Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/10217@2012-03-30/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - medhold

J.nr. 7100239-12 Ligebehandlingsnævnet fandt, at det var i strid med ligestillingsloven, at et hotel har en særlig etage med værelser, der ikke kan lejes af mænd, blot fordi de er mænd. Flertallet af nævnets medlemmer mente, at hotellet ikke havde godtgjort, at indretningen af en sådan etage tjener et legitimt formål, idet der stilles strenge krav for at fravige ligestillings-princippet. Nævnet fremhævede på ny, at hotellet ikke havde benyttet sig af muligheden for at søge dispensation fra ligestillingsloven. Dissens.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at et hotel har indrettet nogle værelser, der er forbeholdt kvindelige gæster. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det er i strid med ligestillingsloven, at indklagede har en etage med værelser, der er forbeholdt kvindelige gæster. Sagsfremstilling En mand har klaget over, at et hotel har indrettet en etage med værelser, der er forbeholdt kvindelige gæster. Hotellet har 814 værelser, hvoraf 20 er indrettet specielt til og udelukkende forbeholdt kvinder. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at det er kønsdiskriminerende, at mænd ikke kan få et værelse på etagen, der er indrettet til kvinder. Klager henviser til, at han den 24. november 2011 via hotellets hjemmeside bestilte et værelse på hotellets "lady floor" på hotellets 17. etage. Dagen efter blev klager kontaktet af hotellets direktør, der meddelte ham, at han var uønsket på denne etage, fordi han var en mand. Direktøren tilbød at stille andre værelser til rådighed for klager, men det var han ikke interesseret i. Klager henviser også til, at baggrunden for kvindeetagen angiveligt er sikkerhedsårsager. Kvinderne føler, at det er mere trygt og hygiejnisk, når de tidligere gæster på værelset ikke er mænd. Klager kan ikke forstå, at han skulle udgøre en sikkerhedsrisiko, bare fordi han er mand, og han føler sig mistænkeliggjort. De øvrige forhold vedrørende værelsernes indretning og særligt tilbehør, har klager ikke problemer med, men han ønsker, at mænd får mulighed for at bestille værelse på den etage, de vil, også selv om den er indrettet til kvinder. At mænd nægtes adgang ene og alene, fordi de er mænd, er kønsdiskrimination. At nægte muslimer, homoseksuelle eller personer med en anden hudfarve end hvid adgang til et hotel ville udløse et ramaskrig og være åbenlys diskrimination. At hotellet ikke retter sig efter nævnets afgørelse er skuffende og trist for udviklingen i et ellers frit, åbent og civiliseret land som Danmark. Indklagede afviser, at der er tale om forskelsbehandling. Indklagede oplyser, at der er 814 værelser for begge køn, og finder det ikke diskriminerende, at 20 af disse værelser er tilegnet og indrettet specielt til kvinder, som her kan networke indbyrdes. Indklagede henviser til, at 80 procent af hotellets gæster er forretningsfolk/konferencegæster af begge køn, der ofte rejser alene. Indklagede har spurgt en række kvinder om deres ønsker til indretningen af et hotel for at få et feminint touch til et businesshotel. I den forbindelse fik indklagede en række ønsker til en kvindeetage, hvor kvinder kan møde andre kvinder, der rejser alene. Der var desuden ønsker om ekstra tilbehør i form af toiletartikler, dufte, modemagasiner, blomster med videre, som indklagede ikke finder appellerer til mandlige gæster. Indklagede har haft stor efterspørgsel fra kvinder, som ønsker at bo på kvindeetagen, blandt andet på grund af, at der ikke er adgang for mænd. Indklagede er villig til at indrette nogle værelser til mænd ud fra samme princip. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Kriteriet for at kunne leje et af de 20 værelser er, at man ikke er en mand. Der er derfor tale om direkte forskelsbehandling. Et medlem udtaler: Indklagedes formål med at stille 20 ud af 814 værelser på en særlig kvindeetage til rådighed alene for kvindelige kunder må antages at være et legitimt kommercielt formål, nemlig at tjene penge ved at imødekomme nogle kvindelige kunders ønske om at kunne fravælge mandligt nærvær på den etage, de skal sove på. Indklagede erklærer sig villig til at indrette nogle herreværelser på samme vilkår som kvindeværelserne, hvis der fra de mandlige kunders side måtte være et tilsvarende ønske om at kunne fravælge kvinders nærvær. Det, klageren klager over, er således ikke, at han har mindre frihed til at fravælge det modsatte køn end de kvindelige kunder har, men nogle kvinders ønske om at fravælge mandligt nærvær og indklagedes imødekommelse af dette ønske opfatter han som ulovlig diskrimination af det mandlige køn. Ligestillingsloven og det underliggende EU-direktiv (2004/113/EF) forbyder fem varianter af kønsdiskrimination: direkte diskrimination, indirekte diskrimination, kønschikane, sexchikane og instruktion om at diskriminere. I forhold til kønschikane og sexchikane er kvinder og mænd under de nuværende samfundsforhold mange steder i verden ikke i en sammenlignelig situation. Hovedparten af ofrene for kønschikane og sexchikane er kvinder, mens mænd kun sjældnere bliver ofre for disse former for kønsdiskrimination. Begrænsning af risikoen for kønsrelateret chikane må anses for et legitimt formål. I betragtning nr. 16 i præamblen til det underliggende direktiv (2004/113/EF) siges