem til gennemførelse heraf, b) godtgøre, at faren for større uheld er identificeret, og der er truffet de nødvendige foranstaltninger til forebyggelse og begrænsning af følgerne af sådanne uheld for mennesker og miljø, c) godtgøre, at sikkerhed og pålidelighed er en integreret del af konstruktionen, bygningen, driften og vedligeholdelsen af anlæg, lagre, udstyr og kommunikations- og servicesystemer, der har indflydelse på faren for større uheld på virksomheden, d) godtgøre, at der er udarbejdet interne beredskabsplaner, og give de oplysninger, der er nødvendige for at udforme den eksterne plan med henblik på at træffe de nødvendige foranstaltninger i tilfælde af større uheld, e) godtgøre, at de kompetente myndigheder har tilstrækkelige oplysninger til, at de kan træffe afgørelser om placering og arealanvendelse for nye aktiviteter eller udviklingen omkring bestående virksomheder, og f) navnene på de virksomheder eller organisationer, der har medvirket ved udarbejdelsen af rapporten, skal oplyses. Sikkerhedsrapporten skal indeholde: I. Oplysninger om virksomhedens ledelsessystem og organisation med henblik på forebyggelse af større uheld A. Organisation og personale: Opgaver og ansvar for det personale, der skal forebygge større uheld på alle niveauer i organisationen. Fastlæggelse af dette personales uddannelsesbehov og gennemførelse af den nødvendige uddannelse. Inddragelse af medarbejdere og af personale, der er stillet til rådighed af tredjemand, og som arbejder i virksomheden. B. Identifikation og vurdering af risiko for større uheld: Fastlæggelse og gennemførelse af procedurer til systematisk identifikation af risici for større uheld i forbindelse med såvel normal som unormal drift, herunder vurdering af sandsynligheden for – og de mulige konsekvenser af sådanne uheld. C. Driftskontrol: Fastlæggelse og gennemførelse af procedurer og instruktioner for sikker drift, herunder vedligehold af anlæg, processer, udstyr samt sikkerhed i forbindelse med midlertidige driftsstop. D. Kontrol af ændringer: Fastlæggelse og gennemførelse af procedurer til planlægning af såvel ændringer i eksisterende anlæg og lagre, som ved konstruktion af nye anlæg, processer og lagre. E. Beredskabsplanlægning: Fastlæggelse og gennemførelse af procedurer til identifikation af forudsigelige nødsituationer gennem systematiske analyser samt udarbejdelse, afprøvning og revision af beredskabsplaner for at kunne imødegå og reagere korrekt på sådanne nødsituationer, samt for at kunne sørge for specifik uddannelse af det involverede personale i virksomheden og relevant personale stillet til rådighed af tredjemand, hvor personalet jævnligt arbejder i virksomheden. F. Løbende overvågning af validiteten af sikkerhedssystem: Fastlæggelse og gennemførelse af procedurer for løbende evaluering af opfyldelsen af de målsætninger, der er opstillet i sikkerhedsledelsessystemet, samt krav om ændringer, hvor dette viser sig at være påkrævet. Endvidere beskrives procedurer og metoder til undersøgelse af større uheld, eller tilløb til sådanne uheld og forebyggende opfølgning på grundlag af undersøgelsernes resultat, navnlig hvor der er tale om svigt i beskyttelsesforanstaltningerne, samt undersøgelse og opfølgning heraf. G. Revision og evaluering: Procedure for periodisk gennemgang og vurdering af sikkerhedsledelsessystemets effektivitet og hensigtsmæssighed, herunder dokumentation af ledelsens gennemgang og ajourføring af sikkerhedsledelsessystemet. II. Redegørelse for virksomhedens miljø A. Beskrivelse af virksomhedens beliggenhed og dens omgivelser, herunder den geografiske beliggenhed, de meteorologiske, geologiske, hydrografiske data og eventuelt dens historie. B. Identificering af anlæg og andre aktiviteter i virksomheden, som kan udgøre en fare for et større uheld. C. Beskrivelse af de områder, som må påregnes at kunne blive berørt af et større uheld. III. Beskrivelse af virksomheden A. Beskrivelse af de vigtigste aktiviteter og produktioner i de dele af virksomheden, som er vigtige ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt, beskrivelse af årsager til risici for større uheld, samt af de forhold, hvorunder et sådant uheld kunne indtræffe, tillige med en beskrivelse af de planlagte forebyggende foranstaltninger. B. Beskrivelse af processer, navnlig driftsbetingelserne. C. Beskrivelse af de farlige stoffer: mængderne af farlige stoffer herunder: – identifikation af de farlige stoffer: kemisk navn. CAS-nummer, navn efter IUPAC-nomenklaturen, – den maksimale mængde af det eller de stoffer, der er til stede, eller som kan være til stede, fysiske, kemiske og toksikologiske karakteristika samt angivelse af såvel umiddelbare som senere risici for mennesker eller miljø, fysisk og kemisk opførsel under normale anvendelsesbetingelser og forudseelige uheldsbetingelser. IV. Identifikation og analyse af uheldsrisici og forebyggelsesmidler A. Detaljeret beskrivelse af de mulige scenarier for større uheld og mulighederne eller betingelserne for, at de kan indtræffe, herunder en oversigt over hændelser, der kan have indflydelse på initiering af disse scenarier, hvad enten årsagerne er interne eller eksterne forhold. B. En vurdering af omfanget og alvoren af følgerne af de identificerede mulige større uheld, herunder kort, afbildninger eller tilsvarende beskrivelser, der viser de områder, der vil kunne blive berørt af et uheld på virksomheden. C. Beskrivelse af de tekniske specifikationer og det udstyr, der er installeret med henblik på anlæggenes sikkerhed. V. Beskyttelses- og sikkerhedsforanstaltninger med henblik på at begrænse følgerne af et uheld A. Beskrivelse af det udstyr, der er opstillet i forbindelse med anlægget for at begrænse følgerne af større uheld. B. Tilrettelæggelse af alarmering og indsats. C. Beskrivelse af de ressourcer, der kan mobiliseres internt eller eksternt. D. Sammenfatning af de i punkterne A, B og C oven for beskrevne forhold, som er nødvendig for at udarbejde den interne beredskabsplan, der er nævnt i § 11. VI. Et ikke-teknisk resume af sikkerhedsrapporten 2. AT - anvisninger At – Vejledning Stoffer og Materialer – C.0.3 om Kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer.