Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/10283@2012-10-31/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - medhold

J.nr. 7100185-12 Det var forskelsbehandling på grund af alder, at en kvinde på 59 år blev udpeget til forflyttelse i forbindelse med en organisationsændring. Udover klager blev en anden medarbejder på 60 år udpeget, og fire medarbejdere meldte sig frivilligt. Klager og den anden udpegede medarbejder var blandt de seks ældste medarbejdere, og der var derfor påvist faktiske omstændigheder, der gav en formodning for forskelsbehandling. Nævnet fandt, at indklagede ikke havde afkræftet denne formodning, idet der var andre og yngre medarbejdere, som havde en sammenlignelig eller højere andel af de opgaver, der skulle flyttes, end klager. Klager blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr. Godtgørelsen blev fastsat under hensyn til at parterne i forlængelse af beslutningen om forflyttelse aftalte, at klager kunne forblive ansat indtil det tidspunkt, hvor hun havde planlagt at fratræde for at gå på efterløn.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager blev opsagt fra sin stilling hos den indklagede myndighed. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev udpeget til forflyttelse til betalingscentret i X-by. Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 25.000 kr. med procesrente fra den 27. september 2011, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager blev ansat hos indklagede i 1972. Klager gjorde tjeneste ved skattecenter B. Klager fik den 16. marts 2006 meddelelse om, at hun var udpeget til forflyttelse fra sit tjenestested ved skattecenter B til et nyt, landsdækkende betalingscenter i X-by. Overflytningen af arbejdsopgaver fra skattecentre i forskellige byer til betalingscentret i X-by skete som led i en større strukturreform i den indklagede myndigheds organisation. Det fremgår af "Forflyttelse til Betalingscentret" af 16. marts 2006 til klager, at ". . . Du beskæftiger dig med nogle af disse arbejdsopgaver, og du vurderes som kompetent til fortsat at varetage opgaverne. . ." Klager gjorde ved brev af 21. marts 2006 indsigelse mod beslutningen om forflyttelse. Klager fremhævede, at hun og hendes mand for flere år siden havde besluttet, at de ville stoppe på arbejdsmarkedet og gå på efterløn med udgangen af den måned, hvori klager fyldte 62 år - hvilket var maj 2008. Forflyttelsen til betalingscentret i X-by ville således med fradrag af ferie betyde, at hun ville kunne arbejde ca. seks måneder i betalingscentret, inden klager ville gå på efterløn. Samtidig ville forflyttelse have store økonomiske konsekvenser for klager og hendes familie, hvis klager skulle overgå til efterløn før hun fyldte 62 år. Klager forespurgte på den baggrund indklagede, om hun kunne få lov at forblive ved skattecenter B mod at opsige sin stilling med udgangen af maj 2008. Indklagede accepterede denne aftale den 15. december 2006, og klager opsagde herefter sin stilling i henhold til aftalen. Af internt informationsdokument fra indklagede af 2. marts 2006 fremgår: ". . . Der har været afholdt samtaler med ansøgerne til Betalingscentret og Kundecentret. Der er 57 frivillige ansøgere, der overføres til Betalingscentret og mere end 300 frivillige ansøgere, der overføres til Kundecentret. Som nævnt i info på intranettet den 13. februar 2006 skal Betalingscentret i [X-by] bemandes med i alt 250 årsværk, og Kundecentret bemandes med i størrelsesordenen 400 årsværk, fordelt med 100 i henholdsvis [fire byer]. Det er derfor nødvendigt at udpege de resterende medarbejdere til uansøgt forflyttelse. . . . De overordnede principper for bemandingen af Kundecentret er nærhed, hensyn til skattecentrenes opgavevaretagelse, og at alle skattecentre bidrager. Principperne for bemanding af Betalingscentret beror på det relative ressourceforbrug på opgaven reduceret med det antal frivillige medarbejdere, der kommer til Betalingscentret og Inddrivelsescentret, eller som allerede er flyttet til Betalingscentret. . . . Retningslinjer for udpegning til Betalingscentret Princippet for bemanding af Betalingscentret er, at det er de medarbejdere, der konkret beskæftiger