Strakspåbud om periodiske undersøgelser af trykbeholder
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/9563@2011-11-15/da
Indhold
Strakspåbud om periodiske undersøgelser af trykbeholder
Resumé Ved et tilsyn på en virksomhed konstaterede Arbejdstilsynet, at der i et kælderrum under en trappe stod en luftkompressor med en klasse B trykbeholder. Det var ikke muligt at lokalisere et besigtigelsesskilt eller fabrikat. Der kunne heller ikke fremvises logbog, og det kunne ikke dokumenteres, at der foretages jævnlige eftersyn af trykbeholderen. Arbejdstilsynet gav virksomheden et strakspåbud om periodisk undersøgelse af beholderen, idet det var forbundet med risiko for ansattes sundhed og sikkerhed, når de opholdt sig ved og omkring trykluftanlæg, der ikke var opstillingskontrolleret eller havde fået foretaget periodiske undersøgelser. Efter reglerne om anvendelse af trykbærende udstyr skal trykbeholdere af kontrolklasse B, efter de er taget i brug, periodisk gennemgå en række undersøgelser, herunder besigtigelse og eventuelt andre undersøgelser og prøvninger i forbindelse hermed til kontrol af, at beholderen er i forsvarlig stand mv. Et enigt Arbejdsmiljøklagenævn fastholdt Arbejdstilsynets strakspåbud og lagde vægt på, at trykbeholderen ikke havde gennemgået lovpligtige periodiske eftersyn, og at der derved var risiko for de ansattes sikkerhed og sundhed. Nævnet lagde desuden vægt på, at virksomheden ikke kunne dokumentere undersøgelser, og at det ikke var muligt at lokalisere et tydeligt besigtigelsesskilt eller fabrikat på beholderen.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 30. august 2011 behandlet virksomhedens klage over Arbejdstilsynets afgørelse af den 26. oktober 2010, hvorved virksomheden fik påbud om, at de manglende periodiske undersøgelser af trykbeholderen straks skulle foretages. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder, at virksomheden straks skulle lade trykbeholderen gennemgå periodiske undersøgelser. B E G R U N D E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget den 18. oktober 2010 vurderede, at trykbeholderen ikke havde gennemgået lovpligtige periodiske eftersyn, og at der derved var risiko for de ansattes sikkerhed og sundhed, når de opholder sig ved og omkring trykbeholderen, hvis trykbeholderen eksploderer. Arbejdsmiljøklagenævnet lægger endvidere vægt på, at virksomheden ikke ved tilsynsbesøget kunne dokumentere undersøgelser af trykbeholderen. Arbejdsmiljøklagenævnet lægger herudover vægt på, at det ikke ved tilsynsbesøget var muligt at lokalisere et tydeligt besigtigelsesskilt eller fabrikat på trykbeholderen. Ifølge arbejdsmiljøloven skal maskiner, maskindele, beholdere, præfabrikerede konstruktioner, apparater, redskaber og andre tekniske hjælpemidler være indrettet og skal anvendes således, at de sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige. Efter reglerne om anvendelse af trykbærende udstyr skal trykbeholdere og dampkedler af kontrolklasse A og B, efter at de er taget i brug, periodisk gennemgå en række undersøgelser, herunder besigtigelse og eventuelt andre undersøgelser og prøvninger i forbindelse hermed til kontrol af, at beholderen og kedlen er i forsvarlig stand, at bestemmelserne i bekendtgørelsen er opfyldt, og eftersyn, hvor det kontrolleres, at beholderen og kedlen er opstillet, indrettet, udstyret, vedligeholdt og passet efter gældende regler herom. Endvidere skal enheder af kontrolklasse A og B, efter at de er taget i brug, periodisk have foretaget eftersyn, hvor det kontrolleres, at enhederne er opstillet, indrettet, udstyret, vedligeholdt og passet efter gældende regler herom. Det skal herunder vurderes, at enhedens beskyttelsesforanstaltninger mod overskridelse af de tilladte grænser fungerer korrekt. På den baggrund finder Arbejdsmiljøklagenævnet, at der er grundlag for Arbejdstilsynets afgørelse. Virksomheden har i klagen bl.a. anført, at trykbeholderen har stået på virksomheden, hver gang Arbejdstilsynet har været på tilsynsbesøg, men at den aldrig har fået en bemærkning. Arbejdsmiljøklagenævnet henviser i den forbindelse til Arbejdstilsynets udtalelse af den 10. maj 2011, hvoraf det fremgår, at Arbejdstilsynet må forholde sig til den situation, Arbejdstilsynet møder ved hvert enkelt tilsynsbesøg og prioritere, hvilke påbud Arbejdstilsynet afgiver. