Erstatningsansvarslovens § 3 – Godtgørelse for svie og smerte, nævnets j.nr. 06-520-05692
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/10171@2012-07-03/da
Indhold
Erstatningsansvarslovens § 3 – Godtgørelse for svie og smerte, nævnets j.nr. 06-520-05692
Ansøger pådrog sig i august 2006 en skulderskade, da han i forbindelse med sit arbejde som dørmand blev skubbet ned af en trappe. Af økonomiske årsager sygemeldte ansøger sig dog ikke, men arbejdede videre i fuldt omfang. Arbejdsskadestyrelsen vurderede i juni 2008 ansøgers varige mén til 5 pct. I november 2009 ændrede styrelsen sin vurdering til 10 pct. varigt mén. I juni 2010 sygemeldte ansøgeren sig og startede i et revalideringsforløb. Arbejdsskadestyrelsen traf i november 2011 afgørelse om, at ansøgerens varige mén som følge af skulderskaden nu udgjorde 30 pct. Ansøgeren søgte om godtgørelse for svie og smerte. Ansøgerens advokat anførte, at sagen måtte anses for genoptaget i medfør af erstatningsansvarslovens § 11, og at der derfor – på trods af Arbejdsskadestyrelsens afgørelser om varigt mén i 2008 og 2009 – kunne tilkendes godtgørelse for svie og smerte i medfør af erstatningsansvarslovens § 11, stk. 3. Nævnet afslog ansøgningen, da der på trods af forhøjelsen af ménet fra 10 til 30 pct. ikke kunne antages at være tale om en væsentlig og uforudset ændring af helbredstilstanden, og at der dermed ikke var tale om en situation omfattet af § 11, stk. 3. Nævnet lagde vægt på, at der ikke var indtrådt ændringer i skulderskaden, der havde nødvendiggjort yderligere behandling, eller at skadens karakter i øvrigt havde ændret sig. Nævnet fandt desuden grund til at bemærke, at der ikke var dokumenteret årsagssammenhæng mellem sygemeldingen og tilskadekomsten. Der blev i den forbindelse lagt vægt på, at der forløb knap 4 år efter skaden, inden ansøger sygemeldte sig, at sygemeldingen skete, netop som et vikariat udløb, og at ansøgeren måtte antages i et vist omfang at have forværret skaden ved at fortsætte med at arbejde på trods af skaden.