Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold

GældendeVersion 2012-10-31
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/10281@2012-10-31/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold

J.nr. 7100183-12 Det var ikke forskelsbehandling på grund af alder, at en kvinde på 63 år blev udpeget til forflyttelse i forbindelse med en organisationsændring. Ud over klager blev to andre medarbejdere på 59 år og 45 år udpeget til forflyttelse. Da de tre udpegede også var de tre ældste i gruppen af medarbejdere, der var beskæftiget med de opgaver, der skulle flyttes, fandt nævnet, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav en formodning for forskelsbehandling. Nævnet fandt imidlertid, at indklagede havde løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket, idet de tre udpegede medarbejdere også var de tre, der havde arbejdet mest med den type opgaver, der skulle flyttes.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager blev opsagt fra sin stilling hos den indklagede myndighed. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev udpeget til forflyttelse til betalingscentret i X-by. Sagsfremstilling Klager blev ansat som assistent hos indklagede den 1. august 1969. Klager gjorde tjeneste ved skattecenter F. Klager fik den 16. marts 2006 meddelelse om, at hun var udpeget til forflyttelse fra sit tjenestested ved skattecenter F til et nyt, landsdækkende betalingscenter i X-by. Overflytningen af arbejdsopgaver fra skattecentre i forskellige byer til betalingscentret i X-by skete som led i en større strukturreform i den indklagede myndigheds organisation. Det fremgår af "Partshøring om forflyttelse til Betalingscentret" af 26. april 2006 til klager, at "Ved brev af 16. marts 2006 fik du meddelelse om, at du vil blive uansøgt forflyttet til Betalingscentret i [X-by] med virkning fra den 1. januar 2007. Du har i brev af 29. marts 2006 anført, at forflyttelse er særligt indgribende for dig på grund af sociale og familiemæssige forhold. Udgangspunktet er, at de opgaver du beskæftiger dig med, fremover skal løses i [X-by]. Den uansøgte forflyttelse fastholdes derfor. . ." (klagen bilag 1) Af "Afgørelse om afskedigelse" af 28. juni 2006 til klager fremgår: ". . . Ovennævnte indsigelser er medgået i [indklagedes] overvejelser om, hvorvidt du skal forflyttes til Betalingscentret i [X-by]. Eftersom du imidlertid beskæftiger dig med nogle af de arbejdsopgaver, der fremover skal varetages af Betalingscentret, er det [indklagedes] opfattelse, at du ligeledes bør forflyttes dertil. I og med at du ikke har accepteret forflyttelsen til Betalingscentret, varsles du hermed til afskedigelse til fratræden med udgangen af december 2006." (klagen bilag 2) Af internt informationsdokument fra indklagede af 2. marts 2006 fremgår: ". . . Der har været afholdt samtaler med ansøgerne til Betalingscentret og Kundecentret. Der er 57 frivillige ansøgere, der overføres til Betalingscentret og mere end 300 frivillige ansøgere, der overføres til Kundecentret. Som nævnt i info på intranettet den 13. februar 2006 skal Betalingscentret i [X-by] bemandes med i alt 250 årsværk, og Kundecentret bemandes med i størrelsesordenen 400 årsværk, fordelt med 100 i henholdsvis [fire byer]. Det er derfor nødvendigt at udpege de resterende medarbejdere til uansøgt forflyttelse. . . . De overordnede principper for bemandingen af Kundecentret er nærhed, hensyn til skattecentrenes opgavevaretagelse, og at alle skattecentre bidrager. Principperne for bemanding af Betalingscentret beror på det relative ressourceforbrug på opgaven reduceret med det antal frivillige medarbejdere, der kommer til Betalingscentret og Inddrivelsescentret, eller som