Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - uddannelse - medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/10257@2012-03-14/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - uddannelse - medhold
J.nr. 7100105-12 Klagen drejede sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder, idet det indklagede universitet havde en regel, hvorefter prisopgavebesvarelser kun kunne indleveres af personer, som ikke var fyldt 30 år på tidspunktet for udskrivelsen. Ligebehandlingsnævnet fandt, at der var tale om direkte forskelsbehandling på grund af alder, idet studerende eller andre, der ikke er ansat ved det indklagede universitet, og som var over 30 år, ikke kan indlevere en prisopgavebesvarelse. Nævnet havde i denne forbindelse lagt vægt på, at besvarelse af sådanne opgaver tager sigte på at fremme muligheden for lønnet arbejde, da besvarelsen kan kvalificere et studieforløb og da formålet med prisopgaver blandt andet er at motivere til en forskerkarriere. Det indklagedes universitets regler for prisopgaver er således i strid med forskelsbehandlingsloven, og klager fik derfor medhold i klagen.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder, idet det indklagede universitet har en regel, hvorefter prisopgavebesvarelser kun kan indleveres af personer, som ikke er fyldt 30 år på tidspunktet for udskrivelsen. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det indklagede universitets regler om prisopgaver, hvorefter prisopgavebesvarelser kun kan indleveres af personer under 30 år, er i strid med forskelsbehandlingsloven. Sagsfremstilling Klager, der er 41 år, har klaget over, at det indklagede universitet har en regel, hvorefter prisopgavebesvarelser kun kan indleveres af personer, der ikke er fyldt 30 år på tidspunktet for udskrivelsen af opgaven. Det fremgår af universitetets regler om prisopgaver, at "Prisopgavebesvarelser kan indleveres af personer, som ikke er fyldt 30 år på tidspunktet for udskrivelsen. Forfatteren må ikke ved indleveringen være ansat som adjunkt, lektor, professor eller i en tilsvarende stilling ved universitetet." Parternes bemærkninger Klager påstår, at indklagedes regel om, at prisopgavebesvarelser kun kan indleveres af personer under 30 år, er udtryk for aldersdiskrimination af ældre studerende. Der er ikke nogen aldersmæssige begrænsninger, når man søger optagelse på et af universitetets uddannelser, da dette følger et princip om lige adgang for alle fagligt kvalificerede ansøgere. Ved at stille et krav om, at kun personer under 30 år kan indlevere en prisopgavebesvarelse, udelukkes studerende på eksempelvis 31, 41 eller 61 år fra at deltage i denne form for studieaktivitet. Diskriminationen er urimelig, fordi en studerendes alder ikke giver hverken bedre eller dårligere forudsætninger for at besvar en prisopgave. En studerendes alder er heller ikke et mere fordelagtigt eller byrdefuldt konkurrenceparameter. Alderen sidestilles efter universitetets regel med personer, der har betydelig forsknings- eller uddannelsesbaggrund. Hvad er hensynet bag beskyttelsen af studerende under 30 år i forhold til studerende over 30 år, når deres uddannelsesmæssige baggrund er sammenlignelig? Klager ønsker, at universitetets tilpligtes at ændre deres regler, således at der ikke længere lægges vægt på den studerendes alder. Indklagede afviser, at aldersbegrænsningen i reglerne om prisopgaver er udtryk for diskrimination på usagligt grundlag. Baggrunden for reglen er, at prisopgaverne primært skal inspirere og give unge mulighed for at prøve, hvordan det er at være forsker på højere plan end specialeniveau. Reglen er udformet, så det forudsættes, at prisopgaver i almindelighed besvares af personer i slutningen af studiet eller som netop har afsluttet studiet. Indklagede har på den baggrund anset en aldersgrænse på 30 år for at være rimelig. Det afgørende i forhold til aldersbegrænsningen er, om der diskrimineres på usagligt grundlag. Det gør aldersgrænsen for indlevering af prisopgaver efter indklagedes vurdering ikke. Der udskrives et begrænset antal prisopgaver i forhold til indklagedes mange uddannelser. Opgaverne udskrives ikke specifikt til universitetsstuderende, men kan med de begrænsninger, der følger af reglerne, besvares af alle. Erhvervelsen af en medalje for besvarelse af en prisopgave er et vigtigt led i en forskerkarriere, men er på ingen måde en nødvendighed. Der er intet, der forhindrer ældre eller universitetsansatte i at lade sig inspirere af prisopgaver og skrive artikler og bøger om emnet. Det er alene deltagelsen i konkurrencen, som begrænses med reglerne. Spørgsmålet om aldersdiskrimination i forhold til reglerne om prisopgaver har været behandlet tidligere, dels som et § 20 spørgsmål til videnskabsministeren, og dels ved en henvendelse fra en studerende til Universitets- og Bygningsstyrelsen. Videnskabsministeren henviste i sit svar til universiteternes ret til at fastsætte regler om udskrivning og konvertering af prisopgaver, og fandt på baggrund af indklagedes udtalelse ikke grundlag for at foretage videre. Universitets- og Bygningsstyrelsen bemærkede i deres afgørelse, at universiteter kan udskrive prisopgaver, men at de ikke er forpligtede hertil. Universiteter kan efter eget valg udskrive prisopgaver inden for fagområder, hvor det findes formålstjenstligt, og de kan i den forbindelse fastsætte regler herom. Som følge af universiteternes selvstyre er der ganske vide rammer for fastsættelse af sådanne regler. Universiteterne er som forvaltningsmyndigheder undergivet de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger som eksempelvis krav om saglig begrundelse, lighedsprincippet m.v. Universitets- og Bygningsstyrelsen fandt ikke anledning til at gøre videre. En kopi af afgørelsen blev sendt til Folketingets Ombudsmand. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af eksempelvis alder. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille nogle personer ringere end andre personer på grund af deres alder, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Virksomheder, der udbyder undervisning, kurser og lignende er også forpligtet til at respektere forbudet mod forskelsbehandling. Dette gælder for eksempel kursusvirksomheder og universiteter, i det omfang institutionens tiltag tager sigte på at fremme muligheden for lønnet arbejde. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Det fremgår af indklagedes regler om prisopgaver, at besvarelser kun kan indleveres af personer, der ikke på tidspunktet for udskrivelse af opgaven er fyldt 30 år. Der er dermed tale om direkte forskelsbehandling på grund af alder, idet studerende eller andre, der ikke er ansat ved det indklagede universitet, og som er over 30 år, ikke kan indlevere en prisopgavebesvarelse. Nævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at besvarelse af sådanne opgaver tager sigte på at fremme muligheden for lønnet arbejde, da besvarelsen kan kvalificere et studieforløb og da formålet med prisopgaver blandt andet er at motivere til en forskerkarriere. Det indklagedes universitets regler for prisopgaver er således i strid med forskelsbehandlingsloven, og klager får medhold i klagen.