Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/10270@2012-06-01/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold
J.nr. 7100170-12 Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at en 61-årig mand blev afskediget fra sin stilling som specialkonsulent i et ministerium. Nævnet fandt ikke, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han blev udsat for forskelsbehandling på grund af alder. Nævnet lagde vægt på, at indklagede som følge af den bevillingsmæssige situation skulle afskedige et større antal medarbejdere. Indklagede opstillede en række saglige og objektive kriterier til brug for udvælgelsen af de medarbejdere, der skulle afskediges. Alder indgik ikke som kriterium. Klager fik derfor ikke medhold.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at en 61-årig mand blev afskediget fra sin stilling som specialkonsulent i et ministerium. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra stillingen som specialkonsulent hos indklagede. Sagsfremstilling Klager overgik i maj 1996 til en stilling som specialkonsulent i et ministerium. Klager havde været ansat i ministeriet siden 1980. Ved brev af 3. februar 2011 blev klager varslet afskediget til fratræden den 1. september 2011. Det fremgik af varslingsbrevet, at ministeriet skulle afskedige en række medarbejdere på grund af den bevillingsmæssige situation. Udvælgelsen af de medarbejdere, som ministeriet påtænkte at afskedige, var sket efter en samlet tværgående vurdering. Det var blandt andet anført i varslingsbrevet, at: "Kriterierne for udvælgelsen er defineret under hensyn til ministeriets værdigrundlag (mission og vision). Kriterierne skal sikre, at ministeriet har den medarbejdersammensætning, herunder de kvalifikationer, der er brug for til at løse opgaverne med høj kvalitet fremover i den nye struktur. . . . Udvælgelsen af dig som en af de medarbejdere, der ud fra den givne situation bedst vil kunne undværes, er således sket på baggrund af en samlet vurdering af dine faglige og personlige kvalifikationer og hidtidige resultater, set i forhold til de øvrige medarbejdere i ministeriet og i forhold til de opgaver, som [ministeriet] løser og skal løse fremover. Ministeriet vil gerne understrege, at begrundelsen for at du påtænkes afskediget alene er ministeriets bevillingsmæssige situation." Klagers faglige organisation protesterede over den påtænkte afskedigelse. Den faglige organisation henviste til, at der ikke var proportionalitet mellem ønsket om økonomisk og personalemæssigt råderum og afskedigelsen af medarbejdere. Organisationen fandt, at der ikke var saglighed i afskedigelserne, idet en del af disse senere kunne vise sig at være overflødige. Aldersfordelingen af de varslede medarbejdere i hele ministeriet fremgår af følgende oversigt. Der blev afskediget i alt 65 medarbejdere i forbindelse med den varslede afskedigelsesrunde, heraf 26 ved frivillig fratræden. Parternes bemærkninger Klager ønsker at få godtgørelse for uberettiget opsigelse. Klager henviser til, at han havde været ansat i 31 år. Der var 16 akademisk uddannede medarbejdere i afdelingen. Alle bortset fra klager var under 40 år. Afdelingschefen, der havde udvalgt klager til afskedigelsen, havde tre dage før varslingen af afskedigelsen eksplicit udtrykt sin præference for yngre medarbejdere, idet hun i en tale til medarbejderne havde sagt, at "Det er så dejligt at arbejde sammen med alle jer unge mennesker". Klager mener, at der er relevant at se på afskedigelserne i hver afdeling for sig, da det på forhånd blev meldt ud, hvor mange stillinger den enkelte afdeling skulle spare. Klager henviser til, at ifølge ministeriets statistik var kun syv af de 55 medarbejdere, der fratrådte, under 45 år, selvom næsten halvdelen af medarbejderne var under den alder. Det er klagers opfattelse, at indklagede benyttede lejligheden til at opnå en foryngelse af medarbejderstaben, idet indklagede ikke som tidligere gennemførte personalereduktionen ved naturlig afgang, men med det samme valgte at afskedige svarende til hele besparelseskravet. Klager oplyser i øvrigt, at hans chef forud for varslingen havde meldt ud på et kontormøde, hvor