Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70-00157
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/9590@2011-12-01/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70-00157
Resumé Klager – en person – klagede over artiklerne ”Tønder: Lokalpolitiker [Klager] tiltalt for vold og trusler” og ”Politi: Tønder-politiker lagde sin søn i håndjern” på jv.dk. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser om, at en politianmeldelse er indgivet mod en navngiven person, som regel ikke bør bringes, før anmeldelse har medført indgriben fra politiets eller anklagemyndighedens side. Dette gælder dog ikke, hvis det anmeldte forhold i forvejen er kendt i videre kredse eller har væsentlig almen interesse, eller det efter de foreliggende omstændigheder må antages, at anmeldelsen er solidt underbygget. Retsreportagen bør være objektiv. På ethvert stadium af sagernes forberedelse og ved behandlingen i retten bør journalisten tilstræbe en kvalitativ ligelig gengivelse af parternes – i straffesager anklagemyndighedens og forsvarets – synspunkter, jf. punkt C.3 og punkt C.7. Det er samtidig Pressenævnets opfattelse, at offentlige personer må tåle en mere nærgående omtale end andre. Klager er byrådspolitiker, og en tiltale for vold og trusler kan få betydning for klagers valgbarhed, såfremt klager findes skyldig i anklageskriftet. Pressenævnet finder på denne baggrund, at avisen var berettiget til at omtale sagen, herunder nævne [Klager] ved navn. JydskeVestkysten gav klager mulighed for at kommentere sagen, men nævnet finder det beklageligt, at det ikke også af artiklen den 19. oktober 2011 fremgik, at klager havde nægtet sig skyldig. Nævnet udtaler ikke kritik.
[Klager] har ved advokat Amdi Møller klaget til Pressenævnet over en artikel på jv.dk den 19. og 27. oktober 2011, idet klager mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Jv.dk bragte den 19. oktober 2011 under overskriften ”Tønder: Lokalpolitiker [Klager] tiltalt for vold og trusler” følgende artikel: ”RETSSAG: Lokalpolitiker i Tønder Kommune, [Klager], tiltales for vold og trusler mod en offentligt ansat person. Politiadvokat Steen Bøjlund bekræfter, at episoden, der fandt sted den 29. august omkring middagstid, er mundet ud i en tiltale. Det skriver JydskeVestkysten Tønder i dag. Ifølge anklageskriftet har [Klager] slået en socialrådgiver med flad hånd eller givet hende et hårdt skub på skulderen. Desuden skal hun have optrådt truende og udtalt noget i retning af: "Skal du have et par på hovedet?" [Klager], der er løsgænger i kommunalbestyrelsen i Tønder, har fået tvangsfjernet et af sine fire børn, skriver JydskeVestkysten torsdag. Samtidig har Tønder Kommune indgivet en politianmeldelse. JydskeVestkysten og jv.dk har tidligere fortalt, at balladen, som førte til anmeldelse og nu også tiltale, skete på Skærbæk Rådhus. Ifølge avisens oplysninger var [Klager]s søn mødt op her og havde bedt om at blive tvangsfjernet fra sit hjem på grund af tæsk.” Til artiklen var indsat et billede af klager. Jv.dk bragte den 27. oktober 2011 under overskriften ”Politi: Tønder-politiker lagde sin søn i håndjern” , hvoraf følgende fremgik: ”TILTALT: En politiker fra Tønder byråd nægter sig skyldig i grove anklager om vold mod sin egen søn. Ifølge sagens anklageskrift har [Klager] og hendes mand flere gange slået og sparket sønnen.Parret har ifølge beskyldningerne fra anklagemyndigheden i Syd- og Sønderjyllands Politi også tvunget drengen under den kolde bruser, hvor han blandt andet har fået sine arme fikseret på ryggen med håndjern. - Mine klienter nægter sig skyldig i alle anklager. Det bliver bakket op af deres to ældste børn, som jeg har indkaldt som vidner i sagen, og jeg forventer, at de bliver frifundet, siger ægteparrets forsvarsadvokat, Amdi Møller til Ritzau. Manden er desuden tiltalt for at have truet sønnen, der ifølge Ritzaus oplysninger er teenager og omkring 15 år, med en kniv, som han holdt op for drengens hoved eller bryst. Derudover er [Klager] tiltalt for vold mod en socialrådgiver fra Tønder Kommune. Den episode udspillede sig den 29. august på rådhuset, hvor [Klager] ifølge