Gelex

Foranstaltninger mod stik- og skæreskader ved håndtering af affaldssække

GældendeVersion 2011-11-21
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/9579@2011-11-21/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Bilag 1

Foranstaltninger mod stik- og skæreskader ved håndtering af affaldssække

Resumé I forbindelse med et tilsynsbesøg fik Arbejdstilsynet oplyst, at en ansat under arbejdet med håndtering af affaldssække af plast indeholdende dagrenovation skar sig dybt ind i benet, da der i en sæk var anbragt en jagtkniv med et langt knivsblad. Virksomheden oplyste, at stik- og skæreskader forekommer ved håndtering af dagrenovation, fordi der mellem affaldet er anbragt spidse og skarpe genstande. I det konkrete tilfælde var den ansatte kommet til skade, fordi kniven borede sig gennem plastsækken, da den ansatte med kraft og energi løftede sækken med dagrenovation. Det fremgår af Arbejdstilsynets retningslinier om indretning og brug af dagrenovationssystemer, at renovationssystemer skal benyttes, så de sikrer mod for eksempel stikkende og skærende emner. Arbejdstilsynet gav virksomheden påbud om at træffe effektive foranstaltninger mod stik- og skæreskader ved håndtering af dagrenovation. Det fremgår af § 38, i arbejdsmiljøloven, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Det fremgår af § 4, og bilag 1, i bekendtgørelsen om arbejdets udførelse, at arbejdet i alle led skal planlægges og tilrettelægges således, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Planlægningen og tilrettelæggelsen skal ske under hensyn til de angivne generelle forebyggelsesprincipper, jf. artikel 6, stik. 2 i Rådsdirektiv 89/391/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet. Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbuddet, idet et flertal af nævnets medlemmer fandt, at det under omstændigheder, der ikke er usædvanlige, er muligt, at ansatte kan komme til skade, fordi der blandt affaldet ligger spidse, skarpe genstande, som for eksempel en kniv. Flertallet lagde vægt på, at stik- og skæreskader forekommer i branchen, selv om borgerne er informeret om, at affald ikke må indeholde skarpe og spidse genstande, hvis disse ikke er forsvarligt indpakket. Flertallet bemærkede, at det ikke har betydning, at virksomheden ikke har mulighed for at være i dialog med den enkelte borger. Forudsætninger for udførelsen af arbejdet er, at det er overladt borgeren at pakke affaldssækken. Da der er erfaring for, at stik- og skæreskader forekommer i branchen, må virksomheden tage sine forholdsregler. Det er virksomheden, der bestemmer, hvilken metode, der bedst løser problemet under henvisning til de generelle forebyggelsesprincipper. Et nævnsmedlem vurderede, at Arbejdstilsynets afgørelse tvinger virksomheden til at løse problemet på en bestemt måde, hvilket ikke er i overensstemmelse med reglerne. Desuden angiver Arbejdstilsynets At-vejledning D.2.24, at affaldssække kan benyttes.

Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 27. september 2011 behandlet [navn udeladt]'s klage på vegne af [virksomhedens navn udeladt] over Arbejdstilsynets afgørelse af 18. november 2010. [Navn udeladt] klager over Arbejdstilsynets afgørelse om, at virksomheden skal træffe effektive foranstaltninger mod stik- og skæreskader ved håndtering af dagrenovation. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder, at [virksomhedens navn udeladt] skal træffe effektive foranstaltninger mod stik- og skæreskader ved håndtering af dagrenovation. Det betyder, at [virksomhedens navn udeladt] skal efterkomme nævnets afgørelse senest den 2. januar 2012 og skal sende en tilbagemelding herom til Arbejdstilsynet senest den 9. januar 2012. B E G R U N D E L S E Et flertal i nævnet lægger vægt på, at det under omstændigheder, der ikke er usædvanlige, er muligt, at ansatte kan komme til skade, fordi der blandt affaldet ligger spidse, skarpe genstande som fx en kniv. Flertallet lægger også vægt på, at stik- og skæreskader forekommer i branchen, selv om borgerne er informeret om, at affald ikke må indeholde skarpe og spidse genstande, hvis disse ikke er forsvarligt indpakket. Det fremgår af Arbejdstilsynets retningslinjer om indretning og brug af dagrenovationssystemer, at renovationssystemer skal benyttes, så de sikrer mod fx stikkende og skærende emner. Det er oplyst, at der i en affaldssæk var anbragt en jagtkniv, der var 23 cm lang og udstyret med et knivsblad på 9,3 cm. Håndteringen af sækken bevirkede, at jagtkniven blev presset ud igennem siden på plastsækken med retning ind mod den ansattes venstre underben. Kraften og energien i løftet resulterede i, at kniven skar sig dybt ind i den ansattes ben. Flertallet bemærker, at det er uden betydning, at virksomheden ikke har mulighed for at være i direkte dialog med den enkelte borger, når affaldet placeres i sækkene. Forudsætningen for udførelsen af arbejdet er, at det er overladt til borgeren at pakke affaldssækken. Netop fordi der er erfaring for, at stik- og skæreskader forekommer i branchen, må virksomheden tage sine forholdsregler, når ansatte skal udføre arbejdet. Flertallet bemærker endvidere, at virksomheden bestemmer, hvilken metode, der bedst løser arbejdsmiljøproblemet. I den forbindelse kan henvises til de generelle forebyggelsesprincipper, der er gengivet på de følgende sider. Afgørelsen er truffet af et flertal på 10 medlemmer af nævnets 11 stemmeberettigede medlemmer. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen benyttet følgende regler: Om arbejdets udførelse: – § 38, stk. 1, § 39, stk. 1, nr. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 – § 4 og bilag 1, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse. Om Arbejdstilsynets ret til at give påbud: – § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. Reglerne kan læses på de følgende sider. O P L Y S N I N G E R Sagen er afgjort på grundlag af de dokumenter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet og [navn udeladt]'s brev af 1. april 2011. M I N D R E T A L S U D T A L E L S E Et mindretal bestående af et medlem vurderer, at Arbejdstilsynets afgørelse tvinger virksomheden til at løse arbejdsmiljøproblemet på en bestemt måde, hvilket ikke er i overensstemmelse med reglerne. Desuden angiver Arbejdstilsynets vejledning om indretning og brug af dagrenovationssystemer (At-vejledning D.2.24), der er revideret i juli 2009, at affaldssække kan benyttes. På klagenævnets vegne [navn udeladt] Kopi til – [Adressat udeladt] – [Adressat udeladt] – Arbejdstilsynet, Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 … Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. § 39. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke krav der skal være opfyldt, for at arbejdet kan anses for fuldt forsvarligt planlagt, tilrettelagt og udført, herunder om 1) sikkerheds- og sundhedsmæssige foranstaltninger vedrørende arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, f.eks. for at undgå sammenstyrtning, nedstyrtning, sammenskridning, rystelser, stråling, støj eller eksplosions-, brand- eller sundhedsfare ved luftarter, dampe, støv og røg, hede, kulde eller lugt, sygdomssmitte eller forkerte arbejdsstillinger, bevægelser eller belastninger, 2) forbud mod særligt farlige arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, 3) opslag eller egnet markering. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte regler om særligt arbejdstøj og personlige værnemidler, herunder om hvem der skal afholde udgifterne hertil. … Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2. … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse … Kapitel 2 Planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet § 4. Arbejdet skal i alle led planlægges og tilrettelægges således, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet skal ske under hensyntagen til de forebyggelsesprincipper, der er angivet i bilag 1. Det skal iagttages, at der ikke foreskrives eller forudsættes anvendt konstruktioner, planudformninger, detailløsninger og arbejdsmetoder, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed ved arbejdets udførelse. Endvidere skal det sikres, at de samlede påvirkninger i arbejdsmiljøet på kort eller lang sigt ikke forringer de ansattes sikkerhed eller sundhed. …

Bilag 1

Bilag 1 Generelle forebyggelsesprincipper (Jf. artikel 6, stk. 2 i Rådets direktiv 89/391/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet). 1) Forhindring af risici. 2) Evaluering af risici, som ikke kan forhindres. 3) Bekæmpelse af risici ved kilden. 4) Tilpasning af arbejdet til mennesket, navnlig for så vidt angår udformningen af arbejdspladsen samt valg af arbejdsudstyr og arbejds- og produktionsmetoder, i særdeleshed med henblik på at begrænse monotont arbejde og arbejde i en bestemt rytme og at mindske virkningerne af sådant arbejde på helbredet. 5) Hensyntagen til den tekniske udvikling. 6) Udskiftning af det, der er farligt med noget, der er ufarligt eller mindre farligt. 7) Planlægning af forebyggelsen for at gøre den til en sammenhængende helhed, inden for hvilken forebyggelsen omfatter teknik, tilrettelæggelse af arbejdet, arbejdsforhold, sociale relationer og påvirkninger fra faktorer i arbejdsmiljøet. 8) Vedtagelse af foranstaltninger til kollektiv beskyttelse frem for foranstaltninger til individuel beskyttelse. 9) Hensigtsmæssig instruktion af arbejdstagerne. …

Versioner

  1. 2011-11-21