Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold

GældendeVersion 2012-05-09
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/10266@2012-05-09/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold

J.nr. 7100150-12 Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afskedigelse fra stilling som Senior Specialist i et medicinalfirma. Klager havde ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling. Der var ikke holdepunkter for at antage, at klagers alder var indgået som kriterium ved beslutningen om afskedigelse. Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afskedigelse. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sit arbejde i marts 2009. Sagsfremstilling Klager er født i 1947. Den 1. januar 1999 blev klager ansat hos indklagede. Han havde titel af Senior Specialist. Af resumeskema for medarbejdersamtale fra marts 2008 fremgår det, at klager havde følgende arbejdsopgaver: - ajourføring af Site Master Plan med angivelse af, hvad de næste byggerier kunne være; - ajourføre kontorplan og kontorallokering med angivelse af kommende kontorrokader; - sikre/bistå afslutning af projekterne x og y - medlem af byggestyregruppen; - sikre driften af aktivitetscenter z - medlem af sportsudvalget - bidrage til at ajourføre Site Master Plan ved at bistå med start af konkret angivne projekter; - sikre gode naborelationer; - følge etableringen af ny lokalplan i samarbejde med naboerne langs vejen; - assistere datterselskaber i forbindelse med etablering af kontorer, udvidelser og fornyelser. Af fremlagt opsigelse fremgik blandt andet, at "dit job bortfalder som følge af faldende byggeaktivitet i [indklagede]". Af mail af 20. marts 2009 fra indklagedes ombudsmand til klager og [navn] fremgår, at klager og indklagede havde den opfattelse af situationen, at der var et fald i byggeaktiviteterne. Klager havde dog også gjort ombudsmanden opmærksom på, at indklagede planlagde at bruge ekstern hjælp til flytninger, både i hovedsædet, og hos et af de store datterselskaber. Disse aktiviteter mente klager, at han kunne stå for da han, i modsætning til en ekstern partner, kendte alle og alle bygningerne. Ombudsmanden henviste til indklagedes seniorpolitik, hvoraf fremgik, at man skulle se på muligheder for netop sådanne personer som klager i form af nedsat arbejdstid, måske en anden type arbejde, dog under behørig hensyn til arbejdspladsen. Ud fra dette foreslog han, at parterne prøvede at se på, hvilke aktiviteter der kunne være aktuelle og herefter fandt en løsning, der indebar stor fleksibilitet fra begge parter. Det kunne måske blive 60 % arbejdstid i perioder, måske 100 % i andre perioder. Klager fulgte op på dette i en mail til [navn] et par dage senere, hvor han skrev, at han var fleksibel med hensyn til varierende arbejdsmængde og indsats. Der var jo ikke tale om, at klagers arbejde forsvandt, men at det i perioder kunne blive mindre. Det ville derfor være til gavn for både klager og indklagede, at klager beholdt sit arbejde delvist, og at indklagede betalte klager for det nødvendige antal timer/dage. Den 26. marts 2009 blev klager afskediget til fratrædelse med udgangen af december 2009. Af stillingsopslag, udskrevet fra nettet den 8. september 2011, fremgik det, at indklagede søgte en medarbejder til følgende arbejdsopgaver: " Du kommer til at gennemføre større såvel som mindre byggetekniske projekter inden for optimering og udbygning af [indklagedes] bygningsmasse - vores typiske opgaver er: - at supportere kunderne med de løbende personaleflytninger som kendetegner vores dynamiske organisation - at danne beslutningsgrundlag for ledelsen i form af masterplaner - at varetage ændring og vedligeholdelse af [indklagedes] veje, kloakker, belysning osv. - at have myndighedskontakt ift. Byggeprojekter Dette indebærer, at du dagligt har bredt samarbejde med interne såvel som eksterne partnere. En stigende del af vores arbejdsopgaver er uden for landets grænser, hvorfor rejseaktivitet kan