Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sagsbehandling - kompetence - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/10230@2012-06-01/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sagsbehandling - kompetence - ej medhold
J.nr. 7100301-12 Ligebehandlingsnævnet havde ikke kompetence til, at behandle en klage over påstået forskelsbehandling på grund af køn, som følge af manglende kønsmainstreaming af forældreansvarsloven i det lovforberedende arbejde i 2005-2007. Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til, at behandle klager over ligestillingslovens § 4, hvorefter alle offentlige myndigheder har pligt til inden for deres område, at arbejde for ligestilling og indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning. Sagen blev derfor afvist.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn, som følge af manglende kønsmainstreaming af forældreansvarsloven undervejs i det lovforberedende arbejde i 2005-2007. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at behandle klagen. Sagsfremstilling Der er klaget over, at den daværende minister for Familie- og Forbrugeranliggender i forbindelse med nedsættelse af udvalget, der i 2006 afgav betænkningen "Barnets perspektiv", ikke fik udarbejdet et kommissorium, der foreskrev, at ligestillingsforhold skulle vurderes, så lovgivning kunne konsekvensvurderes. Der er ligeledes klaget over, at den daværende minister for Familie- og Forbrugeranliggender ikke forud for vedtagelsen af forældreansvarsloven i 2006-2007 fik foretaget en egentlig kønsmainstreaming. Indklagede, den relevante styrelse, har som svar på klagen henvist til afsnittet om ligestilling i bemærkningerne til lovforslaget til forældreansvarsloven. Klagerne ønsker at få Ligebehandlingsnævnets vurdering af, om den fremgangsmåde, der blev anvendt, var lovmedholdelig, ligesom klagerne om muligt ønsker det undersøgt, af hvilke grunde kønsmainstreaming ikke blev gennemført i det lovforberedende arbejde i perioden 2005 og frem til lovens vedtagelse. Parternes bemærkninger Klagerne gør gældende, at der under det lovforberedende arbejde af forældreansvarsloven i 2005 til 2007 ikke blev foretaget en egentlig kønsmainstreaming. Klagerne finder ikke, at bemærkningerne til lovforslaget om kønsligestilling dokumenterer, at der blev foretaget undersøgelser, som udgør kønsmainstreaming. Klagerne henviser til Ligestillingsafdelingens hjemmeside og oplyser, at det deraf fremgår at: ". . . Mange lovforslag er relevante at ligestillingsvurdere. Som udgangspunkt er lovgivningen kønsneutral. Det er imidlertid ikke det samme, som at virkningen af en lovgivning ikke får større betydning for det ene køn frem for det andet. Derfor skal man være bevidst om kønsaspektet fra starten, og oplysninger om konsekvenserne af loven bør indgå i beslutningsprocessen. Kun på den måde er det muligt at have et billede af, hvordan et lovforslag vil påvirke borgerne. . . . For alle lovforslag er det relevant at vurdere hvilke grupper, der vil blive berørt af lovforslaget og på hvilken måde. Lovforslagets konsekvenser for levevilkårene for grupper af mennesker m.h.t. f.eks. økonomi, sundhed, arbejdsmarkedstilknytning, uddannelse osv. kan meget vel være forskellige for kvinder og mænd. Det kræver viden om mænds og kvinders vilkår og situation på det område, som loven handler om. Første fase i arbejdet er at undersøge, om der overhovedet er relevante kønsaspekter af det nye lovforslag. I den fase er grundlæggende data og statistik afgørende. Men det er mindst ligeså afgørende at stille sig selv de relevante spørgsmål: Hvem er målgruppen for lovforslaget, og kommer lovforslaget til at påvirke hverdagen for en del/dele af befolkningen? Er der forskel på kvinders og mænds vilkår og tilværelse på dette område, og hvordan gør det sig gældende (er der forskellige rettigheder, normer, deltagelse mv.)? Hvis svaret på et af spørgsmålene er "ja", så er der brug for en ligestillingsvurdering." Klagerne mener, at styrelsen og resten af Folketinget har misforstået, hvad kønsmainstreaming går ud på. Der ses ikke i forbindelse med den gennemførte lovproces at være foretaget dataindsamling og ej heller analyser, som er sædvanlige ved kønsmainstreaming. Der blev ikke taget højde for, om lovforslaget medførte direkte eller indirekte forskelsbehandling. Ligestillingsvurderingen i bemærkningerne til lovforslaget drejer sig om, hvorvidt der sker en ligestilling af forældrene i forhold til barnet, og ikke hvorledes lovgivningen påvirker gruppen af kvinder og gruppen af mænd samt ikke, hvorledes børnene berøres i den forbindelse. Klagerne finder det bemærkelsesværdigt, at små børns tilknytning til moderen ikke er et område, som er berørt i ligestillingsvurderingen, da psykologiske teorier fastslår, at små børn har forskellig relation til henholdsvis en mor og en far, og at en forstyrrelse af barnets tilknytningsproces kan have betydning for, hvorvidt en normaludvikling kan imødeses. Da de anbefalede analyser ikke er gennemført, er der stor risiko for, at lovgivningen har baseret sig på myter, som der florerer mange af indenfor netop kønnede felter. Efter klagernes opfattelse, betyder de manglende analyser, at der skete og fortsat sker en sløring af de ulykkelige konsekvenser, som loven afstedkommer for navnlig børnene og kvinderne. Indklagede har oplyst, at forældreansvarsloven, som trådte i kraft den 1. oktober 2007, bl.a. bygger på betænkningen "Barnets perspektiv", som blev afgivet af Udvalget om Forældremyndighed og Samvær. Der blev i forslaget til forældreansvarsloven foretaget en ligestillingsvurdering. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at: ". . . Forslaget til forældreansvarsloven har til hensigt at gøre reglerne på forældremyndigheds- og samværsområdet mere tidssvarende, så de passer på familiernes struktur i samfundet. Lovforslaget skal være med til at sikre, at forældre i højere grad ligestilles i forbindelse med sager om forældremyndighed og samvær. Samtidig er titlen på loven med til at understrege et af lovens hovedprincipper, nemlig at barnet har ret til to forældre. Dette grundlæggende princip indebærer, at forældrene - uanset de ikke lever sammen længere - skal tage ansvaret for barnet, dels ved at drage omsorg for barnet, og dels ved at samarbejde omkring væsentlige beslutninger om barnet." Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender skal endvidere bemærke, at lovforslagets bestemmelser vil indebære, at ægtefæller og samlevende lettere vil være i stand til at opretholde den fælles forældremyndighed i forbindelse med en samlivsophævelse. Dette sker ved, at der foreslås indført en bestemmelse om, at den fælles forældremyndighed alene kan ophæves ved domstolene, hvis der foreligger tungtvejende grunde herfor. Den fælles forældremyndighed vil således være med til at fremme ligestillingen, idet flere fædre end i dag vil få del i forældremyndigheden. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn udenfor arbejdsmarkedet, jf. ligestillingslovens §§ 2 og 2b. Efter ligestillingslovens § 4 har alle offentlige myndigheder pligt til inden for deres område at arbejde for ligestilling og indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning. Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at behandle klager over ligestillingslovens § 4, hvorfor sagen afvises.