allerede er flyttet til Betalingscentret. . . . Retningslinjer for udpegning til Betalingscentret Princippet for bemanding af Betalingscentret er, at det er de medarbejdere, der konkret beskæftiger sig med de relevante opgaver, der udpeges til forflyttelse. Der tages derfor udgangspunkt i skattesamarbejdernes og de enkelte skattecentres ressourceforbrug i 2005 til de relevante opgaver. På grund af behovet for konkret at udpege de medarbejdere, som beskæftiger sig med opgaven, er det ikke muligt at anvende principperne om nærhed, og om at alle skal bidrage. . . . De medarbejdere, der udpeges til uansøgt forflyttelse til Betalingscentret, skal findes blandt dem, der i et vist omfang er beskæftiget med opgaven. . . . Følgende kriterier ved udpegning af medarbejderne til uansøgt forflyttelse skal lægges til grund: - Der skal udpeges medarbejdere, som er i stand til at løse opgaverne i Betalingscentret her og nu - Der skal udpeges medarbejdere, som har kompetencer til at kunne løse og videreudvikle opgave på forsvarlig vis i Betalingscentret - Der må ikke udpeges medarbejdere med tillidsrepræsentantbeskyttelse - Der må ikke udpeges medarbejder omfattet af "det rummelige arbejdsmarked" - Der må ikke udpeges elever og vikarer. . ." Indklagede uddybede i e-mail af 3. marts 2006 til planlægningsdirektørerne, kriterierne for udpegningen af medarbejdere til forflyttelse. Det fremgår heraf: ". . . Som supplement til de udmeldte kriterier, kan følgende retningslinjer følges: - Det bør tilstræbes, at medarbejdere, der skal udpeges til Betalingscentret, tages fra den navneliste, som I lige har modtaget - Medarbejdere, der ikke kan udpeges, må frasorteres listen før udvælgelsen, dvs. - - frivillige ansøgere, der ansættes i Kundecentret, Betalingscentret eller Inddrivelsescentret - - afdelingsledere - - medarbejdere på barselsorlov eller ekstraordinær tjenestefrihed (ud over 1 måned) - - tillidsrepræsentantbeskyttelse . . . - Det bør tilstræbes, at medarbejdere, der skal udpeges fra listen, skal være dem, der er beskæftiget mest med opgaven. Der bør ikke udpeges medarbejdere fra listen, som er beskæftiget med opgaven mindre end 10 % af arbejdstiden - Det bør tilstræbes, at medarbejdere, der ikke fremgår af listen, men som er beskæftiget med opgaven lige nu, ikke udpeges til Betalingscentret - Det bør tilstræbes, at medarbejdere, der fremgår af listen, men som ikke har været beskæftiget med opgaven siden starten af 2005, ikke udpeges til Betalingscentret - Der bør, som nævnt på direktionsmødet, ikke udpeges medarbejdere, for hvem forflyttelsen må anses for at være velfærdstruende. Dette må bero på en konkret vurdering. . . ." Klager gjorde indsigelse mod forflyttelsen og anførte, at forflyttelsen til X-by ville være særligt indgribende i forhold til sociale og familiemæssige forhold. Klager blev afskediget den 28. juni 2006 som følge af, at hun ikke accepterede forflyttelsen. Klagen er en del af et sagskompleks vedrørende flere medarbejdere ved forskellige skattecentre, som blev forflyttet til betalingscentret i X-by. Sagerne har været forhandlet med indklagede, men der har ikke kunnet opnås enighed. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet forskelsbehandlet på grund af sin alder i strid med forskelsbehandlingsloven. Det faktuelle forløb i sagen giver anledning til at formode, at alder indgik i udvælgelseskriterierne for, hvem der skulle forflyttes. Klager var således blandt de ældste medarbejdere med opgaver, der skulle forflyttes, og samtlige af de ikke udpegede medarbejdere var yngre end klager. Det er herefter indklagede, der skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Klager har nedlagt påstand om en godtgørelse på 250.000 