forekomme. " Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet uretmæssigt afskediget på grund af alder, og at han har påvist faktiske omstændigheder, der skaber en formodning for, at han blev udsat for forskelsbehandling. Han har derfor ret til en godtgørelse. Den påståede nedlæggelse af klagers stilling var ikke reel, da en væsentlig del af klagers arbejdsopgaver ikke bortfaldt. Det bekræftes af det forhold, at indklagede efterfølgende søgte en medarbejder til at varetagers klagers tidligere opgaver. Afskedigelsen var derfor begrundet i klagers alder. Klager havde også ansvaret for renoveringer og opførelsen af nye bygninger i indklagedes datterselskaber. Klager udførte projekter i forskellige lande i Europa og i USA. I starten af 2009 blev et større projekt i USA sat i bero på grund af besparelser. Klager blev samtidig hermed indkaldt til møde af sin chef, der oplyste, at man var nødsaget til at afskedige klager, da hans stilling skulle nedlægges. Klager var i chok. Godt nok skulle projektet i USA stilles i bero, men der var jo fortsat alle de andre funktioner, der skulle varetages. Kun en mindre del af klagers arbejde havde at gøre med direkte byggeaktiviteter på indklagedes grund i by X. Klager havde også ansvaret for andre funktioner, der ikke forsvandt: - lokale administration for cirka 2.000 ansatte i by X - ansvaret for Master Planer for siten i by X - kontakt til myndigheder i forbindelse med sitens indretning - projektleder for internationale projekter Disse funktioner var indeholdt i arbejdsbeskrivelsen for den nye medarbejder, der blev ansat cirka 10 måneder efter klagers fratræden. Klagers stilling blev med andre ord ikke nedlagt. Som dokumentation herfor har klager fremlagt stillingsannonce, hvoraf fremgår, at stillingsbeskrivelsen var en 95 procent kopi af klagers stillingsbeskrivelse. Klager har også fremlagt referat fra hans seneste årlige medarbejdersamtale, hvor hans arbejdsområder er beskrevet. I forbindelse med afskedigelsen kontaktede klager den interne ombudsmand hos indklagede, der mente, at indklagede burde finde en løsning for klager i tråd med seniorpolitikken. Der skulle ikke "opfindes" et job til klager, men det var heller ikke nødvendigt, da klager kunne have fortsat med de eksisterende opgaver. Klager tilbød midlertidigt at gå ned i løn eller tid, men det hjalp heller ikke. Klagers arbejdsopgaver blev givet til en yngre medarbejder. Klager har fremlagt korrespondancen med den interne ombudsmand. Klager bestrider, at der skete en ændring af arbejdsgangen vedrørende internationale projekter. I alle de år, klager var involveret i internationale projekter, blev der ført tilsyn af specialister i for eksempel ventilation. Den arbejdsgang der er beskrevet som den nugældende er derfor heller ikke ny eller ændret i forhold til, da klager var ansat. Klager bestrider også, at indklagede skulle have forsøgt at finde en anden beskæftigelse til klager forud for opsigelsen af ham. Det er ikke på nogen måde blevet nævnt overfor klager. Det var også kutyme hos indklagede, at man indkaldte afskedigede medarbejdere til en afsluttende samtale. Klager blev aldrig indkaldt til sådan en samtale. Indklagede påstår frifindelse. Der er ikke sket forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afskedigelsen af klager, ligesom klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af alder. Der er ikke nogen af de indvendinger, som klager har anført overfor opsigelsens saglighed, der på nogen måde antyder, at klagers alder skulle have haft indflydelse på indklagedes beslutning om at afskedige klager. Det ligger udenfor nævnets kompetence at foretage en vurdering af parternes udlægning af det faktiske forløb. Hvis nævnet finder det relevant at foretage en afvejning af parternes respektive udlægninger, vil der i sagens natur være tale om spørgsmål, der forudsætter bevisførelse, hvorfor sagen allerede af denne grund bør afvises. Klager blev ansat hos indklagede på et tidspunkt, hvor man