sig med de relevante opgaver, der udpeges til forflyttelse. Der tages derfor udgangspunkt i skattesamarbejdernes og de enkelte skattecentres ressourceforbrug i 2005 til de relevante opgaver. På grund af behovet for konkret at udpege de medarbejdere, som beskæftiger sig med opgaven, er det ikke muligt at anvende principperne om nærhed, og om at alle skal bidrage. . . . De medarbejdere, der udpeges til uansøgt forflyttelse til Betalingscentret, skal findes blandt dem, der i et vist omfang er beskæftiget med opgaven. . . . Følgende kriterier ved udpegning af medarbejderne til uansøgt forflyttelse skal lægges til grund: - Der skal udpeges medarbejdere, som er i stand til at løse opgaverne i Betalingscentret her og nu - Der skal udpeges medarbejdere, som har kompetencer til at kunne løse og videreudvikle opgave på forsvarlig vis i Betalingscentret - Der må ikke udpeges medarbejdere med tillidsrepræsentantbeskyttelse - Der må ikke udpeges medarbejder omfattet af "det rummelige arbejdsmarked" - Der må ikke udpeges elever og vikarer. . ." Indklagede uddybede i e-mail af 3. marts 2006 til planlægningsdirektørerne, kriterierne for udpegningen af medarbejdere til forflyttelse. Det fremgår heraf: ". . . Som supplement til de udmeldte kriterier, kan følgende retningslinjer følges: - Det bør tilstræbes, at medarbejdere, der skal udpeges til Betalingscentret, tages fra den navneliste, som I lige har modtaget - Medarbejdere, der ikke kan udpeges, må frasorteres listen før udvælgelsen, dvs. - - frivillige ansøgere, der ansættes i Kundecentret, Betalingscentret eller Inddrivelsescentret - - afdelingsledere - - medarbejdere på barselsorlov eller ekstraordinær tjenestefrihed (ud over 1 måned) - - tillidsrepræsentantbeskyttelse . . . - Det bør tilstræbes, at medarbejdere, der skal udpeges fra listen, skal være dem, der er beskæftiget mest med opgaven. Der bør ikke udpeges medarbejdere fra listen, som er beskæftiget med opgaven mindre end 10 % af arbejdstiden - Det bør tilstræbes, at medarbejdere, der ikke fremgår af listen, men som er beskæftiget med opgaven lige nu, ikke udpeges til Betalingscentret - Det bør tilstræbes, at medarbejdere, der fremgår af listen, men som ikke har været beskæftiget med opgaven siden starten af 2005, ikke udpeges til Betalingscentret - Der bør, som nævnt på direktionsmødet, ikke udpeges medarbejdere, for hvem forflyttelsen må anses for at være velfærdstruende. Dette må bero på en konkret vurdering. . . ." Klagen er en del af et sagskompleks vedrørende flere medarbejdere ved forskellige skattecentre, som blev forflyttet til betalingscentret i X-by. Sagerne har været forhandlet med indklagede, men der har ikke kunnet opnås enighed. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet forskelsbehandlet på grund af sin alder i strid med forskelsbehandlingsloven. Det faktuelle forløb i sagen giver anledning til at formode, at alder indgik i udvælgelseskriterierne for, hvem der skulle forflyttes. Klager var således blandt de ældste medarbejdere med opgaver, der skulle forflyttes, og de personer, der ikke blev udpeget, var i det væsentlige yngre end klager. Det er herefter indklagede, der skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Klager har nedlagt påstand om en godtgørelse på 250.000 kr. Uanset, at der blev indgået en aftale om fratræden mellem klager og indklagede, var forholdet det, at klager blev stillet en forflyttelse i udsigt. Det var den direkte årsag til, at aftalen blev indgået, og hovedårsagen til at ansættelsesforholdet ophørte. Ved valget mellem hvem blandt flere, der skulle indstilles til forflyttelse, indgik alder som kriterium. En arbejdsgiver kan ikke ved at indgå en aftale, hvis eneste formål er at afbøde de alvorlige indvirkninger, et pålæg om forflyttelse ville medføre, unddrage sig forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde. Klager bestrider således, at Ligebehandlingsnævnet ikke skulle kunne behandle sagen. I forbindelse med en strukturreform ønskede indklagede at omplacere en række medarbejdere til centrale betalingscentre. Ved udvælgelsen af de medarbejdere, der skulle omplaceres, havde indklagede valget mellem et større antal kvalificerede medarbejdere, som alle arbejdede med opgaver, som skulle overføres til betalingscentrene (BC-opgaver). Indklagede udvalgte nogle få medarbejdere og varslede omplacering overfor dem. Det var i overvejende grad de ældste medarbejdere, der blev udvalgt til omplacering. Klager har henvist til, at denne sag har flere lighedspunkter med sagen omtalt i UfR2010. 