kr. I forbindelse med en strukturreform ønskede indklagede at omplacere en række medarbejdere til centrale betalingscentre. Ved udvælgelsen af de medarbejdere, der skulle omplaceres, havde indklagede valget mellem et større antal kvalificerede medarbejdere, som alle arbejdede med opgaver, som skulle overføres til betalingscentrene (BC-opgaver). Indklagede udvalgte nogle få medarbejdere og varslede omplacering overfor dem. Det var i overvejende grad de ældste medarbejdere, der blev udvalgt til omplacering. Klager har henvist til, at denne sag har flere lighedspunkter med sagen omtalt i UfR2010. 603 og med Østre Landsrets dom af 16. juni 2011 om afskedigelser i DR. Begge sager omhandlede aldersdiskrimination af ældre medarbejdere. Klager var på tidspunktet for afskedigelsen 63 år gammel og havde gjort tjeneste i 37 år. Det var i alt fem medarbejdere inkl. opgaver, der skulle flyttes til betalingscentrene. To yngre medarbejdere havde inden beslutningen om forflyttelse anmodet om at blive forflyttet til Z-by. De blev forflyttet den 8. marts 2006. En medarbejder på 43 år, som udelukkende arbejdede med BC-opgaver blev umiddelbart inden meddelelsen om forflyttelse overflyttet til andet arbejde i skattecenter F. Klagers fagforening kontaktede indklagede med henblik på at få oplyst, hvilke medarbejdere, der arbejdede med BC-opgaver og hvilke medarbejdere, der var, henholdsvis ikke var, udpeget til forflyttelse. Medarbejder Alder BC-opgaver i % Udpegede Klager 63 år 69 % 1 59 år 100,7 % Ikke udpegede 2 44 år 57,5 % 3 29 år 48,7 % - ansøgt forflyttelse til inddrivningscentret i 2006 4 35 år 8,2 % 5 45 år 62,2 % 6 38 år 43,5 % 7 59 år 26 % 8 50 år uoplyst 9 35 år 68,5 % 10 29 år 0,2 % 11 31 år 4,7 % 12 38 år 14,3 % Vedrørende skattecenter F fremhæver klager følgende: - To personer blev udpeget til forflyttelse - de var 59 og 63 år - De ikke udpegede personer havde alle BC-opgaver i varierende omfang, men flere af disse personer havde BC-opgaver i stort set samme omfang som klager - Samtlige ikke-udpegede personer var yngre end klager - Gennemsnitsalderen for de ikke-udpegede var 39,36 år Det fremgår af de af indklagede fremlagte oversigter over medarbejdere, at mindst 12 personer, der alle var yngre end klager, var kompetente til at varetage BC-opgaver andet steds. Indklagede valgte at afskedige de to ældste medarbejdere ud af i alt 13 mulige, og indklagede har ikke bevist, at der ved udvælgelsen ikke blev lagt vægt på klagers alder. De af indklagede fremlagte dokumenter viser ikke, hvorvidt indklagede fortrinsvist udpegede ældre medarbejdere. Det er ikke relevant at sammenligne gennemsnitsalderen for udpegede medarbejdere ved skattecenter F med den generelle aldersdemografi hos indklagede. Det er derimod relevant at sammenligne gruppen af udpegede personer med den samlede gruppe af personer, der kunne være udpeget. Det fremhæves i den forbindelse, at gennemsnitsalderen for de to udpegede medarbejdere var 61 år, og at gennemsnitsalderen for ikke udpegede medarbejdere var 39,63 år. De udpegede medarbejdere var således i gennemsnit ca. 22 år ældre end de ikke udpegede medarbejdere, hvilket er en både absolut og en relativt påfaldende stor forskel. Flere af de ikke udpegede personer havde en andel af BC-opgaver, der var sammenlignelig med klagers. En arbejdsgivers skøn må ikke administreres på en sådan måde, at udvælgelsen diskriminerer ældre medarbejdere. Anvendelsen af andelen af BC-opgaver som eneste kriterium stillede ældre medarbejdere dårligere end yngre, der også var kvalificerede til at bemande det nye center. Indklagedes anvendelse af andelen af BC-opgaver som kriterium var ikke stringent, og er derfor ikke et objektivt bevis for, at