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen anvendt følgende regler: Om Arbejdstilsynets ret til at give påbud: - 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. Om tekniske hjælpemidler: - § 45, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 - § 11, stk. 1 og 3, § 6 og § 38, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 100 af 31. januar 2007 om anvendelse af trykbærende udstyr. Reglerne kan læses på de følgende sider. O P L Y S N I N G E R Sagen er afgjort på grundlag af de dokumenter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [navn udeladt] [stilling udeladt] Kopi til – [navn udeladt] – [navn udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 … Kapitel 7 Tekniske hjælpemidler m.v. § 45. Maskiner, maskindele, beholdere, præfabrikerede konstruktioner, apparater, redskaber og andre tekniske hjælpemidler skal være indrettet og skal anvendes således, at de sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige. Stk. 2. Anerkendte normer og standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. … Kapitel 13 Arbejdstilsynet § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2 … Bekendtgørelse nr. 100 af 31. januar 2007 om anvendelse af trykbærende udstyr … Kapitel 5 Periodiske undersøgelser § 11. Trykbeholdere og dampkedler af kontrolklasse A og B skal periodisk, efter at de er taget i brug, gennemgå følgende undersøgelser: 1) besigtigelse og eventuelt andre undersøgelser og prøvninger i forbindelse hermed til kontrol af a) at beholderen og kedlen er i forsvarlig stand, b) at bestemmelserne i § 23 er opfyldt, og 2) eftersyn, hvor det kontrolleres, at beholderen og kedlen er opstillet, indrettet, udstyret, vedligeholdt og passet efter gældende regler herom. Stk. 2. Dampkedler af kontrolklasse A og B skal endvidere periodisk trykprøves. Stk. 3. Enheder af kontrolklasse A og B skal periodisk, efter at de er taget i brug, have foretaget eftersyn, hvor det kontrolleres, at enhederne er opstillet, indrettet, udstyret, vedligeholdt og passet efter gældende regler herom. Det skal herunder vurderes, at enhedens beskyttelsesforanstaltninger mod overskridelse af de tilladte grænser fungerer korrekt. Stk. 4 . Hvis den i stk. 3 nævnte vurdering kræver en verifikation af indstilling eller renovering af sikkerhedsventiler, kan dette arbejde ligeledes udføres af en sagkyndig virksomhed. Stk. 5. For de trykbeholdere, dampkedler og rørsystemer, der indgår i enheden, gælder bestemmelserne i stk. 1 til 4 samt § 12. … Kapitel 2 Almindelige bestemmelser … § 6. Undersøgelserne af udstyret skal foretages af et inspektionsorgan, der er akkrediteret af Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond, DANAK eller af et tilsvarende anerkendt akkrediteringsorgan, som har undertegnet den europæiske samarbejdsorganisation for akkrediteringsorganers (EA) multilaterale aftale om gensidig anerkendelse. Stk. 2. Akkrediteringen skal ske efter standarden DS/EN ISO/IEC 17020:2005 som inspektionsorgan type A med tillægskravene i bilag 2, som i nødvendigt omfang og afhængig af den opgave, der ansøges om, skal indarbejdes i det kvalitetssystem, som kontrolleres af akkrediteringsorganet. Stk. 3. Inspektionsorganet foretager opstillingskontrol, jf. kap. 4, og periodiske undersøgelser, jf. kap. 5, af udstyr i kontrolklasse A og B. … Kapitel 12 Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser Ikrafttræden … Overgangsbestemmelser § 38. Uanset bestemmelsen i § 6, stk. 3, om, at opstillingskontrol og periodiske undersøgelser skal foretages af et akkrediteret inspektionsorgan, kan sagkyndige anerkendt af Arbejdstilsynet indtil 1. februar 2008 foretage opstillingskontrol og periodiske undersøgelser af trykbeholdere, dampkedler, rørsystemer og enheder af kontrolklasse B efter de hidtil gældende regler, før denne bekendtgørelses ikrafttræden. Stk. 2. Uanset bestemmelsen i § 6, stk. 3, om, at periodiske undersøgelser skal foretages af et akkrediteret inspektionsorgan, kan sagkyndige anerkendt af Arbejdstilsynet indtil den 1. januar 2012 foretage periodiske undersøgelser af trykluftbeholdere, trykekspansionsbeholdere i varmtvandsanlæg og hydroforer med produkttal mellem 1000 og 10.000 efter retningslinjerne i bilag 3, pkt. 2.1. og 2.2. … At-anvisninger, At-meddelelser mv. At-vejledning B.4.9 om kontrolklasser for trykbærende udstyr