603 og med Østre Landsrets dom af 16. juni 2011 om afskedigelser i DR. Begge sager omhandlede aldersdiskrimination af ældre medarbejdere. På tidspunktet for meddelelsen om forflyttelse var klager 59 år gammel og havde gjort tjeneste i 34 år. Ud over klager blev yderligere seks medarbejdere i alderen 59-62 år varslet forflyttet. I afdelingen var der yderligere ansat fem personer i alderen 47-60 år, der alle havde BC-opgaver, men som ikke blev udpeget til forflyttelse. Klagers fagforening kontaktede indklagede med henblik på at få oplyst, hvilke medarbejdere, der arbejdede med BC-opgaver og hvilke medarbejdere, der var, henholdsvis ikke var, udpeget til forflyttelse. Medarbejder Alder BC-opgaver i % Udpegede Klager 60 år 26,1 % Medarbejder 1 61 år 25,4 % 2 59 år 102,1 % 3 62 år 104,6 % 4 60 år 0 % 5 60 år 0 % 6 60 år 0 % Ikke udpegede 7 56 år 27,2 % 8 58 år 31,1 % 9 60 år 25,1 % 10 53 år 33,9 % 11 47 år tillidsrepræsentant Ud af mindst ni medarbejdere, der alle var kompetente til at udføre BC-opgaver, blev der udvalgt fire ældre medarbejdere (59-62 år) til forflyttelse. Disse var med en enkelt undtagelse de ældste medarbejdere med BC-opgaver i afdelingen. De af indklagede fremlagte dokumenter viser ikke, hvorvidt indklagede fortrinsvist udpegede ældre medarbejdere. Det er ikke relevant at sammenligne gennemsnitsalderen for udpegede medarbejdere ved skattecenter B med den generelle aldersdemografi hos indklagede. Det er derimod relevant at sammenligne gruppen af udpegede personer med den samlede gruppe af personer, der kunne være udpeget. Det fremhæves i den forbindelse, at gennemsnitsalderen for de fire udpegede medarbejdere var 60,5 år, og at gennemsnitsalderen for ikke udpegede medarbejdere var 54,80 år (56,75 hvis tillidsrepræsentanten ikke medregnes). Forskellen på seks år er ikke påfaldende. Det er derimod påfaldende, at med blot en enkelt undtagelse var det de ældste medarbejdere i afdelingen, der blev udvalgt til forflyttelse. Det er i sig selv en omstændighed, der giver en formodning for forskelsbehandling. Det fremgik af de generelle kriterier for udpegning af medarbejdere til forflyttelse, at "det bør tilstræbes, at medarbejdere, der skal udpeges fra listen, skal være dem, der er beskæftiget mest med opgaven." Klagers andel af BC-opgaver var 26,1 procent. Af de fire personer med BC-opgaver, der ikke blev udpeget til forflyttelse (medarbejder 7, 8, 9 og 10), havde tre personer en større andel af BC-opgaver end klager, henholdsvis 27,2 procent, 31,1 procent og 33,9 procent. Disse tre personer var alle yngre end klager. Det er nyt, at der ved udvælgelsen blev taget velfærdshensyn. Dette er ikke et objektivt udvælgelseskriterium, og praksis for anvendelse af kriteriet er ikke gennemskueligt. Det er derfor ikke korrekt, at medarbejderne blev udvalgt på baggrund af deres kvalifikationer og arbejde med BC-opgaver. Indklagede har i de lignende sager fulgt princippet om, at det var de medarbejdere med den største andel af BC-opgaver, der skulle udpeges til forflyttelse, strengt, også hvor det var til ulempe for de ældre medarbejdere. I denne sag har indklagede fulgt dette kriterium mere lempeligt også til ulempe for ældre medarbejdere. Det bør komme indklagede til skade, at de har praktiseret et tilsyneladende objektivt udvælgelseskriterium på en sådan måde, at det konsekvent er til skade for ældre medarbejdere. Klager er bekendt med, at to af medarbejderne (medarbejder 4 og medarbejder 16, der ikke fremgår af listerne over personer, der arbejdede med BC-opgaver), også blev udpeget til forflyttelse, men at dette senere blev trukket tilbage. Dette giver anledning til undren, eftersom disse personer ikke havde BC-opgaver og var blandt de ældste medarbejdere. Udpegningen af medarbejder 4 og 16 styrker antagelsen om, at indklagede