det, at forskelsbehandling kun kan accepteres, hvis den er begrundet i et legitimt mål. Et legitimt mål kan for eksempel være beskyttelse af ofre for kønsrelateret vold (i tilfælde som oprettelse af kvindekrisecentre), hensyn til privatlivets fred og til blufærdigheden. I betragtning 17 i præamblen til direktivet siges det, at princippet om ligebehandling i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser ikke kræver, at der altid skal leveres faciliteter til mænd og kvinder på et fælles grundlag, så længe de ikke leveres på gunstigere betingelser til medlemmer af det ene køn. På det indklagede hotel har kvindelige og mandlige kunder adgang til værelser af samme kvalitet til samme pris. Dette medlem finder derfor, at det indklagede hotel bør frifindes. To medlemmer udtaler: Vi finder ikke, at der er anført forhold, som giver fuldt tilstrækkeligt grundlag for at anse ordningen for omfattet af ligestillingslovens § 3a, stk. 1, som et legitimt mål, der kan begrunde en sådan forskelsbehandling. Vi henviser herved til, at det af præamblen til Rådets direktiv 2004/113, der ligger til grund for ligestillingsloven, i pkt. 16 er anført, at forskelsbehandling kun kan accepteres, hvis den er begrundet i et legitimt mål, og at et legitimt mål for eksempel kan være beskyttelse af ofre for kønsrelateret vold, hensyn til privatlivets fred og blufærdigheden, fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder eller mænds eller kvinders interesser, foreningsfrihed og tilrettelæggelse af sportsaktiviteter. Det fremgår endvidere, at enhver begrænsning bør være hensigtsmæssig og nødvendig. Vi henviser endvidere til, at det af bekendtgørelse nr. 340 af 10. april 2007 om initiativer til fremme af ligestilling fremgår, at arbejdsgivere, myndigheder og organisationer under visse forudsætninger kan iværksætte forsøgs- og udviklingsinitiativer for en periode på indtil 2 år for at tiltrække det underrepræsenterede køn. Det er endvidere tilladt at etablere kursus- eller uddannelsesvirksomhed af op til 6 måneders varighed for det ene køn, hvis formålet er at fremme ligestilling af kvinder og mænd eller fremme kvinders og mænds lige adgang til beskæftigelse, uddannelse og ledelse og under visse betingelser tilladt i annoncer at opfordre det underrepræsenterede køn til at søge ansættelse og kompetencegivende uddannelse m.v. Det er endelig tilladt at etablere hold og undervisning mv. for det ene køn inden for idræt, herunder svømning mv. Det gælder både i private foreninger og inden for den offentlige forvaltning. I en tilhørende vejledning nr. 30 af 30. marts 2004 om initiativer til fremme af ligestilling er blandt andet anført, at hvis der skal iværksættes særlige initiativer, skal der altid være et dokumenteret behov. Det er anført, at fravigelse af ligebehandlingsprincippet kan ske til fordel for »det underrepræsenterede køn«, dvs. både til gavn for kvinder og mænd. Det er endvidere anført, at initiativet skal fremme begge køns muligheder på områderne. Det er derfor en forudsætning, at man kender til de faktiske uligheder mellem kvinder og mænd inden for det aktuelle område. Der er tale om en objektiv vurdering, hvorfor det anføres, at faktiske uligheder mellem kvinder og mænd typisk kan dokumenteres gennem analyser og statistik. Indklagedes initiativ falder ikke umiddelbart ind under de mål, der er angivet i præamblen og heller ikke under de initiativer, der undtagelsesvis kan tages uden tilladelse, jf. bekendtgørelsen og vejledningen, og indklagede har ikke dokumenteret, at der består sådanne faktiske uligheder mellem mænd og kvinder inden for indklagedes branche, at der er behov for at fravige det klare udgangspunkt om ligestilling. Indklagede har heller ikke - hverken forud for indretningen eller efter nævnets oplysninger i afgørelse af 11. november 2011 om muligheder herfor - indgivet ansøgning til vedkommende ressortminister (Erhvervs- og vækstministeriet) om dispensation efter ligestillingslovens § 3, stk. 1. Det anføres herom i den ovennævnte vejledning, at fagministrene på hver deres område kan tillade særlige initiativer, der har til formål at forebygge eller opveje forskelsbehandling på grund af køn. Dette kan ske, selvom det strider mod forbudet mod forskelsbehandling. Det skyldes, at initiativer kan være nødvendige for at opfylde lovens målsætning om ligestilling af kvinder og mænd. Det fremgår videre af vejledningen, at fagministeren beslutter, om initiativet opfylder lovens krav, og om anmodningen skal imødekommes. Til brug for denne vurdering kan der for eksempel foreligge statistiske oplysninger eller undersøgelser. Det fremgår endelig, at arbejdsgivere, myndigheder og organisationer, der vil fravige ligebehandlingsprincippet, skal have tilladelse først, med mindre forskelsbehandling er tilladt efter bekendtgørelsen om initiativer til fremme af ligestilling. Hvis der ikke er givet en tilladelse, eller hvis et initiativ ikke er tilladt efter bekendtgørelsen, kan der rejses sag, og der vil eventuelt kunne blive tale om en godtgørelse. Dette gælder, uanset om overtrædelsen er sket for at fremme ligestilling. Disse to medlemmer finder derfor, at indklagede overtræder ligestillingsloven ved at udelukke mænd fra at leje de 20 værelser alene på grund af deres køn. Der træffes afgørelse efter flertallet. Klager får derfor medhold i klagen.

Versioner

1. 2012-03-30 · til 2025-01-29