anklageskriftet har slået socialrådgiveren med flad hånd eller skubbet vedkommende hårdt på skulderen. Endelig skulle politikeren ifølge politiets beskyldninger have truet socialrådgiveren med "et par på hovedet". Det har før været fremme, at der verserede en sag mod [Klager] om vold mod en socialrådgiver. Ritzau har fået aktindsigt i anklageskriftet, og heraf fremgår det, at der også er rejst tiltale for vold og trusler i hjemmet i løbet af 2010 og 2011. Sagen begyndte i august, da sønnen troppede op på rådhuset i Skærbæk og forlangte at blive anbragt uden for hjemmet, fordi han efter eget udsagn blev slået derhjemme. [Klager] er valgt ind i byrådet for Dansk Folkeparti. I foråret skiftede hun kulør og meldte sig ind i Liberal Alliance. I forbindelse med sagen har hun forladt Liberal Alliance og er nu løsgænger. Parret har ifølge deres hjemmeside fire børn. Derudover er de hesteentusiaster og ejer fem heste samt to katte. Retssagen mod parret kommer til at foregå den 2. november ved Retten i Sønderborg. En dom for vold vil angiveligt betyde, at [Klager] må forlade byrådet.” 2 Parternes synspunkter 2.1 Klagers synspunkter Advokat Amdi Møller har anført, at artiklerne på jv.dk er en overtrædelse af de presseetiske regler. Artiklen indeholder en alvorlig krænkelse af lokalpolitiker [Klager], som er blevet meget ramt, både privat og i sit politiske arbejde. Omtalen er særlig krænkende, når henses til, at der alene er rejst tiltale i sagen, og klager nægter sig skyldig. 2.2 JydskeVestkystens synspunkter JydskeVestkysten har anført, at artiklen den 19. oktober 2011 på jv.dk er et citat af printavisens dækning af sagen. Heri beskriver JydskeVestkysten, at anklagemyndigheden nu har tiltalt byrådsmedlemmet [Klager] for vold efter straffeloven i en sag om slag og trusler mod en medarbejder på Tønder Kommunes Børn- og Ungeafdeling på Skærbæks tidligere rådhus. Det sker samme dag i den mindre artikel ”Byrådsmedlem tiltalt for overfald på socialrådgiver” på avisens indlandssider og i de to artikler ”Byrådspolitiker tiltalt for overfald på rådhus-ansat” og ”Den politiske karriere er også på spil” på forsiden af den lokale Tønder udgave. Artiklerne er en opfølgning på tidligere omtale af klager. Der er i den forbindelse henvist til Pressenævnets kendelse af 3. oktober 2011 i sag nr. 11-70-00126. JydskeVestkysten har igen omtalt klager ved navns nævnelse, fordi klager er byrådsmedlem og som sådan bærer af ”gyldne kæder”. Voldstiltalen kan – hvis den fører til dom – få betydning for klagers valgbarhed, hvorfor avisen mener, at sagen har klar almen interesse. Avisen har givet klager mulighed for at forholde sig til den rejste tiltale. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Jan Kristensen, Kaare R. Skou og Marianne Druedahl. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser om, at en politianmeldelse er indgivet mod en navngiven person, som regel ikke bør bringes, før anmeldelse har medført indgriben fra politiets eller anklagemyndighedens side. Dette gælder dog ikke, hvis det anmeldte forhold i forvejen er kendt i videre kredse eller har væsentlig almen interesse, eller det efter de foreliggende omstændigheder må antages, at anmeldelsen er solidt underbygget. Retsreportagen bør være objektiv. På ethvert stadium af sagernes forberedelse og ved behandlingen i retten bør journalisten tilstræbe en kvalitativ ligelig gengivelse af parternes – i straffesager anklagemyndighedens og forsvarets – synspunkter, jf. punkt C.3 og punkt C.7. Det er samtidig Pressenævnets opfattelse, at offentlige personer må tåle en mere nærgående omtale end andre. Klager er byrådspolitiker, og en tiltale for vold og trusler kan få betydning for klagers valgbarhed, såfremt klager findes skyldig i anklageskriftet. Pressenævnet finder på denne baggrund, at avisen var berettiget til at omtale sagen, herunder nævne [Klager] ved navn. JydskeVestkysten gav klager mulighed for at kommentere sagen, men nævnet finder det beklageligt, at det ikke også af artiklen den 19. oktober 2011 fremgik, at klager havde nægtet sig skyldig. Nævnet udtaler ikke kritik. Afgjort den 28. november 2011