konkret og generelt udvalgte ældre medarbejdere til forflyttelse frem for yngre. Der var adskillelige yngre medarbejdere med en andel af BC-opgaver, der var betydeligt højere end både medarbejder 4 og 16's. Medarbejder 16 havde 12 procent potentielle BC-opgaver og var blandt de ældste medarbejdere. Den eneste forklaring på udpegning af netop hende er hendes alder. Det er ikke korrekt, at udpegningen af medarbejder 4 ikke blev trukket tilbage. Udpegningen blev trukket tilbage den 24. april 2006 ved en meddelelse fra direktøren om, at medarbejder 4 ikke havde de kvalifikationer, som forudsat for forflyttelse, og at udpegningen af hende var en fejl. Medarbejder 4 udførte ikke BC-opgaver og burde derfor ikke have været i fare for udpegning. Medarbejder 4 var blandt de ældste medarbejdere, og udpegningen af hende viser, at indklagede søgte at forflytte ældre medarbejdere frem for yngre. Det bør også tillægges vægt, at indklagede generelt har valgt at afskedige ældre medarbejdere frem for yngre med sammenlignelige kvalifikationer og mindre andele af BC-opgaver. Klager henviser i den forbindelse til de øvrige sager, der ligeledes er indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Klager henviser desuden til, at det af de af indklagede fremlagt dokumenter fremgår, at gennemsnitsalderen for udpegede medarbejdere ved - skattecenter A var 61 år - skattecenter B (klagers ansættelsessted) var 60 år - skattecenter C var 57 år - skattecenter D var 49 år - skattecenter E var 52 år - skattecenter F var 61 år - skattecenter G var 54 år - skattecenter H var 51 år Indklagede gør gældende, at klagers fratræden fra sin stilling ved skattecenter B, ikke er en forflyttelse eller afskedigelse. Klagers fratræden fra sin stilling ved skattecenter B beror på en aftale udmøntet af et forhandlingsforløb mellem klager og indklagede. Dette forhandlingsforløb resulterede i en gensidig aftale om, at klager forblev ansat ved skattecenter B indtil udløbet af den måned, hvori hun fyldte 62 år. På dette tidspunkt havde klager planlagt at fratræde sin stilling for at gå på efterløn. Da klager således indgik en aftale om at forblive ansat ved skattecenter B og dermed selv, som tidligere planlagt, opsagde sin stilling til fratræden med udgangen af maj 2008, er der ikke tale om, at klager er blevet forflyttet eller afskediget. Det påklagede forhold falder derfor uden for afskedigelses- og forflyttelsesbegreberne i forskelsbehandlingsloven. Indklagede skal derfor af denne grund frifindes. Såfremt Ligebehandlingsnævnet alligevel måtte finde, at forskelsbehandlingsloven finder anvendelse i denne sag, bestrider indklagede, at de har handlet i strid med loven. Indklagede bestrider, at det på landsplan i overvejende grad var de ældste medarbejdere, som blev udvalgt til forflyttelse. 16,4 procent af medarbejderstaben hos indklagede var på landsplan mellem 50 og 54 år, mens 26,4 procent af medarbejderstaben på landsplan var 55 år eller derover. I disse procentsatser er undtaget medarbejdere med løntilskud, tjenestefrihed og vikarer, idet disse efter de overordnede kriterier var undtaget fra udpegning samt ledere. Alderssammensætningen er således generelt set relativ høj. Aldersgennemsnittet for de udpegede ved skattecenter B var 52,42 år. Når man sammenholder dette med alderssammensætningen på landsplan er aldersgennemsnittet for de udpegede ikke påfaldende højt. Det var ud fra en landsdækkende fordelingsnøgle på overordnet niveau besluttet, at skattecenter B skulle udpege 5,7 årsværk svarende til seks medarbejdere til forflyttelse til betalingscentret. Dette tal blev senere justeret til otte medarbejdere. Der var ansat 13 medarbejdere ved skattecenter B. Medarbejderne blev udvalgt på baggrund af sagligt fastsatte objektive kriterier, som overordnet varetog dels hensynene til en kompetent drift af betalingscentret og det tilbageblevne skattecenter. Klager var på udvælgelsestidspunktet 60 år, hvor det samlede aldersgennemsnit i afdelingen var 58 år. Klager var således aldersmæssigt meget tæt på gennemsnitsalderen. Ved skattecenter B var følgende medarbejdere beskæftiget med BC-opgaver: Medarbejder BC-opgaver i % Klager 26,1 % (udvalgt) Medarbejder 