indklagede ikke forskelsbehandlede ældre personer. Indklagede har i andre sager vedrørende forflyttelse til betalingscentret i X-by ladet andre kriterier end blot andel af BC-opgaver indgå i vurderingen af, hvilke blandt flere kvalificerede medarbejdere, der skulle udvælges til forflyttelse. I en anden sag blev en medarbejder med en andel af BC-opgaver på kun 15 procent udvalgt til forflyttelse frem for mindst syv yngre medarbejdere med en sammenlignelig eller større andel af BC-opgaver (i intervallet 13,9-54,5 procent). Indklagede har i den sag anført, at der blev foretaget en konkret vurdering af, hvorvidt en medarbejders kompetencer bedst kunne udnyttes et andet sted, og at der i den samlede masse af medarbejdere, der kunne udvælges, også indgik personer, der ikke alene registrerede BC-opgaver. Indklagede havde en berettiget interesse i at bemande betalingscentret med kompetente medarbejdere. Indklagede kunne i stedet for klager have forflyttet medarbejder 5, 2 og 6 og have opnået samme resultat. Indklagede har ikke i tilstrækkeligt omfang redegjort for anvendelsen af de enkelte udvælgelseskriterier og dermed heller ikke bevist, at kriterierne for så vidt angår indhold og administration blev anvendt sagligt og objektivt. Indklagede har i en lang række lignende sager valgt at afskedige ældre medarbejdere frem for yngre med sammenlignelige kvalifikationer og andele af BC-opgaver. Klager henviser til, at det af de af indklagede fremlagte dokumenter fremgår, at gennemsnitsalderen for udpegede medarbejdere ved - Skattecenter A var 61 år - Skattecenter B var 60 år - Skattecenter C var 57 år - Skattecenter D var 49 år - Skattecenter E var 52 år - Skattecenter F (klagers ansættelsessted) var 61 år - Skattecenter G var 54 år - Skattecenter H var 51 år. Indklagede afviser, at de har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Indklagede bestrider, at det på landsplan i overvejende grad var de ældste medarbejdere, som blev udvalgt til forflyttelse. 16,4 procent af medarbejderstaben hos indklagede var på landsplan mellem 50 og 54 år, mens 26,4 procent af medarbejderstaben på landsplan var 55 år eller derover. I disse procentsatser er undtaget medarbejdere med løntilskud, tjenestefrihed og vikarer, idet disse efter de overordnede kriterier var undtaget fra udpegning samt ledere. Alderssammensætningen er således generelt set relativ høj. Aldersgennemsnittet for de udpegede i Region X var 47,3 år. Når man sammenholder dette med alderssammensætningen på landsplan er aldersgennemsnittet for de udpegede ikke påfaldende højt. Det var ud fra en landsdækkende fordelingsnøgle på overordnet niveau besluttet, at skattecenter F skulle udpege 2,3 årsværk svarende til tre medarbejdere til forflyttelse til betalingscentret. Disse 2,3 årsværk blev senere ændret til to medarbejdere. Medarbejderne blev udvalgt på baggrund af sagligt fastsatte objektive kriterier, som overordnet varetog dels hensynene til en kompetent drift af betalingscentret og det tilbageblevne skattecenter. Indklagede er enig i, at andre end de udpegede personer kan antages tillige at have opfyldt kriterierne for at kunne varetage opgaver i betalingscentret. Dette indebærer imidlertid ikke, at det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at netop klager blev udvalgt, idet hun tillige opfyldte kriterierne. Udvælgelsen af de to personer i skattecenter F skete alene på baggrund af opgørelserne af andelen af BC-opgaver. De to, der blev udvalgt, var således de to medarbejdere, som havde arbejdet mest med BC-opgaver. Ved skattecenter F var der følgende medarbejdere: Medarbejder BC-opgaver i % Klager 69 % (udvalgt) Medarbejder 1 100,7 % (udvalgt) 2 57,5 3 48,7 % 4 8,2 % 5 