Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - ej medhold

GældendeVersion 2012-02-22
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/10260@2012-02-22/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - ej medhold

J.nr. 7100106-12 Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med kravet om angivelse af alder i forbindelse med brugen af elektronisk jobansøgning. Nævnet fandt ikke, at indklagede havde handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Nævnet lagde vægt på, at der ikke er forbud mod at indhente eller modtage oplysninger om alder. Nævnet fandt derudover ikke, at der i øvrigt var fremlagt oplysninger, der gav anledning til at formode, at indklagede forskelsbehandlede ansøger på grund af alder i forbindelse med deres ansættelsesprocedure.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med krav om angivelse af alder ved jobansøgning. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Indklagede har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Sagsfremstilling Klager er født i 1951. I forbindelse med jobansøgning hos indklagede stilles der krav om, at stillingen søges via deres hjemmeside. Parternes bemærkninger Klager påstår, at det er i strid med loven, at man skal oplyse sin alder i forbindelse med jobansøgning hos indklagede. Indklagede kræver, at man søger stillinger hos dem via deres hjemmeside. Her bliver man afkrævet en række oplysninger for overhovedet at kunne søge stillingen. En af oplysningerne er fødselsdag og år - eller alder. Potentielt kan denne oplysning bruges til automatisk at frasortere ansøgere allerede inden samtalen. Klager ved ikke, om det rent faktisk sker, men det er urimeligt, at en offentlig virksomhed afkræver en ansøger denne oplysning for overhovedet at ville modtage en ansøgning. Personalestyrelsen (nu Moderniseringsstyrelsen) har anført, at indkøbet af et fælles statsligt rekrutteringssystem "blandt andet skal sikre et tværstatsligt statistikgrundlag". Klager finder det underligt at nævne dette punkt som det første. Formålet må vel under alle omstændigheder være at fremskaffe de bedst egnede ansøgere til de opslåede stillinger. Klager er primært utilfreds med det forhold, at det ikke er muligt at fremsende en ansøgning uden at oplyse alder. Samtykkeerklæringen er med andre ord "tvangsmæssig", da ansøgningen kun kan fremsendes med oplysningen og samtykket. Når det af oplysningerne fra Moderniseringsstyrelsen fremgår, at det er muligt at fremsende/modtage en ansøgning pr. e-mail eller brev, så fremgår det netop ikke af opslagene. Tværtimod. Fremsendelse via eRekruttering angives som den eneste mulighed. Det er omvendt klart, at hvis der i opslaget blev oplyst en adress/e-mail, hvortil ansøgningen alternativt kunne sendes, så er tvangselementet ikke til stede. Når oplysningen om blandt andet alder indsamles til statistiske formål, så må det være muligt for forskellige myndigheder, herunder Ligebehandlingsnævnet, at be- eller afkræfte mistanken om diskrimination. Det kræver så, at statistikken udvides til at muliggøre sammenligninger mellem feltet af ansøgere, ansøgere til samtale og den udvalgte kandidat. Klager har dog svært ved at se andre formål hvor indsamling af statistik på ansøgerens alder kan være af interesse. Indklagede påstår frifindelse. Alle ansøgere anmodes om at oplyse deres fødselsdato. Det er en standardopsætning i systemet, som indklagede ikke har haft indflydelse på. Moderniseringsstyrelsen har stået for denne del. Alder indgår ikke som et kriterium i forbindelse med udvælgelsen af kandidater til de ledige stillinger, der skal besættes. Moderniseringsstyrelsen har afgivet en udtalelse i sagen. I beslutningsgrundlaget udarbejdet forud for indkøbet af et fælles statsligt rekrutteringssystem var det forudsætningen, at indkøbet blandt andet skulle sikre et tværstatsligt statistikgrundlag. Derfor blev der opsat et antal faste ansøgningsskemaer i systemet, der skulle sikre en ensartet indsamling af visse ansøgerdata, blandt andet køn, alder og bopæl. Da formålet netop er at indsamle ensartede data, er det ikke gjort muligt for institutionerne at tilpasse ansøgningsskemaerne. Det er heller ikke gjort muligt for ansøgerne ikke at svare på visse dele af spørgsmålene. I forbindelse med etableringen af Statens eRekruttering, herunder de standardiserede ansøgningsskemaer der ligger til grund for dataindsamlingen, blev disse vurderet i forhold til relevant lovgivning. Det indgik i overvejelserne, at der alene ved at stille disse spørgsmål kunne være en formodning for, at oplysningerne indgik som et kriterium i ansættelsen, og at der dermed var en formodning for diskrimination. Det er vurderingen, at det er i overensstemmelse med gældende lovgivning at bede ansøgerne om at oplyse køn, alder og bopæl med henblik på at kunne udarbejde statistiske opgørelser over ansøgerfeltet både i de enkelte institutioner og på tværs af staten. Det er en forudsætning, at den enkelte ansøger oplyses om formålet med indsamlingen af oplysninger. Derfor er der udarbejdet en kort standardinformation til ansøgeren. Ansøgeren skal give sit samtykke til, at informationen kan registreres og anvendes til rekrutteringsformål. Formålet med at indsamle data er at vurdere og kontakte kandidater, som er interesserede i og kvalificerede til nuværende eller kommende ledige stillinger i institutionen. Dog anvendes oplysninger om køn og fødselsdato alene til statistiske formål. Ønsker ansøger eventuelt ikke at aflevere sin ansøgning gennem systemet, er institutionerne forpligtet til at modtage og behandle ansøgninger pr. email eller brev. Institutionerne er forpligtet til at sikre god sagsbehandling af alle ansøgninger på baggrund af alle de oplysninger, som ansøgerne stiller til rådighed i processen. I den vejledning i god praksis, der er udarbejdet til systemet, præciseres det, at anvendelse af oplysninger om køn og alder som kriterium i udvælgelsen vil være i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling og lov om ligebehandling af mænd og kvinder. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Forbuddet mod forskelsbehandling betyder, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse. En arbejdsgiver må heller ikke i forbindelse med eller under ansættelsen af en lønmodtager anmode om, indhente eller modtage og gøre brug af oplysninger om dennes race, hudfarve, religion, politiske anskuelse, seksuelle orientering eller nationale, sociale eller etniske oprindelse. Nævnet finder ikke, at indklagede har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Nævnet har lagt vægt på, at det af loven fremgår, at der ikke er forbud mod at indhente eller modtage oplysninger om alder. Selvom det ikke fremgår af indklagedes hjemmeside eller stillingsopslag, at det er muligt at sende en ansøgning pr. mail eller brev, så finder nævnet ikke, at der i øvrigt er fremlagt oplysninger, der giver anledning til at formode, at indklagede forskelsbehandler ansøgere på grund af alder i forbindelse med deres ansættelsesprocedure. Indklagede har derfor ikke handlet i strid med loven.

Versioner

  1. 2012-02-22