Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70-00170
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2011/9627@2011-12-21/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70-00170
Resumé Klager – Restaurant Smedien – klagede over artiklen ”Værtshus blæser måske på reglerne” i Sønderborg Ugeavis. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, jf. punkt A.1. I overensstemmelse med tiltalepunkterne var klager tiltalt for overtrædelse af Rygeloven (lov nr. 512 af 6. juni 2007 om røgfrie miljøer) ved at have været ansvarlig for, at der i Club 1 var op til 30 personer, der røg. Klager var endvidere tiltalt for at have været ansvarlig for overtrædelse af Restaurationsloven (lovbekendtgørelse nr. 135 af 18. januar 2010 om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v.), ved at der var medarbejdere under 18 år, samt at fire medarbejdere var uden besiddelse af et ”grønt kort” (en godkendelse af politiet). Der er ikke i dommen af 9. november 2011 dækning for, at Smedien var tiltalt – eller dømt – for, at der var sket udskænkning af alkohol til mindreårige, og nævnet udtaler kritik af Sønderborg Ugeavis for ikke at have kontrolleret forholdet tilstrækkeligt inden offentliggørelse. Det følger videre af de vejledende regler, at en retsreportage bør være objektiv. På ethvert stadium af sagernes forberedelse og ved behandlingen i retten bør journalisten tilstræbe en kvalitativ ligelig gengivelse af parternes synspunkter, jf. punkt C.3. Pressenævnet finder, at det af overskrifterne fremgår, at der er tale om Anklagemyndighedens synspunkter, og at klagers synspunkter er refereret i artiklen, således at der er givet en kvalitativ ligelig gengivelse af henholdsvis Anklagemyndighedens og Smediens synspunkter. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Sønderborg Ugeavis at offentliggøre et kendelsesresumé.
Restaurant Smedien har ved advokat Thorbjørn Philippsen klaget til Pressenævnet over en artikel i Sønderborg Ugeavis den 9. november 2011, idet klager mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Sønderborg Ugeavis bragte den 9. november 2011 (på side 5) en artikel under overskriften ”Værtshus blæser måske på reglerne” og underoverskriften ”ANKLAGER. Mindreårige serverer, alt for unge får alkohol og der ryges på livet løs”. Af artiklen fremgår følgende: ”SØNDERBORG: Værtshuset Smedien ApS i Sønderborg står tiltalt for en række lovovertrædelser. Blandt andet gentagne brud på rygeloven - op til 30 mennesker samt personalet røg på værtshuset, til trods for at værtshuset har et rygerum. Mindreårige - uden det grønne kort - bag baren, uautoriserede dørmænd samt servering af alkohol til mindreårige. Politiet har tidligere haft samtlige bevillingshavere i Sønderborg til en seance, hvor regler og paragraffer på bedste pædagogiske vis blev gennemgået - og hidtil har ordensmagten mere brugt anvisninger og forklaringer end bødeblokken. Men nu er det slut med tålmodigheden, fordi de samme regler overtrædes igen og igen. Smediens ejer erkender sig skyldig i overtrædelsen af rygeloven, men nægter sig skyldig i de andre lovovertrædelser. Han påstår, at de mindreårige severingsmedarbejdere var under oplæring. Den uautoriserde dørmand hjalp blot i et enkeltstående tilfælde og politiet har fejlfortolket episoden med de mindreårige værtshusgæster. Hvordan ordensmagten så misforstod de helt unges alder, kom ikke frem i retten, hvor Smediens ejer havde valgt at blive væk og overlade sagen til advokat Thorbjørn Philippsen. Nu står det kendte værtshus til en bøde mellem 8.750 og 13.000 kr. Oveni det er formanden for Bevillingsnævnet, Jesper Rosanes, i gang med at kigge på, om det vil få konsekvenser for alkoholbevillingen, hvis dommen siger, at stedet ikke forstår at håndhæve de spilleregler, der er for den slags forretninger.” Til artiklen var indsat et billede af husfacaden og teksten: ”Smedien - her blæses der på rygeloven og andre paragraffer.” Retten i Sønderborg afsagde den 9. november 2011 dom i sagen, Anklagemyndigheden mod Smedien-Trading ApS. Af domsudskriftet fremgår det, at selskabet var tiltalt for fem forhold: 1) ved den 19. september 2010 kl. 04.10 at have været ansvarlig for, at der i Club 1 var 25-30 personer og en medarbejder, der røg i strid med Rygeloven (lov nr. 512 af 6. juni 2007 om røgfrie miljøer), 2) ved den 7. november 2010 kl. 01.20 at have været ansvarlig for, at der i Club 1 var mindst ti gæster, der røg, 3) ved den 13. november 2010 kl. 01.20 i Smedien/Club 1 at have været ansvarlig for, at der arbejdede en medarbejder ved kassen i entréen, selvom om hun kun var 17 år, samt at fire medarbejdere var uden besiddelse af et ”grønt kort” (en godkendelse af politiet), 4) ved den 13. november 2010 kl. 01.00 i Club 1 at have været ansvarlig for, at der befandt sig tre gæster under 18 år, og 5) identisk med punkt 4. (Der er angiveligt en fejl i domsudskriftet her.) Under Rettens begrundelse og afgørelse er der omtalt seks forhold (der er angiveligt en fejl i domsudskriftet.) Klager ifaldt dom for forholdene 1-3, 5 og 6 og blev frifundet for forhold 4 (Der er angiveligt en fejl i domsudskriftet, for så vidt angår nummereringen af forholdene). Selskabet blev idømt en bøde på 10.000 kroner. 