62,2 % (udvalgt) 6 43,5 % 7 26,0 % (syg) - 9 68,5 % (orlov) 10 0,2 % 11 4,7 % 12 14,3 % 13 77,2 % (frivilligt søgt om forflyttelse) 14 62,1 15 35,3 % 16 4,7 % (tillidsrepræsentant) 17 20,0 % 18 0,3 % 19 11,4 % (leder) 20 19,7 % (leder) Medarbejder 1 havde arbejdet 100,7 procent med BC-opgaver og blev på denne baggrund udvalgt til forflyttelse. Klager havde arbejdet 69 procent med BC-opgaver. Den medarbejder, som efter klager havde flest BC-opgaver, var medarbejder 9, som havde en andel på 68,5 procent, og klager blev på denne baggrund udvalgt. Medarbejder 9 var desuden på orlov, hvorfor hun allerede af den grund var undtaget udpegning i henhold til de generelle kriterier. Medarbejder 5, som var den medarbejder med den tredje højeste andel af BC-opgaver, var desuden udvalgt til udpegning indtil det stod klart, at skattecentret kun skulle bidrage med to medarbejdere. Èn medarbejder (medarbejder 13) havde forud for udpegningen frivilligt søgt om omplacering til kundecentret i Z-by, og hun var flyttet til kundecentret inden den 16. marts 2006, hvor de øvrige udpegninger skete. Denne medarbejder søgte i lighed med mange andre medarbejdere frivilligt om omplacering i forbindelse med de udmeldinger, som ledelsen forinden var kommet med. Alle medarbejdere havde lige mulighed for at søge om disse omplaceringer. Indklagede har ikke oplysninger om andre omplaceringer i perioden. Indklagede gør gældende, at de ikke har forskelsbehandlet klager på grund af alder i forbindelse med forflytningerne. Klager blev udpeget på grund af sine kvalifikationer og sit arbejde med BC-opgaver, hvilket er saglige kriterier, idet opgaverne skulle flyttes til betalingscentret. Alder er således ikke indgået i kriterierne for udvælgelsen. Det forhold, at de to medarbejdere, der havde arbejdet mest med BC-opgaver blev udpeget - uanset hvor marginal forskellen imellem andelene af BC-opgaver måtte have været - udelukker enhver risiko for forskelsbehandling, idet alder umuligt kan have indgået som kriterium i forbindelse med opgørelsen af, hvem der havde arbejdet mest med BC-opgaver. Klager er blevet objektivt udvalgt på baggrund af de registreringer, som hun har foretaget i sagsstyringssystemet, hvorfor hun ikke er blevet behandlet ringere end sammenlignelige yngre personer med tilsvarende kvalifikationer. Der tilkommer generelt arbejdsgivere et vidt skøn i forbindelse med udvælgelse blandt ligestillede medarbejdere i omstruktureringssituationer, og det er ubestridt, at den gennemførte omstrukturering hos indklagede forfulgte saglige økonomiske og driftsmæssige hensyn. Det er påvist, at der ikke blev udvalgt en relativt højere andel af ældre medarbejdere, når henses til, at der i medarbejdersammensætningen generelt var tale om en gruppe medarbejdere, hvor 16,4 procent var mellem 50-54 år, mens hele 26,4 procent var 55 år eller derover. Aldersfordelingen mellem de udpegede og de ikke udpegede medarbejdere ved skattecenter F skyldes den generelle aldersfordeling blandt de medarbejdere, som beskæftigede sig mest med BC-opgaver. Klager har således ikke påvist sådanne faktiske omstændigheder, der giver en formodning for forskelsbehandling og under alle omstændigheder må det lægges til grund, at udvælgelsen er foretaget på baggrund af saglige kriterier. Såfremt Ligebehandlingsnævnet måtte finde, at der foreligger forskelsbehandling, er denne indirekte, og må i givet fald som sådan anses for retfærdiggjort ud fra de opstillede kriterier og det forhold, at der var en saglig interesse i at bemande betalingscentret med de rigtige kompetencer. Under alle omstændigheder må de anførte omstændigheder, navnlig det faktum, at der blev valgt ud fra objektive kriterier, og at der ikke var andre relativt yngre medarbejdere at udpege, alene føre til tilkendelse af en symbolsk godtgørelse. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Klager har fremlagt en oversigt over gennemsnitsalderen for udpegede medarbejdere ved skattecenter A-H. Nævnet finder ikke, at der med denne oversigt er skabt en formodning for, at klagers alder er blevet tillagt betydning i forbindelse med, at hun blev udpeget til forflyttelse til betalingscentret. Nævnet har herved lagt vægt på, at der var tale om forskellige enheder med egen ledelse, og at udpegningen af medarbejdere således ikke er sket samlet for indklagedes organisation som helhed. Da sagen er en del af et sagskompleks med flere klagere ansat ved forskellige skattecentre, viser oplysningerne om medarbejderne fra de forskellige sager, at der var medarbejdere ved andre skattecentre, som havde samme alder som klager, eller som var ældre, som ikke blev udpeget til forflyttelse. Når man anskuer forflyttelserne som helhed for alle skattecentre, er der således ikke ud fra de foreliggende oplysninger påvist faktiske omstændigheder, der giver en formodning for, at klager er blevet forskelsbehandlet på grund af sin alder. Dette udelukker imidlertid ikke, at der ikke ved udpegningen af klager som en af dem, der skulle forflyttes, ved det enkelte skattecenter er blevet lagt vægt på alder. Det er oplyst, at der ved skattecenter F i første omgang skulle udpeges tre medarbejdere. Efter det oplyste var der 20 mulige medarbejdere, der var beskæftiget med de relevante opgaver. Udover klager på 63 år blev medarbejder 1 på 59 år og medarbejder 5 på 45 år udpeget til forflyttelse. Disse tre var blandt de fem ældste medarbejdere, idet der ifølge klagers oplysninger var yderligere en medarbejder på 59 år (medarbejder 7) samt en medarbejder på 50 år (medarbejder 8). Klager var den ældste medarbejder. Medarbejder 8 fremgår ikke af indklagedes oplysninger. Det fremgår således, at det var de tre ældste medarbejdere, der blev udpeget til forflyttelse. Nævnet finder på denne baggrund, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hendes alder er blevet tillagt vægt i forbindelse med udpegningen af hende som en af dem, der skulle forflyttes. Det påhviler herefter indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Nævnet finder, at indklagede har løftet denne bevisbyrde. Nævnet har herved lagt vægt på, at selvom det var de tre ældste medarbejdere, der blev udpeget til forflyttelse, så var det også de tre medarbejdere med den højeste andel af BC-opgaver. At lægge vægt på den højeste andel af BC-opgaver, som var den opgavetype, der skulle flyttes til betalingscentret, må som udgangspunkt anses for at være et sagligt kriterium, og i skattecenter F har anvendelsen af dette kriterium ikke i sig selv medført indirekte forskelsbehandling. Indklagede har som yderligere kriterier lagt vægt på, at medarbejdere, der forinden havde søgt frivillig forflyttelse eller som var fraværende grundet orlov, ikke kunne udpeges til forflyttelse. Også disse kriterier må som udgangspunkt anses for at være saglige. Da indklagede således blandt de medarbejdere, som ikke var undtaget grundet de generelle kriterier, har lagt vægt på andelen af BC-opgaver, og derved har udpeget de tre medarbejdere med den højeste andel af BC-opgaver, finder nævnet, at indklagede har løftet bevisbyrden for, at alder ikke er tillagt betydning ved udpegningen. Dette understøttes endvidere af, at indklagede, da det stod klart, at der alene skulle udpeges to medarbejdere, trak udpegningen af den af de tre med den laveste andel af BC-opgaver tilbage. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <7100183-12>

Versioner

  1. 2012-10-31