1 25,4 % (frivillig) 2 102,1 % (udvalgt) 3 104,6 % (frivillig) 4 0 % 5 0 % (frivillig) 6 0 % (frivillig) 7 27,2 % 8 31,1 % 9 25,1 % 10 33,9 % (undtaget) 11 (tillidsrepræsentant) 12 uoplyst (undtaget) 13 0,2 % 14 (frivilligt flyttet til kundecentret) 15 (leder) Ud over disse bestod afdelingen af 16 yderligere medarbejdere i varierende alder, som ikke havde arbejdet med BC-opgaver. Kun fem ud af de i alt 13 medarbejdere, der kunne udpeges var under 60 år på udvælgelsestidspunktet. Fire af disse var henholdsvis 59, 58, 54 og 53 år. Kun én medarbejder var under 50 år. Denne medarbejder (medarbejder 11) var 47 år. Medarbejder 11 var tillidsrepræsentant og kunne derfor af hensyn til de særlige beskyttelsesregler for tillidsrepræsentanter ikke udpeges. Medarbejder 4 på 60 år havde ikke arbejdet med BC-opgaver og kunne derfor ikke udpeges. Medarbejder 15 var leder af afdelingen og kunne ikke udpeges, og medarbejder 13 havde kun arbejdet 0,2 procent med BC-opgaver. Medarbejder 14 havde inden udpegningen frivilligt søgt om forflyttelse til kundecentret. Fire medarbejdere - medarbejder 1, 3, 5 og 6 - meldte sig frivilligt til forflyttelse. Af de resterende syv medarbejdere havde medarbejder 2 arbejdet 102,1 procent af sin arbejdstid med BC-opgaver og blev på denne baggrund udpeget. Herefter stod seks medarbejdere tilbage: Klager, medarbejder 7, 8, 9, 12 og 10, som alle havde beskæftiget sig nogenlunde lige meget med BC-opgaver. Disse seks medarbejdere var alle i alderen 53-60 år. Af disse skulle yderligere én medarbejder udpeges. To af disse medarbejdere blev undtaget grundet velfærdstruende forhold. Medarbejder 10 blev undtaget, fordi hun et par år forinden var blevet tvangsforflyttet til Y-by, hvor hun i en lang periode havde opretholdt sin bopæl i Z-by. Den anden - medarbejder 12 - blev undtaget på grund af sine personlige forhold på tidspunktet. Udvælgelsen af den sidste medarbejder skete herefter på baggrund af et samlet skøn over, hvem som bedst dels kunne opfylde behovene i det nye betalingscenter og dels kunne undværes i forhold til den fremtidige drift af skattecenter B. Her faldt valget på klager. For så vidt angår forskellen i andelen af BC-opgaver mellem klager og de fire personer, som ikke blev udpeget til forflyttelse, er der tale om marginale forskelle både vedrørende andelen af BC-opgaver og vedrørende deres alder. Alle var således i alderen 53-60 år og arbejdede med BC-opgaver 26,1-33,9 procent af tiden. Medarbejder 16 (som ikke fremgår af listen), blev i første omgang udpeget til forflyttelse, da hun var beskæftiget 12 procent af arbejdstiden med inddrivelsesopgaver, som var en opgave, det var planlagt skulle flytte til betalingscentret. Det blev imidlertid besluttet, at opgaven ikke skulle flyttes, hvorfor grundlaget for udpegning af medarbejder 16 bortfaldt og forflyttelsen blev tilbagekaldt. Det er ikke korrekt, at indklagede trak udpegningen af medarbejder 4 tilbage, idet medarbejder 4 selv opsagde sin stilling til fratrædelse den 31. juli 2006. Indklagede bestrider, at alder er indgået som et kriterium for udvælgelsen, og at der derfor ikke er tale om direkte diskrimination. Klager var ansat i en afdeling med en særdeles høj gennemsnitsalder. Det var derfor ikke muligt at udvælge medarbejdere til forflyttelse, som ikke havde en vis (høj) alder. Alle medarbejdere er udvalgt på baggrund af deres kvalifikationer og arbejde med BC-opgaver, hvilket er saglige kriterier, idet opgaven skulle flyttes til betalingscentret i X-by. Aldersfordelingen mellem de udpegede og de ikke udpegede medarbejdere ved skattecenter B skyldes den generelle aldersfordeling blandt de medarbejdere, som beskæftigede sig mest med BC-opgaver. Der tilkommer generelt arbejdsgivere et vidt skøn i forbindelse med udvælgelse blandt ligestillede medarbejdere i omstruktureringssituationer, og det er ubestridt, at den gennemførte omstrukturering hos indklagede forfulgte saglige økonomiske og driftsmæssige hensyn. Det er påvist, at der ikke blev udvalgt en relativt højere andel af ældre medarbejdere, når henses til, at der i medarbejdersammensætningen generelt var tale om en gruppe medarbejdere, hvor 16,4 