2 Parternes synspunkter 2.1 Smediens synspunkter Advokat Thorbjørn Philippsen har på vegne af Smedien anført, at artiklen generelt fremstår som værende ensidig, og Anklagemyndighedens påstande fremstår som værende faktiske. Der er ikke en kvalitativ, ligelig gengivelse af parternes synspunkter. Sigtede i sagen kommer ikke til orde, hverken i overskrift eller brødtekst, hvorved det skæve indtryk allerede fra begyndelsen fastslås. Endvidere er dét, at en lov overtrædes, ikke ensbetydende med, at man ”måske blæser på reglerne”. Brødtekstens angivelse af, at ”alt for unge får alkohol”, er ikke korrekt. I artiklens første afsnit er ligeledes indsat ”samt servering af alkohol til mindreårige”. Som det fremgår af sigtelsen/tiltalen, var der tale om, at mindreårige måske havde haft ophold på værtshuset på så sent et tidspunkt, at det stred mod politiets bestemmelser. Det fremgår i øvrigt af dommen, at der skete frifindelse på dette punkt. 2.2 Sønderborg Ugeavis’ synspunkter Sønderborg Ugeavis har anført, at det ikke er korrekt, at anklagemyndighedens påstande fremstår som faktiske. I underrubrikken står der som ledeord ”Anklager” og herefter kommer rækken af ting, som Smedien er tiltalt for. Artiklen indledes med ordene ”Værtshuset Smedien står tiltalt for” og herefter følger rækken af anklager. Sigtede var ikke til stede i retten. Avisen skriver i teksten, at han nægtede alle punkter undtagen overtrædelse af rygeloven. Det skrives også, at han påstår, at de unge i lokalet var under oplæring, og at den uautoriserede dørmand kun hjalp i et enkeltstående tilfælde, samt at Smedien hævder, at politiet har fejlfortolket tilfældet med de tilstedeværende mindreårige. Det var ikke elegant at skrive ”måske” i en rubrik. Rubrikken ”Værtshus blæser måske på reglerne” kunne i stedet have været ”Værtshus sigtet for overtrædelse af reglerne”. Den valgte rubrik skader ikke Smedien. Det er korrekt, at der i anklageskriftet blot står, at der opholdt sig unge under 18 år efter midnat – ikke at de fik serveret alkohol. Det er avisen villig til at rette i næste udgave af Sønderborg Ugeavis, såfremt Smedien ønsker det. Herudover har Sønderborg Ugeavis oplyst, at sagen har ledt til, at der er strammet op om proceduren ved retsstoffet, og at journalisterne har fået indskærpet reglerne. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Jan Kristensen, Kaare R. Skou og John Meinert Jacobsen. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, jf. punkt A.1. I overensstemmelse med tiltalepunkterne var klager tiltalt for overtrædelse af Rygeloven (lov nr. 512 af 6. juni 2007 om røgfrie miljøer) ved at have været ansvarlig for, at der i Club 1 var op til 30 personer, der røg. Klager var endvidere tiltalt for at have været ansvarlig for overtrædelse af Restaurationsloven (lovbekendtgørelse nr. 135 af 18. januar 2010 om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v.), ved at der var medarbejdere under 18 år, samt at fire medarbejdere var uden besiddelse af et ”grønt kort” (en godkendelse af politiet). Der er ikke i dommen af 9. november 2011 dækning for, at Smedien var tiltalt – eller dømt – for, at der var sket udskænkning af alkohol til mindreårige, og nævnet udtaler kritik af Sønderborg Ugeavis for ikke at have kontrolleret forholdet tilstrækkeligt inden offentliggørelse. Det følger videre af de vejledende regler, at en retsreportage bør være objektiv. På ethvert stadium af sagernes forberedelse og ved behandlingen i retten bør journalisten tilstræbe en kvalitativ ligelig gengivelse af parternes synspunkter, jf. punkt C.3. Pressenævnet finder, at det af overskrifterne fremgår, at der er tale om Anklagemyndighedens synspunkter, og at klagers synspunkter er refereret i artiklen, således at der er givet en kvalitativ ligelig gengivelse af henholdsvis Anklagemyndighedens og Smediens synspunkter. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Sønderborg Ugeavis at offentliggøre følgende: [rubrik] ”Pressenævnet kritiserer foromtale af dom [underrubrik] Sønderborg Ugeavis skrev den 9. november, at værtshuset Smedien var tiltalt for udskænkning til mindreårige. Det er ikke korrekt. [brødtekst] Værtshuset Smedien blev den 9. november 2011 – samme dag som avisens omtale – dømt for blandt andet at have overtrådt rygeloven og for at være ansvarlig for, at der havde opholdt sig gæster under 18 år i Club 1 efter kl. 01. I Sønderborg Ugeavis’ forudgående omtale af dommen var det skrevet, at Smedien også var tiltalt for at have udskænket alkohol til mindreårige. Det fremgik ikke af tiltalepunkterne. Smedien blev dømt for andre punkter, men ikke for udskænkning af alkohol til mindreårige. Smedien har klaget til Pressenævnet. Pressenævnet finder, at Sønderborg Ugeavis har tilsidesat god presseskik ved ikke at have kontrolleret oplysningen tilstrækkeligt inden offentliggørelse. Såfremt dette var sket, kunne offentliggørelsen af den forkerte oplysning have været undgået. Pressenævnet har pålagt Sønderborg Ugeavis at offentliggøre ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra nævnet kan læses på Pressenævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk” Afgjort den 19. december 2011