mange der skulle afskediges i kontoret. Chefen havde efterfølgende tilkendegivet, at hun var blevet presset af afdelingschefen og departementschefen til at afskedige et bestemt antal medarbejdere. Indklagede afviser, at klager blev afskediget på grund af alder. Indklagede henviser til, at udvælgelsen af klager som en af de medarbejdere, der i den givne situation bedst kunne undværes, blev foretaget på baggrund af en samlet vurdering af hans faglige og personlige kvalifikationer og hidtidige resultater, set i forhold til de øvrige medarbejdere i ministeriet og i forhold til ministeriets opgaver. Det er indklagedes opfattelse, at afskedigelsen var sket ud fra saglige forhold. Indklagede afviser, at det forhold, at klagers tidligere chef angiveligt i en tale skulle have udtalt, at "Det er så dejligt at arbejde sammen med alle jer unge mennesker", og at klager var den eneste af 16 akademikere over 40 år i afdelingen, kan føre til, at der skulle være tale om, at klager blev udvalgt og afskediget på grund af sin alder. Udvælgelsen af klager blev således foretaget ud fra hans faglige og personlige kvalifikationer og hidtidige resultater, set i forhold til de øvrige medarbejdere i ministeriet. Det er således indklagedes opfattelse, at afskedigelsen af klager ikke kan ses isoleret i forhold til afdelingen og den personalemæssige alderssammensætning i afdelingen, men skal ses i forhold til hele ministeriet. Kriterierne for udvælgelsen af de medarbejdere, der skulle afskediges, tog også udgangspunkt i hele ministeriet. Indklagede henviser i den forbindelse til opgørelsen over den aldersmæssige spredning af de afskedigede medarbejdere. Der blev i forbindelse med strukturændringen udmeldt et tilpasningskrav på cirka 44 årsværk, hvilket vejledende blev fordelt forholdsmæssigt på afdelingerne. Det blev tilkendegivet, at besparelserne i de enkelte afdelinger kunne justeres, og cheferne blev ikke pålagt at indstille et bestemt antal medarbejdere til afskedigelse. Den tværgående vurdering, der blev foretaget, sikrede en vurdering af, hvem der bedst kunne undværes i hele ministeriet og ikke kun i den enkelte afdeling. Dette kunne medføre afskedigelse af relativt flere/færre medarbejdere i enkelte afdelinger. Indklagede henviser i øvrigt til, at det ikke var de enkelte afdelingschefer, men departementschefen, der traf den endelige beslutning om, hvem der skulle afskediges. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål. Det fremgår også af loven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle medarbejderne ved afskedigelse. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det den indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Ligebehandlingsnævnet finder ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han blev udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder, da indklagede afskedigede ham fra stillingen som specialkonsulent. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at indklagede som følge af den bevillingsmæssige situation skulle afskedige et større antal medarbejdere. Indklagede opstillede en række saglige og objektive kriterier til brug for departementschefens udvælgelse af de medarbejdere, der skulle afskediges. Alder indgik ikke som kriterium. Nævnet finder ikke, at det forhold, at den da 61-årige klager blev afskediget som den eneste akademiske medarbejder i afdelingen, hvor de øvrige akademikere alle var under 40 år, i sig selv giver anledning til at formode, at klagers alder indgik i beslutningen om at afskedige ham. Det er indgået i nævnets vurdering, at uanset at der var en vis overvægt af ældre medarbejdere blandt de afskedigede, så var der en forholdsvis bred aldersfordeling blandt de afskedigede. Det forhold, at klagers chef tidligere havde tilkendegivet, at det var dejligt at arbejde samme med de unge medarbejdere i afdelingen, kan ikke føre til et andet resultat. Klager er ikke i øvrigt fremkommet med oplysninger, der kan understøtte påstanden om, at hans alder er indgået som et element i indklagedes beslutning om at afskedige ham fra stillingen som specialkonsulent. Klagen tages derfor ikke til følge. <7100170-12>