procent var mellem 50-54 år, mens hele 26,4 procent var 55 år eller derover. Når der således tages højde for, at der ganske enkelt ikke var yngre medarbejdere at udpege i afdelingen, må det nødvendigvis føre til, at der udpeges et relativt større antal ældre medarbejdere. Klager har således ikke påvist sådanne faktiske omstændigheder, der giver en formodning for forskelsbehandling og under alle omstændigheder må det lægges til grund, at udvælgelsen er foretaget på baggrund af saglige kriterier. Såfremt Ligebehandlingsnævnet måtte finde, at der foreligger forskelsbehandling, er denne indirekte, og må i givet fald som sådan anses for retfærdiggjort ud fra de opstillede kriterier og det forhold, at der var en saglig interesse i at bemande betalingscentret med de rigtige kompetencer. Under alle omstændigheder må de anførte omstændigheder, navnlig det faktum, at der blev valgt ud fra objektive kriterier, og at der ikke var andre relativt yngre medarbejdere at udpege, alene føre til tilkendelse af en symbolsk godtgørelse. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Klager har fremlagt en oversigt over gennemsnitsalderen for udpegede medarbejdere ved skattecenter A-H. Nævnet finder ikke, at der med denne oversigt er skabt en formodning for, at klagers alder er blevet tillagt betydning i forbindelse med, at hun blev udpeget til forflyttelse til betalingscentret. Nævnet har herved lagt vægt på, at der var tale om forskellige enheder med egen ledelse, og at udpegningen af medarbejdere således ikke er sket samlet for indklagedes organisation som helhed. Da sagen er en del af et sagskompleks med flere klagere ansat ved forskellige skattecentre, viser oplysningerne om medarbejderne fra de forskellige sager, at der var medarbejdere ved andre skattecentre, som havde samme alder som klager, eller som var ældre, som ikke blev udpeget til forflyttelse. Når man anskuer forflyttelserne som helhed for alle skattecentre, er der således ikke ud fra de foreliggende oplysninger påvist faktiske omstændigheder, der giver en formodning for, at klager er blevet forskelsbehandlet på grund af sin alder. Dette udelukker imidlertid ikke, at der ikke ved udpegningen af klager som en af dem, der skulle forflyttes, ved det enkelte skattecenter er blevet lagt vægt på alder. Det fremgår af oplysningerne, at der ved skattecenter B skulle udpeges seks medarbejdere til forflyttelse. Fire medarbejdere meldte sig frivilligt til forflyttelse, hvorefter der skulle udpeges to mere. De to udpegede var klager og medarbejder 2 på henholdsvis 60 år og 59 år. Disse to var blandt de seks ældste medarbejdere med relevante arbejdsopgaver. Nævnet finder, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hendes alder er tillagt betydning ved udpegningen af hende, som en af dem, der skulle forflyttes. Nævnet har herved lagt vægt på, at klager var en af de seks ældste medarbejdere, og at der var andre og yngre medarbejdere med en sammenlignelig eller højere andel af BC-opgaver end klager. Det påhviler herefter indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Indklagede har oplyst, at de blandt de fire medarbejdere, som var relevante at udpege til forflyttelse, klager samt medarbejder 7, 8 og 9, foretog en vurdering af, hvem der bedst kunne løse opgaven i betalingscentret samt bedst kunne undværes i afdelingen henset til den fremtidige opgavevaretagelse. Indklagede har ikke nærmere redegjort for, hvorfor klager var den af de fire, der var bedst egnet til forflyttelse. Indklagede har derfor ikke i tilstrækkeligt omfang afkræftet formodningen for, at klagers alder er indgået som kriterium i udvælgelsen. Klager får derfor medhold i klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 25.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på, at parterne i forlængelse af beslutningen om forflyttelse aftalte, at klager kunne forblive ansat ved skattecenter B indtil det tidspunkt, hvor hun havde planlagt at fratræde sin stilling for at gå på efterløn. Indklagede skal herefter betale 25.000 kr. til klager med procesrente fra den 27. september 2011, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. <7100185-12>

Versioner

1. 2012-10-31