ekspanderede kraftigt. I 2009 ændrede indklagedes situation sig, og det var nødvendigt at indskrænke og foretage besparelser. Et af de områder, der blev ramt, var byggeaktiviteterne. Det medførte, at indklagede ikke kunne opretholde klagers stilling, og man derfor var nødt til at opsige klager. Andre jobfunktioner blev også berørt af besparelserne, og i september 2009 blev det nødvendigt at afskedige 213 medarbejdere. Efter klagers fratræden blev de resterende opgaver integreret i indklagedes ingeniørafdeling og blev varetaget af flere forskellige medarbejdere i afdelingen. En projektleder for site projekter påtog sig ansvaret for klagers opgaver vedrørende Site Manager rollen. På grund af den faldende byggeaktivitet var denne opgave ikke nær så omfattende som tidligere. I ingeniørafdelingen var der også ansat en række ingeniører, der hver havde deres kompetence/specialist område. Var det eksempelvis en opgave, der handlede om tilsyn med ventilation i et byggeprojekt i USA, ville den ansvarlige indenfor ventilation i ingeniørafdelingen påtage sig denne opgave. Der var derfor ikke længere én medarbejder, der påtog sig hele tilsynsopgaven med internationale projekter men flere medarbejdere, der hver især deltog indenfor deres kompetence/specialist område. Det er korrekt, at indklagede i november 2010 havde behov for en bygningsingeniør og derfor søgte en ny medarbejder. Det er dog ikke korrekt, at denne medarbejder skulle varetage det arbejde, som klageren havde haft. Der blev specifikt søgt efter en medarbejder, der havde en uddannelse som bygningsingeniør. Forud for beslutningen om at gennemføre en nyansættelse havde indklagede sammenlagt vedligeholdelsesaktiviteterne og projektaktiviteterne for sin bygningsmasse i en site sektion under ingeniørafdelingen. Dette ansvar var tidligere delt mellem vedligeholdelsesafdelingen og ingeniørafdelingen. Stillingen, der blev slået op i november 2010, var derfor mere af operationel karakter end den, klager blev opsagt fra i marts 2009. Indklagede bemærker, at stillingen først blev slået op mere end 1 ½ år efter opsigelsen af klager. Der er i klagen henvist til indklagedes seniorpolitik, der gjorde det muligt at fastholde mange ældre medarbejdere i ansættelsen. Oftest var det på helt almindelige vilkår, men indklagede havde også seniorer ansat, der arbejdede på nedsat tid eller i tilpassede stillinger. Det var dog vigtigt, at alle job hos indklagede tilførte værdi, hvorfor det ikke var muligt at "opfinde" job - heller ikke et seniorjob. I klagers tilfælde bortfaldt jobbet, og der var på det tidspunkt ikke andre mulige job, som klager kunne bestride, og den eneste mulighed var derfor at opsige klager. Klager blev ikke opsagt på sædvanlige funktionærvilkår. Han oppebar en række ekstra ydelser, der stillede ham bedre, end han ville have været stillet efter loven. Ydelserne repræsenterede i alt en værdi på cirka 225.000 kr. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af blandt andet en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Nævnet finder ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager har været udsat for forskelsbehandling på grund af alder. Der er herved lagt vægt på, at der ikke i sagens oplysninger er holdepunkter for at antage, at klagers alder har indgået som kriterium i beslutningen. Det forhold at dele af klagers arbejdsopgaver muligvis blev bevaret efter afskedigelsen af klager, og at indklagede undlod at følge op på forslaget fra den interne ombudsmand om ændrede ansættelsesvilkår for klager, kan ikke føre til nogen anden vurdering. Det kan ligeledes ikke tillægges betydning, at indklagede i november 2010 søgte efter en medarbejder til at varetage arbejdsopgaver, der mindede om klagers arbejdsopgaver. Nævnet finder således ikke, at der er fremlagt oplysninger eller beskrevet forhold, som kan understøtte formodningen for, at indklagede har inddraget klagers alder ved vurderingen af, hvem der skulle opsiges.

Versioner

  1. 2012-05-09